Favsingholm

Nye Bøger

Henrik Pontoppidan: Favsingholm. 222 S. (G.B.N.F.)

De Dødes Rige har Pontoppidan kaldt den Kres af Fortællinger, der begynder med Torben og Jytte og som nu er afsluttet. Titlen er god nok: navnlig den sidste Del, der udkommer i Dag, er i Sandhed en Dødens Bog, en Mørkets og Haabløshedens Bog.

Saa godt som alle de Skikkelser, der gennem den omfattende Skildring har hævdet sig ved Idealisme og Trods eller ved usædvanlig Menneskelighed – saa godt som alle de, som Pontoppidan har skænket sin Interesse og Sympati – de dør alle besejrede. Som Kilder sprang de ud af hans Sind, de bevægede sig fremad gennem Skildringerne som Floder, der nu og da skabte grønne Marker og Enge langs Bredderne – nu siver de dødstrætte ud i den sorte, øde Sump og synker i Jorden.

Efter Enslevs desperate Død i den forrige Bog dør nu den lidenskabelige Kætterpræst Mads Vestrup, udslidt og nedbrudt. Han er blevet knyttet til det kirkelige Hovedstadsblad Hverdagen og fører her den forsmædeligste Tilværelse, truet af alle Omgivelsernes praktiske Interesser – og svinder til sidst bort i Mørket.

Og Jyttes Moder dør, den gamle, kloge, fint-strenge Fru Abildgaard, Jyttes altid aarvaagne, altid aabne Tilflugt gennem de mange Aar. En blid Død kunde man have ondt hende, men Forfatteren vil det anderledes. Og hvorfor? For Jyttes Skyld. "Hvad Jytte i disse Dage oplevede, vakte et stumt Skrig i hende, et Rædsels- og Hævnskrig mod de dunkle Magter, der lod et Menneske lide saa skændigt for at slippe ud af en Tilværelse, som i Forvejen havde lønnet hende ilde nok for hendes Opofrelse". Hun pines uskyldig til Døde.

Og Torben Dihmer dør. Uden at opsøge Jytte vender han tilbage til sin Gaard og tilbringer sin sidste Tid med Forsøg paa at skabe den om til et Asyl for ulykkelige Mennesker som han selv. Hans Bekendelse er den: "Man har ofte Grund til at beklage sig over, at man er kommet til Verden som Menneske og ikke hører til blandt Hyæner og Tigre eller andre forholdsvis godsindede Dyr". Og han dør i en Slags Vildelse – ligesom berøvet sin Sjæl.

For Sjælen er Jytte.

Men ogsaa Jytte dør til sidst. Hun har – til sin Ulykke – forelsket sig i den tomme og frække Maler Karsten From, har giftet sig med ham og faaet et Barn. Men dybest i hende bor Længslen efter Torben. Da hendes Mand bedrager hende, støder hun ham fra sig og søger tilbage mod sin Ven – men da er det for sent.

Og ensomt dør hun, – hun, der aldrig har levet. "Hun var udløst fra denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen".

Under dette store Skibbrud mødes til sidst de to Brødre Gaardbo – Præsten og Lægen – ligesom to Planker, der skvulpes mod hinanden paa det urolige Hav. Præsten er faret vild mellem Politik og Kristendom og søger nu tilbage til Lægen, der synes at have fundet en Slags Havn for sine humane Bestræbelser.

Men hvad saa? spørger Læserne.

Og Digteren svarer ikke.

I dette mørke Syn og i denne Tavshed har Pontoppidan vistnok fundet det inderste i sig selv. De mange Forhold og Tilfælde, han i de tidligere Bøger maatte igennem for at naa til et Resultat, har nu og da spredt hans Iagttagelse og svækket hans Syn. Men i dette lidenskabelige Sortsyn samler hans Sind sig atter til en afgørende Virkning, – som en Kulde, der brænder ved Berøringen.

Imidlertid: De Dødes Rige er tænkt som et Tidsbillede, og det Spørgsmaal kan ikke undgaas: svarer Tidsbilledet nu ogsaa til Virkeligheden? Har vor Politik alt i alt vist sig saa ødelæggende som her er paastaaet? Er vor Kunst saa jammerlig? Er hele Forholdet mellem Mennesker her i Landet i disse Aar saa haabløst negativt?

Hvor vidt strækker Forfatterens Teori sig? Hvor er Virkeligheden?

En nærmere Betragtning af hele Værket vil maaske kunne vise, at De Levendes Rige ogsaa er til.

Den skal følge1.

S. L.

 

 
[1] se Sven Langes anmeldelse af De dødes Rige i Politiken i januar 1917. tilbage