Henrik Pontoppidan: Enslevs Død
Paa sidste Blad af sin nye Bog meddeler Henrik Pontoppidan, at den Række, hvortil den hører, vil blive afsluttet med næste Bind. Rækken vil da være sammensat af følgende Værker:
1. Torben og Jytte.
2. Storeholt.
3. Toldere og Syndere.
4. Enslevs Død.
5. Favsingholm.
Disse fem Bind vil tilsammen udgøre en Kæmpe-Roman paa tretten Hundrede Sider. Henrik Pontoppidan har valgt at betegne denne Roman som en Fortælling-Kres og peger derved paa noget væsentligt ved Bogen: den har ikke krævet et saa betydeligt Sidetal, fordi dens Handling strakte sig over et usædvanligt Spand af Tid: hele Handlingen rækker fra Begyndelsen til Enden kun over et Aar eller to; den har krævet det, fordi den omfatter et saa betydeligt Tal af Menneskeskæbner, der alle føres frem mod deres Maal. Den Skare af Mennesker, hvis Liv disse Bind meddeler, er ikke en tilfældig Hob, ført sammen ved en Romanskrivers Lune, de er heller ikke opstillet mod hinanden ved en Digters kræsne Beregning; de er udvalgte som Ombud for de Menneskegrupper, der tilsammen danner det Samfund, som Forfatteren vil beskrive. Henrik Pontoppidan har draget et Snit gennem Nationens Legeme paa et givet Tidspunkt og bestemmer ad metodisk Vej, hvilke Aarer og hvilke Nerver, hvilke Muskler og hvilke Knokler der ligger i Planet af dette Snit; han eftersporer Aarsager til Sygdom og Betingelser for 161 Sundhed, og hvad hans forskende Øje har sagt ham, det meddeler hans Bog.
— — —
Værkets Emne er Den danske Nations Tilstand ved Begyndelsen af det tyvende Aarhundrede set paa Baggrund af det foregaaende Tidsrums politiske og almindelige Udvikling.
Pontoppidans grundlæggende Synsmaade er denne: den Frihed og den Fremgang, som det forrige Slægtled vandt gennem Kamp, med Ofre af Blod og Taarer, den synes paany at skulle gaa tabt, fordi den nye Slægt har opnaaet Frihedens Gode uden Kamp og derfor ikke veed, hvor kostbar den er; ret beset ejer kun den Friheden, som vinder den; den kan ikke gives i Arv; hver Slægt maa erobre den paany for sig. Saa snart den almindelige Glæde over det vundne opfylder alles Sind og gør dem sorgløse og uvagtsomme, benytter de frihedsfjendske Magter Øjeblikket. Statens Tyranner i fast Forbund med Aandernes Tyranner: altsaa Reaktionens Mænd og Præsteskabet, myldrer frem af de mørke Kroge, hvori de var drevet ind, og overrumpler paany Folket.
Dette er det, der er sket efter Aaret 1900. Den Sejr, der kronede Kampene for Friheden i Slutningen af det forrige Aarhundrede, har ingen Virkning for den ny Tid derefter; det tyvende Aarhundrede maa kæmpe om igen, maa begynde den samme Strid forfra, eller lide Trællekaar under ny Former men med samme Følge: aandelig Tilintetgørelse.
Midtfiguren i Værket er derfor Frihedshøvdingen og Folkets Fører Tyge Enslev. For hans Oprindelse og hans arvede Betingelser er der i et tidligere Bind ("Storeholt") gjort Rede. Hans Fader, Smeden fra Thy, har i sin Ungdom haft en Oplevelse, der er af bestemmende Art for Sønnens Livsværk, skønt han ikke veed Rede paa den. Den stærke Smed har som Soldat i Treaarskrigen deltaget i Forsvaret af Frederiksstad; han har her under Fjendens Stormløb virket paa afgørende Maade til at dette bliver slaaet tilbage; Udmærkelsen tilfalder ikke ham, men en Kamerat, der er Akademiker og har Familie i Overledelsen.
Denne Begivenhed er at forstaa som et Billede paa Frihedskampene ved forrige Aarhundredes Midte og deres Udfald: Folket gav sit Blod; den akademiske Stand fik Æren og Udbyttet deraf. At tage Hævn for dette Forræderi, at forebygge dets Gentagelse 162 er Maalet for Tyge Enslevs Livsværk. Pontoppidan har taget dette Motiv af Hørups Historie, og en Række Træk i Skildringen er at henføre til denne politiske Førerskikkelse. Men Tyge Enslev er ikke identisk med Viggo Hørup; andre Træk af hans Billede er hentet fra andre af Forfatningskampens Stormænd, saaledes Chresten Berg. Thyge Enslev er Udtrykket for det samlede Førerskab i Venstres Kamp om Forfatningen, og det er et Vidnesbyrd om Henrik Pontoppidans Storhed som Menneskefremstiller, at han har formaaet at fremstille denne Kæmpeskikkelse af en Høvding og Fører for Folket i fuld Menneskelighed og uden i nogen Del at nøjes med en Frase i det levendegørende Ords Sted.
Ikke blot for denne Søn af den gamle Smed fra Thy, men for hele Smedens Afkom gør Pontoppidan Rede, og det baade i tredje og fjerde Led.
Der skjuler sig i Smedens Livshistorie efter Begivenheden i Frederiksstad endnu en Tildragelse, der er af bestemmende Art. Drevet af den Eventyrlyst, der strømmer i hans stærke Blod, har han engang dannet den Plan at flygte fra Hjemmet, fra Kone og Børn, med det Maal at vinde store Penge i en fremmed Verdensdel og vende tilbage som en Velhaver. Men til en saadan Ørneflugt strækker hans stækkede Vinger ikke til. Man maa enten være helt Gaardfugl eller helt Ørn. (Denne Tanke er et Hovedmotiv i Pontoppidans Forfatterskab, saaledes i "Højsang", "Den fremmede1 Gæst" osv.). Smeden naar kun til nærmeste Købstad og er Dagen efter hjemme igen. Men Fanden har haft en Finger i ham, har klemt sit Mærke paa ham; og dette Mærke kendes paa adskillige af Slægtens Medlemmer ned i de følgende Led.
Saaledes er, i tredje Led, hans Sønnesøn, Præsten Gaardbo, en Mand, der er mærket af den ondes Tag i Bedstefaderen; det har været at kende ogsaa paa hans Fader og hans Andel, to af Smedens Sønner. Men i Præstens Optræden sætter Frafaldet og Forræderiet sine fulde Blomster.
Som et Modstykke til Djævlebiddet i Slægtens Kød har Pontoppidan meddelt den et arveligt Mærke af legemlig Art, en Lamhed af det ene Ben, der optræder hos visse af Ættens Medlemmer; denne Legemsskade er af Pontoppidan ophøjet til et Adelsmærke; til det brudte Legeme svarer en ubrudt Sjæl. 163 En saadan stærk og hel Sjæl bor der i Præstens Broder, Lægen Gaardbo. Den Søn, som Lægens Hustru Meta føder til Verden i Begyndelsen af "Enslevs Død", kommer som sin Oldefader til Verden meget sprælsk og med et Vræl, der lyder som et Hurra. Det er i denne Læges Børnekuld, at Pontoppidan udtrykker sit Haab til Fremtiden; det kan tænkes, at en af dem atter bliver vanfør paa Legemet og karsk paa Sjælen.
Ellers er Grundsynet i Fortællings-Kresen, – som dens Forfatter endnu ikke har givet det endelige Navn – omhyllet af Sorg og Bitterhed og Mørke.
— — —
Uden om Personerne af Smedens Æt har Pontoppidan med sin øvede og stærke Haand fordelt en Flok af Skikkelser, hvis Historie nøje afgrænser, belyser, afmejsler Værkets Kerne.
De vigtigste blandt disse Figurer tilhører den saakaldte Overklasse. En efter en bringer Pontoppidan dem i Berøring med sin Prøvesten, og de forkastes ved Prøven. Der er den fornemme Torben Dihmer fra Favsingholm; han har i sig Stof til en fremragende Mand, men han er vissen i Roden. Pontoppidan har ingen Tro til, at den Stamme vil komme til at bære Haabets grønne Krone. Endnu mindre Tillid har han til andre Typer af radikal Ungdom.
Ogsaa Jytte, der er Torbens kvindelige Modstykke, er trods sin fine og fornemme Sjæl viet til Død; da hendes rige Natur ikke kan naa Gennembrud og Blomstring, drives hun fremad mod den golde Erotik; Pontoppidan kaster hende i Armene paa et ganske ringe Menneske, den fordærvede Modemaler Carsten From, ikke fordi hun tager fejl af hans Værdi, men fordi han kan byde hendes Sanser nogle Dages Glæde. Medens saaledes de værdifulde blandt Overklassen forkastes paa Grund af deres uhjælpelige Goldhed, gror der op fra Dybet og Dyndet en kraftig Vækst, der med visse af sine Egenskaber rører ved Pontoppidans Tilbøjelighed.
Det er den for Hor afsatte Præst Mads Vestrup, Folkeprædikant og Almuemissionær. For hans Væsens usammensatte Styrke har Pontoppidan Respekt. Her er intet goldt; alting er massivt og ægte nok hos denne Efterkommer af den gamle Morten Luther. I sin Kabuds og paa sine Fjedersko vandrer han i uforstyrrelig Kraft fremad paa sin Skæbnes Vej, indtil 164 han finder sit Fald, hvor han har sin Fristelse; med et Tilbud om en god og fast Løn lokkes han af sine Dødsfjender og forhenværende Kaldsfæller Præsterne til at give Afkald paa sine Hævntog imod dem. Haardere i Huen end Mads Vestrup er hans Kone, den vanføre Stine; medens han, fordi han engang har været i Præstekjolen, bestandig føler en sky Højtidelighed ved dette besynderlige Klædningsstykke, er Stine inderlig oplagt til at sælge baade den og Pibekraven for nogle fornødne Skillinger. I Stine har Pontoppidan fremstillet en Side af den sande Almuenatur, som han forstaar og sætter Pris paa, dens barske og bidske Uforsonlighed mod Undertrykkerne.
— — De for Værkets Indhold væsentlige og bestemmende Figurer rører sig frit i en Verden af Mennesker, der lever og har deres Skæbner. Meget faa af disse Bipersoner er menneskeligt værdifulde; langt de fleste af dem er opfattet i overlegen, skarp eller ond Fremstilling; Pontoppidans Vid er hvast nu som for en Menneskealder siden. Selv i en afsides Krog af Lærredet finder denne store Menneskemaler Plads til et udtryksfuldt Hovede, gjort med næsten ingenting: "– Højskoleforstander Aleksandersen, hvis slanke Skikkelse som sædvanlig stod lænet op mod en Pille til fri Beskuelse for Damerne i den reserverede Loge –". Med sympatisk Menneskekundskab er Billedet af Thyge Enslevs mangeaarige selvforglemmende Veninde og forhenværende Elskerinde Frk. Evaldsen givet.
Den landskabelige Skueplads er Danmark: Øerne og Jylland, Hovedstaden og Landet. I at skrive et Landskabs Linje, en Stues Karakter er Pontoppidan fuldendt sikker; mere almindelig er Beskrivelsen af Gadernes Uro og Kafeernes Vrimmel, af Smykker og Dragter og saadant: kort sagt, det urolige og øjeblikkelige af Menneskelivet.
— — —
Enslevs Død, der er fjerde Bind af det samlede Værk, deler sig i fire Afsnit. Det første af dem fremstiller Præsten Gaardbos Valg til Rigsdagen i en fynsk Landkreds og Lægen Gaardbos trængte og udsatte Stilling. I andet Afsnit fuldbyrdes Jyttes Skæbne og Forening med den naragtige Maler. I tredje Afsnit føres Mads Vestrup fra sin Virksomhed som Præstehader ad Lønstier til Kleresiets velfyldte Kødgryder. I fjerde Afsnit lider Enslev sit 165 store Nederlag i Folketinget og dør. Alle fire Afsnit er Billeder af Trængsel og Tilbagegang over hele Linjen.
Ved Siden af Værkets almene Ideindhold fremføres i dette Bind Tanker, der betyder meget for Pontoppidan, og som han indtrængende forklarer. Det er Forestillingen om det værdifulde for Menneskeheden i at leve Livet til Bunds ogsaa i Smerten, der bevæger ham. Saaledes ivrer han mod Brugen af Lægemidler som Værn mod Fødselsve, mod Sygdomspinsler; og i denne Sag lader han sin Læge, Gaardbo, og Missionæren Mads Vestrup mødes, saa fjernt de ellers staar hinanden. Det gode er der jo ved Mads Vestrup, at han tager sine Forhold, som de er, og fuldt ud, til Bunden.
Stilen er i "Enslevs Død" som i hele Værket fast og god, en mandhaftig Prosa. Smidig er den ikke, men den har Vægt, og den har Vid.
En Prøve paa denne Stil skal gives. Det er Skildringen af en Præst, som Mads Vestrup træffer i Forstuen hos Københavns Bisp. Dette Billede er et Portræt:
Til sin Forundring traf Mads Vestrup ikke Bispen selv, hvem han kendte fra Billeder, men derimod en anden Mand, der efter Udseendet at dømme ogsaa var en Gejstlig. Han stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset og læste et Brev. Tilsyneladende uden at afbryde sin Læsning tilkastede han Mads Vestrup over Papirets Kant et hurtigt mønstrende Blik, og lod ham derpaa vente en lille Tid henne ved Døren.
Endelig lagde han Brevet bort og kom hen til ham med lange, elastiske Skridt. Det var en lille tynd Mand i tætsluttende sort Dragt. Et hvidt Slips med brede Sløjfeender hang udenfor Frakken som en Bladkrave. Dette Slips i Forbindelse med det lange, barberede Ansigt, de rødkantede Øjne og et tyndt, graasprængt Haar, der sad tilbagestrøget over Hovedet, gav den hele lille nervøse Skikkelse et Udseende, der mindede baade om en asketisk Jesuiterpater og en holbergsk Pedant.2
Den Maade, hvorpaa denne Figur er udført og anbragt i et Bispegaards-Kontor, hvis Karakter og Stemning er givet i suveræne Træk, er fuldgod Kunst.
— Udarbejdelsen har, som Pontoppidan meddeler, været hæmmet af Sygdom. Under Værkets Tilblivelse er han ikke aflukket mod Paavirkninger af Dagens mødende Indtryk. Skildringen af Enslevs Død er sikkert paavirket af Forholdene ved Brygger Carl Jacobsens Død; og til Fortællingen af Jyttes Brudenat har han endog benyttet en munter Historie om et Bryllup i 166 Kolding, som for en Maaned siden løb Pressen rundt: en Ven af Parret havde bogstavelig fyldt dets Soveværelse med Vækkeure, der var indstillet til at vække med et Kvarters Mellemrum.
Trods sin Sygdom og trods den lange Tid, over hvilken Udførelsen strækker sig, og de mange Traade, han har paa Væven, holder Pontoppidan med sin kyndige og faste Haand sammen paa alt; hvor det gøres ønskeligt for at udhæve Figuren, arbejdes med Ledemotiv (Mads Vestrups ynkværdige Ankelsko). Et enkelt Navn er ved en Inkurie fra "Mohr" i andet Bind blevet til "Mohn" i fjerde Bind.
Hans Tegner forsyner hvert af Værkets Afsnit med et Indledningsbillede. De er overflødige, men gode.
