Toldere og Syndere
Henrik Pontoppidan: Toldere og Syndere (G.B.N.F.).
Ved betydelige Opslag er det i Byens Boglader forkyndt, at Lørdagen den 12. December vilde Pontoppidans nye Bog udkomme. Meddelelsen tør neppe siges at have vakt mærkbar Sensation; ingen vil paastaa, at der selv i unge Hjerter har været nogen paagaaende Higen overfor dette saa omsorgsfuldt bebudede Værk. Men paa den anden Side, under den Ørkentilstand, som vor Litteratur vel nok kan siges at ligge i, er en Bog af Pontoppidan dog noget, der maa regnes med. Er det end længe siden, at han vakte vor Forventning, saa er der dog nok igen til, at han kan holde os fast. Fremfor alt dette, at han kan; ja, der er næsten ikke den Ting, han ikke kan. Han faar sagt nøjagtigt, hvad han vil. Ved næsten usynlige Traade knytter han Begivenhederne sammen, ogsaa saadanne som synes vidt fjernet fra hinanden. Og selv Figurer, der efter Anlæget kun syntes at kunne blive rene Skabilkener, begynder pludselig at føre Mennesketale af en Art, som virkelig bringer en til at lytte.
Mads Vestrup er i saa Henseende typisk; ogsaa i en anden Retning er han det. Pontoppidan har to Principper for Behandling af Præster. Til Tider begynder han med at udlevere den paagældende nogle smukke Kvaliteter; da er man ikke i Tvivl om, hvad Meningen er; det er Bonden, der sætter Grisen paa Byg – til Nedslagtning. Men ogsaa den modsatte Vej er farbar: først pilles ubarmhjertigt alt fra vedkommende, og saa stilles han op som den Profet, der egentlig burde lyttes til. Saavel i Muld (med Fortsættelse) som i Lykkeper vil man finde Eksempler paa begge Typer. Baade i det ene og det andet Tilfælde er Formaalet tydeligt; men Virkningen er noget forskellig. Lad mig sige det straks, at Mads Vestrup i det hele og store virker ikke godt. Det er kun glimtvis, at han faar Bugt med Læsernes Forbauselse og Forvirring – især der, hvor Forf. tager Magten fra ham og lader sin alvorlige, barske, stilfærdige Røst lyde med i den afskedigede Præsts kristelige Formaninger.
Mads Vestrup er nu i Virkeligheden den, paa hvem Forf. har sat Kraften ind. Resten er en Skildring, foretaget med al Pontoppidans kendte Virtuositet, af det københavnske Bourgeoisis indholdsløse og depraverende Liv – de, som morer sig, de, som politiserer, de, som gøgler og de, som skriver Aviserne. Det er meget godt gjort, men er jo kun en Iliade, der kom efter Homers. I "Forskrevet" har Drachmann for længst givet alt dette, og saa drysset Geniets Guld ud over det hele, saa selv Banaliteterne gled ned. Hos Pontoppidan er disse sidste ganske vist færre, men det første mangler ganske. Derfor undrer man sig heller ikke over, at der allerede nu bebudes en fjerde Del (Læserne husker forhaabentlig "Torben og Jytte" og "Storeholt"); den kommer allerede til Foraaret, og saaledes vil det kunne blive ved meget længe. Hvis der imidlertid i Titelen paa hin 4. Del "Enslevs Død", skulde ligge en Antydning af Afslutning, saa vil det neppe i videre Kredse føles som noget smerteligt. Thi vel er det saaledes, at Pontoppidan han kan; men har han ikke mere at sige end her er sagt, saa kan vi det ogsaa.
Hans Koch.
