Fra de Dødes Rige
Med det lige udkomne Slutningsbind af Henrik Pontoppidans for fire Aar siden begyndte Fortælling-Kreds om Nutidens Danmark har hele Rækken faaet Navn – det ovenstaaende – og dermed i alt Fald i Digterens egen Plan Rang og Stilling ved Siden af Pontoppidans to tidligere Hovedværker Det forjættede Land og Lykke-Per. Ligesom den første Trebinds-Roman giver et digterisk fortættet Billede af Firsernes Danmark og de ligeledes til en Roman i tre Bind sammenarbejdede Fortællinger om Lykke-Per paa samme Maade afbilder Liv og Forhold fra Halvfemserne, har det med de fem Fortællinger om Torben og Jytte været Hensigten at samle nogle Hovedræk af Livet i Danmark i det nye Aarhundrede, hentede fra alle Omraader – Politik og Økonomi, Religion og Kunst – til et Helhedsbillede. Her skal blot gøres kort Rede for det første Indtryk af det sidste Bind: Favsingholm.
Dette Indtryk er, for at sige det straks, et meget betydeligt.
Naar et Menneske har naaet hel Modenhed, gennem Oplevelse og Selvprøvelse, bliver han mistænksom mod Bøger. De er dog kun Ord, men i hans Indre staar Tingene, Sandheden af hvad han har levet, med en klar Kulde, der ikke taaler noget Slør af Stil eller Stemning. Han maa for sin Sjæls Skyld vogte paa, at denne Krystal af hans Liv ikke bringes til at falme eller smelte.
Det Trin af Modenhed har Pontoppidan naaet. Hans Stil har altid været sober, uden Duft, men med en Lugt af Renlighed. Nu sanses den overhovedet ikke mere af Læseren. Den er ikke mere. Tingene træder igennem den.
Der er ingen Naturskildringer eller Naturstemninger i denne dybt naturfortrolige Stil. To Gange forekommer i den nye Bog den Sejltur op ad Randers Fjord, der for Pontoppidan betyder saa meget – den er Indløbet til hans Danmark. Men her "betyder" den slet ikke noget, saaledes som i Lykke-Per det uforglemmelige Billede, hvor Skibet med den gamle Præstekones Kiste løfter sig i Morgenluften som en Sarkofag over de blomstrende Enge. Den er kun Randers Fjord, og hvad Indtryk den gør paa de to Brødre, der paa den Vej hver paa sin Vis sejler ind i en ny Provins af deres Liv, det maa Læseren selv efterføle, hvis han formaar det.
Ogsaa i Menneskeskildringen viser Pontoppidan nu sit Mesterskab igennem det, som han fortier. Man hører lidet om Karsten Froms Elskovseventyr men man ser – først med hans Hustru, Jyttes, Øjne, men derefter ganske tydeligt med sine egne – hans "lange Ryg" og husker den. Gang paa Gang snyder Forfatteren Romanlæsernes Forventning. Lad gaa, at Torben og Jytte, der hører saa nøje sammen, ikke maa faa hinanden. Det maa dog komme til et Møde, en Forklaring imellem dem. Det sker ikke. Hvad der kommer imellem, er ikke Skæbnen, det er kun en Telefon. Men – "Jytte lagde Hørerøret ned, men hun blev staaende ved Bordet og hørte stadig den fremmede Skrattestemme gentage inde fra Mørket: Godsejer Dihmer døde i Aftes Klokken ni."
I Jyttes Skikkelse er den Angst, Livsangsten, som fra den første Fortælling syntes at skulle blive Bogens Grundstemning, slaaet ud i et vildt, tungsindigt Had til Livet og dets onde og bloddrukne Gud.
Hos Torben, Bogens og den kommende Romans anden Hovedperson, er den slaaet ind eller opløst. Han er ude over det, hinsides. I de beslægtede Fremstillinger i Pontoppidans tidligere Digtning – Lykke-Per, Spøgelser og især Indledningen til den lille centrale Sjælehistorie Det store Spøgelse – er der Spøgelser i Menneskesjælen, men Virkeligheden er klar og uden Rædsel. For Torben er denne Virkelighed til sidst en Spøgelsesverden, en fremmed Klode.
Er da dette "ujordiske Mandssind" – den rene, religiøse Rest af den "Sindets maskuline Ro og Ligevægt", som Pontoppidan dyrkede i sin Ungdom – Bogens sidste Visdom, Livets højeste Modenhed? Eller brænder det endnu dybere inde?
Ingen kan sige det. Torben selv føler sig karsk, andre holder ham for sindssyg. Er der da maaske mere Visdom i Metas lykkelige Enfoldighed eller i den unge Kjelds Pans-Fløjte, hvis Skalmejetoner slutter Bogen? Men Meta er saa rent et Hunkønsvæsen, og "Pan" er, før han blev et Naturvæsen, dumpet tre Gange til juridisk Eksamen. Varslerne er uvisse. Snarere er det længe udskudte Kærlighedsmøde mellem de to stridige Brødre Gaardbo (af Enslevs Æt), den iltre og brave Fritænker-Doktor og den ufordragelige Præst, hvormed Handlingen ender, ogsaa dens ideelle Afslutrning.
I saa Fald kunde man med lidt god Villie finde dog en Strime af Julelyset i denne mørke Bog, der som Julebog betragtet er mest i Slægt med den Stemning "ind under Jul", som Jonas Lie kaldte det, da Mørket regerer og Angsten endnu ikke kan føde til Verden det Haab, hvormed den er svanger.
Men Julebøger af den sædvanlige Slags er ikke heller det, vi for Tiden trænger mest til her i Landet. Der trænges, ogsaa i Litteraturen, til en Mand, der er Verdenshistorien voksen. For at være eller blive det er det ikke nødvendigt, næppe raadeligt at skrive Krigsromaner eller anden krigsinspireret Litteratur. Men der er andre Maader, hvorpaa en Kunstner, en Tænker, et aandeligt levende Menneske i en grusom Tid kan "give igen" paa Verdenshistorien. Han kan samle netop den Angst og Gru, han selv har oplevet i sin egen Tid, sit eget Folk, sin egen Sjæl, i et Helhedsbillede og, hvis han formaar det, besjæle dette Billede med den Spire af Overlevelseskraft, hvorudaf han selv midt i de Dødes Rige lever.
Om Pontoppidan har formaaet at indlægge en saadan Spire af personlig Sundhed og Kraft i den Dommedag, han nu atter har holdt over sit Folk og sin Tid og sig selv – det kan bedst og rettest undersøges, naar Værket foreligger sammenarbejdet til een Roman. Dersom den Storhed i Stilen, hvormed dette sidste Afsnit er udført, kan komme til at virke tilbage paa de tidligere, vil det kunne lykkes Forfatteren at hæve dette nye Værk op paa Siden af hans to andre, i det nye Aarhundrede endnu uovergaaede Mesterværker.
