Favsingholm
Henrik Pontoppidans nye Bog
"Favsingholm". En Fortælling-Kres af Henrik Pontoppidan, 222 S. (G.B.N.F.)
Med "Favsingholm" slutter Henrik Pontoppidan sin "Fortælling-Kres". Forfra fremtræder Bogen som de foregaaende. Til Slutning giver han Kredsen Navn: sidste Blad samler de fem Bind under Fælles-Titlen De Dødes Rige. Man tør vel gaa ud fra, at Forf. har kendt Navnet allerede fra første Bog. Det er kun et klogt Hensyn til Læsernes Interesse, der har faaet ham til at gemme den afsluttende Stemning, Tendensen, til allersidst. Lidt om det har vi dog vel nok anet i Forvejen. Det var ikke en Kærligheds-Roman, han ønskede at fortælle os, selv om den skønne Jytte Abildgaard ved Slutningen af "Enslevs Død" drog paa Bryllupsrejse med Karsten From.
"Favsingholm" begynder med, at Jytte vender hjem fra Bryllupsrejsen sammen med sin Maler, "lykkelig fortumlet" under de broget skiftende Indtryk. Men Karsten skal hjem for at deltage i Konkurrencen om et monumentalt Frihedsbillede med den store Fører Enslev som Midtfigur, bestemt til den nye Rigsdagsbygning. Har han Chancer? Konkurrencen er stor om Æren og de mange Penge. Jo, han intrigerer godt og maler behændigt. Han placerer sig i Kritiken og Selskabet.
Jytte holder sig lidt tilbage. Hun vil heller ikke være med i det mondæne Liv, hvor han netop ønskede at præsentere sin skønne Dronning. Hun skal nu ogsaa have et Barn, hvad der irriterer hans æstetiske Egoisme. Og saa echapperer han, der selv er brutalt skinsyg, ud i sit gamle Friliv. Næsten umærkeligt glider Jytte, som med Samvittighedsnag hører om sin Ven Torben Dihmers Sygdom, bort fra ham og hans smaa Interesser. Karsten sejrer i Kampen om Enslev-Billedet, men Jytte forlader ham, ikke alene for hans Utroskabs Skyld, men fordi det altsaa maatte blive Afslutningen paa den Blanding af Tomhed og Væmmelse, deres Ægteskab mere og mere er for hende.
Netop ved den Tid erfarer hun Torbens Død (og dermed er hun ude af Sagaen: hun dør af Nyrebetændelse efter livstræt forgæves at have forsøgt at vinde Interesse for sin Søn). Hans sidste Hilsen til hende er, at "han har takket hende". Det er den mandige Resignations Farvel. Da hun brød med ham, opgav han den Kur, der betød Helbredelse for hans langvarige Sygdom. Siden er han langsomt gledet ud af Tilværelsen, kun med et kort Tilbagefald til Livet under en opblussende Følelse for en ung, hengiven Sygeplejerske. Han har i sin sidste Levetid syslet med Astrologi. Tanken om at skabe Mennesker Lykke gennem Fremskridt og Velvære har han opgivet: han gaar imod de Aakjærske Husmands-Lyksaligheder.
Som Hævn stikker en Tosse Ild paa hans Gaard og det giver ham Naadestødet. Hans sidste Interesse var at omdanne Favsingholm til en Ark for den Syndflod, hvis Komme han føler. Han vil skabe et Fristed for de Faa, der gør sig fri af Nydelses-Jageri, Magtbegær, Trældoms-Frygt og Pøbelherredømme.
Hans første Venner her blev Doktor Gaardbo og Fru Meta – man vil vist huske den djærve, ru Doktor, som ikke vilde give sine Patienter Medicin. Da han tilsidst ogsaa lagde sig ud med Befolkningen ved sine fritænkeriske Artikler, maatte han søge ny Praksis, først paa det ydre Nørrebro, siden – ja allerede var han ved at rejse til Australien, da Torben kaldte ham til sig.
De næste blev en juridisk Student, der ikke kunde faa sin Eksamen og som nu drog ud paa Landet med sin kække Kærest for at forsøge sig som Grøftegraver. Ved Favsingholm-Branden opførte han sig ganske som en Helt. Saa kommer Jyttes Søn, der skal opdrages til efter hendes Død. Og endelig selve Pastor Johannes Gaardbo.
I Slutningen af forrige Bind saa vi ham starte den nye Korshær. Han kommer paa Moden i Hovedstaden, takket være sin smukke landlige Friskhed. Om ham samles en glad og livlig Ungdom, for hvem ogsaa Troen var en Kraftytring, et Mandighedsmærke. Ogsaa skønne, rige Damer er der. Men han vil hverken have dem eller deres Penge. Han og Broderen, Dr. Gaardbo, mødes nogle Gange, uden at deres dybe Barndomsvenskab kan blive Bro over den skarpe Trosforskel. Skønt han iskoldt afviser sin Broder, rokker det ham dog, og han vakler, da han af denne erfarer, at hans altfor nidkære Fromhed har drevet hans egen Kærest i Døden.
Sit Rigsdagsmandat har han nedlagt i Ubehag. Saa rammes han endelig af sin egen Kreds' Magtsyge, især da han har skrevet de gode Ord om den banlyste Præst Mads Vestrup, der pluselig dør efter en kummerlig Slavetilværelse i det nye kirkelige Dagblads skumle Bagværelse. En skønne Dag møder han træt og ensom for at bede om Husly for at komme til Ro med sig selv … "Du har jo skrevet, at det er ethvert Menneskes Ret at vokse efter sin Natur. I Tillid hertil be'r jeg om Plads her i dit Asyl."
Og Brødrene falder i hinandens Arme, mens oppe fra Skoven høres den juridiske, fløjtespillende Students Skalmejetoner – Dr. Gaardbo plejer forresten at kalde ham "den store Pan".
Dette er Slutningen paa Henrik Pontoppidans bindstærke Værk "De Dødes Rige".
De Dødes Rige – det er først og fremmest Torbens, hvis Liv er en rolig og bevidst Bortdøen, saa vel som Jyttes, der om sig selv siger, at hun overhovedet aldrig har levet. Men det er ogsaa de andres, som uden at bøje sig for Livets dybe Alvor jager efter forfængelige Ting.
Som Holger Drachmann søgte sit Opgør med sit Samfund i "Forskrevet –", og som Henrik Ibsen, grublende, paa sin Maade holdt Dommedag i "Naar vi Døde vaagner –", har Pontoppidan nu taget sit Brydetag med Livet i "De Dødes Rige".
Det vil være for tidligt den Dag, dette Værks afsluttende Del er udkommen, at møde med nogen egentlig Kritik. Kunstnerisk virker det med den klare Pontoppidanske Klassicisme, omhyggelig, undertiden lidt omstændelig, fortalt. Stærkest staar stadig Indtrykket af den glimrende tegnede Enslevske Skikkelse. Udviklingen af Forholdet mellem Karsten From og Jytte huskes saa ejendommelig og livagtig. Selve Torben-Jytte Motivet virker mere blodløst. Overhovedet staar, efter første Gennemlæsning, disse to Personligheder ret blegt – vist ikke egnede til at bære Tide-Opgøret.
Her i sidste Bind er det mest den særegne Pontoppidanske Livsbitterhed, der interesserer. Over Torbens "Asyl" tænker han staaende det miskendte Ord "Her lukkes Haabet ude", for det er først naar man faar denne besværlige Gæst sat paa Døren, at der bliver Fred og Lykke i Huset. Først og fremmest maa man ikke lyve sig eller snyde sig fra Livets Strenghed og Smerte (derfor haanler Forf. atter og atter over de forhippede og ligegyldige Sundheds-Systemer). Det gælder at give sig hen i sin Skæbne med Inderlighed, "knytte sig til den som en Brud til sin Brudgom".
Der er i denne Tone en mandig Søgen bort fra Livets flygtige og beske Glæde, der kun bliver som Aske i Munden, en smuk Alvor, som Pontoppidans myndige Præste-Forfædre vilde forstaa og kendes ved.
Chr. G.
