Storeholt

Henrik Pontoppidan: Storeholt (G.B.N.F. 291 S.).

En tarvelig første Del kan meget vel blive en klædelig Piedestal for en noget bedre anden. Dette synes mig et være Forholdet med Pontoppidans nye Bog. Ingen vil paastaa, at "Storeholt" er af de Værker, der sætter Mærke i deres Tid, ja end ikke, at det er, hvad man kalder "en god Bog"; dertil er den, som vi skal se, med Hensyn til det, som skulde være Hovedsagen, alt for stillestaaende. Men den er i Modsætning til "Torben og Jytte" en underholdende Bog, der læses med Lethed fra Ende til anden. Dette sidste kan siges uden Forbehold; Kritiken, som rejser sig, er derimod bestandig paa gyngende Grund, fordi det her, som ved første Del, bestandig føles, at man kun faar en Begyndelse. Det er jo muligt, at Helheden kan komme til at staa fortræffeligt. Som det nu er, er det lidet tilfredsstillende. Og end ikke efter Læsningen af denne anden Del er Forventningerne store.

Med Hensyn til Realiteterne forholder det sig saaledes: Torben har vedblivende Permission; man hører kun, at han er paa Jordomsejling. Jytte og hendes Moder har slaaet sig ned paa Sommerophold paa Fædrenegaarden "Storeholt". Dette synes ganske ubegribeligt, da Ejeren – en Slægtning – saavel som hans Ægtemage i ingen Henseende synes egnet til Omgang for en dannet og finttænkende Dame som Fru Bertha, endsige da for hendes ingenlunde fordringsløse Datter. Denne giver sig da – af Lede ved den selskabelige og politiske Humbug, hvori hun færdes – til at interessere sig for en noget naiv, men retskaffen Præst, for hvem Forf. stræber hæderligt at vække Læserens Interesse. Dette lykkes ikke, og det er derfor med et Lettelsens Suk og stor Tilfredshed, man i sidste Kapitel erfarer, at Jytte giver ogsaa ham en Kurv.

At Præsten, som han nu engang er, i den Anledning kan gaa noget ud af Balance, er vel ikke underligt. Dog maa det meget beklages, at Forf. ikke har kunnet hindre den fra hans Side vel ekstravagante Optræden, hvormed Bogen ender. Præsten, som hidtil har levet i nært Venskab med sin skikkelige Rousseauske Broder, der er Læge paa Stedet, erklærer pludselig, at han ikke vil "række en Gudsfornægter Haanden." Dette bliver for Doktoren Anledning til at give Præsten "en knaldende Lussing". Oprigtig talt, den Slags er det jo ikke let at stille noget op med, og da dette er det allersidste i Bogen, kan Slutningsindtrykket ikke siges at være behageligt.

Denne Scene er et Eksempel – det vilde være let at give flere – paa, hvor besynderligt en Forf., der med sjælden Klogskab forbinder en ret enestaaende Virtuositet i Fremstillingen, kan træde ved Siden af, og det i en Grad, saa det næsten føles som et fysisk Overfald. Og dog er det jo Bagateller, som Forf. let kan faa Tilgivelse for. Den Fare, som afgørende truer Henrik Pontoppidans Forfatterskab, er da ogsaa af en ganske anden Art: Han har ikke Interesse for de Mænd og Kvinder, som han kalder frem. Det blev saa skrigende aabenbart i Slutningen af Lykke Per; det hele fik mere og mere Præget af en Tumlen om paa bedste Beskub – et Sted skulde de jo være, da Bogen ikke skulde slutte endnu.

I "Storeholt" føler man ligefrem Forf.s Tryghed ved at vide Torben paa de lange Rejser – saa er han fri for ham. Men Jytte har altid været ufremkommelig, saa hende bliver han ikke af med. Hun er da ogsaa den eneste, som endnu interesserer ham – en Smule. Men hvad skulde der vel komme ud deraf, som kan være stor Møje værd? Forf. er for klartseende til at huse nogen Slags Tvivl derom. Han trøster sig sikkert med Jyttes Ord til Pastor Gaardbo1: "Jeg forsikrer Dem det har ogsaa sin Tilfredsstillelse at vide sig assureret mod Skuffelser."

Nu vel, Jytte kan maaske bruge denne Trøst. Men for en Forfatter er den farlig. Der turde være Grund til at minde Pontoppidan om, at i Middelalderens Dage var det en fastslaaet Lære, at acedia, Livslede, var en Dødssynd (mærkeligt nok i en Tid, som ellers gerne opfattes som "livsfjendtlig"!). Det faar nu være dermed som det vil, men vist er det, at for en Forfatter er den dræbende. Og dette skal da forstaas saaledes: en Forf. kan frit udlevere hele Tilhænget – Politikeren, Godsejeren, Demokraten osv. – til Latteren eller Foragten; men naar han overfor dem, hvem han skænker sin Sympati, bliver ked af det paa Halvvejen, da er der Fare paa Færde. I "Torben og Jytte" syntes dette Stadium allerede at være naaet. I "Storeholt" faar man Indtryk af en noget øget Villie til Livet. Og dog er det knapt og knebent. Præsten er der intet at vente af; Doktoren end mindre (skønt Forf. maaske mener det) og Jytte, ja hun lider uhelbredeligt af den acedia, som Middelalderens fromme advarede saa stærkt imod, bl. a. fordi den er saa smitsom, d. v. s. in casu forplanter sig fra Bogens Hovedskikkelse og til den uskyldige Læser, hvis Interesser hun i Længden neppe vil kunne gøre Fordring paa.

Hans Koch.

 
[1] Gaardbo: rettet fra: Gaardsbo tilbage