Henrik Pontoppidan: Favsingholm
En Grundejendommelighed ved Henrik Pontoppidans Forfatterskab er det Tvesyn, som atter og atter præger Fremstillingen af Figurer og Begivenheder. Ved Tvesyn forstaas ikke tvetydige Synsmaader; men en Grundspaltning i Opfattelsesmaaden.
Dette Tvesyn præger saaledes Emanuel Hansted-Figuren i Det forjættede Land; han er Taabe, opfattet under een Synsvinkel; set fra den modsatte Side er han Profet. Paa samme Maade forholder det sig med Per Sidenius i Lykke-Per. Han er Nar. Han er Geni. Dette er ikke saaledes at forstaa, at nogle af Bogens Personer regner ham for Nar, andre for Geni, medens Forfatterens egen Mening er ham forbeholden; det er indenfor Pontoppidans egen Tanke, at Manden er det ene, saavel som det andet. Lignende Dobbeltsyn findes i mindre Romaner som Den gamle Adam, Nattevagt, Den kongelige Gæst.Bag ved denne Spaltning ligger atter Pontoppidans Syn paa to Hoveddrivkræfter i den menneskelige Sjæl. Den ene er Jorbundetheden, ofte forenet med Forsagelse og Selvfornægtelse: Hengivelsen i det daglige Virke og Hjemmets Vane og Pligter. Det andet er Opdriften, Eventyrlysten, Flugten mod det blaa og Ideernes uendelige Perspektiver. Begge disse Dele er i og for sig dels gode, dels onde. Om de er gode eller onde afhænger af deres Indflydelse paa det inderste menneskelige, paa Sjælen. Synsmaaden er etisk. Hvis den sjælelige Enhed styrkes, fremmes, eller dog bevares, af den paagældende Virkning, er alt godt. I modsat Fald er det ondt.
Farlige Tilfælde danner sig, hvor Opdriften og Jordbundetheden krydser og modvirker hinanden. Da opstaar sjælelige Lammelser eller Forvridninger, der er skæbnedannende af tvivlsom eller ulykkelig Art.
195 Naar man vender sig mod De Dødes Rige, Pontoppidans sidste, nys afsluttede Værk, da finder man det Pontoppidanske Tvesyn anlagt paa den gamle Smed fra Thy, og hans store Afkom, den Enslevske Slægt, der siges at have spredt sig over hele Landet, og som i Virkeligheden er det symbolske Udtryk for et helt Slægtled. I den gamle Smed er Jordbundetheden og Udlængslerne tørnet sammen; paa hans Slægt nedarves Spliden under forskellig Form.
Imidlertid gennemfører Pontoppidan denne Gang ikke sit Princip; hans Tvesyn er delvis afløst af et Mørkesyn, der fordømmer Tidens almindelige Liv og priser, hvad der gaar imod det. Derfor har han kun paa enkelte Punkter faaet Tvesynet anlagt paa en Figur som Dr. Gaardbo, idet han som Regel giver ham helt Medhold.
I Skildringen af den politiske Høvding Enslev har Pontoppidan da ogsaa betegnende nok opgivet den oprindelige Forklaring paa hans Natur og har i Stedet indskudt en Henvisning til Slægtsarv af en ganske anden Art, nemlig en Indvirkning fra et Taterled i Stamtræet, hvorfra det uregelrette og voldske i Enslevs Væsen skal stamme.
Heller ikke for de to Hovedfigurers Vedkommende er der Tale om noget Tvesyn. Torben Dihmer er en legemssyg Adam, Jytte Abildgaard en sjælesyg Eva. Hos Jytte fører Delingen mellem vildsomme Drifter og rene Tilskyndelser naturnødvendigt bort fra den ædle Torben mod den sjælespaltede Karsten From, hvem hun ægter.
I sidste Bind af De Dødes Rige, "Favsingholm", raader en uafbrudt sørgmodig Tone. Pontoppidan opgiver sit bitre Vid og fører under dæmpet Højtidelighed sine Figurer til Graven. Hele den Slægt, der lever Tidens Liv, er for ham Dødninge, der haster sansesløst afsted som Skygger; levende er kun den i det legemlige afdøende Torben Dihmer, og den Skare han som en anden Noah samler om sig paa sin Gaard Favsingholm, og som er villig til at leve Livet i Naturen efter Naturens Love, prisgivet dens strenge Tugt, men i Samklang med det evige, med Sfærerne og Stjernerne.
Det Pontoppidanske Tvesyn ombyttes her med et Helsyn paa Tilværelsen; for disse Mennesker bliver det jordbundne til Eventyret, saaledes for det unge Par, han lader sætte Bo i Skoven ved 196 Gaarden; for dem bliver det daglige Brød til eet med Livets Fest. Paa denne Maade ender den sørgmodigste af alle Bøger med et Drømmesyn af et Lykkeland, som skal komme. Selv den døende Torben føler sig forvisset om, at der vil komme "en anden Tid for Verden end den, han selv havde oplevet: en Tid, da Menneskene vilde vende sig med Lede fra en kunstig steriliseret Tilværelse for igen af tage det onde med det gode af Livets Haand uden næsvis Modsigelse."
Den omhyggelige Kritik, som Pontoppidan i dette Værk øver mod Præsteskabets Væsen og Færd, afsluttes i "Favsingholm" med et Par Optrin fra Begravelser; det er ikke lykkedes Forfatteren at gøre noget nyt ud af den gamle Ide, af modstille Billeder af Kirkens Holdning ved den rige og den fattige Mands Grav. Gennem disse Optrin føres imidlertid Præsten Gaardbo frem til et rummeligere Livssyn og Forsoning med Broderen; det er smukt, men paa ingen Maade sandsynligt fremstillet; det Omslag, der siges af foregaa, er i Virkeligheden en Revolution.
Der vilde kræves en mere indgaaende Skildring, for at dette kunde blive troet.
Værkets almindelige Basis er denne: i det nittende Aarhundrede erobrede Folkets Førere Frihedens gyldne Gave for dette. Men i det tyvende Aarhundrede møder Frihedens Fjender op paa ny for at fratage Folket det vundne. Disse Fjender er Tyranni og Overtro: Statsmagt og Kirkemagt. Præsterne prøver at erobre Statsstyrelsen og dermed det absolute Herredømme.
Slægten har ingen Modstandskraft overfor dette Snigløb, fordi dens Magt er stjaalet af Tidens ødelæggende Leveform. Danmark er – indtil det atter maatte dages – blevet de Dødes Rige.
De Dødes Rige har behøvet Pontoppidans overordentlige Myndighed over vor Læseverden for at kunne fastholde dens Interesse; med sit brede Anlæg, sin rolige Fortællemaade, og sit korte Tidsspand (halvandet Aar) egner Romanen sig aldeles ikke til at deles; læst for sig alene vil sidste Afsnit – Favsingholm – forekomme mange ensformigt. Set under eet er Værket saa fremragende, at den øvrige Literatur, som Tiden frembringer, lader spinkel ved Siden deraf.
