Storeholt
Betragtninger
Henrik Pontoppidans "Storeholt" er det andet Led i den "Fortællingkreds", som begyndte med "Torben og Jytte" ifjor. Om denne Kreds bliver til et sammenhængende Værk i Lighed med "Lykkeper" er ikke godt at vide endnu og vi kan vanskeligt dømme om Bogen, som Bygværk, naar vi ikke kender Grundplanen. Holder vi os strengt til Benævnelsen "Kreds", der dog maaske kun skal betegne en løsere Forbindelse, saa kan vi sige, saa meget som, at der maa være et Centrum. Det maa i saa Tilfælde være Jytte, da hun er den af de to Hovedpersoner, fra første Bog, som gaar igen i den anden. Torben, som stod ved hendes Side paa Titelbladet forrige Gang, opholder sig nu i Udlandet og der er forbeholdt de senere Bøger at gøre Rede for, hvad der kommer ud af hans Kærlighed og hans Politik. – Nogen Udvikling har Jytte endnu ikke gennemgaaet, naar vi er færdige med "Storeholt". En ny Bejler Pastor Gaardbo har faaet sin Kurv af den fine og sky Kvinde, som er ræd for Verden og sig selv. Noli me tangere gaar stadig uforstaaet og vagt grublende gennem Verden.
Hvis hun bliver ved med at være en Midtfigur og hvis Pontoppidan lader Tiden skride stadigt fremover, saa maa der jo tilsidst staa et sammenhængende Værk. Ser vi fra dette Udgangspunkt paa de nu udgivne to Bøger, saa kan vi slutte, at dette Værk maa blive af meget stort Omfang. I "Storeholt" indføres der nemlig ikke blot nye Personer, nej, en hel Slægt, hvis Historie berettes i tre Led, optræder nu paa Arenaen. Børnene og Fædrene i denne Slægt træder frem i Forgrunden, medens Bedstefaderen "Smeden fra Enslev" faar sin Livshistorie fortalt og dør og begraves i nogle Baggrundskapitler. Det viser sig da, at "Storeholt" har en meget bredere Basis end "Torben og Jytte" havde. Betragter vi derfor de to Bøger som Dele af et Værk, bliver den første Del nærmest en Ouverture til den egentlige Indledning, og dette vækker Forestillingen om svære Dimensioner, hvis der skal komme rimelige Forhold i det Hele.
Men lad dette nu være, som det vil. At man overhovedet giver sig Tid til at spekulere over det kommer af, at de to Bøger er saa fængslende, at man gerne vil se dem vokse og brede sig. Det forekommer mig, at Pontoppidan aldrig har været interessantere end han er nu, han holder hele Tiden sin Læser i Aande og naar man er færdig med "Storeholt" og lægger den til Side, ønsker man, at der var mere; noget, som ikke ofte hænder Læseren. Man forlader altsaa Bogen med en Følelse af Nysgerrighed og Videbegærlighed og det er en helt anden Stemning, end den en afsluttet Fortælling vilde søge at fremkalde. Tilfredsstillelse føler vi ikke. Dette peger da ogsaa i Retning af, at vi er midt i et Værk, som engang vil kræve en Fællestitel.
Af denne Grund er en virkelig Bedømmelse ikke mulig. Vi befinder os paa Vejen og véd ikke, hvor vi skal hen. Hvert Skridt fører os nærmere til en Udsigt; men vi véd ikke, hvad vi der vil faa at se. Her forberedes Virkninger, som kun Pontoppidan kender eller skimter. Foreløbig kan vi kun vende paa Vejen og se ud over en Del af det Landskab, som senere skal ligge helt aabent for os.
*
Over en enkelt Person der forekom i "Torben og Jytte" falder Lyset en Smule anderledes her i "Storeholt". Den afskedigede Pastor Mads Vestrup, som i den første Bog fik en temmelig grov Behandling, saaledes at mange raabte "Præstehader" til Pontoppidan, viser sig en enkelt Gang i den nye Bog. Den forkomne og mishandlede Landevejspræst optræder ved et politisk Møde med en abrupt Trosbekendelse. Han gør ikke netop, hvad man kalder en heldig Figur; men han er alvorlig, hans Ord kommer fra Dybet af en lidende Sjæl og breder Uhygge om sig, Pontoppidan lytter i Tavshed. – Rent i Forbigaende møder vi ogsaa Videnskabsmanden Professor Hagen, han er dygtig klar og selvsikker, som før. Man synes at ane et lille skeptisk Smil paa Pontoppidans Læber overfor denne Skeptiker; men han siger ingenting. Vi ønsker at høre mere om begge disse Mænd.
En anselig Plads i Bogen optages af Politikeren Tyge Enslev, en syg gammel Ulv med et glubsk Glimt i Øjnene. Pontoppidan har ikke meget godt at sige om ham; men det lykkes ham at faa os interesserede for Manden. Enslev fylder sin Plads, vi forstaar, at det er en Personlighed, som har formaaet et gøre sig gældende, og vi glæder os til den bebudede Næstedel, der skal handle om ham.
Enslevs Nevø er Pastor Gaardbo, et fint helt oprigtigt og godt Menneske, som Jytte er nær ved at forelske sig i for Alvor; men da det kommer til Stykket kan hun alligevel ikke forsone sig med hans Præstelighed.
Ogsaa efter hans Skæbne spejder vi. Paa en eller anden Maade vil han maaske dukke op i Jyttes Liv igen. Dette første Møde er ret flygtigt skildret. Han har en Broder, som er Læge, en dygtig og fornuftig Mand, Sundheden selv i alle Forhold. De to holder meget af hinanden; men paa Bogens sidste Side skilles de, som Uvenner. Det er en Religionskrig, der pludselig bryder ud i lys Lue. Lægen er ikke troende. Præsten nægter at give en "Gudsfornægter" Haanden og faar til Gengæld en knaldende Lussing.
Med Lyden af denne Lussing ender Bogen spændende nok og før næste Aar faar vi ialtfald ikke at vide, om de to Brødre blive forligte igen. Og vi vilde dog gerne have Indtrykket af denne Scene udslettet, for som den staar nu forekommer det mig, at den er Bogens eneste Fejlgreb. Saaledes som de to Brødre er skildrede, virker den ikke helt sandsynlig. Maaske kommer dette dog nærmest af, at Lussingen nu afslutter Bogen. Den gør derved et uforholdsmæssig stærkt og grovt Indtryk. Den knalder dobbelt lydt, fordi ingen tager Ordet bagefter; den giver ligesom Genlyd i Tavsheden.
Ellers er der ingen Fejlgreb i "Storeholt", Pontoppidan fortæller med et Mesterskab, som nu er fuldkomment, om alle disse Mennesker og om mange flere. Allesammen er de interessante, fordi de er virkelige og ganske ukonventionelt opfattede. Kostelig er navnlig Jyttes Fætter, Jægermester Hagen, en barnagtig, indbildsk og usammenhængende Person, som bliver protegeret af Tyge Enslev og ved et Folketingsvalg sejrer med Glans over Pastor Gaardbo. Stregen prentes stadig med usvigelig Sikkerhed, stundom med et haardt Tryk, stundom med saa let Haand, at den lige strejfer Papiret, hvor det er Jyttes halvt luftige Verden, der skal fæstnes. Hendes Sind er jo som skiftende Skyer, spejlet i en Sø. Oftest er det Skyggeskyer der kommer og dvæler.
Pontoppidans Fortællemaade er i al sin Udadlelighed, højst særegen, naar man har faaet Øre for dens Tone. Den er ikke begejstrende og kan knap nok kaldes indtagende, den har ialtfald ikke nogetsomhelst indsmigrende ved sig. Her er slet ingen Behagelyst, ja, man skal vel lede efter en Digter, der er mere streng og forbeholden end Pontoppidan. Det Ansigt vi møder i hans Bøger ser neppe en eneste Gang venligt paa os og ingenting tyder paa, at han vil os det særligt vel.
Pontoppidan holder alle sine Personer tre Skridt fra Livet, som en Forhørsdommer bag sin Skranke. Hovedet lidt tilbage, Blikket undersøgende og Udtrykket om Munden en Smule spotsk. Man kan faa det Indtryk, at hans Holdning er fjendtlig, hans Udgangspunkt Mistænksomhed, og hans Munterhed: Skadefryd. Altsammen dog behersket af en Værdighed, som er Erfaringens og Pligtens. Han bliver ikke hjertelig overfor det gode, han faar ikke Taarer i Øjnene overfor det sørgelige, derimod aner man et ikke overbærende Smil overfor det latterlige. Kort sagt, Pontoppidan straffer; men belønner ikke. De, som han ikke har noget at udsætte paa, faar simpelthen Lov til at gaa uantastede; men heller ikke mere.
Ser man nærmere til, saa holder dette dog ikke ganske stik. Holdningen er ikke saa fjendtlig. Mange faar Lov til at gaa uantastede og hvad mere kan de egentlig forlange. Pontoppidan er vist, naar det kommer til Srykket, i denne Bog hverken mer eller mindre end strængt retfærdig. Han lader de gode og de daarlige leve, og de daarlige udleverer sig selv; men ingen Værdi bliver traadt under Fødder og ingen bliver affærdiget, som ikke fortjener det. Naar Sympatien ikke træder stærkt frem er Grunden maaske den, at Pontoppidan gaar ud fra Værdien, som noget naturligt og selvfølgeligt.
Der ligger en vidt omfattende Forstaaelse bag denne Bog, hvori saa mange og dybt forskellige Mennesker færdes og hvor enhver faar Lov til at sige sit Ord i Skæbnediskussionen – en Forstaaelse, som sikkert er erhvervet gennem et selvstridigt Sinds lange Samtaler med sig selv og Verden. I selve Forfatterens rolige Holdning ligger der en tilkæmpet moralsk Kraft og det er den, der giver Stilen dens Soberhed og Fasthed, og dens gennemsigtige Klarhed.
