Enslevs Død
En Fortælling-Kres
III
Mørket voksede, og Regnen varede ved. En Dag i Begyndelsen af December faldt den første Sne. Den hvirvlede ned fra en sodet Himmel og smeltede øjeblikkelig i Gadernes Søle. Men ovenpaa de udspændte Paraplyer, paa Hatteskygger og i Damekjolernes Folder blev de hvide Dun liggende, og mere behøvedes ikke for at sætte Folk i godt Humør. Fra Kongens Nytorv til Raadhuspladsen udfoldede der sig i den lille halve Time, Vejret varede, den lystigste Karnevalsstemning.
Alle var med eet bleven Børn. Man raabte højt til hinanden over Gaden, lo til Folk, man slet ikke kendte. Og de, der var bleven stærkest tildænget, følte dette som en personlig Begunstigelse og bar deres Snevams med stolt fornøjet Mine.
Umiddelbart før Sneen begyndte at falde, havde Mads Vestrup forladt sin lille Stue i Knabrostræde for at besøge Frøken Susse Frederiksen, Varietesangerinden, der endnu laa paa Hospitalet efter sit Selvmordsforsøg. Hvid fra Pulden af sin forhistoriske Kasket til de tommehøje Støvlesaaler kom han gaaende over Nytorv og vakte overalt megen Opsigt.
142 Den jyske Vækkelsesprædikant var hurtigt bleven en kendt Figur i de københavnske Gader. Man havde maattet indrømme "Femte Juni", at han var en Seværdighed. Baade ved sit Udseende og sin landlige Klædedragt tildrog han sig Opmærksomhed. Overalt i Byen talte man om den afsatte Præst. Hans besynderlige Udtalelser drøftedes ved Kaffen og Cigaren efter alle københavnske Middagsselskaber. Navnlig blev Folk interesserede, da det forlød, at flere yngre Kunstnere og Forfattere havde ladet sig paavirke af hans Forkyndelse og erklæret sig for en Tilbagevenden til Kristendommen. Der taltes om flere opsigtvækkende Omvendelser. Stor Sensation havde det saaledes vakt, at den unge, ekscentriske Digter Harald Bohse, en Søn af Rektoren, i et Interview havde udtalt sig til Gunst for Troen paa en levende Gud. Flere ansete Familjer var i den Anledning begyndt at holde en Missionstidende ved Siden af "Femte Juni" og et af Byens humoristiske Ugeblade.
Henne i "Lysesaksen" var der uhyggeligt tomt de Aftener, da Mads Vestrup holdt sine Møder. Ved det store Hjørnebord, der var forbeholdt Kunstnerkresen, sad kun tykke Møller og strøg sig sløvt ned over sin Napoleonslok. Men ogsaa ham havde de sidste Tider iøvrigt forandret. Hans Skikkelse var bleven endnu mere svampet, Hudfarven endnu mere 143 gusten, de smalle Øjne ophovnede som af megen Graad eller megen Whisky. Vennernes Frafald, Tidens hele Vanart forargede ham og havde gjort ham til Pessimist. I sin Ensomhed, forladt af Jørgen Berg, Karl May og de andre, som han plejede at laane Penge af, skilt ogsaa fra Susse Frederiksen, hos hvem han det sidste halve Aar havde haft Tilhold, desuden opsagt fra sin Plads ved Bladet paa Grund af sin Dovenskab, nød han sig selv som en tragisk Skikkelse, Københavns sidste Bohême.
Ganske upaavirket af Mads Vestrups Dommedagspræken var dog heller ikke han. Ud paa Natten, efter Lukketid, naar han var bleven ene med sin sidste Sjus, udviklede han for Tjener Hansen og den andægtige Piccolo en dyster Livsfilosofi, der bevægede ham selv stærkt.
"Livet er kun Smerte, Hansen!" sagde han med Haanden om sit Glas. "Det bedste er, slet ikke at være født. Vi kommer til Verden under Lidelser, og vi dør under Lidelser. Og efter Døden? Hvad er Evigheden? Mørke, – Hansen! Evig Nat og Tavshed. Har De tænkt paa det?" –
Mads Vestrup selv gik under alt dette modløs omkring, knuget af den samme Ensomhedsfølelse, der i hans Studentertid havde hvilet saa tungt paa ham i den store, fremmede By. Ligesom dengang vaagnede der hver Dag paany en mørk og fjendtlig Stemning 144 hos ham overfor den stundesløse og opjagede Storstadsvrimmel, der i hans Øjne jaskede Livet hen som en dum Fastelavnsspøg. Om det saa var denne uskyldige Munterhed i Anledning af Snevejret, vakte den hans Forargelse. Saadan noget Pjankeri! Hvad kunde man stille op med den Slags Mennesker?
Den Opsigt, han havde vakt i Byen, og det Tilløb, som der var til hans Møder, lod han sig ikke skuffe af. Det kunde ikke være for at vække den Slags Spektakel, at Gud Herren havde kaldt ham hertil. Næsten daglig fik han forskruede Breve fra Folk, der udbad sig hans Haandskrift eller en Haarlok, eller som forsikrede ham, at han var en ny Messias. Forleden havde han haft Besøg af en ung Modelaps med Sølvknap paa Stokken, der forestillede sig som Digter og med et modbydeligt urent Smil takkede ham for hans Taler. I sit Raseri havde han sat Fyren paa Døren. Intet nedslog ham mere end dette Paahæng, han havde faaet af selvstruttende Narre, der gjorde sig interessante med offenlige Erklæringer om, at de højmodigt havde taget den gamle Gud til Naade igen. Hvad var der at stille op med den Slags Folk? Selv Jørgen Berg, som han dog havde haabet noget paa, var kun bleven ham til Skuffelse. Han havde nylig haft en Samtale med ham og var kommen til den Overbevisning, at han havde været Gud nærmere, dengang han frækt trodsede 145 ham, end nu, da han indbildte sig at være bleven Kristen og dog var lige selvopfyldt og nysgerrigt optaget af, hvad Publikum mente om ham i Anledning af hans Omvendelse.
Men foruden denne glubske Lede, som han samlede i sig ved alt, hvad han saae og hørte, følte han sig ogsaa legemligt utilpas. Den vintermørke By med de endeløse Husrækker gav ham Angstfornemmelser. Hans Bondenatur vantrivedes her som i et Fængsel. Maven var daarlig. Han havde prøvet baade Peber-Te og Sennepskorn, men lige meget hjalp det. Blodet jog ham til Hovedet ved den mindste Sindsbevægelse, og Søvnen var urolig. Derfor var ogsaa Tonen i hans Taler og Artikler stadig bleven mere mørk og tung. Det løsslupne Markedshumør, som han havde indtaget Enslev med paa Strige-Mødet, var der kun Glimt af tilbage. Samuelsens "Domsbasun" kaldte Folk ham ikke uden Grund.
Hjemlængslen kunde til Tider overfalde ham som en virkelig Sygdom, der gav ham Feber. Dersom det ikke var, fordi han aldrig kunde tænke sig at være ulydig mod sin Herres Befaling, havde han for længe siden været hjemme igen i det lille Fiskerhus ved Stranden, som hans Tanker vaagede over baade om Dagen og i Nattens urolige Drømme. Han saae Stine staa ved sin Strikkemaskine, som hun holdt Hjemmet oppe med. Og hver Dag var han nærværende 146 ved Morgenandagten og hørte bevæget Børnenes Stemmer, mens de sang hans kæreste Salme:
| "Nu er Døden overvundet, Livets Kilde har jeg fundet." |
Denne Nat havde han haft en underlig Drøm. Da han sidst var hjemme, havde Stine en Gang taget hans Præstekjole ned fra Loftet for at banke den for Støv og Mug, og Synet af hans Embedsdragt havde faaet det skjulte Saar i hans Indre til at springe op og bløde. Han, som i det forgangne Aar saa ofte i sine Taler havde kaldt Ornatet for Satans Præsteuniform, følte sig ikke vel tilpas, før Kjolen igen hang i Fred paa Loftet. Stine derimod følte ikke noget ved det. Det kunde han se alene af den Maade, hun bankede den paa. Saadan var hun nu engang. Og nu havde hun i sit sidste Brev spurgt ham, om de ikke skulde sælge Kjolen. Den var dog nu til ingen Nytte, skrev hun. Den hang deroppe under Hanebjælken som en hængt Mand og skræmmede Børnene. En omløbende Sjakrer havde budt hende femten Kroner for den, og fire Kroner for Kraverne.
Han havde ikke kunnet nægte Tilladelsen, fordi han endnu ikke havde været i Stand til at sende hende mere end 65 Kroner. Redaktør Samuelsen kneb paa Honorarerne under det Paaskud, at hver 147 af hans Artikler kostede Bladet en Snes gamle Abonnenter. Heller ikke Møderne gav ham synderlig Indtægt trods de mange Mennesker, fordi Adgangsprisen var sat for lav. Værten i Elysium havde desuden sendt ham en ublu Regning for Belysning og Ekstrakontrol, og da han nægtede at betale den, havde Manden beslaglagt Entre-Indtægten for de senere Møder. Han havde nu maattet skaffe sig et andet Lokale, og det var kommet til Proces.
"Sælg kun Kjolen!" havde han svaret. Men i Nat havde han i Drømme set den igen og sig selv i den. Han stod foran Alteret i sin gamle Kirke, hørte igen Menighedssangen tone mildt under de hvide Hvælvinger til Lærer Jensens Orgelspil. Da han vaagnede, mærkede han, at hans Kinder var vaade. Han var bleven vækket af sin egen Hulken.
[*]
Da Mads Vestrup kom ind i den store Fællesstue, hvor Susse Frederiksen laa, modtog hun ham med et halvt forlegent, halvt ærgerligt Øjekast. Ved Siden af hendes Seng sad der til hans Forbavselse to leende Herrer. Det var to Journalister. Den ene genkendte han; det var A B D Carlsen fra "Femte Juni". Han tænkte paa at gaa sin Vej igen; men Hr. Carlsen havde faaet Øje paa ham og kom hen og hilste.
148 "Tænk, at vi skal mødes paa disse triste Steder!" sagde den graanede Drukkenbolt, der mærkværdigvis var temmelig ædru. "Vi sidder her med Professorens specielle Tilladelse. Vi har endelig faaet Lov til at pumpe vor fælles Veninde lidt for Nyheder. Det er ogsaa paa høje Tid. Publikum er lige ved at rive Hovedet af os, fordi vi ikke har bragt et personligt Interview."
Pavillonens Overplejerske, der havde været beskæftiget ved en af de andre Senge – en yngre, blond Dame med et fornemt Væsen – kom hen og tyssede paa ham. Han talte for højt.
Han traadte tilside og gjorde et undskyldende Skrabud med den drukne Mands Fagter, som en gammel Delirist beholder ogsaa i ædru Tilstand. Men da Overplejersken vendte sig bort fra ham uden at svare, følte han sig krænket og begyndte at skraale op.
Med brøsig Myndighed betydede Mads Vestrup ham, at han havde at opføre sig anstændigt. Men nu blev han aldeles rasende, og det saae et Øjeblik ud til Skandale, da hans Kollega i Hast fik ham under Armen og ført ud.
Da Mads Vestrup derefter nærmede sig Sengen, skottede Sangerinden til ham med et skamfuldt og ulykkeligt Udtryk. Hun havde faaet sit affarvede Haar sat op i Krøller, var i det hele saa pyntet og pudret, som Hospitalsreglementet tillod, men saae 149 alligevel ud som det, hun var: en halvgammel Pige, som Livet havde slidt haardt paa.
"Aldrig kan man være fri for de væmmelige Fyre," sagde hun, da Præsten havde taget Plads hos hende. "De er saa nærgaaende og fritter En om alt muligt. Og jeg sagde dog til dem, at de kunde lige saa godt gaa, for det var ganske bestemt, at jeg aldrig mere vilde optræde."
Mads Vestrup kunde høre paa hende, at hun løj, men sagde ikke noget. For at give hende Tid til at samle sig lidt, tog han en Bog, der laa paa det lille Sengebord ved Siden af Uringlasset. Han læste Titlen: "Angelica med Tigerøjnene". Paa det kolorerede Omslagsbillede saaes en rasende Mand i Færd med at affyre en Revolver mod en halvnøgen Kvinde.
"Er det Deres Bog?"
"Nej, det er Doktor Hvidts. Han har laant mig den. Den er forresten voldsom spændende."
Mads Vestrup lagde tavs Bogen tilbage. Og nu sad han nogen Tid med Armene paa Knæene og saae ned mod Gulvet. Ytrede sig kun med den ufrivillige, drynende Halslyd, der var ham egen.
Susse Frederiksen gav sig til at fortælle om Jørgen Berg, Karl May og deres andre fælles Bekendte, som allesammen havde besøgt hende. Kun tykke Møller nævnede hun ikke. Hun spurgte ham, om han vidste, at Jørgen Berg igen maatte begynde at spille 150 i "Mellemhaven", siden han brændte den Femhundredkrone-Seddel. Hun havde saa gruelig ondt af ham. Han var i Grunden saadan et godt Menneske og virkelig et Geni. Og nu var han jo ogsaa bleven saa religiøs og vilde ikke komponere andet end Salmemusik. Han skulde bare haft en anden Kone. Maja var en Sjokkedorthe, som ikke engang gad være over at holde sig selv lidt ordenlig.
Saadan blev hun ved at snakke, fordi Mads Vestrup stadig ingenting sagde, og hans Tavshed trykkede hende. Imidlertid lod Overplejersken et trefløjet Skærbrædt flytte hen foran Sengen, saa denne ganske skjultes for Omgivelserne. Det skete paa en Maade, som om Skærmbrædtet havde været i Vejen, hvor det stod; men da hun havde gjort det samme under et af Mads Vestrups tidligere Besøg, hvad han godt havde lagt Mærke til, kunde han nu forstaa, at hun vilde lade dem være uforstyrrede.
Denne Omsorg overraskede ham noget. Det var en ganske anden Aand, der ellers raadede paa Hospitalet.
Den høje, fornemt udseende Dame – Frk. Mohn1 hed hun – havde iøvrigt beskæftiget ham fra den første Gang, han saae hende. Han havde aldrig talt med hende, havde endda med Forsæt undgaaet hende, fordi hun var af disse store, frodige Kvinder, der mindede ham om hans Fristelse og Fald og fik ham til at 151 slaa Øjnene ned. Men Susse Frederiksen havde fortalt, at Frk. Mohn var meget rig og gav mange Tusinde ud i velgørende Øjemed; og det gjorde altid et stærkt Indtryk paa ham at høre om en saadan storslaaet Offervillighed, fordi han selv her havde et andet ømt Sted. Kun nødig gav han slip paa den Skilling, der engang var bleven hans.
Til Susse Frederiksens stille Skræk tog han nu sin lille Rejsebibel frem af Lommen. Der laa et Mærke i den, hvor han sidst havde læst for hende, og her fortsatte han, indtil han kom til Ordet: "Hvo som følger mig, vandrer ikke i Mørket". Saa lukkede han Bogen for at tale lidt om dette Ord.
Han havde aldrig spurgt hende om Grunden til, at hun vilde tage Livet af sig. Han havde overhovedet ikke talt til hende om nogen af de Begivenheder, der stod i Forbindelse med hendes Selvmordsforsøg; og hun selv havde øjensynlig den samme Sky som han for at mindes hin Aften og dens Uhygge. Hun nævnede aldrig et Ord om den. Alligevel havde han kunnet mærke, at hendes Tanker paa nysgerrig Maade beskæftigede sig med Tilstanden efter Døden. Hun havde gjort ham de taabeligste Spørgsmaal om Paradiset og Saligheden. Hos sine Forældre, der havde haft en Soldaterbeværtning paa Kristianshavn, havde hun rimeligvis kun hørt Gud nævne i Eder og Besværgelser. I hvert Fald havde han faaet ud 152 af hende, at hun først lærte sit Fadervor, da hun kom i Skole.
Han fortalte hende nu idag om sin egen lykkelige Barndom i det lille fattige Væverhjem ved Grusgraven, og om sin fromme Mor, der havde ført ham ud af Dødens isnende Skygge ind i det varmende og straalende Lys fra Guds Naadessol. Især dvælede han længe ved Mindet om en Synd, han engang havde begaaet, et Tyveri af en Femøre, som hans Mor havde tabt paa Gulvet. Aldrig kunde han glemme den Sjæleangst og Pine, han de Dage havde gaaet i. Men endnu uforglemmeligere for ham var den Lykke, han havde følt, da han havde tilstaaet sin Brøde og faaet sin Straf. Han havde siddet flere Timer paa Trendebænken2 ved Vinduet og stirret ud over de tomme Vintermarker med en vidunderlig Fornemmelse af at ligge tæt ind til Guds Hjerte. Saadan var Salighedens Fryd. Saadan føltes det at have sine Synders naadige Forladelse.
Skønt han talte med Inderlighed og selv var bevæget, som han altid blev det, naar han nævnede sin Mor, viste Frøken Susse sig hele Tiden meget adspredt. Trods Skærmbrædtet havde hun fri Udsigt til Døren, og hver Gang den gik, skulde hun se, hvem det var. Da en Gang en af de unge, kittelklædte Læger kom ind, hilste hun smilende; og saa længe han opholdt sig i Stuen, var hun ganske fraværende.
153 Mads Vestrup indsaae det haabløse i at fortsætte. Hun var idag slet ikke til at faa i Tale. Han puttede da igen sin Bibel i Lommen, og lidt efter sagde han Farvel.
Men da han rejste sig, og Susse saae hans misfornøjede Mine, blev hun ked af det og fortrød sin Ligegyldighed. Hun blev ved at holde om hans Haand og bad ham komme rigtig snart igen, hvad han ogsaa lovede.
"Men saa vil jeg rigtignok nødig se den Slags Bøger ved Deres Seng," sagde han og saae hen paa Angelica med Tigerøjnene. "Den Mand, der har flyet Dem saadan noget Tøjeri, skulde skamme sig. Det maa De godt sige ham fra mig."
Som han skulde gaa ud af Døren, kom Frk. Mohn hen til ham med den Besked, at Professoren havde hørt, han var her, og gerne vilde tale med ham.
Mads Vestrup, der straks havde vendt sine Øjne mod Gulvet, løftede dem i Forbavselse.
"Med mig?" sagde han paa sin stødende korte Bondemaner. "Hvad vil han mig?"
"Det veed jeg ikke. Men dersom De vil ulejlige Dem over i Professorens Modtagelsesværelse i Kontorbygningen, træffer De ham vistnok nu. Jeg forstod, det var en Sag af Vigtighed."
"Ja saa."
Mads Vestrup hilste med et kejtet Buk og gik ud.
154 Frk. Mohn fortsatte sin Rundgang i Stuen fra Seng til Seng og kom tilsidst ogsaa til Susse Frederiksen. Da hun havde spurgt til hendes Befindende og ordnet Puderne lidt, satte hun sig til Sangerindens Forbavselse ned paa Sengekanten.
"Tager jeg fejl i, at De har lovet Pastor Vestrup ikke at optræde mere?" spurgte hun.
"Har han sagt det?"
"Nej; men det forekom mig, at jeg hørte Dem selv sige det, da han kom. Og den Beslutning lykønsker jeg Dem til. Nu vilde jeg blot gerne spørge Dem, om De har tænkt over, hvad for en Beskæftigelse, De nu vil tage fat paa, naar De bliver udskrevet herfra?"
Spørgsmaalet satte Frøken Susse i Forlegenhed. Hun svarede blot med en Mumlen.
"Maa jeg have Lov til at anbefale Dem en af mine Veninder, der har en større Systue. De vilde der komme sammen med lutter gode og rettænkende Mennesker, som De vilde have Glæde af at lære at kende."
Frk. Susse skottede op til hende. Dette Fremtidsbillede tiltalte hende absolut ikke. Hun sagde, at hendes Forældre i sin Tid havde kostet saa meget paa at uddanne hende til Kunsten, saa hun vilde jo helst ind i noget, hvor hun kunde faa Brug for sin Sangstemme. Og forresten mente hun, at hun kun havde sagt, at hun ikke mere vilde optræde i Kostyme.
155 Frk. Mohn tav hertil, og et Øjeblik efter rejste hun sig. Men da hun havde staaet lidt, satte hun sig igen og spurgte, om Susse stadig intet havde hørt om, hvem Manden var, der sprang ud efter hende den Aften, da hun blev bragt til Hospitalet.
Det gav et lille Ryk i Susse. Hun saae forlegent ud til Siden.
"Næ – han har jo ikke meldt sig. Det er underligt nok. For han var jo da sikker paa at faa Redningsmedaljen. Det sagde ogsaa A B D."
"Hvem?"
"Det er en af de Herrer fra Pressen, som var her før. Han taler med saa mange af dem oppe i Ministeriet. Og jeg tror nok, Kongen kender mig. Han har hørt mig engang, da han var Prins."
"Har De aldrig tænkt Dem, at det kunde være Pastor Vestrup?"
Susse var nær kommen til at le midt i sin Højtidelighed.
"Præsten? Hvor kommer De dog paa det, Frøken?"
"De har fortalt mig – men det husker De maaske ikke – at De var paa Vej til ham den Aften. Og han bor vist der i Nærheden. Pastor Vestrup var, saa vidt jeg erindrer, ogsaa den første, der kom til Dem her paa Hospitalet, da De fik Lov til at modtage Besøg."
156 "Ja, vi kendte hinanden. Jeg havde truffet ham hos en af mine Venner. Men dersom det var ham, hvorfor skulde han saa ikke sige det? Hvorfor skulde han skjule det?"
Frk. Mohn saae prøvende paa hende.
"Han kunde maaske have sine Grunde."
"Ja, hvad skulde det være? Fordi han er Præst, kan han vel nok redde et Menneskeliv. Det er jo da ingen Skam. Men det er nu ikke ham. Det er jeg ganske sikker paa."
Det kom saa tilforladeligt, at Frk. Mohn – som en uvilkaarlig, stiltiende Undskyldning – lagde sin Haand hen paa hendes. Og med en rolig Tilfredshed i sit store, kønne Ansigt sagde hun:
"Det er jo egenlig ogsaa saa ligegyldigt, hvem Personen er. Han var dog kun et Redskab i en højeres Haand. Det var Jesus selv, der forbarmede sig over Dem."
Frk. Susse kiggede overrasket og ligesom lidt forskræmt op paa hende.
"Tror De ogsaa paa Jesus, Frk. Mohn?"
"Ja, det gør jeg! Uden Troen paa vor Frelser kunde jeg slet ikke leve. Og hvem kan det? Det maa jo ellers ende i den dybeste Fortvivlelse."
Det var ikke saa meget Ordene, der gjorde Indtryk paa Susse. De blev tilmed sagt paa den bestemte, lidt følesløse Maade, som var Frk. Mohn 157 egen. Men bagefter havde Frøkenen til hendes Overraskelse klappet hende paa Kinden, og dette søsterlige Kærtegn af den smukke og rige Overplejerske, der havde Ord for at være stolt, bevægede hende og gjorde hende ydmyg. Hun bøjede Hovedet, fordi hun i dette Øjeblik selv følte, at hun var en stakkels ensom Skøge, der sukkede efter Kærlighed. Og en Taare trillede ned ad hendes Kinder.
"Tror De ogsaa paa Paradiset, Frk. Mohn?"
"Ja!"
"Og paa Saligheden?"
"Ja! Ja! ... Hvor kunde jeg tro paa Gud, dersom jeg tvivlede om hans Forjættelser? Og Jesus har jo sagt det, at den, som tror paa ham, skal ikke fortabes men have det evige Liv."
Susse greb angstfuldt om hendes Haand.
"Frk. Mohn! Vil De bede med mig? Jeg forstaar det ikke selv. Og jeg vil ikke fortabes! Jeg vil leve! Altid! ... Ikke dø!"
[*]
Ovre i Kontorbygningen var Mads Vestrup bleven modtaget af en uniformeret Hospitalsbetjent, der med en naadig Haandbevægelse bad ham tage Plads. Professoren var i Øjeblikket beskæftiget. Der sad i Forvejen tre andre Personer og ventede. En gammel Mand med rindende Øjne og to sørgeklædte Kvinder. 158 Mads Vestrup satte sig hen ved Siden af dem og saae sig iagttagende omkring med det lidt enfoldigt betuttede Udtryk, han straks fik i fremmede Omgivelser.
Professor Mundt var en meget optaget Mand. Foruden sin Hospitalstjeneste havde han en udstrakt Privatpraksis at varetage. Han var en Fætter til den bekendte Slotspræst, hvem han lignede saa paafaldende baade i Skikkelse og Væsen, at Folk ofte tog fejl af dem. Ligesom Præsten var han en slank og smuk Mand omkring de Fyrre, altid vel barberet og paaklædt med solid Elegance. Ligesom Præsten havde han sit Klientel i Byens rigeste Huse, hvor han kom og gik som en Slags Skriftefar for Familjens nervøse Damer. Snart sad han som en Trøster ved en melankolsk Etatsraadindes Lænestol; snart foretog han med Delikatesse en Undersøgelse paa en overfed og hysterisk Grossererfrue; snart stod han ved en Dødsseng og trykkede deltagende de Efterlevende i Haanden efter de bedste gejstlige Mønstre. Og ligesom sin Fætter Slotspræsten afsluttede han i Reglen sin lange og indbringende Arbejdsdag med at køre til et Middagsselskab, eller han viste sig i et af Teatrene sammen med sin smukke Frue, som han for hvert Aar overdryssede tættere med Brillanter.
I Øjeblikket befandt han sig paa en forsinket Rundgang 159 gennem sin Hospitalsafdeling og havde just slaaet sig ned inde hos Jægermester Hagen i Pavillon C.
Den forulykkede Politiker og Ægtemand var – paa sin Broders Regning – anbragt i en stille Enestue, der vendte ud til Hospitalets Grønnegaard. Hans Udseende var meget forandret. Hospitalskosten og den lange Indespærring havde gjort ham baade gusten og mager. Han gik melankolsk omkring i sine altfor store Klæder som sit eget Genfærd. For at beskæftige ham havde man sat ham til at afskrive en gammel Aargang af Københavns Vejviser, og saalænge han sad ved Arbejdet, optog dette ham mere, end han selv vilde være ved. Han havde en smuk Haandskrift, og idet han nød Synet af sine lange, sirlige Rækker af Navne og Tal, hvori der ikke fandtes en Rettelse, arbejdede han med en Flid, en Ufortrødenhed og samvittighedsfuld Paapasselighed, som han beklageligt nok ikke tidligere havde lagt for Dagen.
Men saasnart han lagde Pennen, sank han sammen, og satte sig til at ruge over sin Ulykke.
"Jeg kan ikke forstaa," sagde han til Professoren, "hvorfor min Kone ikke kommer. Jeg har dog skrevet og skrevet, og hun veed, at jeg nu selv er fuldt og fast overbevist om, at hun er uskyldig. Det var – som De siger – en Synsvildelse, naar jeg 160 troede, det var hende, jeg saae gaa ind ad den Dør. Det er skrækkeligt! Alle Symptomerne – Susen for Ørene, Hjertebanken og det andet, De har nævnet, – dem husker jeg nu godt. Og jeg har skrevet det altsammen til min Kone. Kan De ikke ringe hende op, Professor Mundt, og sige til hende, at hun ikke længer behøver at frygte noget af mig. Jeg er ganske rolig nu. Ikke det mindste nervøs mere. Og i næste Uge kan jeg komme hjem, ikke sandt?"
"Lad os haabe det!" sagde Professoren, der sad og trommede med Fingrene paa Bordet.
"Jeg er saa bange for, at min Kone skal være bleven syg, siden hun heller ikke skriver. Hun bliver saa let forkølet. Jeg tror desværre ikke, hendes Bryst er stærkt. Og hun vil ikke passe paa sig selv. Jeg har siddet her og tænkt, hver Gang det rigtig øsede ned: bare hun nu ikke har glemt at tage Galosjer paa! ... Og noget maa der jo være i Vejen. Dersom jeg ikke hører fra hende efter mit sidste Brev, saa maa De lade mig komme hjem straks, Professor Mundt. For saa er der noget galt paa Færde."
"Sig mig, Jægermester Hagen – har De ikke ogsaa andet at bebrejde Dem i Forholdet til Deres Frue?"
Jægermesteren saae ængstet hen paa ham med en usikker Anelse i Blikket.
"Jeg? Hvordan mener De?"
161 "Har De ikke ved andre Lejligheder truet Deres Frue med korporlig Overlast. En Gang endogsaa med en Hundepisk?"
Jægermesteren tog beskæmmet sine Øjne til sig.
"Saa har De talt med min Kone," sagde han.
"De kan altsaa ikke fragaa, at De tidligere – endogsaa gentagne Gange – har forsøgt at intimidere Deres Frue?"
"Det vil jeg helst ikke tale om, Professor Mundt. Jeg har skrevet det til min Kone, at vi nu begge to skal glemme Fortiden. At jeg er færdig som politisk Personlighed – det maa jeg jo finde mig i efter den Skandale, de siger, jeg har gjort. Nu har jeg kun tilbage at leve for mit Hjem. Et lykkeligt Familjeliv kan hjælpe En over mange Skuffelser. Og saa har jeg jo ogsaa mine Studier, min Videnskab at sysle med. Gud ske Lov! Den Tilfredsstillelse kan ingen tage fra mig."
"Ja ja, min gode Jægermester!" sagde Professoren og rejste sig. "Vi haaber det bedste. Det glæder mig at se, at De ikke forsømmer Deres Afskriverarbejde. Det er virkelig af nogen Vigtighed."
"Hvornaar, mener De saa, jeg kan komme hjem, Professor Mundt? I næste Uge, ikke sandt?"
"Lad os haabe det!" sagde Professoren med sit mest lukkede Skriftestols-Ansigt, slog derpaa venligt ud med Haanden og gik.
162 En halv Snes Minuter efter kom han tilbage til sin Modtagelsesstue, og da han fik at vide, at Pastor Vestrup sad derude, lod han ham straks kalde ind. Han var lidt nysgerrig efter at se den kuriøse Landevejs-Apostel, som alle Mennesker talte om. Men da Mads Vestrup trampede ind, misfornøjet med den lange Ventetid, og Professoren saae det respektløse Udtryk i Mandens brede Bondeansigt, forsvandt i det samme Velviljen i hans eget.
Efter at han først selv havde taget Plads bag det store Skrivebord, gjorde han med Lorgnetten Tegn til Mads Vestrup, at han kunde sætte sig. Hvorpaa han uden Indledning gav sig til at tale til ham om Susse Frederiksen og hans hyppige Besøg hos hende.
"Jeg beklager at maatte meddele Dem, at Deres Underholdning har vist sig at have en ret uheldig Indflydelse paa Patientens Befindende. Det er blevet opgivet for mig, at hun gerne efter Deres Besøg falder tilbage i den urolige og nedtrykte Sindsstemning, som i sin Tid foranledigede Katastrofen. Jeg tvivler naturligvis ikke om Deres gode Hensigt, Hr. Vestrup; men som den, der har Ansvaret, maa jeg nøje vaage over, at Patienterne ikke udsættes for Paavirkninger, der forsinker deres Helbredelse. Her i denne Hospitalsafdeling maa vi i saa Henseende vise særlig Agtpaagivenhed. Den er, om jeg saa maa sige, en Nødhavn bagved Brændingen, hvor Storbyens 163 skibbrudne ofte i yderste Øjeblik bjerges ind. Jeg vil gerne sørge for, at den tillige bliver en Frihavn, hvor ingen er toldpligtig til nogen politisk eller religiøs Korporation. Saalænge Folk opholder sig her, er de kun Patienter, og har alene deres Sundhed at skatte til."
Professoren, der holdt af at høre sig selv tale, fortsatte endnu en Tid; og imens sad Mads Vestrup med sine blaarøde Hænder ovenpaa Haandtaget af sin Stok og stirrede glubsk paa ham. Professor Mundt var et af den Slags Mennesker, der bragte hans Blod i Kog. Blot det, at han sad og spillede med Haanden paa Bordet, ophidsede ham. Men især saae han sig forarget paa en Ring med en stor, blaahvid Sten, der sad paa Langfingren og skiftede Farveskær med Haandens Bevægelser som et levende Menneskeøje. Den virkede paa hans Sind som en fræk Gudsbespottelse.
Tilsyneladende bevarede han dog sin Ro. Med sit groveste Mæle sagde han, da Professoren omsider tav, at han for sit Vedkommende havde gjort ganske modsatte Erfaringer med Hensyn til Frøken Frederiksen. Saasnart han havde været borte fra hende blot et Par Dage, fandt han hende igen nedsunken i al Slags ødelæggende Pjank. Saaledes havde han idag fundet to Reportere ved hendes Seng, og de 164 havde nok ovenikøbet faaet speciel Tilladelse til at forhøre hende for at skaffe deres Blade Stof til –
Professoren faldt ham i Talen. Han kunde ikke indlade sig paa nogen Diskussion, sagde han affejende. Al Propaganda i Hospitalsstuerne var forbudt. Ogsaa den religiøse. Det bad han ham om fremtidigt at erindre.
Mads Vestrups Øjne glødede. Men Bekymringerne i hans Sind holdt Vreden i Ave, ja der var snarest noget nedstemt i hans Tone, da han svarede.
"De talte før om Deres Ansvar, Hr. Professor Mundt. Jeg formoder, at De veed, hvad der var Frøken Frederiksens Levevej indtil den Dag, hun sprang i Kanalen. Jeg tænker ogsaa, De godt nok forstaar, hvad Følgen vilde blive, dersom hun skulde blive rask paa den Maade, De mener. Det vil saa ikke vare længe, før hun igen staar halvnøgen paa en Tribune og synger svinske Viser. Og det skal kaldes for en Helbredelse!"
"Jeg maa bede Dem ikke at misbruge min Tid!" sagde Professoren og saae paa sit Ur. "Med vore Patienters moralske Forbedring kan vi ikke befatte os. Naar Frk. Frederiksen først er bleven udskrevet herfra, kan De for min Skyld gerne faa hende overladt til videre Behandling."
"Og dersom det saa er for silde? Det gælder en Menneskesjæl, Hr. Professor Mundt! Det betyder 165 maaske ikke stort i Deres Øjne; men der kommer den Dag –"
"Jeg maa igen minde Dem om, at Sagen ikke kan diskuteres," sagde Professoren og rejste sig nu. "Det er nødvendigt, at De ophører med at underholde mine Patienter paa en Maade, der nedbryder deres Sundhed; og jeg haaber for Deres egen Skyld, at De vil holde Dem mit Paabud efterretteligt. Jeg vil ellers til min Beklagelse se mig nødsaget til at formene Dem Adgang til Hospitalet."
Mads Vestrup havde ogsaa rejst sig. De to Mænd stod paa hver sin Side af Skrivebordet og saae hinanden stift i Øjnene.
"Nu bliver De for stor paa det, Hr. Professor! Hvad tror De, jeg bryder mig om, hvad De forbyder eller ikke forbyder. Jeg tjener en Herre, der ikke spørger om Forlov."
Han satte Kasketten paa Hovedet og vendte sig for at gaa.
"Er De gal, Mand!"
"Nej," sagde Mads Vestrup og vendte sig igen. "Men De er gal! Bindetosset og bundfræk er De, naar De tror, at De med Deres Pulvere og andet Møg kan hjælpe et stakkels Menneske, som bare trænger til at faa Fred med sin Gud og sin Samvittighed. Og De vil vise mig bort ... De, som gi'er to fordrukne Fyre Lov til at forpeste Luften her med 166 deres skidne Snak! Har man kendt Mage? En saadan Slubbert?"
Professoren havde allerede et Par Gange haft sin Haand henne ved Klokkeknappen under Bordpladen for at faa ham kastet paa Døren; men Frygten for "Femte Juni" havde gjort ham betænkelig. Nu gjorde han Alvor af det.
Et Øjeblik efter traadte Hospitalsbetjenten ind. Men Mads Vestrup var allerede naaet hen til Døren. Her vendte han sig endnu en Gang om mod den fnysende Professor og sagde med en egen højtideligt tilkæmpet Fatning:
"Iovermorgen kommer jeg her igen. I min Herres Ærinde. Og jeg vil se den, der vover at gaa mig i Vejen. Hvem det saa er, betænker jeg mig ikke paa at slaa ham til Jorden! – Nu er De advaret."
"Før den Mand ud!" skreg Professoren.
Den betuttede Hospitalsbetjent havde dog ikke rigtig Mod til at lægge Haand paa den svære, underligt udseende Mand med den tykke Kæp, som han havde løftet ligesom besværgende, da han udstødte sin Trusel. Og Mads Vestrup fik Lov at gaa uantastet bort.
Men ikke mange Minuter efter forlød det rundt om paa Afdelingen, at "Domsbasunen" havde været kæphøj overfor Professoren og var bleven smidt paa 167 Porten. Blandt Sygeplejersker og Gangpiger diskuteredes Sagen med en Slags munter Bestyrtelse; men de unge Lægekanditater knurrede lidt, fordi Professoren ikke havde beholdt den gale Mand med det samme. Uviljen vendte sig især mod den "hellige" Overplejerske i Pavillon B, hvem man mistænkte for at staa i Ledtog med ham, og som i Forvejen ingen kunde lide, fordi hun altid holdt sig saa fornemt for sig selv og havde en Maade at lukke Øjnene paa, naar man talte til hende, som om hun trak et usynligt Slør ned for sit Ansigt.
Midt under dette Røre blev der slaaet Alarm i Pavillon C, hvor Jægermester Hagen havde tilhuse. Kort efter, at Professoren havde været inde hos ham, og mens Opsynet et Øjeblik havde fjernet sig fra Gangen, var han forsvunden, og man begyndte at ængstes for, at den nedtrykte Mand havde gjort en Ulykke paa sig selv.
Der blev sendt Folk ud for at søge efter ham overalt paa hele Hospitals-Terrænet. Men da de vendte tilbage uden hverken nogen død eller levende Jægermester, og da det imens var blevet konstateret, at han havde taget baade Hat og Overfrakke med sig, blev man enig om, at han maatte være flygtet. Som Enestue-Patient bar han ikke Hospitalsdragt og kunde derfor med lidt Held nok slippe forbi Portvagten uden at blive opdaget.
168 Saadan forholdt det sig ogsaa. Jægermesteren befandt sig i Øjeblikket inde hos en Pantelaaner i Gotersgade, hvor han var i Færd med at anbringe sit store Guldur, der havde tilhørt hans Far. Da han paa denne Maade havde skaffet sig Penge, gik Turen videre i en Droske ind gennem Byen. Gadelygterne var tændte. Det var allerede blevet Aften, skønt Klokken knap var fire. Han slog begge Vinduerne ned og gav Styreren Ordre til at køre gennem Strøget.
Trods sin Længsel efter Hjemmet lod han Vognen holde et Par Steder for at gøre nogle Indkøb. Han vilde ikke komme tomhændet til den store Forsoningsfest. Vilhelmine skulde overbevises om, at det ikke var en Talemaade, naar han i sine Breve havde skrevet, at han vilde vende tilbage til hende som en knælende Bejler. Først var han inde hos en Blomsterhandler for at faa nogle smukke Roser, siden hos en Juveler, hvor han købte en Ring, og da han endnu havde nogle Penge tilbage, lod han standse foran en Konfiturebutik, som han næsten tømte for alt fint og lækkert.
Paa det sidste, mørke Stykke af Vejen til Langebro sad han tilbagelænet i Vognhjørnet og blev nu lidt mindre sikker paa den Modtagelse, han vilde faa. Vilhelmine var jo desværre lidt lunefuld. Dog haabede han, det skulde gøre Indtryk paa hende at høre om den Koldblodighed og Dristighed, hvormed 169 han havde narret sine Fangevogtere for at komme hjem til hende. Hans stilfærdige Bortlisten fra Hospitalet stod allerede for ham som noget af en eventyrlig og stolt Bedrift, hvis forskellige farefulde og spændende Episoder han glædede sig til at fortælle hende, naar de nu om lidt sad sammen i Hjørnesofaen under den røde Ampel og smaasnakkede efter den første, stormfulde Omfavnelse.
Vognen holdt. Med sin sidste Tokrone betalte han Kusken og sprang op af Trappen som en længselsfuld Brudgom uden at tænke paa den Figur, han gjorde med sit ubarberede Hospitalsansigt og sine slunkne Klæder. Et Øjeblik efter stod han udenfor sin egen Dør og ringede paa.
Pigen, der lukkede op, tabte i første Øjeblik fuldstændig Mælet. Derpaa løb hun hysterisk skrigende tilbage gennem Gangen og styrtede lige ind til sin Frue, der sad ved sit Skrivebord med Vifteudstillingens Regnskaber foran sig.
"Det er Herren, der er kommen!"
Fru Vilhelmine rejste sig ligbleg.
"Laas Døren!" hviskede hun. "Lad ham ikke komme ind!"
Men det var for silde. Jægermesteren stod i det næste Øjeblik paa Tærsklen med sin Blomsterbuket i Haanden og ventede blot paa, at Pigen skulde gaa, for at udbrede sine Arme.
170 Pigen forsvandt virkelig straks, og han udbredte ogsaa Armene; men iøvrigt gik det helt anderledes, end han i sin Lykke havde udmalet sig dette Gensyn. I Stedet for at kaste sig i hans Favn, løb Fru Vilhelmine ind i det tilstødende Værelse og drejede Nøglen om. Og herinde smækkede hun et Vindu op og raabte ud over Gaden:
"Politi! ... Mord! ... Politi!"
Samtidig foer Pigen afsted for at skaffe fat i Gadebetjenten. Hele Huset kom paa Benene. Der blev ringet til Politistationen, og Trappegangen fyldtes af Folk. Imens stod Jægermesteren ved den laasede Dør og bankede ynkeligt paa.
"Vilhelmine! Luk dog op! Jeg gør dig ingen Fortræd! Jeg giver dig mit Æresord. Jeg har tilgivet dig."
Men Svaret var et fornyet Nødraab ud over Gaden:
"Politi! ... Mord! ... Politi!"
Da to Politibetjente kort efter viste sig i Stuen, sad han sammensunken paa Kanten af en Stol og græd stille; og da de efter en Konference i Telefonen med Hospitalet opfordrede ham til at følge med, gjorde han ingen Modstand. Halvt bevidstløs fulgte han dem ned til den ventende Vogn.
Saasnart han var borte, kom Fru Vilhelmine helt rolig og behersket ud fra den Stue, hun havde lukket sig inde i, og gik hen til Telefonen. Hun ringede 171 Professor Mundt op og overvældede ham med Bebrejdelser, fordi han ikke havde sikret hende mod Overfald. Professoren gjorde mange Undskyldninger. Og han føjede til, at han nu lige saa godt med det samme kunde sige hende, hvad han ikke længer var i Tvivl om, at hendes Mands Tilstand desværre ikke gav noget Haab om Helbredelse.
[*]
Mads Vestrup sad den næste Dag ved Middagstid hjemme i sin lille mørke Bagstue i Knabrostræde og skrev Brev til sin Kone, da det bankede paa Døren. Hans Vært, den gamle Skomager, stak sit skallede Satyrhoved ind.
"Er De visibel? ... Her er en Herre?"
En fremmed Mand traadte lidt efter ind med et frejdigt Goddag. Mads Vestrup genkendte ham, endnu før han havde sagt sit Navn. Det var Pastor Johannes Gaardbo. Et Øjeblik stod de to Mænd og stirrede paa hinanden uden at tale.
"Jeg veed ikke, om De husker, at vi en Gang tidligere har truffet hinanden," begyndte Johannes Gaardbo. "Det var i Sommer ved Mødet i Strige Skov."
"Jeg har ikke glemt det."
"Saa forundrer det Dem maaske lidt at se mig her?"
172 "Det gør det, ja.""Det forstaar jeg godt. Men jeg var bleven vildledt af nogle Bladnotitser om Dem. Jeg maatte anse Dem for en frafalden – en Gudsfjende. Derfor vilde jeg nægte Dem Ordet."
"Ja, det var skammeligt handlet!"
"Det indser jeg nu selv. Og jeg har følt Trang til at tilstaa for Dem, at jeg gjorde Dem Uret. Vil De unde mig en Samtale, Pastor Vestrup?"
Mads Vestrup viste paa en Stol.
"Hvad er Deres Ærinde?"
Det var første Gang siden hans Forjagelse fra Favsing Præstegaard, at han var alene med en af sine forhenværende Embedsbrødre, og for at skjule den Bevægelse, som Johannes Gaardbos blotte Nærværelse satte ham i, lagde han sig tilbage i sin Stol, strøg sig om sin stubbede Hage med denne græsselige Lyd af Sandpapir, og gav sig til at udspørge ham om Forholdene paa Rigsdagen.
"For De er jo ikke Præst længer, har jeg set. De er bleven Politiker."
"Rigsdagsmand – ikke Politiker," indvendte Johannes Gaardbo. "Det er den danske Menighed, der har sendt mig herover, – ikke noget politisk Parti. Det er for mig en afgørende Forskel. Politiske Partier er vel overhovedet snart blevet Fortidslevninger. 173 Der er i Virkeligheden kun eet Spørgsmaal, der deler Folket: For eller imod Kristus."
Mads Vestrup forholdt sig afventende. Han sad med Hænderne foldede over Bugen og svarede blot:
"Naa det mener De."
"Ja – Guds Menighed er vaagnet af sin lange Dvale. Jeg føler mig overbevist om, at vi gaar en stor og herlig Tid imøde. Overalt i Landet lyder Samlingssignalet. Det gælder nu blot om, at vi staar Skulder ved Skulder. Saa skal Guds Riges Forhaanere ikke længe triumfere!"
Over Brillekanten iagttog Mads Vestrup med skjult Optagethed den ivrige unge Præst, der havde taget ham om Hjertet ogsaa med sit jysk farvede Sprog. Men hans Svar var afvisende.
"De veed vist, at jeg ikke deler Deres lyse Syn paa Tilstandene indenfor Kirken," sagde han. "Men jeg ønsker ikke at gaa nærmere ind paa det Spørgsmaal her. Det kommer der ikke noget ud af."
"Det var dog for at tale med Dem ogsaa om den Sag, at jeg har søgt Dem, Pastor Vestrup. Jeg veed naturligvis godt, at vi ser forskelligt paa mange Ting; men det er dog den samme Gud, vi begge to tjener; og – hvad der maa være Hovedsagen nu – vi kæmper mod den samme Fjende. Jeg haaber, De tilgiver mig, at jeg som den yngre taler saa frit til Dem; men jeg maa have Lov til at sige Dem, 174 Pastor Vestrup, at vi er mange, som af Hjertet beklager, at Forholdene har ført Dem ud i en saa skæv Stilling til vort hele Kirkeliv. Hvem der her har den største Skyld, skal jeg ikke udtale mig om. Jeg veed kun, at formaaende Mænd indenfor Kirken nærer et alvorligt Ønske om at faa bragt en Forstaaelse i Stand og standse en Strid, som kun er til Glæde for Guds Fjender."
Mads Vestrup havde løftet Hovedet. Hvad var dether? ... Han begyndte at forstaa, at den unge Præst og Folketingsmand ikke var kommen hertil i eget Ærinde alene. Og han huskede nu, at Pastor Gaardbo allerede spillede en vis Rolle i Hovedstaden, ikke saa meget i Rigsdagen som i visse kirkelige Krese, hvor han var en meget yndet Taler.
Han spurgte ham nu lige ud, om han var gaaet herhen paa Opfordring af andre, og efter blot et Øjebliks Betænkning svarede Johannes Gaardbo Ja.
"Som Leder af de unges Korshær her i Byen havde jeg igaar en Samtale med Biskop Abel. Vi kom ved den Lejlighed ogsaa til at tale om Dem. Jeg sagde ham, at jeg havde overværet et Par af Deres Møder, og fortalte desuden om vort tidligere Sammenstød, som nu pinte mig. Da jeg gik, sagde Biskoppen, at jeg for min egen Skyld skulde gaa til Dem, og han bad mig da med det samme sige Dem, 175 at han kun tænkte godt om Dem og gerne engang vilde tale med Dem."
"Biskoppen? ... Vil Biskoppen tale med mig?"
"Ja, han ytrede det Ønske."
"Hvad vil han tale med mig om?"
"Jeg veed det ikke. Det vil sige, jeg har jo nok en Formodning; men jeg tror, det er rigtigst, at jeg holder den for mig selv," sagde Pastor Gaardbo.
I det samme rejste han sig.
"De vil kunne træffe Biskoppen imorgen Eftermiddag Klokken to. Blot De siger Deres Navn til Portnersken, vil De straks blive ført ind til ham. Og jeg kan forsikre Dem: De vil ikke møde andet end Velvilje hos den gamle Mand. Der er i ham kun Kærlighed. Hans Glæde er at kunne forstaa og hjælpe."
Endnu en Time efter, at Mads Vestrup var bleven alene, sad han ubevægeligt henfalden i Tanker. Mørket var vældet ind, men han havde ikke tændt Lys. Han havde overhovedet ikke rørt sig, siden han fulgte sin Gæst til Døren. Paa Bordet laa hans Brev til Hjemmet ufuldendt.
Han sad der i Halvmørket, med sit tunge Hoved støttet af Haanden, og rugede over en Fornemmelse af, at det var selve den onde Frister, der havde været hos ham i denne smukke, unge og frejdige Præsts Skikkelse. Han sagde til sig selv: "Du har jo i 176 Grunden længe ventet ham." – Her havde han gaaet saa træt og modløs omkring i sin Ensomhed og mangen Gang følt sig forladt af Gud – og da var denne Verdens Trøster aldrig langt borte. I Drømme havde han jo allerede besøgt ham, havde lokket ham med Gøglesyner, fristet med Haabet om Oprejsning for ham – den udstødte Præst. Og hvad andet kunde Bispen ville ham? Men Menneskers Dom var bleven ham saa ligegyldig. Her paa Jorden vilde han dog være en Fredløs indtil sine Dages Ende. Det var alene Bekymringen for Stine og Børnene, der gjorde ham svag. De led uforskyldt. Og nu stod Vinteren for Døren med sine haarde Storme. Han tænkte paa bitte Kjesten, der laa syg af Halsbetændelse, og paa Stine selv med hendes slemme Gigt i det gamle, utætte Hus. Dengang Pastor Gaardbo kom, havde han netop siddet og skrevet til hende om at klistre Vinduerne godt til og sørge for at holde Yderdøren lukket, naar Vinden stod paa. Det sparede ogsaa paa Ildebrændslet. – Naa, for Stine selv ængstedes han nu ikke. Hun havde sin haarde Vilje, som ingen Storme kunde knække. Aldrig hørte han en Klage fra hende. Endnu i hendes sidste Brev, som var skrevet om Natten ved Kjestens Sygeseng, stod der i Anledning af, at der i Avisen derovre havde staaet om ham, at han mest var til Latter i København:
177 "Jeg brød mig ej derom. Jeg veed forvist, at du er den Herrens Profet, der er bestemt til at opvække de døde derovre i Stenørkenen. Mange Slags Fristelser vil møde dig, som i sin Tid Johannes Døberen og vor Frelser selv. Men du vil holde ud og trodse den Ondes Magt. Jeg stoler paa dig nu i alle Ting, og veed ogsaa, at du er din Hustru tro. Det føler jeg i Aanden. Og tag nu Hilsen og Guds Velsignelse fra mig og dine Børn."
Ja, havde jeg blot Stine hos mig! – sukkede han. Og Børnene! Hvor skulde jeg le af alle Djævelens Kunster!
Om Aftenen talte han for første Gang i "City-Salen" under det sædvanlige Tilløb af nysgerrige. Skønt Prisen var bleven sat op paa Grund af det nye, helt moderne Lokale, var der fuldt indtil den sidste Stolerække. Der var forøvrigt ikke saa faa, der var misfornøjede med Flytningen og savnede "Elysiums" lavloftede, halvdunkle Sal, den lystige Trængsel paa de mørke Trapper og Stanken fra Hestestalden nedenunder, hvilket nu engang altsammen havde givet disse Møder deres halvt komiske, halvt mystiske Tiltrækning for Folk.
Mads Vestrups Sammenstød med Professor Mundt var allerede bleven bekendt gennem et af Smaabladene, og man ventede derfor en ordenlig Dommedagstorden. Det kom dog helt anderledes. Der var 178 tværtimod noget ualmindelig stilfærdigt, tungt neddæmpet, næsten aandsfraværende over ham denne Aften. Det var undertiden, som om han helt glemte sine Tilhørere og med sin grødede Stemme paa Bugtalervis førte en Samtale med sig selv.
Han talte om Kærligheden til Gud. Det var ingen Sag, sagde han, at elske Gud og prise hans Navn i de gode og lykkelige Timer i vort Liv; ja det var heller ikke saa svært at sige Tak for Sorgen og Savnet og Lidelsen, saalænge man følte Sjælen opløftes og Hjertet beriges. Men alt dette var endnu bare Egenkærlighed og Selvsyge, ikke meget forskellig fra den Følelse, der fik den bestialske Vilde til at nedkaste sig paa sin Næse og tilbede "Aanden" i et Træ eller en Sten for til Gengæld at opnaa dens Beskyttelse og Velvilje.
"Men at elske Gud i de mørke Timer, naar han vender sit Ansigt fra os; at elske og tjene ham i Sjælens Forladthed, naar det sidste Haab slukkes og alt bliver Grav og Nat; at elske vor himmelske Fader for hans egen Skyld; at velsigne hans Navn, naar vi er ladt alene paa Lidelsernes Kors, og Sjælen udstønner i sin Vaande: "Min Gud! Min Gud! Hvi har du forladt mig?" – det er Prøven paa den sande, kristelige Genkærlighed. Men hvor mange af os, der her er tilstede, kan bestaa den?"
Paa de forreste Stolerækker umiddelbart foran 179 Talerstolen sad atter i Aften Jørgen Berg og Fru Maja, desuden Karl May og andre af Kunstnerkresen fra "Lysesaksen". De vakte megen Opsigt i Salen. Navnlig var det Tilfældet med Karl May, som optraadte i sin allerede berømte mørkebrune Regnkappe med Slag, der gav ham en tilsigtet Lighed med en italiensk Munk. Før Foredragets Begyndelse havde han staaet op og set ud over Salen, ganske som han tidligere havde tiltrukket sig Opmærksomheden i Teatre og Varieteer. Men der blev sagt om ham, at han nu levede ganske som en oldkristelig Asket; og i Virkeligheden havde han i Øjeblikket ikke andre Kærester end Fru Maja.
Forøvrigt var Salen fyldt af den sædvanlige brogede Forsamling af det finere Borgerskabs Damer og Smaagadernes Madamer, af Kontorister og Haandværkere, af Butiksfrøkner, Grosserere, Soldater og især Studenter af begge Køn. Blandt nogle af de sidste var Kristendommens Aktier gaaet stærk tilvejrs, siden en Digter af Harald Bohses Rang havde ydet den sin Anerkendelse, hvad ogsaa et Par af Byens Præster offenlig havde takket ham for, idet de til Gengæld roste hans Digte.
Men rundt omkring i denne urolige og adspredte Skare, der var strømmet til, fordi det nu engang var bleven en Modesag i København at skulle høre 180 Samuelsens Domsbasun, sad der Folk, der vel oprindeligt ogsaa var kommen af Nysgerrighed, men nu mødte Aften efter Aften og var stærkt optaget af, hvad de hørte. I langt højere Grad, end Mads Vestrup selv anede, havde hans Ord gjort Indtryk paa nogle enkelte af disse mange, som ellers ikke ulejligede sig til Steder, hvor Livets skjulte Mening søgtes forklaret; for hvem derfor alt, hvad han sagde, var noget nyt og forunderligt. Det var Folk af alle Slags; men det var ikke dem, der bagefter sendte ham forskruede Takkebreve med Anmodning om hans Haandskrift eller en Haarlok. De gik regelmæssigt opskræmte bort, og sad Resten af Aftenen med en nyanskaffet Bibel foran sig eller tænkte i Ensomhed over, hvad de havde hørt. Uden at Mads Vestrup eller nogen anden vidste det, groede der i det skjulte en lille Menighed op omkring ham; og for mere end een af Kresen var han virkelig en Profet.
Efter Mødet, mens Salen hurtigt tømtes, opholdt Mads Vestrup sig i et lille Værelse bagved Talerstolen, da en af Opsynsmændene kom ind til ham med et Visitkort.
"Det er en Dame," sagde han med en fortrolig Smisken. "Hun venter nede i Salen."
Mads Vestrup tog Kortet. Elisabeth Mohn stod der.
Da han gik ned i Salen, kom hun ham imøde 181 fra en af Udgangene. I sin Forlegenhed spurgte han hende lidt brysk, hvad hun vilde ham.
Paa sin roligt fornemme Maade – og med et Blik paa Opsynsbetjenten, der af Nysgerrighed var fulgt med – svarede hun, at hun ikke saa godt kunde sige det her, hvorfor hun bad ham om at ledsage hende hen til Sporvognen.
"Har De været her til Mødet?" spurgte Mads Vestrup, da de var kommen ned paa Gaden.
"Ja. Og jeg syntes, at jeg saa med det samme vilde lade Dem vide, at De ikke mere kan træffe Frk. Frederiksen paa Hospitalet. Hun er idag bleven udskrevet."
"Udskrevet? Hvordan dog det?"
Frk. Mohn mente, at han selv havde været Anledningen til det. Professoren havde villet nægte ham Adgang til Hospitalet, og da Direktøren ikke vilde gaa ind derpaa af Frygt for Pressen, var de bleven enige om at udskrive Frk. Frederiksen for at undgaa Konflikt.
"Hun tog bort i Eftermiddag. En af hendes Journalist-Venner – en Hr. Møller – kom og hentede hende. Desværre! Jeg er bange for, at hun igen vil optræde. Iaftes havde hun Besøg af Direktøren i "Tavernen", og i Morges fik hun en stor Buket fra ham. Hun bad mig forresten hilse Dem, naar De kom."
Saa har Gud ogsaa taget dette stakkels Haab fra mig – var Mads Vestrups første Tanke. Men i det 182 næste Øjeblik vældede en mørk Vrede op i ham, og uvilkaarligt knugede han Haanden om sin Stok.
"De Skurke!" sagde han halvt højt. "At saadan noget skal være muligt!"
"Ja, saadan leges der med en Menneskesjæl!" sagde Frk. Mohn.
Hun gav ham forøvrigt den Forsikring, at hun ikke skulde slippe Frk. Frederiksen af Syne, og hun tilføjede paa en Maade, der fik det til at rykke lidt i Mads Vestrup, at den ubekendte Mand, der havde udsat sit Liv for hendes Saligheds Skyld, maaske alligevel ikke havde gjort dette forgæves. Hun havde den Tro, at Frk. Frederiksen trods alt endnu skulde blive frelst.
Aner hun noget? – tænkte Mads Vestrup og vovede ikke at se paa hende. Han holdt aldrig rigtig af at mindes den Aften, da han trak Susse Frederiksen op af Vandet. Han havde været i en Sindstilstand, som han ellers kun kom i, naar han var ude af sig selv af Raseri eller af Brynde. Han vidste i Virkeligheden kun lidt om, hvad der var sket, eller hvor stor en Lod han havde i hendes Redning. Til Stine havde han ogsaa kun skrevet, at han "havde været med til" at redde et Menneskeliv.
Frk. Mohn var gaaet over til at fortælle om Missionens Virksomhed blandt Byens faldne Kvinder, som hun selv i flere Aar havde deltaget i.
183 "Det er vort Maal saa at sige at spænde et Net ud over hele Befolkningen, saa det bliver os muligt at føre et virkeligt Tilsyn med de mange ulykkelige og bringe dem under god Paavirkning. Og – Gud ske Lov! – jeg kan sige, at vi har naaet godt frem mod Maalet. Og siden jeg nu taler om vor Organisation, kunde De ikke tænke Dem at deltage i Arbejdet, Pastor Vestrup? Deres nuværende Virksomhed kan dog vist ikke i Længden tilfredsstille Dem. Jeg havde den Fornemmelse i Aften, at det mere var et Publikum end en Tilhørerkres, der fyldte Salen."
"De har desværre Ret," mumlede han.
"Hvordan er De ogsaa kommen paa den fortvivlede Ide, Pastor Vestrup? Enhver, der kender København og "Femte Juni", kunde have forudsagt Dem Resultatet."
"De veed maaske, Frk. Mohn, at ikke alene Kirkerne men ogsaa alle kristelige Foreninger er lukket for mig. Naar jeg vilde tale her i Byen, havde jeg ingen anden Udvej, end at tage mod den Haandsrækning, der tilbød sig."
"Jeg tror, at De for Deres egen Skyld hellere skulde have undværet den Hjælp, Pastor Vestrup! ... Jeg veed ikke, om De har hørt om vore Onsdagsforsamlinger. De afholdes forskellige Steder i Byens Fattigkvarterer, og er stærkt besøgte. Dersom De 184 har Lyst til at komme derhen og tale, kan jeg forsikre Dem, at De vil være velkommen."
Mads Vestrup spurgte hende, hvem der plejede at føre Ordet i de Forsamlinger, og da hun nævnede en Række af Byens Præster, gav han et undvigende Svar.
"Ja, nu kan De jo tænke over det," sagde Frk. Mohn, da de var kommen hen til Stoppestedet og ventede paa en Vogn. "Vi vil være glade ved at høre Dem, og jeg tror, De selv vil blive gladere ved at tale hos os end der, hvor vi nu kommer fra. Jeg har hørt, De skal have sagt eller skrevet, at De ved at tale her i Byen fulgte en Kaldelse fra Gud; og det har vakt lidt Forargelse, tror jeg. Men jeg er overbevist om, at De har Ret. Her er netop Brug for et Vidnesbyrd som Deres – ja, jeg kan sige, at vi har ventet paa Dem. Vi har endnu saa faa, der rigtig forstaar at tale den menige Mand til Hjertet. Men jeg mener rigtignok, at De har haft det Uheld at falde i de daarligst mulige Hænder, og det maa vel være sandt, hvad jeg forleden hørte sige i et Selskab – det var forresten i Bispegaarden – at De ikke har vidst, hvad Slags Blad "Femte Juni" er. De kunde ellers ikke lade Dem saa skammeligt misbruge af Folk som Enslev og Samuelsen. Saa hævngerrig er De ikke, Pastor Vestrup! Det tror jeg ikke om Dem."
185 Mads Vestrup havde spidset Øre.
"Kommer De i Bispegaarden, Frk. Mohn?"
"Biskop Abel er min Onkel. Vi har flere Gange talt om Dem. Jeg har fortalt ham, at De ofte kom paa Hospitalet, og hvem De besøgte der. Det interesserede Onkel meget. – Har han forresten ikke bedt Dem om at besøge sig? Det skulde De gøre, Pastor Vestrup. Jeg tror, De skal komme til at indrømme, at ham rammer Deres Præstefordømmelse i hvert Tilfælde ikke. – Men der kommer Vognen. Jeg siger Dem saa Tak for Ledsagelsen."
Hun rakte ham paa sin fornemme Maade Haanden; men skønt Mads Vestrup nu stirrede hende ret dristigt forskende ind i Øjnene, faldt der ikke ved denne Lejlighed noget usynligt Slør ned for hendes store, smukke Ansigt. Tværtimod smilte hun forbindtligt.
"Saa hører vi forhaabenlig fra Dem!" sagde hun og steg med en egen fri og sikker Bevægelse ligesom forretningsmæssigt op i Vognen.
Mads Vestrup gik langsomt hjem gennem de maanelyse Gader. Han var i en underlig ophidset Tilstand og talte flere Gange højt med sig selv. Den Brand, Johannes Gaardbo om Eftermiddagen kastede i hans Sjæl, havde Frk. Mohn paany bragt i Flamme baade med sin Tale og sin Person. Hans Tanker var kommen i Urede. Hans Sind var ude af Ligevægt. Folk 186 vendte sig om efter ham i den Tro, at det var en omtaaget Mand, der ved sin Stok stavrede hjem fra Knejpen med den tykke Mave fuld af Øl.
"Det maa jo rent have været en Aftale," tænkte han, fordi Johannes Gaardbo og Frk. Mohn havde søgt ham paa samme Dag og i samme Ærinde. "Saa har Pastor Gaardbo velsagtens ogsaa været med til det Selskab i Bispegaarden forleden. Sært nok forresten, at hun slet ikke snakkede om ham. Hvad kan de to Personer have tilsammen? Saadan en ung Præst, der ser lidt godt ud, bliver vist straks til en rigtig Kælesut for Damerne her i København. Der gaar vist Ting i Svang ogsaa i Missionen, der ikke godt taaler Lyset."
Hans Tanker gik til Bispen. "Hvad kan han ville mig – en afsat Præst?" spurgte han sig selv med Skyhed. Han havde ikke glemt den Snevejrsdag for omtrent et Aar siden, da han fra Favsing Præstegaard rejste ind til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen der i det fortvivlede Haab, at han skulde kunne afværge Ulykken. Mindet om denne angstfulde Dag, Skammen over, at han for at undfly Guds Straf havde nedbøjet sig for et Menneske, sad ham endnu som en Torn i Sjælen.
Da han kom hjem, læste han som sædvanlig et Stykke i Biblen, inden han gik i Seng. Men det 187 gav ham ingen Ro. I over en Time laa han og kastede sig uden at kunne falde i Søvn.
"Nu har du vist igen faaet Feber!" tænkte han med Angst, da han følte, hvor ligkold han var, skønt Sveden sprak af ham. Hjertet slog hult som nede i en Tønde, og han havde jagende Smerter i Maven. I de sidste Dage havde han ingen Middagsmad faaet, og i det hele levede han mest af Fedtebrød med Ost og noget Mælk for at kunne spare lidt Penge sammen; – "og det er saamænd nok det forfalskede Københavnerfedt, jeg ikke taaler."
Da han engang vilde staa op for at drikke noget Vand, følte han sig pludselig saa mat og syg, at han troede, han skulde dø. I sin Angst raabte han paa Stine. Men i det samme lød Raadhusurets Salmetone trøstende ned til ham, saadan som den havde gjort det saa mangen Nat i disse Maaneder, naar Tankerne holdt ham vaagen. Han foldede Hænderne og bad igen sit Fadervor under Midnatsslagenes Rungen.
Han følte sig straks tryggere. Hjertet faldt til Ro, og han havde heller ingen Smerter mere. Tankerne holdt dog stadig Søvnen borte. Hver Gang Øjenlaagene begyndte at blive tunge, kom de styrtende i Flok og summede omkring ham som Vampyrer. Den Bemærkning af Frk. Mohn, at han ved sit Forhold til "Femte Juni" havde skadet sin Forkyndelse 188 her i Byen, vilde især ikke slippe ham. Han forstod ikke den Tale. Guds Ord var dog Guds Ord, om det saa blev præket i Helvede! Men at Herren endnu ikke havde velsignet hans Arbejde her – ja, det var desværre kun altfor sandt. I Stedet for at opvække de Døde i denne Stenørken, som Stine havde skrevet, syntes det ham mangen Gang, at han prækede dem endnu dybere ned i den evige Søvn. Det var næsten, som om Kirkens Banlysning havde faaet Magt til ogsaa at ramme hans Forkyndelse – gøre den død og kraftesløs. Han havde følt det særligt denne Aften, at han udsaaede den himmelske Sæd i de golde Havstrømme. Der havde været en Uro i Salen, saa han et Par Gange havde maattet anmode sine Tilhørere om dog at opføre sig anstændigt, hvor Herrens Ord blev talt.
Dersom der ikke snart skete en alvorlig Forandring, vilde han bede Gud om Lov til at vende hjem for at leve af sine Hænders Arbejde eller genoptage sit Vandreliv. Han kunde ikke længer bære Ensomhedens Tynge. Han følte sig for hver Dag mere syg og afkræftet. Havde han dog blot haft Stine og Børnene her! Men dertil var der endnu lang Vej! Og nu havde han ovenikøbet faaet denher Proces paa Halsen. Om et Par Dage skulde han møde for Forligskommissionen. Men hvad kom der ud af det? Tre Hundrede Kroner havde hans Modpart 189 forlangt i Erstatning. Ja – sandelig! – han var faldet mellem Røvere. Tidt kunde han virkelig fristes til at tro, at det ogsaa var Kirken, der havde nedkaldt disse Ulykker over hans Hoved med sit: "Anathema esto!3"
Han var igen begyndt at kaste sig i Sengen. Han mærkede Tvivlens Mørke stige op i sig som i sine allertungeste Timer, naar han følte sit Liv lagt øde af en frygtelig Forbandelse. Var han faret vild? Var det Djævlen, der igen havde forført ham, naar han troede i Ydmyghed at følge en Kaldelse fra sin himmelske Herre? Han, en ussel Menneskeorm, en afsat Præst. Var det for dette Hovmods Skyld, at Gud havde forstødt ham?
Han rejste sig overende og lagde stønnende Hovedet ned i sine Hænder. "O, Herre, min naadige Gud – oplys mig, og vend din Vrede fra mig! Af din Befaling faar vi Forstand. Sig mig da, hvad du vil, at jeg skal gøre. Ingen Vej skal være mig for tung, naar den kun fører tilbage til min Faders Favn og hans Velsignelse!" – –
Inde paa den anden Side af Væggen laa hans gamle Værtsfolk i deres Senge og lyttede. Den satyrhodede Mand vaagnede regelmæssigt en Gang i Løbet af Natten og havde ondt ved at falde i Søvn igen. Men som den Filosof, han var, trøstede han sig med sin Shagpibe, der altid laa stoppet paa Bordet 190 ved Siden af Sengen. Med Armen under Hovedet laa han behageligt og dampede ud i Stuen, der blev gratis oplyst af en Gadelygte udenfor; og det hørte efterhaanden med til hans filosofiske Underholdning at lytte til den natlige Rumsteren paa den anden Side af Væggen, naar Mads Vestrup talte højt i Søvne eller vendte sig saa tungt i Sengen, at hele Huset rystede.
"Hør!" sagde han til sin Kone, som han havde vækket. "Nu rider Fanden ham igen! Idag er den ren gal. – Vil du bare høre!"
Sengen derinde havde knaget, og der fulgte en dump Lyd, som om Mads Vestrup var staaet op og havde kastet sig ned paa Gulvet.
"Dette her begynder og blive lidt uhyggeligt, Mutter! Jeg tror, jeg tar og si'er ham op. Saadan et Mandfolk kan aldrig være rigtig i Hovedet."
"Jeg synes nu, han er et godt Menneske, Jens. Han har naturligvis sine Fejler. Ellers var det vel ikke gaaet ham, som det er. Men her i Huset har han da opført sig meget anstændigt. Du kan ikke sige andet."
"Veed du hvad, Mutter, Du skulde hellere holde op med og rende og høre paa hans Vrævl. For det ender Fanneme ellers med, at du selv faar Mug paa Nødden."
[*]
191 Den næste Eftermiddag Klk. to stod Mads Vestrup forsagt udenfor Bispegaardens Port og ringede paa. Da han havde nævnet sit Navn, førte Portnersken ham op ad Trappen, bankede paa en Dør og lukkede op for ham til et anseligt Værelse med Tæppe paa Gulvet, et Skrivebord ved Vinduet og et Par Sofaer langsmed Væggene. Dagens vinterlige Solskin fyldte hele Rummet, hvor der lugtede frisk og hjemligt af Brænderøg fra en gammeldags Kakkelovn.
"Hr. Vestrup!" meldte Konen.
Til sin Forundring traf Mads Vestrup ikke Bispen selv, hvem han kendte fra Billeder, men derimod en anden Mand, der efter Udseendet at dømme ogsaa var en Gejstlig. Han stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset og læste et Brev. Tilsyneladende uden at afbryde sin Læsning tilkastede han Mads Vestrup over Papirets Kant et hurtigt mønstrende Blik, og lod ham derpaa vente en lille Tid henne ved Døren.
Endelig lagde han Brevet bort og kom hen til ham med lange, elastiske Skridt. Det var en lille tynd Mand i tætsluttende sort Dragt. Et hvidt Slips med brede Sløjfeender hang udenfor Frakken som en Bladkrave. Dette Slips i Forbindelse med det lange, barberede Ansigt, de rødkantede Øjne og 192 et tyndt, graasprængt Haar, der sad tilbagestrøget over Hovedet, gav den hele lille nervøse Skikkelse et Udseende, der mindede baade om en asketisk Jesuiterpater og en holbergsk Pedant.
"Mit Navn er Stensballe ... Pastor Stensballe," sagde han uden at give Mads Vestrup Haanden. "Biskoppen er i Øjeblikket optaget af et Komitemøde. Vær saa god at tage Plads."
Mads Vestrup tænkte ved sig selv: "Det er igen en Ulykke, at jeg akkurat skal træffe den Mand." – Stensballe var den landskendte Præst, i hvis myndige Haand alle Nervetraadene i Missionens vidt favnende Virksomhed i København var samlet. Biskop Abel var nok Missionens titulære Leder, og Stensballe benævnedes officielt kun dens Sekretær; men alle vidste, at det var ham, der var Kraften og Kløgten i Styrelsen; ham, der med sin fyrige Lidenskab havde indblæst det hendøende Menighedsliv i Hovedstaden nyt Haab og fra Grunden af organiseret og revolutioneret Kampen mod Vantroen. Det var saaledes ogsaa ham, der med Bispens modstræbende Samtykke efter transatlantisk Mønster havde taget Reklamen og Markedsgøglet i Troeskampens Tjeneste, havde indført Andagter med Lysbilleder, Bønnemøder med Te-Servering, Optog gennem Gaderne og al den anden amerikaniserede Katholicisme, 193 som Mads Vestrup havde fundet saa forargelig og flere Gange latterliggjort i sine Taler.
Pastor Stensballe havde aabenbart hørt om hans Kritik og ikke glemt den. Med tvungen Høflighed anviste han ham Plads i den ene af Sofaerne og satte sig derpaa selv ved Skrivebordet. Det var ikke svært at se paa ham, at det overhovedet mindre var Hjertet end Forstanden, der fik ham til at indlade sig med den oprørske Præst. Hans iltre Natur havde vanskeligt ved at forstille sig. Skønt Mads Vestrup efter den gennemvaagede Nat gjorde et ynkværdig modløst og slapt Indtryk, og Sollyset, som faldt ind over ham, ubarmhjertigt aabenbarede hans Klæders Fattigdom og den hele Skikkelses Forkommenhed, hans usunde Fedme og graagustne Hudfarve, overvandt Pastor Stensballe ikke Ubehaget ved at skulle forhandle med denne forhenværende Embedsbroder, der midt under en for Kirken afgørende Kamp traadte op imod dens Ledere, efter først at have kastet Skam over den danske Præstestand ved et usædeligt Levned.
"Jeg veed, at Biskoppen har ytret Ønske om at tale med Dem. Jeg tror ogsaa, det vil glæde ham, at De er kommen. Han er, som sagt, for Øjeblikket optaget; men han har bemyndiget mig til at gøre Dem bekendt med et Forslag, som han vil bede Dem om at tage under alvorlig Overvejelse. Anledningen 194 dertil kan De vistnok sige Dem selv uden Forklaring. De vil forøvrigt om lidt faa Lejlighed til at hilse paa Biskoppen."
Da Mads Vestrup dertil svarede, at han ikke kendte Grunden til Biskoppens Henvendelse og derfor ønskede nærmere Oplysning, foreholdt Pastor Stensballe ham i heftige Ord hans Forhold til "Femte Juni", som han kaldte et Forræderi mod den Herre, han jo dog samtidig ønskede at tjene.
"Jeg begriber ikke, at De ikke kan indse, hvor selvmodsigende Deres hele Optræden er. I et Øjeblik som dette gaar De den Mands Ærinde, der frækt har undsagt Kristi Kirke og ved alle skammelige Midler hidser Folkets onde Instinkter op imod den."
Hans Tone havde faaet Mads Vestrup til at løfte Hovedet. Men skønt Vreden var gaaet ham i Blodet, saa hans Ansigt brændte, tvang han sig til Tavshed. Han havde selv erkendt sin Vildfarelse og var gaaet til dette Møde med et ydmygt Sind som en Bodsgang, Gud denne Nat havde paalagt ham for hans Hovmods Skyld.
Desuden blev han i det samme adspredt, idet der hørtes højrøstet Samtale udenfor paa Trappegangen. Der var Kvinderøster imellem, og han indbildte sig at kunne genkende Frk. Mohns Stemme.
195 Nu bad han om at faa at vide, hvad det var for et Forslag, Biskoppen vilde gøre ham; og Pastor Stensballe gav sig derpaa til at tale om det nye, store Dagblad, som Missionen agtede at udgive i København fra 1ste Januar.
"De har rimeligvis hørt derom. Vi ønsker at skabe et Organ for den samlede danske Menighed. Ogsaa paa den Maade, at de forskellige kirkelige Retninger frit kan komme til Orde i Bladet. Ingen, der virkelig vil tjene Herrens Sag, skal holdes udenfor. Vi giver Plads for enhver sømmelig Drøftelse af Kirkens Anliggender. Hvad vi har tænkt at tilbyde Dem, er da det, at De efter at have løst Dem fra ethvert Forhold til "Femte Juni", til Gengæld modtager en Ansættelse ved vort Blad, hvor der jo let vil kunne findes et passende Arbejdsfelt for Dem. Og det er naturligvis Meningen, at vi i enhver Henseende vil holde Dem skadesløs."
Mads Vestrup var saa overrasket, at han knap rigtig mærkede, hvor skuffet han samtidig blev. Det var ikke, hvad han havde tænkt sig. Men det var altsaa Guds Vilje, at han vedblivende skulde trælle her i Stenørkenen, og maaske tilsidst lægge sine Ben her.
Men nu nævnede Pastor Stensballe den Sum, man havde ment at tilbyde ham som fast Aarsløn "for at han og hans Familje kunde have den nærmeste 196 Fremtid sikret i ydre Henseende," – og da følte han med eet, at han alligevel var bleven lukket ind i en anden Verden end den, hvor han hidtil havde maattet slaas for Livet med Folk som Samuelsen og den foragtelige Vært i "Elysium". Fire Tusinde Kroner! "Med gensidig Forpligtelse for to Aar." Havde han ogsaa hørt rigtig? I to Aar sit Udkomme rundelig sikret! Hjemmet genoprejst! Stine og Børnene i hans Favn! ... Han sad der med en Fornemmelse, som om Himmeriges Porte havde aabnet sig for ham i en Drøm.
Han fik ikke Tid til at svare. En Dør gik op og Biskoppen kom ind fra sin private Lejlighed ved Siden af. Det var en høj Mand med ludende Holdning, gammel af Skikkelse. Kun det bebrillede Ansigt var mærkværdig frisk, havde tunge, røde Barnekinder og et Par dagklare Øjne, der lyste af enfoldig Godhed.
Baade Mads Vestrup og Pastor Stensballe havde rejst sig. I sin Fortumlelse kunde Mads Vestrup ikke faa sig til at se op paa Bispen, da denne gav ham Haanden. Og Bispen blev staaende foran ham uden at slippe ham, idet han samtidig lagde sin anden Haand op paa hans Skulder.
"Ja ja! Jeg skal ikke gaa i Rette med Dem. Naar De er kommen til mig, kan jeg vel tage det som Vidnesbyrd om, at De nu selv erkender, hvor 197 daarligt De hidtil har tjent Herrens Sag ved Deres Virksomhed her i Byen. Om Fortiden skal der ikke tales. Den har De bødet haardt for. Nu maa vi se at hjælpes ad med at bringe Deres ødelagte Forhold paa Fode igen. Pastor Stensballe har sagtens meddelt Dem, hvad vi foreløbig gerne vil gøre for Dem. Med Tiden kan der maaske aabne sig andre Udveje. Herren har i disse svære Dage alle sine Tjenere behov. Men det gælder om at samle Hjorden, ikke at splitte den. Lad os ikke bedrøve Gud. Lad os agte paa, at en tro Tjener fryder sig ved sin Herres Glæde og ikke ved noget andet."
Mads Vestrups stridhaarede Hoved var sunket dybere og dybere ned mod Brystet. Bispens hjertelige Tone, hans trofaste Haandtryk, Taknemligheden i hans eget Sind tilligemed nedarvet Ærefrygt for Kirkens højeste Værdighed, – alt dette satte ham i en skælvende Bevægelse, som han ikke engang gjorde Forsøg paa at blive Herre over.
"Gud være med Dem!" sluttede Bispen, klappede ham paa Skuldren og gik derpaa tilbage til sine private Stuer.
Da han var borte, satte Mads Vestrup sig ned i Sofaen med Haanden over Øjnene. Saadan blev han siddende nogen Tid foroverbøjet, mens Taarerne dryppede fra ham, og han havde i disse Øjeblikke 198 paany denne livsalig trygge Barnefornemmelse af at hvile tæt ind til Guds Hjerte, som han saa længe havde sukket efter.
Henne ved Vinduet stod Pastor Stensballe, der siden Bispens Indtræden havde staaet der med Armene over Brystet som iagttagende Tilskuer. Men den lille Mand med de haarde Træk var ikke helt saa ufølsom, som han hidtil havde vist sig overfor sin faldne Embedsbroder. Synet af Mads Vestrups Anger havde gjort de rødkantede Øjne blanke og milde.
Med sine lange, elastiske Skridt gik han hen til ham og sagde, at han gjorde Biskoppens Ord til sine.
"Jeg føler mig overbevist om, at dette Møde vil blive til Velsignelse. Tror De det ikke ogsaa selv, Pastor Vestrup?"
Uden at tage Haanden fra Øjnene nikkede Mads Vestrup.
Pastor Stensballe foreslog nu, at de med det samme skulde opsætte en skriftlig Overenskomst, og fremtog et maskinskrevet Eksemplar af en Fælles-Kontrakt for det nye Blads faste Medarbejdere, hvori blot de blanke Steder skulde udfyldes. Efter at dette var sket, og han havde sat sit eget Navn under, rakte han Mads Vestrup Pennen.
Det laa nu ikke for Mads Vestrup at sætte sit 199 Navn paa noget Dokument, som han ikke forud havde undersøgt nøje, navnlig naar det drejede sig om Penge. Han bad om Lov til at tage Kontrakten med sig hjem. Han vilde da bringe den underskrevet tilbage en af de nærmeste Dage.
"Som De selv synes," sagde Pastor Stensballe. "De vil i Almindelighed træffe mig her i Sekretariatet mellem to og fire. Hvad Arten af Deres Arbejde ved Bladet angaar, saa er det naturligvis noget, som selve Redaktøren vil træffe nærmere Aftale med Dem om. Hans Navn kan jeg af bestemte Grunde ikke godt sige Dem i Øjeblikket. Det er ikke engang ganske afgjort, hvem det bliver. Men De skal i den Henseende ingen Bekymringer gøre Dem. Det vil i alle Tilfælde blive en Mand, der i enhver Henseende retter sig efter vore Anvisninger. – En Ting maa jeg endnu tale om. Vi betragter det herefter som en Selvfølge, at den Række Møder, De har foranstaltet her i Byen, ikke fortsættes under de nuværende Former. Det er ikke vor Hensigt at gøre Indgreb i vore Medarbejderes Ytringsfrihed; men disse Møder har nu engang faaet en tvetydig Karakter, som ikke lader sig ændre."
Da Mads Vestrup svarede, at det var hans eget Ønske at ophøre med dem, viste Pastor Stensballe sig næsten helt forsonet. Ved Afskeden rakte han ham Haanden og sagde:
200 "Jeg venter saa at se Dem igen!"
Paa Vejen hjem syntes Mads Vestrup, at Byen havde forandret Udseende, skønt en ny Regnbyge netop trak op over Gaderne og førte Aftenmørket med sig som et Slæb. Hans eneste Bekymring nu galdt Stine. Hvad vilde hun sige? Han havde jo lovet hende aldrig at tage mod Naadensbrød af den Kirke, der havde forskudt ham, og med sit underligt haarde og uforsonlige Sind vilde hun næppe forstaa, at der ikke med Sandhed kunde tales om Brud paa dette Løfte, fordi han tog mod en Ansættelse ved et kristeligt Blad. Han maatte være forberedt paa at høre Bebrejdelser af hende. Saadan var hun nu engang! Han havde i de sidste Dage bestandig set hende for sig, som hun hin Dag stod ved Husgavlen derhjemme og med sin sammenbidte Mine bankede Støvet af hans Præstekjole uden at føle mere derved, end om det havde været en gammel Maatte.
Han trøstede sig med, at hendes Bitterhed nok fortog sig til den Glædens Dag, da han vilde komme og hente dem allesammen og føre dem herover til deres nye Hjem, som han allerede i Tankerne havde indrettet et Sted derude ved Skoven. For om han ogsaa vedblivende fik sit Arbejde med at bryde Sten her i Ørkenen, saa var det dog altsaa ikke den kære 201 Guds Mening, at de derfor skulde vantrives her. Og det var alligevel en god Ting med disse nye, hastige Sporvogne, som saadan i et Nys kunde føre et Menneske fra Byens Kvalm og Uro tilbage til Hjemmets Fred og Glæden i den evige Natur.