Favsingholm
Henrik Pontoppidan: Favsingholm. Gyldendal.
Paa en af de sidste Dage i det gamle Aar udsendte Henrik Pontoppidan det femte Bind af sin store Roman-Cyklus eller som han kalder den "Fortælling-Kreds", der siden 1912 vel mere end nogen anden dansk Bog har vakt Opmærksomhed og Bind for Bind er blevet fulgt med stigende Spænding. I sine to forudgaaende omfattende Samfundsskildringer, "Muld" og "Lykke-Per", var det tilbagelagte Afsnit af vor indre Historie, Forf. havde taget op til Behandling – og Dom – men her var det vore egne Dage, han vilde vise i sit digteriske Hulspejl, og hvis hele Væsen han vilde blotlægge – til Advarsel eller til Opmuntring for os og Fremtiden, skulde Afslutningen afgøre. Det varsler da ikke godt, at Henrik Pontoppidan har valgt at kalde sin samlede Samfundsroman for "De Dødes Rige". Munder det første halvanden Aarti af det nye Aarhundrede, Systemskiftet af 1901 og alt hvad der siden er fulgt efter, ud i Død og Tilintetgørelse? Man kommer til at tænke paa nogle Ord, der ved Verdenskrigens Begyndelse faldt i Folketinget, at naar Vorherre vilde skabe noget nyt, slettede han først med en uhyre Svamp alt, hvad der stod paa Menneskehedens Tavle. Og naar man lukker Henrik Pontoppidans sidste Bog, har man et Indtryk af lignende Art, som da den usynlige Haand skrev paa Babylonerkongens Væg under Gæstebudet, at hans Rige var vejet og fundet for let. Der holdes jo ogsaa nu larmende og støjende Fester rundt omkring i By og paa Land, medens Torben Dihmer i Pontoppidans Roman ser Ilden hærge hans gamle Fædregaard. Synet af dette Flammehav – hedder det – mættede hans Sjæls vilde Sørgmodighed. Det lyste for ham som en Bebudelse af den Verdensbrand, han mere og mere længtes efter. En Syndflod af Ild, hvori en stakkels fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa!
Paa talrige Steder i Romanen kommer det samme mørke Syn til Orde. Det er ikke alene den af Livet saa dybt skuffede Jytte, der ved Torbens Død stille priser sin Ven lykkelig, fordi han nu havde stridt Livets onde Strid til Ende og var udløst af denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen. En for en af Bogens handlende Personer vandrer brudt og vingeskudt ind i "de Dødes Rige", Fantasterne Side om Side med Spekulanterne, Indehaverne af denne Verdens Goder sammen med de af Samfundet udstødte og forkastede. De kan som Jytte hæve et Rædsels- og Hævnskrig mod de dunkle Magter, der lader et Menneske lide saa forsmædeligt for at slippe ud af Tilværelsen, men der er ingen Frelse. Den eneste Lindring er at vænne Menneskeheden af med overhovedet at gøre sig Forhaabninger. Saa bliver maaske den værste Forbandelse taget fra den. Derfor vilde Torben Dihmer over sit Asyls Port skrive: "Her lukkes Haabet ude". Thi først naar man faar denne besværlige Gæst sat paa Døren, kan der blive Fred og Lykke i Huset.
Til denne Grundstemning i Bogen svarer Skildringen af de enkelte Individers Vanskæbne saavel som Satiren over vore Dages politiske, religiøse og sociale Vrængbilleder. Var det, spørges der, ikke en Strøm af bitre og hadefulde Ord, der blev den gamle Politiker Enslevs Farvel til Livet? Han var jo ogsaa en Moses, der vilde føre Folket ud af Trældommen, og – fortsættes der – vi har maaske aldrig her i Landet haft en guddommeligere Vilje end hans, da han endnu var ung og begejstret. Men hvad er Resultatet blevet af hans Befrielsesværk? Vi er komne fra Dynen i Halmen. Hvert Menneske, der fødes, udleveres saa at sige fra Moders Liv til Offentlighedens Gabestok. Vi har Æren af at have indført et journalistisk Æselsregimente, der kujonerer Befolkningen værre end tredive Tyranner. Kan man i Grunden undre sig over, at en Folkefører, en Statsmand, der ved sin Død har efterladt sig en saadan Augias-Stald, ender sine Dage som en galdesyg Monoman med Mistro til alle andre Følelser hos sig selv og sine Medmennesker end de allersletteste?"
Man vil i denne Sammenhæng fra Romanens tidligere Afsnit mindes den blodige Persiflage over Enslevs store Dagblad "Femte Juni". Her følger nu et Sidestykke i Skildringen af "Præstebladet", det konkurrerende "Hverdagen", der i sin ydre Skikkelse var en nøjagtig Kopi af Enslevs populære Avis, blot udstyret med nogle flere Smagløsheder af amerikansk Oprindelse. Det hellige Blads Medarbejderstab, hedder det, havde heller ikke paa nogen Maade et evangelisk Præg. "Det var det sædvanlige lystige Broderskab af forkomne Talenter, literære Alfonser og halsende Nyhedsstøvere, der fra en Storstads Overflade flyder sammen i Avisernes Reporterstuer som Spildevandet i en Kloakbrønd."
Slet saa voldsomt farer Forf. ikke frem mod Tidens andre Udvækster og Lyder, men baade med Alvor og Spøg holder han dog Justits over mange Haande nymodens Foreteelser. Man vil bl. a. fra Værkets andre Dele huske hans Uvilje mod moderne Kurmetoder og Kvaksalverier, og i "Favsingholm" er der saaledes en lystig Spot over de orthodokse Soldyrkere og Havtilbedere, som under moralsk Beskyttelse af et eller andet "System" fortsætter Vintersæsonens Flirt paa vore Badestrande. En ny Profet har forkyndt, at al Menneskelivets Sorg og Elende stammer fra vor oprejste Gang, og de sidste Dages Hellige er derfor blevne "Kravlere", der i mindste nogle Timer om Dagen maa bevæge sig paa fire. Særlig øver den nye Lære Indflydelse over de forædte og fede!
Et saadant Smil klæder forøvrigt den alvorlige Forfatters Ansigt, og det er jo ogsaa en gammel Sandhed, at Latter ikke er et mindre virksomt Vaaben end Vrede og Harme. Det er fremdeles et karakteristisk Træk i Forf.s Satire, at han med lige saa stor Sikkerhed som Overlegenhed evner at give Tidstyper uden at bruge direkte levende Model. Friluftssangeren i Bogens sidste Del er et nyt Eksempel herpaa. I Samtalen med Torben Dihmer har han mest af Retten paa sin Side. I gamle Samfundsromaner, lige fra Goldschmidts "Hjemløs" til Drachmanns "Forskrevet", findes mange Gange flere Portrætter af samtidige.
Der er et Glimt af Forsoning paa Bogens sidste Blade, idet Forf. – til Overraskelse vistnok for mange – lader Præsten Johannes Gaardbo søge hjem til den hidtil forkætrede Broder, Lægen Povl. Det er jo ogsaa baade overbærende og mildtdømmende, at Præsten beder om Asyl i Kraft af Ordet om, at det er ethvert Menneskes Ret at vokse efter sin Natur.
Saa er altsaa dette store og betydende Værk afsluttet. Ogsaa Digteren har selvfølgelig Ret til at vokse efter sin Natur, og vilde man spørge ham, om han dog ikke i sin Samtid ser noget Lyspunkt eller Fremtidshaab, kunde han i hvert Fald svare, at det sundeste dog altid er "den bitre Styrkedrik", der ligger i at se Virkeligheden under Øjne og give Sandheden Æren. Men forhaabentlig vil der dog ogsaa altid gives andre Digtere, der mindes den gamle Sang om "Digterens Pligt til at skrive for Folket et trøstende Digt om Menneskets Lykke".
Otto Borchsenius.
