Toldere og Syndere

Henrik Pontoppidans nye Bog

Henrik Pontoppidan: En Fortælling-Kreds. III: Toldere og Syndere. Gyldendal.

Naar den Gyldendalske Boghandel har sat Pressen i Stand til at bringe en Anmeldelse af Henrik Pontoppidans nye Bog samtidig med dens Udkomst, er dette for saa vidt i begge Parters Interesse, som der jo kun kan være Tale om en ganske foreløbig Redegørelse for et Værk, hvis enkelte Dele ser Lyset med store Mellemrum, og om hvilket der altsaa først kan fældes nogen afgørende Dom, naar Afslutningen foreligger. Den i Dag udkommende tredie Del af den saakaldte "Fortælling-Kreds" er imidlertid saa betydeligt et digterisk Arbejde, at baade Læseverdenen og Kritikken – trods alle Betænkeligheder overfor Udgivelsesmaaden – vil skynde sig med at værdsætte den store Nutidsroman som en literær Begivenhed af høj Rang. "Toldere og Syndere" eller hvad Fællesnavn Bogen en Gang kommer til at bære – sidste Afsnit bebudes til Foraaret – vil uden Tvivl svinge smukt op ved Siden af "Muld" og "Lykke-Per", Henrik Pontoppidans to andre, for længst anerkendte Hovedværker.

Først jager "Toldere og Syndere" mange af de Bekymringer paa Porten, som Forf.s Venner og Beundrere i Stilhed har næret med Hensyn til Værkets Udvikling og Afslutning. Det er altid med en vis Frygt, man følger de spredte og stundom knapt tilmaalte Enkeltheder af et Hele, hvis Vækst og Fuldendelse mulig kunde komme til at afhænge af ydre Forhold. Hvem har ikke hørt paa eller selv taget Del i Meningsudvekslinger angaaende dette Digterværk? Har Henrik Pontoppidan – saaledes som Sagnet gaar om Paludan-Müllers "Adam Homo" – ogsaa skrevet Bogens sidste Linier først? Eller har han i Tillid til sin sjældne Begavelse sorgløs givet sig paa Vej uden at bekymre sig om, hvor lang Vandringen kunde blive? En anden literærhistorisk Overlevering melder jo saaledes om, hvor vanskeligt M. Goldschmidt havde ved at finde en Slutning paa sin store Samfunds-Roman "Hjemløs". Henrik Pontoppidan har jo af Himlen faaet den Gave, at alt, hvad han rører ved, forvandler sig til Guld. Han er, som P.S. Krøyer var det paa sit Omraade, en Lykkens Yndling, for hvem Kunsten synes at være en Leg. Selvfølgelig synes – hvor meget Arbejde der ligger bag, véd vi intet om.

Men har altsaa nogen virkelig næret Frygt for, at alle de ret indviklede Traade, der blev satte i Gang i dette Digterværks to første Afsnit, vilde være brydsomme nok at samle op tilsidst, har "Toldere og Syndere" nu lettet denne Sten fra deres Hjærter. Det er beundringsværdigt, saaledes som Henrik Pontoppidan her næsten har hele Kompositionen suverænt i sin Magt. En enkelt Traad kan endnu mangle. Vi savner Torben, der dog var Romanens Udgangspunkt, og hans Jytte har ham netop nu saa haardt behov. Hun er i Færd med at gøre Alvor af sit triste Spørgsmaal, om Livet egentlig er saa meget værd, at der er Grund til at tage det højtideligt. Men hun er for god til at lytte til Maleren Karsten Froms søde Ord. Lad Juvelererens Frue beholde ham.

Ellers er alt i ordnet Fremrykning i "Toldere og Syndere". Først og fremmest vil jo Skildringen af og Dommen over dansk Politik i Aarhundredets Gry vække den største Opmærksomhed. Her er hverken Tale om levende Model, Portrætter eller Masker. Og dog er det en tro og overlegen Række Tidsbilleder, der her rulles op. Vi kender fra Pontoppidans lidenskabelige Forfatterskab i Firserne, hvorledes han saa' paa det "importerede Tvangsregimente efter preussisk Mønster, der i Provisorieaarene samlede et broget Selskab af Idealister og Spekulanter og politiske Æventyrere under Demokratiets Banner". Nu henved en Snes Aar senere er den gamle Demokrat Enslev en døende Mand og selv hans bedste Tilhængere fra de svundne Kampdage er enige om, at hans Politik og hans Presse har bragt Ulykker over baade Partiet og Folket. Den nuværende Ministerpræsident Tyrstrup er af en anden Type, men medens han med Klogskab kaster Handsken til den gamle politiske Høvding, er der andre, der med Kniven i Ærmet nærmer sig, for at fuldbyrde Hævnens Akt. Goldschmidt gav i ovennævnte "Hjemløs" ikke mere træffende Karakteristiker af de national-liberale Førere i Halvtredserne, end Pontoppidan tegner Politikerne omkring Aarhundredskiftet. Men en Diskussion om, hvor vidt Sol og Vind her alligevel er skiftet lige, kan naturligvis først mod Udbytte føres, naar Romanen er til Ende.

Parallelt med det politiske Sceneri følger Milieuet fra den store Hovedstadsavis "Femte Juni". Hvad Enslev i sin Tid havde sat i Værk med en lille Sum af sammenplukkede Penge, var forlængst blevet et Millionforetagende. Men samtidig var det politiske Organ blevet fyldt mod Teatervrøvl, Barnepjank om Damepynt, Fodboldkampe og Gud véd hvad. Hvilke Livsspirer, spørges der, har Bladet ødelagt? Hvor er vor Ungdom henne? Har en ung Mand i vore Dage nogen anden Tanke end hans egen Karrière – og saa Adspredelser og Fornøjelser? "Frivolitetens og Korruptionens Hoforgan" kalder de moderate Bladet. Og selv Vennerne er betænkelige. Bryder den døende Enslev yderligere med Demokratiet, kan Bladet vakle i sin Grundvold. Og Redaktør Samuelsen skulde netop nu bruge Kapital til store Planer – et særligt Søndagsnummer, et illustreret Onsdagstillæg for Børn, en Sportstidende, et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder o.s.fr. Henrik Pontoppidan er aabenbart ikke nogen Ven af den moderne Geschæftspresse ude eller hjemme.

Selvfølgelig har da "Femte Juni" ogsaa øjeblikkelig stillet sig til "den jydske Vandrepræst"s Raadighed. Man husker fra de tidligere Dele af Romanen Pastor Mads Vestrup, der mistede Kjole og Krave. Det er da "Femte Juni"s sidste "barnumske Fænomen" at tage sig af en hellig Mand, der er smidt ud af sin Præstegaard paa Grund af Usædelighed. Bladet sender ham straks ved hans Ankomst til København en Reporter paa Halsen, og Tilfældet vil, at det er en yderst forsumpet Journalist, der kommer til at færdes med den totalafholdende Præst, og fører ham ind i løsslupne Bohême-Kredse, hvor en stakkels halvvejs Glædespige tilsidst søger Døden for hans Skyld. Henrik Pontoppidans bitre Humor og dybe Medfølelse med alle de Stakler, der lider ilde, har her paa ny fundet et Stof, som han er en Mester til at tumle med. Den havarerede Journalist havde tænkt sig i Præsten at træffe en Helvedhund i Renæssance-Stil, en pragtfuld Broder Liderlig, der delte Døgnet mellem Ølknejpen, Jomfruhuset og Bedeskamlen, og nu maa han trække af Sted med "en fedtet Bondetamp, en Gaardmissionær og Afholdstaler", der selv føler sig som Kristus mellem Sviregaster og Skøger. De herhenhørende Partier af "Toldere og Syndere", f.Eks. Vandrepræstens Tale i Dansesalonen "Elysium", eller Gildet hos den voldsomme Musiker paa Kvisten, er Blade af en Nutids Københavner-Roman, der vil gribe dybt og røre alle.

Hermed er endda langt fra Bogens store Menneskegalleri udtømt. Der kastes endnu en Gang et Strejflys over den tykke Grosserer og hans Frue, der fra det Müllerske System er gaaet over til Koldtvands-Fodbadskure, og ret omstændeligt fortælles der om den nybagte Politiker, Jægermesteren fra Jyttes Hjem, det gamle Storeholt, og hans højst uhyggelige ægteskabelige Misère.

Men nærmere Omtale heraf maa vente til Foraaret, naar Værkets sidste Del – "Enslevs Død" skal den hedde – foreligger. Henrik Pontoppidans Sprog og Stil er med Rette atter og atter prist. I Liv og Styrke, i Anskuelighed og Fylde er hans Fremstilling dog næppe nogen Sinde naaet højere end her i "Toldere og Syndere". Det er en Mesters Værk.

Otto Borchsenius