Torben og Jytte
Literatur
Henrik Pontoppidans ny Bog: Torben og Jytte. En Fortælling-Kres (G.B.N.F 1912. 248 Sider)
Som vore Læsere erindrer, blev der i sin Tid fra København udsendt en Forhaandsmeddelelse om, at Pontoppidan var rejst paa Landet for at skrive en ny Roman, som vilde blive en Perle i vor Litteratur. Saafremt det er "Torben og Jytte", der saaledes har faaet sin Modtagelse forberedt, har man begaaet et Fejlgreb med den forhastede Reklame. Thi man genfinder vel Forfatterens overlegne Stil, som det er en Hvile for Sansen at følge i dens paa en Gang lette Ro og overbevisende Klarhed; men der savnes foreløbig ikke saa lidt af de fremragende indre Egenskaber, som skal præge et Litteraturværk som et Første-Rangs.
Vi siger foreløbig. Thi naar Forfatteren kalder den foreliggende Bog en "Fortælling-Kres", kan der ikke ret vel menes andet, end at her er den første Fortælling i "Kresen"; de tre Afsnit nemlig, hvoraf "Torben og Jytte" bestaar, danner en sammenhængende Fortælling, ikke nogen Kres. Og som Bogen foreligger, er endda dens Afslutning saa mat, at det føles snarere som et Dump i Søvne, end som en Pause i Fortællingen, at den ender her.
De indre Egenskaber, som man savner under det mesterlige Sprog og de mange formelt rige Enkeltheder, er Humør og Hjertelag. Der lyser intet Humør, der er intet Smil, der kruser Digterens Læber, der er ingen befriende Spøg, ingen udløsende Latter i dette Litani over menneskelig Tomhed; thi tomme er Personerne tilhobe, endda der kun er een Slyngel, som da ogsaa faar alle de Prygl, Forfatteren kan dænge paa hans syndige Ryg; denne Person er en Præst, og han er beklageligvis saa at sige klippet ud af Schandorfs "Frigjort" med sin Malproperhed, sin Sanselighed og sit Hykleri. Er Præsten fyldt til Randen af ondt, er de andre Personer til Gengæld utilladeligt tomme, hvorvel Tegningen af dem er udmærket gennemført. Fagterne er gode nok, men Sjælsnatur har de ikke. Det er Filmskomedie. Her savner man virkelig Natur; trods al Kunsten mangler Forfatteren her, hvad han langtfra altid mangler, den Vandviserevne, som angiver, hvor i Lagene de levende Vande risler. Han har en Tryllekæp i Haanden, men den gør intet Udslag, og der sprudler ingen Forfriskning for den, som gaar i hans Følgeskab. Men maaske er denne første Fortælling skabt som en Ørken, for at Læseren skal spejde des ivrigere efter den Oase, som den senere Del af Fortællingen vil bringe. Thi vel trænger vi til det Mesterværk, man i overdreven Reklamesans er saa ivrig i at bebude os; men til det Mesterværk vi behøver, skal der først og fremmest sprudlende Natur og Hjertelag.
Johannes Loft
