Historisk Kunst

Det er vel ikke for Spændingens Skyld, at Forlaget ønsker og Bladene bringer en omgaaende Anmeldelse af hvert nyt Bind af Henrik Pontoppidans Fortælling-Kreds. Det er mere for Honnørens Skyld, en Æresbevisning, som naar man kipper med Flaget for en Orlogsmand. Henrik Pontoppidan er snart den eneste danske Digter, i hvis Bøger ikke en enkelt Personlighed, en enkelt Kreds, en enkelt Landsdel, men et helt Danmark toner frem.

Et saadant Danmarksbillede var der i hans to tidligere Romandigtninger Det forjættede Land og Lykke-Per. I den første Bog ses og dømmes Grundtvigs Danmark, i den anden Georg Brandes' Danmark, i den endnu løbende Cyklus er det Systemskiftets Danmark, det gælder.

Fremgangsmaaden i det nye Værk er ikke helt den samme som i de tidligere, hvor de tids- og samfundsbetegnende Typer dannede en Gruppe af Bifigurer omkring en enkelt Hovedskikkelse – Præsten Emanuel Hansted, Ingeniøren Per Sidenius – hvis Historie var fortalt med den personlige Oplevelses eller Medfølelses Energi. I Stedet for Maleriet, Portrætgruppen omkring den monumentale Midtfigur, hvortil der hører en passioneret Stemning og en fyrig Pensel, har Pontoppidan nu valgt Mosaikken, der kræver et roligt Blik og en lang Taalmodighed. Ved nøjagtig Sammenlægning af omhyggeligt udvalgte brændte og farvede Tegl træder nu Tidens Billede frem som en kunstnerisk stiliseret Figur – en brølende Løve eller maaske kun en Hund, der bjæffer.

Det spændende i Pontoppidans nye Bog ligger da ikke saa meget i dens enkelte Bind som i Overgangen mellem og Forventningen fra det ene til det andet. Man kan ikke, som det til Dels var Tilfældet med "Fortællingerne om Lykke-Per" slutte sig frem i Værket efter Hovedpersonens indre Sammenhæng og Konsekvens. Mosaikken er endnu strømmende, Elementerne under en fortsat Forskydning, der kan frembringe et helt uventet Mønster. Den virker med andre Ord som et Skakspil, Teglene er Brikker, som af Forfatterens Haand – det eneste, der ses af hans Person under Spillet – føres frem til det vundne eller tabte Parti.

Ved Udgangen af forrige Bind var Kampen mellem de "røde" og "sorte" Figurer i fuld Gang: i den lille Kreds ved Broderkrigen mellem den pietistisk-grundtvigianske – altsaa af en Skakbrik at være temmelig spraglede – Pastor Gaardbo og den iltre Naturalist Doktor G., og i en større ved deres Farbrors, den radikale Partihøvdings Enslevs Undsigelse til Præsteskabet og Kirkeligheden. Samtidig hermed faldt Pontoppidans Angreb paa Levebrødsprædikanterne i Foredraget i Aalborg. Man havde da næppe ventet, at de røde saa hurtigt skulde blive mat, som det er sket i dette Bind ved Enslevs politiske Nederlag og hans kort derpaa følgende Død, der har afgivet dets Titel.

Af de tre Kulturretninger, der er Aarerne i dette digteriske Fladebillede af Situationen i Danmark efter Aarhundredskiftet, er den religiøse i dette Bind den stærkest belyste. Og Angrebet paa Præsterne føres ikke her saa frontalt som i Aalborg-Foredraget. Kun i Dr. Gaardbos Monologer fremtræder Standen i sin Karikatur; den grovtskaarne Brik i den sorte Busseronne med Møllestenen om Halsen. I den Del af Romanens Handling, hvorfor Forfatteren selv har Ansvaret, beskyttes den af den digteriske Ironi, som hos Pontoppidan har overtaget den Asylret, som Kirken selv fordum gav de ydmygt bedende. Saa tidt Læserens Indignation vil lange ud efter Kutten, løftes dens Indhold af denne Ironi, som af en usynlig Elevator et Loft højere, end Slaget kan ramme. Saaledes er der i dette Bind en stigende Forstaaelse af det religiøse Standpunkt fra Pastor Gaardbo til Bispen og Missionshøvdingen og fra disse til den ensomme og udstødte Præst, Mads Vestrup.

Værst medtaget er den artistiske Retning, der allerede i det forrige Bind var halvfortæret af Whisky, eskimoiske Koneforhold og gudelige Tømmermænd, og som man i dette Bind er taknemmelig for en næsten fuldstændig Fraværelse. Med mindre man skal opføre paa denne Side det Kup, som den velkonserverede Dødning, Maleren Karsten From gør ved at bortføre som sin Brud Romanens ombejlede Heltinde, den dejlige Jytte Abildgaard, i hvis angstfyldte Øjne man har troet at se Digterens eget Blik. Men i hans Triumf blander sig nogle Fløjtetoner, Stænk fra hans Fortid, der varsle ilde for hans Besiddelses Varighed.

Af den politiske Retning udgaar altsaa Enslev, Radikalismens store folkelige Kraft, med et Par københavnske Typer – den vimse, altbesørgende Interesserthed og den særdeles charmante og ganske udslukte Ironi – som Dværgfigurer paa sin Sarkofag. Hans Banemænd indenfor Demokratiet lader sig desværre fremdeles kun til Syne i Virkningerne af deres Arbejde. Og Romanen præsumtive aristokratiske Helt, Godsejeren Torben Dihmer, vender ganske vist i dette Bind hjem fra Udlandet, men kun for atter at trække sig tilbage – mærket af sin Ensomheds Sygdom, berøvet sin Lykke (ved Jyttes Giftermaal), uden Tro paa dansk Politik og fra sin Rejse opfyldt af Angst for en optrækkende europæisk Katastrofe – for at søge Tilflugt paa sin Ejendom Favsingholm, hvor Spillet skal ende i Fortællingkredsens femte og sidste Bind.

Endnu en "fjerde Retning", der hverken bryder sig om Religion, Kunst eller Politik, repræsenteres i dette Bind at den til Herre over det aristokratiske Storeholt forfremmede Kaffegrosserer Søholm. Det Optrin, hvor han stønnende som en Stud efter et Gigtanfald modtager Alterens Sakramente med Tjener Rasmussen ved Enden af Sengen med en Serviet over Armen, er Bogens kraftigste Scene, hvori Forfatterens Pen smælder som en Svøbe.

Det kan desværre forudses, at den Figur, der tilsidst vil fremkomme som Resultatet af Forfatterens tidshistoriske Mosaikarbejde, vil ligne mindre den assyriske Løve end den pompejanske Hund med det cave canem, der er denne danske Digters Tilraab til sin Samtid.

Men der er atter Grund til at minde om, at hans Værk er Mosaik og ikke Portrættegning efter Model. Saaledes er, for blot at nævne et enkelt af de mange Paralleler, der under Læsningen falder En ind, Tyge Enslev intet Portræt af Hørup eller af Georg Brandes (eller af Henrik Pontoppidan). Han er det Ler, hvoraf der i Historien blev den Sten i Tidens Murværk, som betegnes ved disse Navne, men i Digterens Billede et farvet Skaar til at markere den Plads, hvor den Sten en Gang har siddet.