Henrik Pontoppidans nye Bog
En Fortælling Kreds af Henrik Pontoppidan. "Storeholt".
(G.B.N.F. 1913. 292 Sider).
Noget vildledt forlod man "Torben og Jytte", som udkom i Fjor ved denne Tid. De havde vel interesseret i Øjeblikket, men ikke taget fangen; man vidste, hvor man havde dem begge to, man vidste oprigtig talt ikke, hvor man skulde tage dem igen, eller, hvad værre var, man indsaa ikke, hvorfor man egentlig skulde høre mere om dem. Var det ikke, fordi Opslaget i Torbens Historie var saa ypperligt, – den dødssyge, der uventet bliver rask, – saa kunde man gerne have været det hele foruden, thi sandt at sige, Jytte var i sin noget tomme Stædighed en ret ligegyldig Dame, og om hun saa vilde have Torben eller ej, var egentlig lige meget.
Nu møder man da i "Storeholt" den Fortsættelse, man ikke rigtig ved, om man længtes efter, undtagen for saa vidt man gad set, hvor den Traad laa, som i det hele taget kunde føres videre. Traaden er aabenbart Jytte; man kommer blot ingen Veje med hende; thi at hun heller ikke vil have den interessante, kønne, sociale Præst, kunde man da sige sig selv paa Forhaand; – maaske skal vi ogsaa kun følge Jytte for at lære hendes ejendommelige, udvortes interessante, indvortes golde Tomhed at kende; man faar Medlidenhed med hende; Kulturen har gjort hende tom. Men om intet er intet at sige; Jytte er kun Staffage. Bedre funkler Omgivelserne i den Fortællekunst, hvormed Forf. i dette Bind langt overgaar Romanens første Bind.
Den første Fortælling er glimrende, rask sat op, klart grupperet, fortrinlig tonet. Den gamle Smeds Liv, Død og Begravelse er med faa Billeder tegnet paa en Maade, som viser, at Pontoppidans Kraft ligger i Novellen og netop ikke i de langt førende Fortællingsrækker. Fortællingen om Søren Smed bringer frisk Luft og nyt Syn ind i denne Cyklus. Det er om Søren Smeds Efterkommere i første – Folketaleren Tyge Enslev – og andet Led – Pastor Gaardbo og hans Broder Lægen, at Resten af Bogen handler. Bedst fortalt er Scenen ved det store politiske Møde, om end man ogsaa der er vildledt og noget uforstaaende overfor, hvilke Partier disse Folk egentlig repræsenterer; nærmest synes vi, at vi er Vidne til en politisk Kamp mellem Partier, der endnu ikke er dannede; det ser ud, som om Pontoppidan gennem sin Skildring varslede en Kirkekamp, vi endnu ikke øjner Grundtrækkene af. Men virkningsfuld er Scenen.
Og da Bogen ender med den Ørefigen, som Doktoren giver sin Broder Præsten, fordi denne ikke vil "række en Gudsfornægter Haanden", saa er der ogsaa her en uventet Tilspidsning, som synes at vise, at den kommende Fortsættelse vil opstille Parterne i en mægtig Fremtidens Proces: Menighed kontra Ikke-Menighed; – men maaske vi i næste Bog atter skal se Jytte give en Frier Kurven.
Johannes Loft.
