Henrik Pontoppidans nye Bog
Henrik Pontoppidan: Toldere og Syndere: G.B.N.F. 260 Sider.
Efterhaanden som Pontoppidans store Fortælling-Kreds skrider frem, bliver det omfangsrige Værks Karakter af Nøgleroman klarere for Læseren, der, ganske ubevidst, ombytter de opdigtede Navne med Virkelighedens.
I udpræget Grad er Pontoppidan vort Folkethings Kronikør. Bestandig vender Forfatteren tilbage til dette Thing, der for ham er selve Danmarks pulserende Hjærtekammer. I hans nye Bog vrimler det med Politikere, Ministerchefen Syrstrup1, Rektor Bohse, Højskoleforstander Alexandersen, samt Thingmændene Gjærup, Tanning, Højbo og Ludvigsen. Kasernen i Bredgade har endelig fundet den Skilder, som den fortjener, og man kan ikke sige, at Pontoppidan tager særlig blidt eller nænsomt paa den danske Folkerepræsentation. Han kan ikke blive træt af at vende Vrangen ud paa hjemmegjorte Statsmænd og bondefødte Stræbere! Hvis disse karikerede Skildringer skal gaa og gælde for novellistisk Historieskrivning, kan man kun beklage vor Samtids Parlamentarisme, der paa en saa uskaansom Maade stilles i Gabestokken.
Ingen forstaar som den grundnøgterne Pontoppidan at tage enhver Løftelse af vore folkelige Bevægelser. Han var grum mod Højskolen og den nyere Litteratur. Skaanselsløs som en dansk Swift slog han en Tigerklo dybt ind i alle vore Rævepelse og Hareskind. Nu er han kommen indenfor Porten i Fredericiagade, og hans Razzia i de hellige Haller er aldeles ikke egnet til at smigre Nationen.
Der sidder i denne Forfatter en gammel indslaaet Vrede fra Provisorieaarene, der for længe siden burde være udbrændt. Lidt for udholdende holder Pontoppidan "Galden flydende"! Er denne ensidige, næsten monomane Sortséen ikke en Svaghed, en Mangel paa frodig Medleven, en stædig Forséen sig paa Tidsgrumset?
Politikeren Enslev siger et Sted: "Et Mandfolk mister under Livets Kamp tilsidst Organet for Idyllen" – en Bemærkning, der har en Tone af Selvbekendelse. Livets Jordbund og Literaturens med, kan tilsidst drænes saa rationelt, at alle Vandaarer udtørres, og at al Poesi og Romantik forsvinder under Slidet.
Pontoppidans bredt anlagte Tidsskildring er et saadant Dræningsarbejde, hvor Idyllen og Poesien fordamper i Livets Kamp. Hans literære Ejendommelighed er den stædige Kamp mod Romantiken, altsaa Poesien. Som Virkelighedsskildrer ønsker han at optræde i Dagens kolde Lys. Selv hans saa lovpriste Stil er graa og bevidst farveløs. Han har i denne Bog forsøgt en Skildring af det moderne København, med Typer fra Kunstnerkredse og Proletarmilieuet. Der beskrives mangt og meget, baade elektriske Sporvogne, Vesterbrogade ved Aften, og Raadhusklokkernes Salmemelodi. Men Stilen er kold, hvor den burde flimre, og den er tør, hvor den burde gnistre. Pontoppidan gaar ind paa Herman Bangs Domæne og vinder absolut ikke derved.
Byens Skildrer bliver han vel aldrig?
Hans Replik virker gammeldags, naar man erindrer Nansens udsøgte Finhed og Karl Larsens Lydhørhed.
Men det store Læsepublikum, der ikke bekymrer sig om Finhed og Lydhørhed, tiltales maaske netop af denne brede og uforstyrrelige Realisme, der forklarer, hvor der skulde antydes, og lægger tilrette, hvor et Glimt var mer end tilstrækkeligt.
Der er i Pontoppidan en souveræn Foragt for alle Modernismer. Midt i Automobilernes gnistrende Tidsalder kører hans store og solide Omnibus sindigt afsted, dette i høj Grad tilforladelige Køretøj, der har Plads til Passagerer baade foroven og forneden. Ovenpaa sidder alle Tidens Karikaturer i to Rækker og nyder Udsigten, og inde i Kareten sidder sindige og fornuftige Mænd og Koner, der stirrer stift paa hverandre med mistænksomme Øjne.
Trods alle Biler og Flyvemaskiner har ogsaa Realismens gamle Omnibus sin Berettigelse mellem Verdens utallige Befordringsmidler! Den kører sikkert, og den forhaster sig ikke.
Svend Leopold.
