Toldere og Syndere
Henrik Pontoppidan: Toldere og Syndere. Fortælling. 200 S. (G.B.N.F.)
Henrik Pontoppidan har i Lørdags udsendt et nyt Bind af den Fortælling-Kres, som han paabegyndte for et Par Aar siden – eller rettere et Brudstykke af sin voluminøse Roman om Torben og Jytte, som nu forhaabentlig er sin Afslutning nær.
I det forrige Brudstykke Storeholt fortalte han om den jyske Præst Mads Vestrup, der paa Grund af Forsyndelser mod sin Embedspligt var blevet afskediget fra sit Kald, hvorefter han gav sig paa Vandring om i Landet for at tale og lære og indøve sine Tilhørere i primitiv Gudsfrygt.
I Toldere og Syndere er den jyske Vandrepræst kommet til Kjøbenhavn, hvor den gamle radikale Politiker Enslev straks søger at indfange ham og udnytte hans Oprørskhed til agitatorisk Brug.
Enslev, der ligesom Præsten er overført fra det forrige Romanbrudstykke, er nu kommet i en halvt skjult, halvt aabenlys Kamp med den moderate Regering, hvis Chef støtter kirkelige Anskuelser, og som derved begynder at løsrive sig fra hans én Gang saa overmægtige Indflydelse. Derfor søger Enslev at slippe alle Kirkens Fjender løs paa Regeringen – iblandt dem ogsaa den oprørske Præst, der nu skal slaas op i hans store kjøbenhavnske Blad: Femte Juni.
Men Mads Vestrup bliver ham til ingen Nytte; hans Virksomhed i Kjøbenhavn løber ud i Sandet. Han deltager i stum Forundring i et Bohêmegilde; han forsøger sig uden Virkning som gudelig Foredragsholder; han redder en løsagtig Pige fra at drukne – og forsvinder atter i Mørket.
Paa lignende Maade som Præsten og Politikeren dukker ogsaa andre Figurer fra den forrige Roman op i denne: den sjælsfornemme Jytte, der indlader sig i en kort, gold Flirt med en mondæn Maler Karsten From – og derefter bliver borte. Hendes Fætter, den taabelige Jægermester Hagen, der oplever sin ægeskabelige Misère og ender i en Gummicelle.
Er Bogen selv et Brudstykke, der vilkaarligt begyndes og vilkaarligt afsluttes, saaledes bestaar den ogsaa af Brudstykker.
Men den Flimren, som Forfatteren sagtens hermed har villet fremkalde i Læserens Fornemmelse, for at give ham et Indtryk af Byens Uro, er ikke naaet: disse Skildringer lugter mere af Papir end af Mennesker. Men de er givet med den ydre Prægnans og den faste Anskuelighed, der stadig gør Pontoppidan til Førstemanden blandt vore folkelige Skribenter.
Og da han med denne Kres af Fortællinger har forsøgt en virkelig omfattende Tidsskildring, vil den – naar den en Gang er blevet afsluttet, og Forfatterens Hensigt er blevet fuldkommen lagt klar – her i Bladet blive gjort til Genstand for en indgaaende Vurdering og en Dom.
S. L.
