Toldere og Syndere
Henrik Pontoppidans nye Bog
Toldere og Syndere. En Fortælling-Kres. 260 S. (G.B.N.F.).
Der er en egen Vægt i dette nye Bind af den "Fortælling-Kres", som begyndte med "Torben og Jytte", ifjor fortsattes med "Storeholt" og til Foraaret vil skyde et nyt Led, "Enslevs Død". Udgivelsesmaaden kan virke besværlig – men Henrik Pontoppidan har Autoritet nok til at holde os fast. Og "Toldere og Syndere" vil faa adskillige Læsere til at søge tilbage i de foregaaende Bind: saa stærkt griber det i Interessen.
Torben hører vi saa lidt om i dette Bind som i det foregaaende. Den altid lidt for selvoptagne, racefine Jytte fængsler egentlig ikke Interessen stærkt: hun er her ifærd med at blive forelsket i Modemaleren Karsten From. Det vedkommer os ikke dybere. Forholdet imellem dem er tegnet med let Sikkerhed, endda med en egen Finhed i Stregen. Men vi naar ikke videre end til den halve Forelskelse. Og Pontoppidans klarøjede Virkelighedssans kan undertiden i saadan en Skildring faa et Anstrøg af Roman. Denne Maler, som fører en mondæn Levemands kostbare Tilværelse, har f. Eks. en Snes Tusind selvtjente Kroner staaende i Banken. Det er ualmindeligt.
Overhovedet er det ikke mest ved det, der sker, at Bogen holder os fast. "Vandrepræsten" Mads Vestrup, som blev dømt fra sit Embede for sit Forhold til en Bondekone, kommer til Kjøbenhavn, hvor det frisindede Reklame-Blad "5te Juni" slaar ham op. Hans første frysende Indtog paa et Missions-Hotel, hans undrende Tilstedeværelse ved et Bohême-Gilde, hans første Vækkelsesmøde og til Afslutning en hastig givet Skildring, hvor han redder en letlevende Dame, som han traf ved hint Gilde og siden paavirkede ved sit Møde, fra hendes Selvmordsforsøg i Frederiksholms Kanal. Det er den længste Begivenheds-Række.
Ellers skærer selve Udgivelsesmaaden Bogens Fortælling over. Vi oplever et Stykke dansk Politik med den stilfærdige Sammensværgelse mod den gamle og syge Frihedsfører Enslev (som er bleven Partiet besværlig efter sin præstefjendske Tale i Historiens forrige Afsnit). Heller ikke her føres vi mere end et Stykke Vej. Enslev melder sig ud af Partiet før sin endelige Undlivelse; hvad der videre sker ham, maa vi vente. Den ferske Jægermester, der sidst valgtes til Rigsdagsmand, spankulerer indbildsk og lidt ligegyldig om, indtil han tilfældig opdager sin Hustrus Utroskab. Saa bliver han rasende og efterlades i sin Gummicelle.
Der er for saa vidt Handlingsstykker nok, gengivne med den klare Omhu, som er Pontoppidans Form. Han giver netop, hvad han har Brug for, medens han fast og fuldt tegner sine Personers Omrids og Fysiognomier – uden at lade sig friste ind i en Optrinenes Impressionisme, der kunde aflede Opmærksomheden fra Fortællingens stærke, men rolige Rytme.
Hans egentlige Styrke udfolder sig netop her i den indtrængende Karakterbilledets Kunst. Hvor lever ikke Enslevs haarde og mærkelige Hørup-Profil. Ikke saadan, at her kan være Tale om Portræt. Visse Træk er laante fra Livet, men Personligheden er en anden og egen. Lige saadan med den allevegne interesserede Zaun og Partihøvdingen Tyrstrups vigende og vægtige Skikkelse og Frk. Evaldsen i sin uselviske Trofasthed og en Række andre. Hver for sig staar de med en hel Særprægning, der minder om dette og hint Livets Træk, aldrig saadan, at man kan sige Modelstudier, men alle saa samtidslevende, at de præger sig mærkelig ægte for Ens Bevidsthed.
Henrik Pontoppidan er vel den mandigste Skildrer i dansk Digtning. Han er ikke nogensinde fremtraadt med saa redelig en Fasthed i sin Kunst som i dette Relief-Brudstykke, fremstillende Enslev og hans Kreds. Her er hele hans ærligt forskende – inderst inde uroligt – søgende Sind under den villet klare, glat udhamrede Form.
