Toldere og Syndere
Henrik Pontoppidan: Toldere og Synder[e]. (G.B.N.F.)
Der er noget pinagtigt ved den Maade, hvorpaa Henrik Pontoppidan befordrer sine Bøger i Trykken. Man faar dem udleveret i Stumper og Stykker, uden at det lykkes ret mange af Læserne at forbinde Stumperne til en Eenhed. Saaledes er nu "Toldere og Syndere" tredje Bind af en "Fortælling-Kres", hvis to første Dele "Torben og Jytte" og "Storeholt" har bragt en Del af de samme Personer, som fremføres her, men uden at det dog er Meningen, at de skal sammenknyttes som Led i en fælles Roman. Det hele Værk skal uden Tvivl, naar det engang i en maaske fjern Fremtid bliver fuldført, være Værket om 1890'ernes og 1900'ernes Danmark, fremstille os de to sidste Aartiers Mennesker og Forhold i kritisk Belysning, og Henrik Pontoppidan anser sikkert sit Dommersæde for saa grundfæstet, at han i Hovedsagen mener i disse Bøger at sige det forløsende Ord om de nærmest forbigangne Tider.
Nogen egentlig Handling i gammeldags Forstand skal man derfor ikke lede efter i disse Samfundsskildringer. De enkelte "Toldere og Syndere" er kun ganske løseligt eller slet ikke bragt i Forbindelse med hinanden. De trisser hver for sig rundt og øver deres Handlinger, og under Skildringen af disse og Gengivelsen af de dermed følgende Ord faar Pontoppidan ad indirekte Vej sagt, hvad der ligger ham paa Sinde. Der er med andre Ord i denne Bog tre eller fire forskellige Kredse af "Handlinger", og det undgaaes jo ikke, at Læseren føler sig en Smule anstrængt under den stadige Farten Landet rundt. Der er og bliver over disse Pontoppidanske Samfundsmalerier noget, der har en fjern Lighed med Rejsebeskrivelser. Fugleperspektivet virker ved den stadige Gentagelse svært irriterende. Man griber sig i en gammeldags Trang til at slaa sig ned et eller andet Sted og se Verden kun under de Synsvinkler. Men Pontoppidan drager ubønhørligt sine Læsere videre.
Saa staar og falder da hele Bogens Værdi med dens Personskildringers indre Sandhed. Og her har Pontoppidan i "Toldere og Syndere" givet mange gode Bidrag til Forstaaelsen af de sidste Aaringers Danmark. Den gamle Politiker Tyge Enslev er saaledes tegnet med faa og faste Streger som den uforsonlige Politiks Talsmand, der midt under Svindelens og Tuskhandelens Markedsraab længes tilbage imod og søger at fastholde svundne Dages Asgaardsrej. Og udenom ham har Pontoppidan med rund Haand strøet et Galleri af Tingmænd, ridset op med faa, men klare Linier. Den evigt betænksomme Konseilspræsident, der af bare Intelligens forpasser Handlingens Time, staar i deres Midte som en moderne Prins Hamlet i Andelsudgave. Som en Sidefigur har Pontoppidan saa med burlesk Humor anbragt den demokratiske Jægermester, som snylter paa Partiets Ambition for den højere Lavadel og sagtmodig venter paa den Vind, der skal blæse ham op paa Ministertaburetten. Gennem ham faar Pontoppidan saa tilvejebragt en Slags Forbindelse mellem Bogens politiske Midtergruppe af Tingmænd og Frk. Jytte Abildgaard, hvis fortsatte Filosofering over hendes gaadefulde Naturs erotiske Mysterier udgør Bogens anden "Handling". Den savner desværre i høj Grad Interesse. Gennem tre Bøger har Pontoppidan nu ladet Frk. Jytte promenere sin ladylike Slankhed, og stadig grubliserer hun over, om hun elsker Torben eller Carsten. Dette Problem optager desværre ikke Læserne i samme Grad, som det øjensynlig har optaget Forfatteren. Den Slags splittede Skønjomfruer er saamænd paalidelige nok, saadan levede de og lever de om os, men naar Beretningen alligevel mest af alt ligner en Sygejournal, bør den afleveres i Forbigaaende og ikke spindes for langt ud.
Den tredie Kreds af "Toldere og Syndere" bliver saa en fortræffelig tegnet Klike af Bohemekunstnere, som Pontoppidan atter ret vilkaarligt hægter sammen med den i "Storeholt" afsatte Præst Mads Vestrup, der nu har forlagt sin Virkekreds til Hovedstaden, hvor han under nogen Sympati fra Forfatterens Side frister en sølle Skæbne som en Slags Murbrækker i det liberale Hovedorgans Haand, som gennem ham vil ramme hans tidligere Provst, der nu mod Tyge Enslevs og Bladets Vilje er bleven Kultusminister. Samtidig optræder Pastor Vestrup som Opvækkelsestaler, men gør i denne Egenskab en uheldig Figur. Pontoppidan har øjensynlig et eller andet for med denne Mand. I de følgende Bind vil han sikkert glide frem som en Hovedfigur. Desværre. Thi i Tegningen af hans Skikkelse har Romaneriet spillet Pontoppidan et Puds. Han er her godt inde paa Feuilleton-Skraaplanet.
Om alle disse Handlings-Kredse er der nu, som de fremtræder i Forfatterens Gengivelse, meget godt at sige. Pontoppidan er sikker nok til at udkaste og udføre den Slags store Lærreder. Der er ærlig talt ingen, som i den Henseende gør ham Rangen stridig. Hans Haand ryster ikke, Had og Skaansel synes ham lige saa ukendte som Beundring og Kærlighed. Hans kølige, helt upersonlige Sprogbehandling hjælper ham ogsaa svært. Og for disse Skildringers Skyld vil Bogen blive læst og kommenteret. Den er jo Journalistik i fineste Skikkelse. Men næppe heller mere. I Tegningen af Hovedskikkelserne afslører Pontoppidan nemlig sine sædvanlige Mangler. Han ved meget om Mennesker, men ikke det afgørende. Han har iagttaget dem grundigt udvendig fra, men hans Genis Tyvelygte har aldrig oplyst dem indvendig fra. Blandt andet ogsaa fordi Pontoppidan intet Geni ejer. Hans Talent som Forfatter er enestaaende. Men han røber under sin Fortællen ingen løndomsfulde Hemmeligheder. Det er klappet og klart altsammen. Som Livet netop i sin dybeste Grund aldrig er.
Oscar Geismar.
