Henrik Pontoppidans nye Bog
"Torben og Jytte" hedder den, men har som Overtitel Ordene "en Fortælling-Kres", hvilket hverken er godt eller klart Dansk, men sandsynligvis betyder, at Bogen skal ses som første Led i en Serie, hvor de samme Hovedpersoner spiller med. Dens Mangel paa naturlig Afslutning peger ogsaa i denne Retning.
Henrik Pontoppidan har mange Læsere, der højlig nyder den Kraft og afklarede Mandighed, som mærker hans Arbejder. De glæder sig over hans rolige Naturlighed, der er saa velgørende i Modsætning til megen moderne Skønlitteraturs nervøse Jag og febrilske Skabagtighed. Og de finder Hvile i hans roligt oprullende Fortællemaade og sindige Stil.
Alle disse Fortrin møder de ogsaa i hans sidste Bog. Og dog – den Ro, som "Torben og Jytte" skænker, ligger helt paa Overfladen, i den faste og sikre Bygning og Formning af Sprog og Stof, altsaa overvejende i det formelle. I Virkeligheden er der enstonig graa Himmel over denne Historie om Livsopgivelse. Melankoliens Slør daler ned over dens Mennesker, og det er akkurat, Læseren kan spore et lille Smil, snart vemodigt fint, snart bittert sarkastisk om Fortællerens Mundvige.
Pontoppidan stiller sig i denne Historie om to Menneskers usikre og forgæves Famlen efter Livslykken i endnu stærkere Grad beskuende og udenfor det hele end i nogen af sine andre. Af den tidligere Lidenskab spores endnu en Uvillie mod "rabies theologorum", men selv den i ret fortyndet Form – den usympatetiske missionske Landsbypræst af Bondeafstamning, som figurerer i Bogens første Afsnit, synes ham nu mere ynkværdig end modbydelig, generer ham i hvert Fald mere æstetisk end etisk. Og den øvrige Verdens politiske og sociale Geskæftighed aflokker ham snarest et overbærende Skuldertræk. Sin Hovedskikkelse, Godsejer Dithmer, der som Rekonvalescent opholder sig nede ved den italienske Riviera, lader han et Sted sige: "Jeg synes, Livet mere og mere former sig som en Kehraus til et stumt Orkester." Og da i Virkeligheden hele Bogen synes at være bleven til under dette Tryk af Omgivelsernes humorløse Poesiforladthed og at staa i den rolige Beskuelsens og lidt trøstesløse Opgivelsens Tegn, er det maaske ikke for dristigt at gøre disse Ord til Forfatterens egne.
Men med denne Begrænsning er der stor Styrke i denne Bog om Menneskers Haabløshed og Mangel paa Evne til at hitte ud af det hele og finde Vejen frem til deres eget dybeste Sjæleliv. I denne Bog er en ung Kvindes ubestemte Trang til Hengivelse kontrasterende med hendes ligesaa sikre Uvillie mod at gribe til, da den bydes hende, Hovedepisoden; og denne Kvindes eget Billede om sit Sjæleliv, at det er som et Tjørnekrat, hvori hun ikke selv kan finde Rede, har Pontoppidan udført paa en helt mesterlig Maade – hendes vekslende Tiltrækning og Frastødning, hendes Skiften mellem Kulde og Varme, altsammen uden at hun kan gøre sig rede, hvorfor det netop er saaledes. Det er en af de Kvindeskikkelser, som i vor egen Litteratur allerede Topsøe havde fat paa, og som i deres sjælelige og erotiske Ubeslutsomhed ender med at blive gamle Piger.
Denne Skikkelse synes mig den værdifuldeste i Pontoppidans nye Bog. Kunstnerisk staar den højt, og ingen af de andre kan holde Maal med den. Den mandlige Hovedfigur bevarer altfor meget Rekonvalescent-Præget gennem alle Afsnit, til at han rigtig kan fængsle, og tiltrods for adskillig Livagtighed ligger de andre Personer i anden Plan.
Bogens første Afsnit foregaar paa en forfalden jydsk Herregaard, de to andre i internationale Hotelomgivelser. Men de sidste er vist snarere komne med, fordi Pontoppidan havde Brug for at lade sine Personer mødes paa et neutralt og forklarligt Sted, end fordi han har haft Trang til at skildre dette Liv, hvad han ligefrem heller ikke har Nervøsitet og Reporter-Evne nok til. Sceneriet falder saaledes i denne Bog mat ud. Det er ligesom Pontoppidan har været for træt og ugidelig til at koncentrere Virvaret om sig. Det har været ham saa ligegyldigt altsammen. "Den højbaarne Gæst" har ikke haft Bud efter ham denne Gang. Han har alene villet se ned i en usikker og forvirret Kvindesjæl med sin dybe og forstaaende Øjne.
Derfor er hans sidste Bog bleven en saa alvorsfuld og sørgmodig Bog.
Julius Clausen.
