Toldere og Syndere
Betragtninger
Torben, som var den mandlige Hovedperson i det første Led af Henrik Pontoppidans store Fortællingkreds, møder vi ikke i "Toldere og Syndere". Han lever endnu i Udlandet. Engang imellem lever han ogsaa i Jyttes Tanker, saa Meningen maa vel være, at han engang skal komme hjem igen, og i en ny punisk Krig søge at besejre og indfange den altid vigende Kvinde. I dette Bind føler Jytte sig draget af Modemaleren Karsten From; men om det bliver til mere end en svag Uro i Blodet, en flygtig Rødme og skjult Hjertebanken, maa Tiden og næste Bind vise os.
Af Værkets andre Personer er der en, som nu gaar ud af Spillet. Det er den sølle Jægermester, som kun en kort Tid faar Lov til at vigte sig i Folketinget. Han opdager en skønne Dag sin Kones Utroskab og Vanviddet, som har siddet og luret i hans Inderste, bryder ud. I en polstret Celle med ham! Han har en kold Afgang. Pontoppidan visker ingen Taare bort fra Øjet ved den Anledning.
I "Toldere og Syndere" er der to Skikkelser, som træder stærkt frem. Det er Politikeren Enslev og Landevejspræsten Mads Vestrup, som bærer og fører Bogen. Vi kender dem fra de tidligere Bind og bliver ikke færdige med dem i dette.
Præsten, som i første Bog var tegnet op af Pontoppidans haardeste Haand, med saa grove Streger, at mindre opmærksomme Læsere blev forargede paa Religionens Vegne, har efterhaanden udviklet sig til i en vis Forstand at være Værkets Helt; Alvorens og Inderlighedens Talsmand. Hans underlige Skikkelse interesserer stadig, han pirrer Nysgerrigheden; men heller ikke i dette Bind kommer han os helt nær. Det er muligt, at Pontoppidan har valgt sig en Talsmand, der socialt og intellectuelt staar ham lidt for fjernt. Han har paa engang villet bevare sin kølige Objektivitet og skaffe sig Afløb for sin mest lidenskabelige Subjektivitet. – Nu er Objektiviteten vokset med Fjernheden, og har gjort det vanskeligt for Digteren at fylde Præstens Skikkelse med umiddelbart Liv. Jeg har ialtfald det Indtryk, at Pontoppidan selv har rejst Hindinger for Sympathistrømmen – en Mur, som den ikke er istand til at trænge helt igennem. – Men vi kommer maaske senere til at se anderledes paa dette – Pontoppidan har mere end engang vist sig som Overraskelsernes Mand.
Skildringen af den gamle og syge Enslev er Bogens Mesterstykke og højst karakteristisk for Pontoppidans stridbare Kunst. Der er intet somhelst sympathisk ved Enslev i Ordets almindelige Forstand, men han virker betydelig. Man faar aldeles ikke Indtrykket af, at Pontoppidan kan lide ham heller. Tværtimod; men han henstiller ham saaledes, som han er. – Enslev er stædig, forhærdet til Uforstand – bl. a. døv og blind for alle berettigede Indvendinger mod hans Blads Holdning – men stærk, næsten stor i Kraft af sin Trods. Pontoppidan skildrer ham iskoldt uden et Glimt af Venlighed eller Beundring. Ja det er som om man aner en Modstræben i Stilen, som om Pontoppidan med bevidst Kunst lod Skikkelsen trodse sig igennem. De rolige ubevægede Kapitler om Enslev efterlader ialtfald et Indtryk af Haardt mod Haardt. Trods mod Trods.
Næste Bind skal efter Sigende handle om Enslevs Død. Da vil vi lære Pontoppidans Helhedssyn paa Manden at kende.
"Toldere og Syndere" bringer af Nyt en Del Skildringer fra Københavns Kunstner- og Bohêmeverden. Her findes bittert morsomme Ting; men ogsaa en Del, som ikke er stort mere end Skema. Ejendommeligst er Beretningen om den fattige Kunstner, som stadig paastaar, at han ikke bryder sig om Penge, hvad naturligvis ingen vil tro, hvisaarsag han bliver nødt til at bevise sin Paastand ved at brænde store Pengesedler op i sin usalige Kones Paasyn. Der er en fortvivlet Humor i dette Optrin!
"Toldere og Syndere" bevarer da stadig Interessen for den omfangsrige Fortællingskreds. Halvt modstræbende lader vi os føre ind i Pontoppidans Verden med dens graadløse Sorg og smilløse Vid. Bind efter Bind har fængslet os, uden at vi endnu er bleven grebne – men vi husker paa "Lykkeper". – Det var først fra dens sidste Blade, at den Himmel voksede op, som saa hvælvede sig over hele Værket.
