Efterskrift

Henvisningsforkortelserne går på Litteraturlisten s. 641 der er ordnet kronologisk. SR I henviser til det foregående bind Smaa Romaner 1885-1890 (1999), N&S til Noveller og Skitser 2 og 3 (2002-03) der rummer disse seks romaner i deres sidste version, og Breve I-II til Henrik Pontoppidans Breve 1997. Samtlige citerede Pontoppidan-artikler, anmeldelser og breve er i deres helhed at finde på www.henrikpontoppidan.dk. Indgår et brev i Breve, er det anført. Totale lister over de fundne anmeldelser kan ses i Skjerbæk 2005.

Spillets regler

I 1908 udtrykte Henrik Pontoppidan "det Håb, at Forlaget (…) engang – og helst inden alt for mange År (…) vil foranstalte en samlet, kronologisk ordnet Udgave af mine 'Små Romaner' (brev 22.5. til Ernst Bojesen). Omsider er håbet ved at gå i opfyldelse med denne serie hvoraf første bind udkom i 1999. De seks Smaa Romaner Henrik Pontoppidan skrev i årene 1893-1900, blev til i tur og orden og ikke hulter til bulter som det var tilfældet med de forudgående seks. Men sammenhængen er mellem flere af dem så tæt at behandlingen også i denne efterskrift er fordelt på tilblivelse, modtagelse, omarbejdelse og eftertidens behandling.

Dertil er der over disse seks Smaa Romaner et enhedspræg i tematik som indledningsvis skal drages frem. I deres episke kerne er de alle kærligheds-, ja trekantshistorier, fra Minders 'den første kærlighed' til Det ideale Hjems 'teoretiske kærlighed'. Fra Det forjættede Land genoptager Nattevagt temaet fra forholdet mellem Emanuel Hansted og de to kvinder i hans liv. Sindenes og forudsætningernes uforligelighed står også i centrum af Højsang hvor lidelsen i forholdet mellem proprietær Lindemark og hans kone er så smertefuld som mellem Ursula og Jørgen i Nattevagt og mellem Thora og Niels i Lille Rødhætte. Den gamle Adam er hofnarrens vrængen ad kærlighedens kongelige gæst blandt menneskene. Men den stakkels fortæller, der har en slægtning i både Minder og Højsang, er offer for det selvbedrag som først den nye Adam (Malling) i Det ideale Hjem med så demonstrativt et mod afviser, efter med Margrete at være begyndt forfra på diskussionen (s. 581).

Over hele det pontoppidanske Danmarksbillede kan man sætte nutidens forvrængede talemåde: "Krage søger Måge". Skal det være Emanuel og Hansine eller Emanuel og Ragnhild i Det forjættede Land (1891-95), skal det i Lykke-Per (1898-1904) være Per og Jakobe eller Per og Inger, skal det i De Dødes Rige (1912-16) være Jytte og Torben eller Jytte og Karsten? Svaret er i de tre store romaner hver gang et hverken-eller, og i de Smaa Romaner fra 1890'erne sættes årsagen til misèren under mikroskop. Her står hovedpersonerne ikke i tilsyneladende åbne valg. Eleonora vælger ikke frit mellem adjunkt Hammer og ritmester v. Mohrhof og Ursula ikke mellem Jørgen og Thorkild, og de klemte kvinder, som også fru Lindemark og Thora, drives ud i sygdom og døden. Adam Malling er i Det ideale Hjem da heller ikke i tvivl: "Statistiken (…) godtgør, at legemlige og aandelige Modsætninger tiltrækker hinanden, og at Forelskelsens Hede vokser proportionalt med Forskellene. Og det er (…) den store og ulægelige Modsigelse i Ægteskabet, at hvad der begunstiger Forelskelsen, umuliggør Samlivet" (s. 485). Heri er han ikke enig hverken med Margrete eller med Ragnhild Tønnesen der i sin samtale med Emanuel om emnet går ud fra en nødvendig "Nervesympati" mellem ægtefæller (1892, s. 187-90 / 1997, s. 295-96).

I sit eget liv havde Henrik Pontoppidan måttet tage barske konsekvenser af denne evige konflikt i den senborgerlige kultur. Syv års ægteskab med en bondedatter der endte med at frisætte ham, fulgt af fire års skærsild før han i 1892 kunne ægte sin mere ligesindede justitsrådsdatter. Det var en erfaren mand der nu stiller reglerne op for det ene spil efter det andet.

Tilblivelsen

Minder

I oktober 1893 skriver Johannes Jørgensen i åbningsnummeret af sit tidsskrift Taarnet: "Der er i de to sidste Aartiers Literatur ikke mange, til hvem en lyrisk Ungdom af Digtere kan se tilbage som til Mestre og Forgængere. Der er længst i Baggrunden I.P. Jacobsen [sic!] og den Drachmann som skrev Sange ved Havet og var Svend Trøst – men efter dem ingen. Schandorph, Edvard Brandes, Pontoppidan, Bang, Esmann, Nansen – hele Rækken af yngre Forfattere – er alle Prosaister med udpræget Interesse for Virkelighedsgengivelse og korrekt Skildring" (I, s. 14). Den opfattelse nedbrød Pontoppidan ved i månedens slutning at udgive Minder.

Allerede ved udarbejdelsen af Spøgelser (1888) havde Pontoppidan vendt sig fra den forpligtelse til indignation som han med sine folkelivsskildringer senest og rigest opfyldte i Fra Hytterne (1887). Det forjættede Land var på mange måder en boopgørelse hvor han digtede sig tilbage i sin egen, også åndelige fortid og skrev på den med distancens ro i blikket og erindringens fryd i pennen. For i princippet var Pontoppidan blevet æstetiker og 90'erdigter. Han satte den digteriske løgn over 'virkeligheden's sandhed, og Minder er den første klare manifestation af den poetik Valdemar Vedel havde lært ham: "Deri bestaar Kunstens Sandhed, ikke i Virkelighedstroskab, der som saadan er ligegyldig, men i Illusionsevnen" ("Om Henrik Ibsens digteriske Manddomsgerning" i Ny Jord I, Marts 1888, s. 250).

Med kunstnerens frihed til at sætte trumf på udtrykte Pontoppidan det nye synspunkt f.eks. sådan: "Det gælder for en Skildring i alle Fald ikke om at være, men blot om at synes sand – at paatrænge sig Læseren med et saadant Liv, at den betager ham Dømmekraften, at han hallucineres, hypnotiseres, ser, føler, tror og gennemlever alt, hvad Digteren byder ham, og viljeløst følger ham paa enhver Vej som en Skygge" (Politiken, 11.11.1888).

Det er præcis hvad der sker i Minder. Stoffet til bogen er sammenstykket fra især to tidligere arbejder. Martinus Galschiøt (1844-1940) tilbød i september 1883 Pontoppidan et medarbejderskab ved et coffee-table værk om Danmark der udkom heftevis i årene 1884-93. Pontoppidan fik sig forhandlet over til at skulle skrive om sin barndomsegn omkring Randers, "mit Hjem i 16 År" som han "kender som mine egne Buxelommer, og som jeg i Særdeleshed har meget kjært" (udat. brev til Galschiøt fra 15.10.1883). "Kronjyder og Molboer" kom det 47 foliosider store bidrag til at hedde (offentliggjort i hefter dec. 1885-marts 1886).

Skildringen af Randers by og fjord og af Gudenåen (Danmark I, 1887, s. 226-49) er ikke blot den bedste del af artiklen. Den er Pontoppidans fineste stykke impressionisme der spillende leger mellem forskellige synsvinkler: den tørre historikers, den ironiske journalists, den hensmeltende erindringsskrivers; i en agiteret stil hvor crescendo i de store markedsscener veksler med hidsigt staccato når nutiden sættes op mod fortiden, eller bækpludrende parlando i de ømme naturskildringer af fred og ynde. Talentet for en sådan skrivemåde var manifest før det blev teoretisk formuleret. Sådan er det jo.

Sit forfatterliv igennem lod Pontoppidan sjældent et stof hvile i ro. Blev lejligheden ikke ved genoptryk påtvunget ham, tog han selv anledning til at bryde ældre tekster op, omsmelte dem og på ny komme dem i støbeskeen. Det måtte ikke mindst ske med Randers.

Intrigen mellem adjunkt Hammer og Frk. Ankersen er konstrueret til fortællingen "Den gule Rose" som Pontoppidan offentliggjorde i Folkets Almanak 1892 (udg. i aug. 1891). Her er det Hammer der er skomagersøn, og historien ender ukompliceret med Frk. Ankersens tilståelse på ballet ("Jeg kunde jo da heller ikke bære en gul Rose til mine blaa Baand.") hvortil ritmesteren føjer sin uforbeholdne lykønskning (jf. s. 60f). Først i Minder teatraliseres historien over i tragedien, og Eleonora finder sin plads blandt de martrede kvinder.

Men måske er sandskornet i fortællingens muslingskal et citat fra en af Pontoppidans "Dagbog"-artikler fra Kjøbenhavns Børs-Tidende (4.8.1889). Det indgår med kun små, men signifikante ændringer i Minder (s. 19):

Kjøbenhavns Børs-Tidende

Minder

Thi i Virkeligheden elsker man kun én Gang i dette Liv. Senere (eller forud) kan vel nok Ens Attraa paa forskellig Maade blive vakt; men kun én Gang kommer Kærligheden til os som det Lyn, der oplader Øjne og Øren, saa det er, som om man nu først hører og ser. Da stemmes for Livstid alle Hjærtets Strænge, og den, der senere berører dem, får kun Toner, den anden har skabt. Vi véd det ikke selv, fordi vi ofte tror det glemt og dødt, hvad der endnu den Dag i Dag vokser frodigt i vor Sjæl.

Hvem véd? Maaske elsker man i Virkeligheden kun denne ene Gang i sit Liv. Senere kan vel vor Attraa paa forskellig Maade blive vakt. Men kun én Gang – den første Gang – kommer Kærligheden over os som det Lyn, der aabner Underverdenens Afgrunde for vore Fødder og bygger Salighedens syv Himle over vort Hoved. Hvem véd? Maaske stemmes da for Livstid alle Hjærtets dybe Strenge, og de, som senere berører dem og faar dem til at klinge, fremkalder kun Toner, hin første har skabt. Vi aner det blot ikke selv, fordi vi tror saa meget glemt og dødt, som endnu fører en usporlig Spøgelsetilværelse i alle vore Tanker og Følelser og faar os til at begaa Handlinger, for hvilke vi ikke formaar at gøre os selv Regnskab, og som forfærder os, fordi vi tror at være under en fremmed Viljes Herredømme.

I avisartiklen er ræsonnementets udgangspunkt en kvinde der uden seksuel erfaring dog har været dybt forelsket i en anden mand end ham hun nu skal giftes med. Hun er, argumenteres der, mindre "ren" end den ærligt forelskede mand der har seksuelle erfaringer med andre. I Minder er betragtningen ikke nødvendigvis kønsbestemt, men hævder at vi initieres til kærligheden ved det første møde og resten af tilværelsen føler os "under en fremmed Viljes Herredømme". I avisartiklen står kærlighedens genstand centralt, i Minder er det selve følelsen mere end det gensidige forhold.

Siden skulle Pontoppidan, til brug for Lykke-Pers slutning stille det fundamentale og bevingede spørgsmål "Hvem er jeg?" ("Enetale" i Politiken, 12.3.1897/Lykke-Per, sidste kap.). Her i Minder kunne spørgsmålet lyde: Hvem er jeg i forholdet til kærligheden, og hvad er kærligheden? Er vi forelskede i en person, eller er vi forelskede i kærligheden? Fortællerne af disse 90'er-historier viser sig i stigende grad, efterhånden som de mere eller mindre smeltes sammen, at være uskikkede til at etablere forhold til objektet for deres følelsesmæssige begær i noget der ligner ligevægt.

 

Fortælleren

Allerede i Vildt (1890; se SR I, s. 464f.) lægger jeg-fortælleren tidens afstand til beretningen, giver den erindringens karakter og nutidens refleksion, som også Pontoppidans litterære helt fra drengetiden, St.St. Blicher, havde gjort det. I Minder blander og kommenterer fortælleren i flere tidsplaner sin historie: A) begivenhederne da han var 11-12 år, B) oplevelsen af at genopleve denne periode en snes år senere og C) nedskrivningens senere tidspunkt. I andenudgaven 1899 forenkles strukturen så B) og C) smeltes sammen ved at fortælleren undervejs (dvs. i plan B) i dagbogsform skriver ned hvad han tænker og oplever (jf. s. 49n).

Men Heinrich Heine øver en ikke mindre indflydelse. Hans Reisebilder fra 1826-31 havde ikke alene lånt (oversætteren) titlen til Pontoppidans kun på tysk udgivne Reisebilder aus Dänemark (1890; det danske manuskript har titlen Danske Billeder). Heines glitrende ironi, hans mellemtoner, dobbelttydigheder og distancer kunne godt allerede ligge bag tonen i "Kronjyder og Molboer", og hans melankoli i Heimkehr har Johs. Jørgensen ret i – i sin anmeldelse (jf. s. 612) – at se spejlet i Minder. Heine lærte Pontoppidan hvor frit et spillerum en moderne fortæller har. Her ligger også forklaringen på Pontoppidans ord, i et brev til det (kultur)radikale dagblad Politikens redaktør og hovedanmelder Edvard Brandes, at Minder slet ikke er nogen roman, men blot "et Landskabsbillede med lidt Staffage" (brev af 1.11.1893") og "forøvrigt en gammel Bog", en "bitte Bog" man ikke bør være for slem imod. Her er alle traditionelle danske genrer brudt, følte Pontoppidan tydeligvis selv, og han var på rask tilbagetog fra de håndfaste teoretiske formuleringer. Et halvt år efter udgivelsen kalder han i en ansøgning til Kultusministeriet Minder for "en lille Samling Rejsebilleder".

Scenografien i Minder er autentisk, men ikke 100 procent – der findes f.eks. ikke noget "Hjørne (…) mellem Hovmeden og (…) Vestergade" (s. 50). Figurerne er fiktive, men ikke ganske. Især i yderkanten af historien optræder mange af dem under autentisk navn og profession: Gartner Burscher, konditor Præstrud. Tilbage over "Kronjyder og Molboer" forholder mange af især bipersonerne i Minder sig til forfatterens personlige erindring på mere direkte måde end det ellers er tilfældet i Pontoppidans fortælleunivers. I noterne (s. 648f) angives de mere interessante (og udforskede) rødder til disse figurer. Men også Anna Eleonoras ulykke synes at have haft rod i virkeligheden, skønt den i dag ikke kan identificeres.

 

Digtene

Pontoppidans sans for at lege med sproget gav sig tidligt udslag i digtparodier, men han var også en flittig dyrker af lejlighedspoesien. Nogen meget original poet blev han aldrig (Fafner 2001), men i flere af sine bøger brugte han digte og andre metatekster i sit rolle- og maskespil mellem fortæller og figurer. Således og for første gang i større udstrækning i Minder. Bogen rummer tre originale digte (s. 19 og 132-33). Det første er en "halvforglemt Strofe": "Byg ej Bro til Evigheden", der ikke har nogen direkte relation til den forudgående spotske skildring af miljøet på Støvringgaard, blot er yderst pessimistisk. At digtet på et enkelt punkt (Stormens Sus) ændrer form i de senere udgaver (1899: Stormens Skrig, 1902: Stormens Hyl) tyder på at det er skrevet af Pontoppidan, eller i hvert fald af fortælleren.

De to andre digte udgives for at være skrevet af Anna Eleonoras svigefulde fætter, men er – som indrømmet på stedet – også blevet til på fortællerens fantastiske væverstol. Ingen af digtene har samme lyriske kvalitet som den øvrige tekst, og de er mest at tage for spøg.

 

Nattevagt

Fra tiden før bogen udkom den 4. juni 1894, rummer arkiverne ikke ét ord om Nattevagt. Pontoppidan kaldte den siden "en hastigt og raat opsmurt Skitse" (brev til Thors 20.12.1926), og noget kunne tyde på at det er gået så stærkt at intet skriftligt er blevet udvekslet hverken med forlægger, venner eller kolleger.

Anledningen til at Pontoppidan var faret i blækhuset, kan der dog ikke være megen tvivl om: Det var det politiske forlig af 30. marts der skulle gøre en ende på provisorietiden hvor Høire siden 1875 havde regeret hen over hovedet på Folketinget. Ikke alle var så henrykte som det flertal der indgik forliget. "Den største Ydmygelse, der nogensinde er tilføjet det danske Folkething," sagde den senere landbrugsminister Ole Hansen f.eks., og Politiken-redaktøren Viggo Hørup var så meget imod forliget at han kort efter forlod sin valgkreds.

Men endnu en faktor kan underliggende have været udløsende for bogens tætte sammenholdelse af det politiske med det kunstneriske: vennen Axel Lundegårds roman "Prometheus" (nov. 1893) og Pontoppidans erklærede utilfredshed med dens tendens:

"Jeg deler ikke din Begejstring for den Idé, der har fået dig til at skrive Bogen, men jeg beundrer din Kunst, og det er det vigtigste. (…) Du er en Idealist; men du er det ikke, fordi det er blevet Mode nu. Den skønne Svaghed er du født med, og det er den, der er bleven din Styrke. Held dig! – Selv ser jeg sortere og sortere for hvert År, der går" 28.11.1893; se også Ahnlund 1956, s. 387).

I stedet for at skrive en aktuel, pamfletagtig historie henlægger Pontoppidan Nattevagt til slutningen af 80'erne, hvis man da skal tage tidsfæstelsen med at "det gamle Kongepar fejrede sit Guldbryllup" på ordet som en begivenhed der finder sted "et Par Aar" efter hovedhandlingen (s. 167). At Jørgen Hallager altså befinder sig i Rom fra december 1889 til hen på foråret 1890, en tid på året der svarer til den Pontoppidan selv oplevede da han på sin bryllupsrejse fra juletid i 1892 til i hvert fald slutningen af januar 1893 opholdt sig i Rom. På sin første bryllupsrejse til Italien i 1882 nåede Pontoppidan ikke til Rom, og indtrykkets friskhed afspejler sig i Nattevagt som en oplagt glæde ved at placere fortællingen i en geografisk korrekt og detaljeret beskrevet byramme, fra kvarteret omkring Barberinipladsen til Capitol, fra den spanske trappe til Trastevere, fra Diocletians Bade til Villa Farnesina og ud til Ponte Molle. I ingen anden fiktionstekst ved siden af Minder holder Pontoppidan sig så nøje til iagttaget ydre virkelighed.

Men som så ofte hos Pontoppidan nytter det ikke at være for rigoristisk i forsøg på at knytte forbindelsen mellem fiktionen og den bagved liggende historiske virkelighed. Den anarkisme der fra Hallager ekkoer til historiens yderkant, er langt mere manifest på det tidspunkt Pontoppidan var i Rom, end da Hallager "er" det. Fortælleren har da heller ikke noget problem med at forudsige historiens gang når han fastslår at "den lange Forfatningskamp i Danmark led omsider mod sin Afslutning" (s. 167) – og forfatteren har sikkert haft sin fornøjelse af at se bogen udkomme til Grundlovsdag.

Jørgen Hallager er imidlertid ikke at finde i den danske folketingssal. Han kæmper ikke for parlamentarismen, er ikke noget politisk hoved, men reagerer uanalytisk på en personlig baggrund som historien fremhæver ved at gøre hans rabiate politiske uforsonlighed identisk med hans menneskelige umedgørlighed. Han er en "grobrian". Som sådan udfolder han sig i to sammenhænge: over for sin hustru og hendes miljø og over for vennen Drehling.

Den ydre, politiske konflikt – hvor der absolut ingen tvivl kan være om forfatterens personlige, private standpunkt – modsvares af en indre, udtrykt i forholdet mellem den socialrealistiske, naturalistiske maler Jørgen Hallager og hans ven og elev/kollega, den stadigt mere symbolistprægede Thorkild Drehling.

Hallagers billeder angives som "udfordrende Virkelighedskunst", og det beskrevne eksempel, maleriet "En Martyr" (s. 39), minder om en scene i den unge Pontoppidans forfatterskab: Sandinge Menigheds beskrivelse af den knuste Lavs under jernbanebyggeriets jordskred (a.a. s. 179); den elegante ekvipage i billedets udkant er trukket ind fra debutnovellen "Et Endeligt" (1881). Men også Hallagers sproglige billeder klinger pontoppidanske f.eks. i hans mere eller mindre direkte citater fra Pontoppidan-artikler tilbage fra 1889 (se note til s. 141-42).

Når Thorkild Drehling heroverfor gør sit nye synspunkt gældende, sker det med ord der slående minder om Grev Frederiks i Spøgelser (1888): "[D]er gives Hunger, der ikke stilles ved Brød, og Savn, der nager værre end Fattigdom og Kulde. Den, der aldrig har haft en Ven, aldrig har hørt et kjærligt Ord, aldrig har kjendt den Lykke at være andre til Glæde, ikke har ét godt Minde, ikke én kjær Erindring … han er titusende Gange fattigere end den usleste Bonde, om han saa ejer Alverdens Guld og Herlighed" (SR I, s. 311).

Pontoppidan spaltede sig i Nattevagt, på samme måde som Holger Drachmann (1846-1908) i 1890 havde gjort det i Forskrevet –, i to mandsfigurer, begge kunstnere, den ene betydeligt besindigere end den anden der (derfor?) får lov at dominere ikke blot sin borgerlige hustru, men også bogen.

Dialogen mellem Hallager og Drehling går således imellem to sider af deres forfatters engagement i disse år med en bevægelse fra Hallager mod Drehling uden dog nogensinde at slippe den førstes grundlæggende radikalitet. Men det er vigtigt her som overalt i forfatterskabet at holde sig for øje at forfatteren ikke er identisk med fortælleren, og at teksten, fortællingen i sig selv, i polyfonisk flerklang kan hæve sig over de måske modstridende synspunkter den præsenterer. At der er tekststumper som tidligere er fremkommet under forfatterens navn i aviser, tidsskrifter eller breve, betyder ikke at den person der i fortællingen tillægges denne tekst, derfor kan opfattes som "talerør" for forfatteren. Den fejl er ofte gjort i både samtid, eftertid og nutid.

Det som forbinder Nattevagt med periodens øvrige Smaa Romaner, er forholdet mellem Jørgen og Ursula. Drevet af forelskelsen overskrider de klasseskellet, sådan som det i datidens kultur i stigende grad var blevet almindeligt – Ursula måske med renere motiver end Jørgen.

 

Den gamle Adam

"Den gamle Adam" er titlen på en genfortælling af en tysk tekst Pontoppidan foretog til Kjøbenhavns Børs-Tidende 13.7.1890, en "krønike" som ikke indgik i samlingen af Krøniker fra samme efterår, måske fordi Pontoppidan anså den for mindre original, skønt også andre af krønikerne var gendigtninger. Pointen var Adams slutreplik: "Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem." Teksten blev en del af grundlaget for den anklage for blasfemi der blev rejst mod avisens redaktør, og sagen fik indflydelse på Pontoppidans statsstøtte. Genfortællingen indgår nu i bogen af samme navn, og dens pointe gøres til fortællerens: Vi, mændene i hvert fald, er halsende kønsvæsner der går fra sans og samling, og i hvert fald fortælleren skammer sig over det og gør tilsyneladende ærlige forsøg på at blive klogere og roligere.

Mens Pontoppidans genfortælling i Børs-Tidende var stram og præcis, flyder fortælleren i Den gamle Adam mere ud i de for ham sædvanlige broderinger. Og ved tilføjelsen af afsnittet om Adam der sparker et egern ud i bækken så det drukner (s. 221), får fortælleren givet sit bidrag til den teologiske diskussion om hvorledes ondskaben kom ind i verden: det skete med skabelsen og før syndefaldet. Mennesket er ikke alene født, men også skabt med den glitrende, formålsløse ondskab i sig.

Det spinkle episke drive hentes fra en novelle om pigen med klumpfoden i en "Dagbog" i Kjøbenhavns Børs-Tidende (23.8.1889), gennemskrevet og udvidet til den lille fortælling "Et Møde" i Wisbech's illustrerede Almanak 1893 (udg. aug. 1892). Den omfatter alene mødet på "Naturbænken" (s. 203-06). Først i Den gamle Adam bliver denne handlingstråd led i et underfundigt mønster der afklæder fortælleren de illusioner han ellers har så travlt med at afsløre hos andre. Fantasiens væverstol er atter i arbejde. Endelig indlægges endnu en "krønike" (i lighed med de adskillige der i 1899 tilføjedes i den nye udgave af samlingen Krøniker): Om Skt. Peder og den forbudne frugt (s. 242-43), og der trækkes på en anden "Dagbog"-artikel 1.8.1889 om Elvira Madigan. Med sin baggrund i Pontoppidans kapitel om "Vestfyn" i Galschiøts Danmark bærer Den gamle Adam med undertitlen "Skildring fra Alfarvej" langt mere end Minder præg af road movie: fortælleren flytter hele tiden på sig, næsten af en slags ustadighedens princip. Hver gang situationen blive prekær, flygter han. Han graver sig ikke ned i erindringen som i Minder, han vil væk fra den virkelighed han hele tiden lyver om. Det gælder de erotiske udspil han er genstand for eller selv prøver at bemestre, og det gælder de ubekvemme filosofiske udfordringer han møder hos den djævlesorte Dr. Levin, som med sin tale om "at gøre sig til Enehersker over sig selv" og sikre "Sjælens stille Planteliv" i "Klarhed og Fred" (s. 246-47) udleverer eftertiden flere af forfatterskabets byggesten til Lykke-Pers endeligt.

Det hele sker i en dagbogsform der minder meget om den Minder i 1899 nedlægges i, og næsten demonstrativt fremtræder Den gamle Adam som en modernistisk tekst om sin egen tilblivelse.

 

Højsang

Højsang blev til efter en opfordring fra forlaget i sommeren 1895 som Pontoppidan 4. oktober erklærer sig klar til nu at modtage i præcisere form. Han får derefter udtrykkeligt at vide at serien indledes af Drachmann, men forlæggerne beder om fra ham at få "en nutidig Fortælling" (brev af 5.10.1895). Så drillerierne over for Drachmann kan fortsætte (se note til s. 272). Pontoppidans forhold til denne ni år ældre kollega er kompliceret og ambivalent, en slags kærligheds-had der strækker sig fra forfatterskabets begyndelse til Drachmanns død. Om Højsangs udgivelsestidspunkt skriver Pontoppidan til sin forlægger: "Jeg troer, vi skal vente til efter Drachmanns-Jubilæet. Det kunde ellers let tage sig ud, som var min Bog beregnet på at være en ugalant Jubilæums-Hilsen fra mig. Det vil jeg nødig have" (brev til Aage Hirschsprung 29.9.1896). Drachmann blev omfattende fejret på sin 50-årsdag den 9. oktober. Men naturligvis kunne en udsættelse til den 13. ikke udslette et indtryk også hos Drachmann af et spydigt hyldestbæger.

Drilleriet, blandet godt op med vrede, begyndte i Nattevagt. Digteren Sahlmann (s. 94ff) er så nærgående et nidportræt af den kovendende og bralrende Drachmann at også han selv må have forstået og følt det. Og det fortsatte over en drillende imitation i Den gamle Adam (s. 234) til maleren Fritjof Jensen i Lykke-Per og fik sit foreløbige punktum i hyldestdigtet på Drachmanns 60-års dag: "Jeg lille Nisse rejste" med slutlinjerne: "Jeg rækker dig mit Hjerte / min Ungdoms Kærlighed".

I Højsang drejer det sig mindre om den upræcise parodi med eventyrdramaet "Kong Dag og Dronning Nat" (s. 319f; sml. Ahnlund, s. 360) end om Liebmanns to digte, "Over Skyerne" (s. 272) og "Drapa ved Kongeaaen" (s. 311-12). Ved flere lejligheder anvendte Pontoppidan siden "En Kæmpegrav ved Havet" som sit eget ("Det blev ganske vist [dvs. helt sikkert] ikke skrevet til Fortællingen, kun anvendt i den og skubbet en anden i Skoene"; brev til Vilh. Andersen 27.8.1932). Og så er der endda endnu mere Drachmann i historien.

Også i Højsang har scenografien, det svært bestemmelige landskab bag Vesterhavets klitter, sine spor tilbage i forfatterskabet, denne gang til Reisebilder aus Dänemark (1890), turistføreren der aldrig udkom på andre sprog. Heri skildres en håndfuld hedelandskaber, først i Vendsyssel bag Lønstrup (a.a. s. 36), så i området syd for Viborg (a.a. 48f). Fra det sidste afsnit stammer de historiske tilbageblik på hedens opkomst og mødet med den fattige, men glade og tilfredse hedebonde (a.a. s. 54-58).

Mere original end det frustrerede ægtepar Lindemark er løjtnant von Hacke. I historiens fortid er han jævnaldrende med både nutidens fortæller og hans forfatter, han har (sandsynligvis ikke) deltaget i Krimkrigen og er i det hele fuld af illusioner og overdrivelser, en fantast. Af historien er han sendt ud i et landskab og en funktion, klitassistentens, der siden skal tillægges Lykke-Per, fjernt fra verdens vrimmel, men fuld af sit eget kaos. Han ligner Hostrups løjtnant von Buddinge i Gjenboerne, men det lykkes i førsteudgaven at få læseren til mere at føle med ham end grine ad ham. Er det fordi han også har et stænk Drachmann i sig? v. Hacke altså.

Fortælleren, den følelsesmæssigt indesneede filolog der filer på sit græske glossarium og nørkler med sine skolemesterfortællinger (s. 367) har en roligere selvironi end sine to slægtninge i Minder og Den gamle Adam, men med en fælles undertitel knyttes tråden til den forrige lille roman: "Skildring fra Alfarvej", hvad der i sig selv ikke giver megen mening, så afsides den er både geografisk og miljømæssigt. Fortælleren får da også lov at rose sig af sin bestræbelse på at bevare "Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt" (s. 265), et ideal som både sam- og eftertiden i overvættes grad skulle tilskrive forfatteren, med stor urette. Men det blev en maske Pontoppidan ikke havde spor imod at bære.

Højsang kan siges at foregå i selve det år hvor "de store følelsers tid" ifølge slutreplikken i Bjørnsons skuespil Leonarda (1879) var "vendt tilbage" (jf. s. 257 og 297n). De store og de ulykkebringende følelser som Pontoppidans unge digtervenner atter gennem 90'erne (og i Drachmanns fodspor) svælgede så rigeligt i at den ældre kollega her satte sit "historiske" korrektiv ind.

Lille Rødhætte

"Stundum springer han ud over al Virkelighed (som i "Arv")," skriver Niels Møller i slutningen af sin for samtiden usædvanligt indsigtsfulde biografi af Pontoppidan i det hefte af Dansk Biografisk Lexicon der udkom i maj 1899. Måske var det derfor Pontoppidan udelod den store novelle fra Landsbybilleder da han optog de øvrige i den nye udgave af Fra Hytterne der nogle måneder senere udkom i Fortællinger. Men som så ofte lod Pontoppidan ikke derfor stoffet gå i glemmebogen. Temaet om konens forfalskning af testamentet og den deraf følgende ubærlige mened blev året efter anvendt i Lille Rødhætte. Selve intrigen er vendt om: det er nu ikke længere konen der vil fratage den uægte søn hans arv, men hustruen der vil sikre sin datter også den del af arven faderen ellers har tiltænkt en stiftelse. Og handlingen er flyttet fra det sjællandske landsby-bondemiljø til et gods et ubestemmeligt sted i det midtjyske. Hustruens påstand om at mandens omvendelse på dødslejet havde fået ham til med sin underskrift at ophæve/tilintetgøre gavebrevet, bliver til en uklart udtalt påstand om faderens hensyn. Spændingen bygger fortsat på det langsomt voksende rygte der tvinger myndighederne til at rejse en sag hvorunder den sigtede benægter alt, men derefter bryder sammen. Gertrud i "Arv" endda med oplevelsen af en "vissen hånd" som udslaggivende; det er nok den Niels Møller anså for "ud over al Virkelighed". Prokurator Sandberg er den eneste navngivne person der overlever til Lille Rødhætte og med samme funktion, men også mange småtræk er overført som f.eks. våbenbrødrenes koral ved begravelsen og de unges stenkast mod vinduerne.

Hvad der derimod intet har at gøre med "Arv", er ægteskabshistorien mellem Niels og Thora Engelstoft. Ægtefolkene i "Arv" elsker ikke hinanden, men det er ikke det historien handler om. Det gør den i Lille Rødhætte. Titlen går netop på det forhold at den unge, glade og naive Thora er blevet slugt af ægteskabets stygge ulv i form af mandens erotiske forslugenhed, og hun stivner i hans favn da han tidligt antyder at et ægteskab jo kan få en ende.

Det er Thoras psykiske invaliditet der er kernen i romanen, jf. undertitlen "Et Portræt". Hendes forfrysning, de groteske handlinger og holdninger den fører med sig, og dens konsekvenser som hun bærer så stolt, også da hun ikke længere kan leve op til dem. Hun er et alternativ til Fru Lindemark i Højsang der måtte tage sin tilflugt fra den ægteskabelige vanskæbne i vanviddet. Det hele afvikles med en sikker ibsensk dramaturgi, og Fru Engeltoft er ikke uden et strøg af Fru Alving (i Gengangere der var blevet opført i Kbhvn. i 1898) eller Hedda Gabler (1891 hvor Pontoppidan skrev om stykket fra Berlin) der også lurer bag Fru Lindemark i Højsang (jf. Billeskov 1978, s. 68 og 75).

 

Højsang var udkommet hos Aage Hirschsprung på Det Schubotheske Forlag efter at Pontoppidans hidtidige forlægger, Gustav Philipsen, havde solgt til Ernst Bojesens Det nordiske Forlag. Hirschsprung var søn af tobaksfabrikanten med den store malerisamling, og forskuddene sad løst hos den velhavende forlægger for hvem Pontoppidan også udøvede en ganske omfattende konsulenttjeneste. Alligevel blev det hos Bojesen at både Lykke-Per og de to bind Fortællinger begyndte at udkomme i henholdsvis 1898 og 1899, og Hirschsprung måtte efter Højsang nøjes med de små, lækre nyudgivelser af Kirkeskuden, Vildt, Sandinge Menighed og Ung Elskov (se oversigten i SR I, s. 528). Til Lille Rødhætte sagde han angiveligt nej (brev fra Pontoppidan 15.10.1900), og den udkom så hos Bojesen i begyndelsen af okt. 1900. Men der var kamp til stregen mellem forlæggerne om hvilken bog der skulle udkomme først: Lille Rødhætte eller Det ideale Hjem.

 

Det ideale Hjem

I Nattevagt skriver den revolutionære Jørgen Hallager i sit brev fra Rom til den hjemlige redaktør "at Ægteskabet er en fortræffelig Institution. Maaske er det den eneste, der bør skaanes, naar en Gang den store Ragekniv kommer i Virksomhed" (s. 120). Igen næppe udtryk for Pontoppidans personlige synspunkt når det drejer sig om den revolutionære, undergravende virksomhed han driver i sit forfatterskab, omend ikke i det privatliv vi her lader ligge. Selv om vi kun har andenhånds underretning, forekommer det overbevisende nok at skildringen af Thora van Dekens traumatiske oplevelse af ægteskabets realitet for Pontoppidan så meget var en forudsætning for teoridannelsen i Det ideale Hjem at han insisterede på at de udkom i den rækkefølge det skete, skønt han kontraktligt var forpligtet til det modsatte. Om dette komplicerede forhold har Thorkild Skjerbæk gjort rede i utrykte forarbejder til sin 1987-anmeldelse af 1986-udgaven af Det ideale Hjem. I Lille Rødhætte ender herredsfogeden med at erklære skilsmisseretten for en af de "Uvederhæftigheder" der er "det moderne Samfunds Kræftskade", og han tilføjer at det bliver "det kommende Aarhundredes Opgave at lægge Grunden til en ny Samfundsbygning" (s. 460).

Tager man forfatterskabet på ordet her, er det begribeligt hvorfor ordene matriarkat eller patriarkat slet ikke forkommer i Det ideale Hjem. Her er ikke tale om et valg mellem de to, men om en ny begyndelse. Holder man sig alene til teksten, er det slående at de stærkest ladede afsnit er dem der handler om den næsten æstetiske idiosynkrasi der griber de to søskende, Ingeborg og Adam, når de kommer deres ægtefæller for nær, og den lykkelige lettelse der kommer til udtryk når de atter er sammen i det fælles barndomshjem. At dette hjem er et mødrene og ikke et fædrene, er slet ikke afgørende for denne oplevelse. Det er snarere fortællingens baglæns dragne konsekvens af sin idé om at elskende par ikke skal forenes i en socialt forpligtende institution som ægteskabet, og at børnene derfor må opdrages uden deltagelse af den biologiske far der passende kan erstattes af morbrødre, for så vidt disse forefindes. Ingeborg og Adam er fortællingens eksempler på at det ikke skader at vokse op uden en tilstedeværende faderfigur. Derfor har fortællingen ladet deres forældre skilles på så tidligt et tidspunkt at erindringerne om faderen kun er vage hos børnene, og i bogen forekommer han kun som en skygge uden for vinduerne.

At ville se Det ideale Hjem primært som et opgør med den kvæstende partriarkalske faderskikkelse der for eksempel tårner sig op over Lykke-Per, er derfor indlæsning i bakspejlet. Ganske vist forlader Peter Sidenius sine børn og deres mor med den selvformulerede motivering at det sikrer dem mod samme skæbne som han selv fik: at skulle gå en hård kamp igennem for at frigøre sig for det fra fædrene og fra faderen nedarvede. Men det skyldes måske netop at Pontoppidan ikke selv har følt sig overbevist om det værdifulde og varige i det eksperiment han kastede sig ud i med Det ideale Hjem. For når man læser bogen som fortælling, er det karakteristisk at den som hovedperson har en mand der lever ned til sine idealer. I sin brutale og selviske adfærd over for den kvinde han hævder at være forelsket i – og besvangrer, ligner han Jørgen Hallager i Nattevagt, og Emanuel har allerede spydigt karakteriseret ham i den ovenfor nævnte samtale med Ragnhild. Den pontoppidanske ironi er så at heller ikke Emanuel kan leve op til sine egne ord.

Allerede i foråret 1899 synes Pontoppidan at have været så langt med et manuskript at han ville give det i pant til gengæld for et forskud han endnu tidligere havde modtaget af Jydsk Forlags-Forretning. Men hvor megen lighed dette manuskript har haft med den endelig bog, kan vi ikke vide. Heller ikke har vi dato på det afslag Aage Hirschsprung gav da han fik forelagt bogens idé. Men vi véd at manuskriptet i juni 1900 havde titlen "Familjen" (jf. undertitlen til Mimoser: "Et Familjeliv" fra 1886, og titlen på 3. bind af Pontoppidans første selvbiografi: Familjeliv fra 1940). Vi véd også at Pontoppidan så sent som i midten af september 1900 på Universitetsbiblioteket lånte C.N. Starckes bog om den primitive familie (Moestrup 1967, s. 315). Den var skrevet på tysk, udkom i 1888 og året efter på både engelsk og fransk, men aldrig på dansk.

Starcke var langt forud for sin tid og blev derfor glemt, indtil han i 1979 blev optaget blandt antropologiens klassikere. Han diskuterer på grundlag af et verdensvue forholdet mellem familie, klan, stamme og folk/stat. Man finder ingen kritik af det aktuelle familiemønster, tværtimod sættes familien højt. Men i den indlevende skildring af fortiden kunne Pontoppidan f.eks. læse følgende:

"Såsnart erindringsevnen er etableret, indvæver barn- og ungdom den unge mand i så tæt et net af associationer at han senere finder det hårdt at frigøre sig fra dem. Manden der som gift [i et matriarkat] må leve i et fremmed hus, klynger sig til indtrykkene fra sit tidligere hjem (…)" (min overs. af Starcke 1888, s. 38).¹

En perfekt synopsis for Adam i den bog der, netop som noget andet end det traditionelle familieliv, måtte ændre navn til Det ideale Hjem med titlen i radikalrødt på omslaget. En morbrorklan kunne man med Starcke-terminologi kalde det som Adam Malling etablerer, først i sin teori og så i sin praksis – efter at have afprøvet præstegårdens (enke-)matriarkat. Spørgsmålet om far eller mor er i denne sammenhæng ikke afgørende: "I [den primitive] klan bliver barnet enten eksklusivt eller hovedsageligt henført til den ene af forældrene" (min overs. af Starcke 1888, s. 18).² Det "moderne" kærlighedsliv bliver således – af Det ideale Hjem – frisat for forpligtelse over for børnene der lever i en monoparental klan med en pædagogisk forpligtet morbror der på sin side som biologisk far højst kan være økonomisk forpligtet.³ Adam argumenterer mod faderkærligheden som specifik med et indirekte citat fra Starcke: "I den oprindelige Familje, f.Eks. endnu hos mange vilde Stammer, har Ægtemanden – Høvdingen, Føreren – den samme Kærlighed til alle sine Børn, skønt han i Almindelighed veed, at han kun kan være Fader til det ældste" (s. 487; jf. Starcke 1888, s. 27-28).⁴

Man kan ikke undre sig over at fortællingen fik svært ved at overbevise dem der gerne ville læse den som sådan. Til gengæld slår den sig overbevisende morsomt løs i de humoristisk-satiriske skildringer af den "lykkelige" kernefamilie omkring professor Schmidt.

Modtagelsen

Minder

Hurtigst til at anmelde Minder var naturligvis Randers Amtsavis, byens største, konservative dagblad. Den usignerede anmeldelse noterer at "Selvfølgelig er denne Roman en Blanding af "Dicht und Wahrheit"(sic!), ligesom optrædende Personer heller ikke ere tro Kopier af dalevende Folk her i Byen. Man maa snarest sige, at Forfatteren har laant et Træk hist og et her og deraf dannet en enkelt Person, hvilket ogsaa ubetinget maa anses for det heldigste; kun Ritmester v. Mohrhof er temmelig let genkjendelig" (30.10.).

Mindre generøs var byens venstreavis, Randers Dagblad, der i sin ligeledes anonyme anmeldelse (6.11.) protesterer mod i den "gustne Bogmaddike, Adjunkt Hammer, med det "skægløse Skruptuseansigt"" at skulle genkende "en Mand, der den Gang var en af Randers lærde Skoles dygtigste og mest opofrende Lærere". "Messias" var "slet ikke Nordmand, men Søn af en velhavende Bager i Randers" – "han var uddannet for Malerkunsten og var bleven gal over Løsningen af den Opgave at give en malerisk Fremstilling af Kristi Forklarelse". Dagbladet finder i skildringen af byens "Spidsborgerliv" kun "et blot og bart Fantasibillede, der intet har med Virkeligheden at gøre".

Pontoppidans gamle mentor, redaktør Otto Borchsenius, anmeldte (anonymt) Minder i den moderate venstreavis Dannebrog (31.10.). Han irriteres af den komplicerede komposition og konstaterer at formen endnu en gang spiller hovedrollen på det "stofmæssige"s bekostning. Hans anmeldelse slutter:

"Den lille Fortælling er et Slags Experiment med en ny Fortællemaade, men naar de bildende Kunstnere i vore Dage atter og atter experimenterer med nye Virkemidler og Fremstillingsmethoder, hvorfor skulde en Digter saa ikke ogsaa have Lov til at vige ud fra de banede Veje og gaa paa nye Opdagelser?
   Den symbolistiske Ungdom vil i hvert Fald daane af Fryd."

Først 20. november blev Minder anmeldt i Politiken – af den unge symbolist Johannes Jørgensen (f. 1866). Pontoppidan havde bedt Edvard Brandes om en blid behandling (s. 598); han fik en stormende ros. Jørgensen ophæver på stedet den kollektive dom fra Taarnet: "Den Lyriker, som ligger gemt bag Pontoppidans episke Væsen, og som jævnlig har givet sig Luft i stemningsrige Naturbilleder, er i Minder ene om Ordet."

Han citerer naturligvis stedet om Livstids-stemningen (s. 597), og det er tydeligt hvor stærkt bogen må have mindet ham om (og påvirket?) hans egen Hjemvee (1894) som han iflg. sin dagbog netop sad og skrev på. Jørgensen henleder opmærksomheden på Heines digtcyklus Die Heimkehr (1823-24; 8. del af Buch der Lieder, 1827), og han anpriser Pontoppidan for at forlene sin simple historie "med al sin Realismes stærke Magt" og samtidig væve over den "en Dis af Engdamp og Maaneskin, en Taage af Stemning, hvorunder man fornemmer et Hjærtes sagte Graad – som Lyden af et glidende Vands Rislen i en Sommernats trolddomsagtige Tavshed".

"[V]emodig betagende som en Duft af visne Roser" kalder Jørgensen også bogen da han ganske småt omtaler den i Taarnets decembernummer (s. 95).

De konservative aviser var ikke begejstret. I Avisen (30.10.) nedvurderes bogen af Carl Muusmann som rent artisteri hvor "Stilisten" hele tiden stiller sig i vejen for sin egen historie. Pontoppidan så tilfældigvis anmeldelsen og kaldte den i et brev til forlæggeren "såre begrædelsesværdig". "De skal ikke ulejlige Dem med at sende mig nogen Anmeldelser. Kun "Politikens" vil jeg gærne se, og jeg holder ikke selv Bladet" (brev til Gustav Philipsen 3.11.).

Som den vistnok eneste avis beskæftiger den konservative Berlingske Tidende's "H" sig med "Den gule Rose" (s. 596). Anmelderen efterlyser en forklaring på forholdet mellem de to tekster, "da Fortællingen efter vort Skjøn absolut ikke har vundet ved at præsenteres som et afbleget Erindringsbillede, medens den i sin tidligere udgivne Skikkelse fremføres i almindelig Novelleform" (13.11.).

Også Pontoppidans hofanmelder, C.E. Jensen (f. 1866), så Heine i Minder: "Hos ingen anden dansk Skribent for Øjeblikket er Lyrik og Satire parret saa gratiøst og naturligt sammen som hos Pontoppidan." Bogen er "mesterligt komponeret" (Social-Demokraten, 15.11.).

Denne anmeldelse fik Pontoppidan "tilsendt af en fælles Bekendt", og i et invitationsbrev 24. dec. hedder det bl.a.: "At De og Johannes Jørgensen har haft Fornøjelse af "Minder" er mig en stor Glæde og Opmuntring; jeg har altid haft megen Respekt for Deres Kritik, og beundrer Deres Evne til af en Bog at udtage netop dens Hjærte".

Endnu to forfattere (begge født i 1861) anmeldte Minder og var enige om at sætte den højere end de to Emanuel Hansted-romaner. Den ene er redaktøren af det finkulturelle underholdningsblad Illustreret Tidende, Einar Christiansen, der 17.12. roser sprog, komposition og naturbeskrivelserne ("paa Højde med de bedste i dansk Litteratur"), men savner spænding til det brede publikum. Den anden er Johan Skjoldborg der i Aalborg Amtstidende finder bogen "aldeles henrivende og betagende":

"Henrik Pontoppidan er en Maler blandt Forfatterne; og Æmnet i denne Bog er ret noget for hans Talents fine Pensel. "Minder" er ingen Historie, ingen Roman, men en fantasifuld Fremstilling af Mindernes Stemninger, og korte, typiske Billeder af Tilstande. – Jeg ynder den meget mere end hans sidste Bog "[D]et forjættede Land", paa hvilken der var meget at udsætte." (2.12.1893)

Ikke desto mindre og trods Pontoppidans egen benægtelse i brevet til Edvard Brandes er Minder på bogens sidste side listet blandt de Smaa Romaner hvor den da også siden forblev.

De yngre positive anmelderes fødselsår er her anført for at demonstrere at Pontoppidan, som forudsagt af Borchsenius, blev taget til hjerte af 90'er-digterne, heriblandt også Viggo Stuckenberg der skrev varmt begejstret til forfatteren om den næste bog, og Mylius-Erichsen, den yngste af dem alle (f. 1872), der i sin anmeldelse af Dommens Dag (1895) i tidsskriftet Ungt Blod (Hefte 3, s. 178) skrev at "en saa følsom og yndefuld Bog" som Minder vil "vinde Forfatteren flere, og ikke de daarligste, Venner end Trilogien, – Venner, hvem dog ingen 'Lyrikens Svamp' er trængt til Marv og Ben".

 

Nattevagt

Det gik med Nattevagt som det var gået med Mimoser (se SR I, s. 472f): på begge kulturdebattens fløje blev bogen taget til indtægt. Den hurtigste til at anmelde bogen var Peter Nansen i Politiken. Han indrømmer retorisk at bogen ved første øjekast er "ret efter Højres Hjærte". Men ved anden gennemlæsning opdager man at bogen er "den ugudeligste Mystifikation fra Ende til anden, en taskenspilleragtigt arrangeret Bog, hvor Alt har dobbelt Bund og Mening, en Bog, der synes lige saa harmløs og i Virkeligheden er lige saa farlig og revolutionær som en af Anarkister tilberedt Sardindaase. (…) Den fornemme Stilfærdighed, den beherskede Maade, hvorpaa Pontoppidan holder enhver personlig Udtalelse tilbage, gør hans Bog tilsyneladende saa from, i Virkeligheden saa meget voldsommere. Der dirrer bag den glatte Overflade en med Magt tilbagetrængt Foragt." Og Nansen citerer begejstret løs i Hallagers "burleske Jargon" (Politiken, 5.6.).

Herimod vendte sig to dage efter den antiradikale konkurrent Dannebrog, 7.6.. Otto Borchsenius harcelerer i sin anonyme anmeldelse over Nansens "St. Veitsdans" i rollen som "Pegepind for Pontoppidan". For Pontoppidan har "med Vilje (…) undladt selv at tage Parti". Også Borchsenius efterlyser dog forfatteren som "et Slags Forsyn i den Mikrokosme, han skaber i sit Værk", og er ikke specielt lykkelig for bogen. Des hårdere lader han det gå ud over Politiken og Nansen som ellers hidtil "i det højeste var Salonradikalere, der kunde kokettere med Socialdemokraterne", men nu med Hallager synes parat til at "revolutionere (…) en gros".

Samme dag gjorde i den radikale venstreavis Aftenbladet Helmer Lind opmærksom på at Hallagers sprogbrug minder om mandslingens i "Ilum Galgebakke", introduktionen til novellesamlingen Skyer fra 1890, med det anarkistiske slagord "Leve Krapylet" og fortsætter: "Nu, just som Ynkeligheden har sat den skjønne Blomst, der hedder Forliget, og Glæden over den er stor i "vort velsignede lille Vejrmølleland" [jf. s. 155], skriver Pontoppidan den saa aktuelle "Nattevagt"." Men Lind må indrømme "at Læseren med Forsæt føres paa Vildspor" og må træffe sine egne valg når sympatien skal fordeles mellem personerne, "delt som [Pontoppidan] er og maa være mellem de to Modsætninger" (7.6.1894).

I en fejende oplagt anmeldelse sammenholdt Adolf Falkman i den konservative Nationaltidende bogen med Holbergs Erasmus Montanus, men finder at der i Nattevagt "mangler Harmoni mellem Handlingens Gang og Stilens Glød eller mellem Bogens Anlæg og det Talent eller Temperament, hvormed Forfatteren fortæller" (12.6.), mens Carl Behrens i den politisk neutrale Adresse Avisen ubetinget roste: "Nattevagt er ikke skrevet i nogen Tendents' Tjeneste, men for Kunstens egen Skyld" (14.6.).

I den uafhængige oppositionsavis København skrev anmelderkorpsets yngste, den 25-årige P.C.V. Hansen: "Trods al sin Brutalitet og sin til Slutning misforstaaede Radikalisme er Jørgen Hallager en Idealist af det reneste Vand, stort set og stort skildret, en fuldstændig Ibsensk Figur. Som en anden Gregers Werle kommer han med Idealets strænge Krav. Og som det gaar i "Vildanden", saaledes gaar det ogsaa her. (…) At det tilsidst gaar Jørgen Hallager saa ilde, gør da ikke Forfatterens Radikalisme mindre; det viser blot, at han ser meget pessimistisk paa Tingene. Saa bitter en Bog som "Nattevagt" er der ikke længe kommet her hjemme" (13.6.).

C.E. Jensen indskrænkede sig – rådvild? – til i Social-Demokraten i en usigneret artikel at indlede et meget langt og citatfyldt referat sådan: "Henrik Pontoppidans nye Bog vil vække stor Opmærksomhed – ikke saa meget af rent kunstneriske Grunde som ved den revolutionære Pathos, hvoraf den er gennemstrømmet" (8.6.).

Efter de første fire anmeldelser i hovedstadspressen skriver en unavngiven korrespondent 8. juni til Randers Dagblad, at "der er næppe to Mennesker, der har den samme Mening om, hvad Forfatteren har tilsigtet. (…) "Nattevagt" vil blive læst og vidtløftig diskuteret i vide Kredse" (11.6.). Det kunne Vilh. Andersen bevidne senere på året i sin oversigt til et norsk tidsskrift: "den er vitterligt (…) bleven læst af folk af begge kulører med den største andagt og opbyggelse" (31.3.1895).

Også Edvard Brandes havde læst anmeldelserne. I et brev den 14. juni takker han Pontoppidan for den tilsendte bog og tilføjer: "Vi er ikke mange, der staar fast, men altid en lille Flok. Og De er udmærket. Men jeg tror ikke meget paa Krapylet, ikke paa vore Socialdemokrater."

 

Den gamle Adam

Helmer Lind tog i Aftenbladet (15.12.1894) tråden op fra sidst: "Det synes, som Pontoppidan bliver bitrere og bitrere for hver ny Bog, han sender ud. Efter "Nattevagt", hvor han bekjender sin Tvedeling mellem det Bourgeoisi, han fra Fødsel tilhører, og det Omvæltningsparti, med hvilket han, trods alt, har en ikke ringe Sympati, kommer "Den gamle Adam", hvor Menneskeforagten bekjendes aabent." Det er fortællerens tilegnelse af Dr. Levins lære om betingelserne for "Klarhed og Fred", Lind overfører på forfatteren. Men bogen "staar ikke nær paa Højde med "Nattevagt"", selv om dens "Stil er særdeles dygtigt gjennemført i en let, halv spøgende Tone".

Samme dag konkluderede Berlingske Tidende spidst at "de indflettede Naturskildringer og Stemninger [turde] være det Bedste i Bogen." Langt mere imponeret er Nationaltidende (igen Falkman, må man tro), der dels ser en parallel mellem Dr. Levin og – uden at nævne hans navn – Georg Brandes, dels roser den "flagrende Fortælling" for at afdække sig som "fast Livsbillede" med "aandfuldt Grubleri" i en sprogform "lige saa kunstnerisk fin som naturlig jævn". Heroverfor karakteriserede P.C.V. Hansen bogen som kierkegaardsk gennemvævet med ironi: "Som i Nattevagt stiller han her to Anskuelser over for hinanden og fremhæver saa stærkt det rimelige ved den, man mindst venter at se ham bekende sig til, at naive Læsere lettelig narres" (København, 15.12.).

Emnet er "en Kende banalt og forbrugt" men det undskyldes af den "saa straalende Ironi" og det "muntre, gennemsigtige, undertiden for letfundne Sprog", skriver redaktøren af Illustreret Tidende, forfatteren Einar Christiansen, der politisk altid søgte at holde tungen lige i munden (16.12.1894).

C.E. Jensen advarede sine læsere mod at identificere forfatteren med enten hans fortæller eller med Dr. Levin: "de er begge Projektioner af hans eget Jeg, af den sammenkoblede Faust og Mefistofelesnatur som bestandig kæmper for at befri sig for hinanden" (Social-Demokraten, 19.12.). Alligevel undså Edvard Brandes sig ikke for at bringe direkte Levin-citater som udtryk for "Læren i Pontoppidans Bog". Da anmeldelsen omsider når frem i Politiken (den 20.), skal han yderligere en omvej over Henrik Ibsen og dennes to skuespil Lille Eyolf (1894) og Fruen fra Havet (1888) der langeligt omtales. Brandes er derefter ikke bange for at lade Dr. Levin være talerør for Pontoppidan:

"Pontoppidans Lære [prædiker] ingenlunde Drifternes eller Lidenskabens Ret som højeste Lov. Tværtimod. Han forlanger Frihed for Drifterne, men han anser ingenlunde de Mennesker, der maa lyde dem i Følge deres Natur, for de lykkeligste eller de bedste. Og den Filosofi, som denne lille Bog indeholder, kan trygt opstilles mod Henrik Ibsens Teorier. Denne Fred og Klarhed turde være lige saa anbefalelig som den store Stilhed. Til den sidste naas gennem Ansvar og Straf – til den første gennem uindskrænket Frihed og Selvraadighed" (20.12).

Anmeldelsen slutter: "Der er ikke friere Aand i Danmark end Henrik Pontoppidan. Hans Bøger skal Unge og Gamle læse, jo dybere Reaktionen sænker sig over Landet." For det rygklap skriver forfatteren dagen efter en tak for tavshed om bogens skavanker og erklærer (ironisk?) sin enighed om det urimelige i at "Folk i vore Dage er nær ved at forlange, et enhver Bog skal være en Slags Katekismus" (brev af 21.12.94). For er det ikke netop sådan Brandes lige har brugt Den gamle Adam?

"Alt er udmærket gjort," skrev Borchsenius 22.12. i Dannebrog, "selv hvor man føler sig frastødt eller er uenig med Forf. i hans Paradoxer." Vilh. Andersen skriver i den tidligere citerede artikel om stilen i Den gamle Adam, at "fortællerens (…) individualitet har lagt en ganske fin hinde – som den lette dug paa en vinduesrude – over [Pontoppidans] eget sprogs gjennemsigtige klarhed" (1895).

 

Højsang

Tre dage efter udgivelsen anmeldte Otto Borchsenius (anonymt) bogen og roser den for "Liv" og "Anskuelighed". Kroscenerne f.eks. kunne Drachmann ikke have gjort bedre. Men det er "Understrømmen" der gør bogen ejendommelig ved sin ubarmhjertige ironi over "snart sagt alt mellem Himmel og Jord". Bogens grundholdning finder Borchsenius negativ, og "det digteriske eller psykologiske Udbytte er forsvindende" (Dannebrog, 16.10.1896).

Samme dag anmeldte Helmer Lind i Aftenbladet: Pontoppidan er "vor Literaturs største Satiriker", men forfatteren er "altfor tavs" om den "egentlige Beskaffenhed" af forholdet mellem v. Hacke og Fru Lindemark, og H.L. havde gerne undværet de mange uklædelige fortællerkommentarer: "Thi selvfølgelig dækkes hans [i.e. HPs] lidt filistrøse Ræsonnement ingenlunde af den fingerede (…) Fortæller." Med andre ord: fortælleren er forfatterens talerør.

Det samme mente Edvard Brandes da han i Politiken anmeldte bogen. Efter at have citeret afsnittet "Ærligt talt (…) ikke belagt" (s. 265) skriver han:

"Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt – det er de to vigtigste Bestemmelser i ovenstaaende Passus. Det kan hænde, at de ikke fuldkommen passer til den halvgamle Filolog, der er Forfatterens Talerør, men desbedre stemmer de overens med Pontoppidans eget Væsen. Vi besidder ikke for nærværende Tid i dansk Poesi saa mandigt et Sind som det, der udtaler sig gennem Pontoppidans Skrifter." Pontoppidan "begyndte med Rousseau, og han har endt med Voltaire ["Tankens Klarhed"] og Diderot ["Sindets Ligevægt"]. Og det er saare godt (…) i et hyggeligt lille loyalt og teologisk Samfund". Pontoppidan "er den, han er, og han staar alene". Også Brandes fremhæver den "tindrende" ironi, lige fra titlen til helten, dvs. fortælleren som student ("en ung Dumrian"): "der er ingen Respekt hos Pontoppidan for de to Lidenskabens Repræsentanter, han opstiller: han staar helt udenfor og ovenover sine Personer, men han skaber dem alligevel i en vis Storladenhed" (Politiken, 25.10.1896).

Adolf Falkman tager i Nationaltidende (22.10.1896) anderledes alvorligt på historien og forsvarer undertitlen ved at generalisere historiens elskende par: det må være forfatterens mening at "den omhandlede Dame er typisk for mangen moderne Kvinde "efterpaa". Og overalt [finder man] Magen til den intellektuelt begavede Klitassistent, belæst, tungerap, fordrukken, dog på sin Viis forførisk, slutteligt fortvivlet, helt igjennem forulykket". Og Falkman tiltror Pontoppidan en fortsat og radikal tro på idealet af "Lidenskaben (…) som et helligt Igjenfødelsens Bad" (s. 367).

Efter at have kunnet se op til 15 andre anmeldelser skrev Pontoppidan 29. oktober og takkede dr.phil. Edvard Brandes for hans anmeldelse og fortsætter: "I yderst affable Anmeldelser af "Højsang" har jeg set mig rost for mit Sprog, mine Naturbeskrivelser og forskellig andet, som for mig selv denne Gang har haft ganske underordnet Betydning, og som i Virkeligheden slet ikke er Anerkendelse værd. Ikke én omtalte netop det i Bogen, der havde fået mig til at skrive den og været mig den ledende Tanke under Udarbejdelsen. Jeg var allerede bleven halvt fortrolig med Forestillingen om, at det slet ikke var lykkedes mig at gøre Fortællingens Puls mærkbar, da Deres Anmeldelse gav mig Doktor-Attest på, at Ungen dog ikke var ganske dødfødt. Det gjorde mig virkelig godt!"

Men er det virkelig også af Edvard Brandes' tagen-forordet-på-ordet at Pontoppidan føler sig attesteret? Næppe. Og hvem tør formulere den "ledende Tanke"? Pontoppidans breve er ofte fordækte, og det er også denne leg med mediet der ligger i forfatterens accept af en vis lighed med illustratoren N.P. Mols' portræt af den forordsskrivende fortæller (originaludgavens s. 3).

Også C.E. Jensen hæfter sig ved muligheden af at Højsang er skrevet som modstykke til Drachmanns "lyriske Ridderroman" Kitzwalde der var det første, ganske sjusket skrevne bind i "Miniatur-Biblioteket" (jf. s. 262 og 604). Jensen er ikke medlem af den affable roseklub, er tværtimod ved at blive utålmodig med disse fordækte småbøger. Nok er han opmærksom på at ironien i Højsang har "en dobbelt Bund, idet Forfatteren skyder den fortællende Person ind imellem sig selv og Læserne", men ironien er "besynderlig paaklistret og utilfredsstillende. (…) Pontoppidan kan jo imidlertid forsvare sig med, at han ogsaa opfatter sin Bibliotekar ironisk og ikke deler hans nøgterne, normale Syn paa den "lyriske Forraadnelsesproces". I Virkeligheden er der blevet en god Stump Lyrik tilbage hos Pontoppidan. Man kan sige om ham, at han hader Lyriken med en Lyrikers Had." Med en henvisning til Nattevagt kunne C.E. Jensen håbe på at Pontoppidan "i sit næste Værk gik ud at opdage det "ny Amerika" i Mennesket selv", for her har han "løbet Linen ud og skudt over Maalet" (Social-Demokraten, 17.11.1896). I Vores Dages Digtere (1898) har C.E. Jensen besindet sig, ser Højsangs fortæller i klar forlængelse af pastor Petersen i Dommens Dag (1896) og siger med krøniken "Ørneflugt" at det nytter ikke med "Ørnedrømme" (se s. 367) når man er vokset op i andegården som også den fortællende magister er det.

C.E. Jensen fik juleaften følgeskab. I det overvejende radikale Studenterbladet, der allerede 3.12. i en kort og studentikos, redaktionel anmeldelse havde erklæret at "Danmarks første Forfatter har udgivet en mislykket Bog", fordømmer en skarptandet, velskrivende jurastuderende Axel Lund (1873-1945) hele denne fase af forfatterskabet for dens altfortærende ironi, det "haanlige Smil, der er hans anden Natur": Bogen er et "Dekadencens umiskendelige Symptom. (…) Livsmodet vender sig nøgternt spottende og undergravende mod sig selv." Pontoppidan kan ikke fanges, og deri består hans højeste forfatterfryd, mens læseren føler sig holdt for nar. – Den lange "anmeldelse" er interessant, ikke for sin lidet usædvanlige reaktion, men for sit trykkested og sin forfatters unge alder.

 

Lille Rødhætte

Bogen udkom da læseverdenen ellers gik og ventede på femte bind af Lykke-Per-serien. Otto Borchsenius (tør man tro, anm. er som sædvanlig anonym) udtrykker sin forbavselse over i stedet at få denne "Historie fra ganske andre Egne af Tilværelsen". Han roser dens "Stilkunst", og "dens klare Gang", men sætter den i øvrigt ikke højt i forfatterskabet, hvad Borchsenius faktisk aldrig gjorde lige når bøgerne udkom. Han stiller det nærliggende spørgsmål "hvorvidt en saa stejl Natur vilde lade sig anfægte af Mened" (Dannebrog, 7.10.1900). Bedre havde det måske været at lade Fru Engelstoft sejre både over verden og over sin egen samvittighed. Bogens angreb på skilsmisselovgivningen finder Borchsenius helt utroværdig i juristens mund.

Edvard Brandes oplever bogen som et "Kølleslag, ført af en øvet Haand": "Ingensinde har Pontopiddan holdt sin egen Person, sine egne Meninger saa ganske borte fra det "Portræt" han vilde skabe". Det er som et mørkt spansk billede med hårde farver og svære skygger. Brandes finder bogen saa dramatisk "at man næsten savner det Skuespil, som her er forblevet uskrevet". Men Brandes efterlyser en bedre forklaring på hvorfor "den forelskede og fornøjede Brud [har] forandret sig til en Megære?" En forklaring i ægtemandens tidligere antydning af skilsmissens mulighed finder Brandes "usandsynlig", for hvorfra skulle Fru Engelstoft med den baggrund hun har, og "fritænkersk" som hun er, nogensinde have fået en så klippefast tro på ægteskabet. Afslutningsvis roser Brandes bogens indledning i ventesalen, men også han finder Fru Engelstofts "melodramatiske" samvittighedsnag "mindre selvfølgeligt" for denne "Sibylle" (Politiken, 13.10.1900). Pontoppidan fortæller i sit takkebrev af 26.10.1900 at bogen oprindelig var tænkt som skuespil og f.eks. scenen i ventesalen skrevet som sådan.

En "Smule usandsynligt", "for meget Roman" er indvendinger der går igen i mange af anmeldelserne. Dog profiterer bogen ved for hovedparten af anmelderne at hæve sig højt over efterårets "Middelhøst", og den anses af mange af dem for at være "uden Tendens".

 

Det ideale Hjem

I provinspressen, undtagen Aarhuus Stiftstidende hvis forlag udgav bogen, vakte Det ideale Hjem sydende forargelse, mens hovedstadsbladene mere kultiveret tog afstand fra bogen som et måske ikke helt alvorligt ment debatindlæg ("paradoksal" [Aftenbladet, Illustreret Tidende og Dannebrog], uigennemtænkt, "frastødende", "det rene Pjank", "ikke (…) altfor højtideligt"), men gerne leverede "affabel" ros til stilen etc.

Eksempelvis bragte de to moderate venstreaviser, det lille Randers Dagblad og den store Aalborg Stiftstidende 19.12.1900 samme unavngivne anmeldelse der spillede hele to trumfer ud: Efter først i Lille Rødhætte at have angrebet skilsmissen, angriber Pontoppidan nu ægteskabet og det – trumf nr. 2 – i samme uge som hans bror, "den ansete Kønslæge Erik Pontoppidan", forsvarer ægteskabet!

Det sidste skete i et siden trykt foredrag fra Sundhedsforeningen der gik ud fra den statistiske kendsgerning at ugifte havde ti år mindre at leve i, og børn født uden for ægteskabet den dobbelte dødsrisiko. Da anmelderens anliggende hele artiklen igennem er at spille de to brødre ud mod hinanden, ser han hen over Erik Pontoppidans anliggende: ved lov at få indført en lægekontrol for kønssygdom forud for indgåelse af ægteskab. Mere end ti års sædelighedsdebat havde ikke forandret de faktiske forhold.

Også denne anmelder ser dybt forfald i den rutinerede "Pontoppidans stadigt mere overspændte Produktion": som faa herhjemme forstår han "at koge en krydret Suppe paa en Pølsepind". Det ideale Hjem har kun til hensigt at vække forargelse, og anmelderen gør Adam Mallings kærkomne fortjeneste (s. 561) til forfatterens, der da også til sin overraskelse måtte se bogen trykt i andet oplag.

Politiken anmeldte aldrig bogen, havde kun en note på udgivelsesdagen. Edvard Brandes blev i de dage gift i Kristiania og havde måske ikke villet slippe den giftige Sven Lange løs på sin protegé. I februar 1901 begyndte præsten Albert Schack (i Koncertpalæets Store Sal) at holde foredrag imod bogen. Ironisk analyserer han forskellen på "Fædre" og "Morbrødre" i bogens "ideale" samfund. Uden blik for ironien bebrejder Pontoppidan siden (i 1905-interviewet) "Pastor Schack og andre Taaber" for af litteraturen at forlange "en Formel, en Læresætning eller moralsk Leveregel". Schacks egen konklusion var at Pontoppidan "slet ikke har ment noget med det hele" (1901, s. 45).

Først da Morten Pontoppidan året efter i sit tidsskrift forsvarer broderen over for den kirkelige aktivistgruppe "Vigilia"s angreb, tager Politiken omsider bogen op – ved at aftrykke Morten Pontoppidans artikel hvori der bl.a. står: "Et Arbejde, der i etisk Henseende er paradoksalt (eller oprørsk, om man saa vil) roder Pastor L[arsen fra Vigilia] uden videre sammen med Smudslitteraturen, den, der tilsviner den opvoksende Ungdoms Fantasi" (Frit Vidnesbyrd, 1901, s. 253-54).

Omarbejdelserne

For en grafisk oversigt over ændringerne mellem de forskellige udgaver af de Smaa Romaner henvises til Smaa Romaner 1885-1893, 1999, s. 527. Oplysningen om at Højsang i 1930 er uændret, slettes.

Minder

Da Pontoppidan i 1899 havde gennemskrevet Minder til udgaven af sine to bind Fortællinger, gav han den undertitlen "Af Mag. Globs Papirer". Det er første gang en fælles fortæller af Minder, Den gamle Adam og Højsang nævnes ved det navn. Han er nu fuldgyldig digter i eget navn idet hele fortællingen er omorganiseret til en dagbog, og samtidig er som nævnt ovenfor de tre tidsplaner reduceret til to.

I bogens kernestof sker der imidlertid ingen forandring af betydning, stilistisk er der tale, bl.a. i fætterdigtene, om helt punktuelle ændringer som det kan være svært at betragte som egentligt målrettede. Teksten har i princippet siden haft denne form. I 1902 blev Minder på Pontoppidans eget forslag og uden andet end nye småændringer, men uden undertitlen, optrykt i Ernst Bojesens serie "Nordisk Bibliotek" med illustrationer af L. Find, men da Minder, fortsat ikke med nogen undertitel tillagt Magister Glob, indgik i Noveller og Skitser II, 1922, skete det med 1899-udgaven som forlæg, dog ikke uden yderligere en håndfuld småændringer. F.eks. fik Pontoppidan i den kluntede formulering "dybest [1899 tilføjede: derinde] i Æventyrskovens Dyb" (s. 46), omsider strøget "dybest", og de tidligere udgavers "Randersianer" (s. 24) bliver til "Randrusianer". Men dette er rettelsesniveauet.

 

Nattevagt

Hvor tæt på den aktuelle politiske situation Pontoppidan selv opfattede bogen, bekræftes af at han i Fortællinger II (1899) inkorporerer "Nattevagt" i Skyer der får den nye undertitel: "Fortællinger fra Statsomvæltningens Dage 1885-94". Samtidig gennemfører han en række mindre ændringer i teksten der sigter på at gøre kærlighedshistorien mellem Jørgen og Ursula psykologisk mere overbevisende. Jørgen gøres mindre grov i sin optræden, dybere engageret i sin kærlighed. Denne tendens forstærkes og udbygges i bogens 3. udgave fra 1905. Her er det i lige så høj grad Ursulas figur der ændres i retning af det frimodigere, mindre anspændte, så balancen mellem de to kommer bedre på plads. Det var under arbejdet på Borgmester Hoeck og Hustru (1905) at Pontoppidan – på sin forlæggers opfordring – havde taget Nattevagt frem igen: den "var næsten gået mig af Minde, men jeg havde virkelig Fornøjelse af at forny Bekendtskabet med Fortællingen, der vel ikke hører til mine bedste men dog nok kan gå an. Jeg anser det for rigtigst, at jeg kigger den lidt nøjere igennem, inden den går i Sætteriet" (brev til Ernst Bojesen 4.3.1905). Det ejendommelige er nu at Pontoppidan ved bogens optagelse i første bind af Noveller og Skitser, hvor den holdes uden for Skyer, formentlig bevidst vælger versionen fra 1899, skønt 1905-udgaven havde været optrykt i 1912. Begrundelsen kunne være at tyngdepunktet i Nattevagt ligger i spændingen mellem den naturalistiske grobrian og det reaktionære borgersamfund og ikke i en konflikt hos Jørgen mellem hans meningers mod og hans kærligheds tålmod. Men forsøget (der er nøjere analyseret i Behrendt 1964) har altså været gjort.

 

Den gamle Adam

Efter 145 punktuelle rettelser i andet oplag af bogen i 1895 (se s. 637) lod Pontoppidan stort set teksten i fred. Afskaffet blev dog kapitelinddelingen (på ny side) da bogen i 1899 blev optrykt i et større format i Fortællinger II, og i den løbende tekst erstattet af en kort vandret linie. Undertitlen blev skiftet ud til "(Af Magister Globs Papirer)", men fortælleren selv røber stadig ikke sit navn. Et dusin rettelser i selve teksten er alt, og da denne tekst blev optaget i Noveller og Skitser 2, 1922, er det med under ti egentlige tekstrettelser, men med en lang række ortografiske ændringer. Dog er heller ikke dén nu længere tillagt Magister Glob. En blindgyde i teksttraderingen udgør 1905-udgaven i et såkaldt "Tredie Oplag". Bogen er her, uden undertitel overhovedet, indlemmet i en miniserie af Smaa Romaner, og teksten er (fejlagtigt, mente forfatteren) sat efter 1895-oplaget med bevarelse af kapitelopdelingen. En række korrekturrettelser søger at afbøde forskellene fra 1899-teksten, men er ikke konsekvent gennemførte.

 

Højsang

Mens de tre første romaner således i høj grad bevarede deres struktur under den senere omarbejdelse, blev de tre sidste omkalfatret. Højsang blev først dramatiseret som De vilde Fugle i 1902, et stykke der ikke blev opført før end i radioen i 1932. Bag på titelbladet hævdes det at skuespillet kun skulle have "Personer og nogle indledende Optrin tilfælles med Fortællingen "Højsang"", og den tidligere jeg-fortæller optræder som en passivt oplevende "Kandidat Glob". Handlingen udvikler sig nu meget parallelt med romanen, men står jo denne gang for forfatterens egen regning hvad der gør det hele noget patetisk. Til gengæld er Andenlærer Langer opgraderet til førstekommentator når han f.eks. om v. Hacke siger til Glob: "Et rigtig Vrag (…) der har vugget paa de store Haves Dønning. Det er, ligesom naar Synet af en død Vildgaas faar alle de tamme Rappere i Møddingpølen til at klapre med Vingerne af Rejselyst og Eventyrlængsler" (a.a. s. 128). Udgangen er mindre drastisk: v. Hacke synker død om for Fru Lindemarks fødder, mens hun til gengæld over for ægtemanden antyder en mulig tilnærmelse.

Ideen om en sammensmeltning af de tre fortællere har altså manifesteret sig inden for de tre år 1899 til 1902, og foresvævede måske allerede forfatteren da han 20.11.1898 skrev til sin forlægger Aage Hirschsprung om "en stor Udgave af mine Skildringer fra Alfarvej"; den ville næppe kunne kaldes "stor" uden at rumme dem alle tre. I den tyske oversættelse af Højsang fra 1910 (Der Teufel am Herd) er navneændringen gennemført i det nye manuskript der lå til grund for oversættelsen, og da dette udkom på dansk i 1921, blev også denne tekst gjort til nogle "Af Magister Globs Papirer". I 1920 udkom en svensk oversættelse af de tre "Glob-romaner" (Magister Glob. Hans självporträtt, Stockholm).

Et nyt, bevaret manuskript var grundlag først for den svenske oversættelse af Højsang, dernæst for 1921-udgaven. Thorkild Skjerbæk har sammenholdt den tyske tekst med originaludgaven fra 1896 og første halvdel af 1921-teksten med den endelige, igen ændrede tekst i Noveller og Skitser 3, 1930. Men endnu har forskningen ikke overkommet at sammenligne den tyske udgave med 1921-udgaven for at fastslå hvor gamle dennes afvigelser er fra 1896/1902-teksterne. Men i såvel 1921 som i 1930-udgaven, der får lov at beholde Glob-undertitlen, overtages Langers ord om det stolte drachmannske vrag af fortælleren, der nu holder sig fordækt indtil han på bogens næstsidste sider præsenterer sig som Kandidat Petersen.

Skønt Pontoppidan i 1922 skubbede de to første ud af trekløveret, tillod Thorkild Skjerbæk sig i 1979, med henvisning til den svenske udgave, at samle de seneste versioner af de tre Smaa Romaner i en fællesudgivelse under titlen Magister Globs papirer (uden Af). Måske en for sen opfyldelse af Pontoppidans 80 år gamle drøm, selv om han ikke havde forestillet sig 1948-retskrivningen tvunget ned over teksten. I ingen henseende er der altså her tale om noget autentisk Pontoppidan-værk.

Lille Rødhætte/Thora van Deken

I 1909 udkom Lille Rødhætte sammen med Isbjørnen under fællestitlen To Portræter. "Et af mine Hjertebørn," kalder Pontoppidan den i et brev til Henri Nathansen (23.7.09), som "her har fået nye Klæder på". Teksten er sat efter et nyt manuskript der rummer utallige rettelser og ændringer såvel i det små som i det store. Hovedtendensen er at løsgøre teksten fra den meget tætte tids- og debatmæssige sammenhæng vi har set Pontoppidan anbringe den i. F.eks. har han strøget herredsfogedens fordømmelse af skilsmisseretten (s. 460). "Man kan tydligt se," skriver Ahnlund, "hur Pontoppidan vid omskrivningarna strävat att forskjüta tyngdpunkten utifrån och inåt" (1956, s. 300).

Under navnet Thora van Deken blev romanen i 1910 oversat til tysk (i det tidl. nævnte bind Der Teufel am Herd), og den titel anvendte Hjalmar Bergstrøm og Pontoppidan også da de sammen dramatiserede romanen i 1913-14. Arbejdet var Bergstrøms "selvstændige Arbejde" (brev til Mathilde Mann), men Pontoppidan fulgte det tæt og kom til sidst med nogle tilføjelser. Dramatiseringen blev siden opført også i radioen og i 1920 filmatiseret i Sverige. Sin nye titel bevarede romanen da den i 1922 indgik i Noveller og Skitser 2, endnu en gang underkastet talrige småændringer.

Det ideale Hjem

Gav Pontoppidan i en vis forstand pastor Schack ret når han i 1905-interviewet (se s. 622) fortsatte: "Hvor man er i Stand til at sige sin fulde Mening lige ud, skal man selvfølgelig ikke gaa det digteriske Sprogs, Billedtalens, Omveje. Men paa den anden Side – hvortil har man Kunsten, uden for gennem den at faa Udtryk for det uudsigelige?"

Selv havde Pontoppidan allerede før bogen udkom, betegnet stilen som "den Drøftelses-Form, som nu engang er min" (brev til Ludvig Feilberg 16.11.1900). Efter udgivelsen diskuterede han med både Axel Lundegård og Georg Brandes i hvilket omfang Det ideale Hjem var kunst eller debat. At den havde "fået Novelleform skyldes nærmest praktiske Hensyn; bedømmer man Bogen som Fortælling, får den slet ingen Værdi", skriver han til Georg Brandes (5.12.1900). Noget senere modererer han sig over for Lundegård: "det novellistiske [har] jo absolut ikke været Hovedsagen for mig i "Det ideale Hjem", og derfor synker Stoffet sammen i Slutningen, hvor den psykologiske Motivering ikke lader sig erstatte af Påstande" (25.1.1901").

Da romanen sammen med Den gamle Adam skulle udkomme på tysk (i 1912), foretog Pontoppidan derfor nogle kompositoriske (og som sædvanligt mange enkelte) ændringer⁵. Han stopper Adams forhold til Margarete (som hun her hedder) før både forlovelse, giftermål og graviditet ved at lade hende afvise ham på grund af bogen og forlove sig med en anden, og i et flashback i kapitel VII flyttes hendes "klistrende" afhængighed af Adam over på en af dennes tidligere elskerinder, Ottilia, som gennem deres diskussioner på kierkegaardsk vis sættes i stand til selv at vrage Adam da hun genmøder en barndomskæreste og med ham flytter til Østasien hvor hun bliver "sehr glücklich" (Der alte Adam, s. 291-98). Thorkild Skjerbæk (1987, s. 37) antyder muligheden af den tyske oversætters indflydelse, men som vi har set, havde Pontoppidan i forvejen problemer med slutningen. Den tyske udgaves fællestitel kan man endda fristes til at se som udtryk for at den nye Adam, nemlig Adam Malling, heller ikke i forfatterens øjne i grunden, dvs. når det kommer til at skulle realisere sig, er så grusomt meget anderledes end den gamle.

Også de danske læsere blev præsenteret for denne nye slutning med andenudgaven i 1930 (Noveller og Skitser 3, ligesom i den tyske udgave med ti kapitler over for 12 i 1900). Dog er det nu igen Adam der bryder forholdet – og Ottilia er ude af billedet. I det hele er der her skåret kraftigere end i nogen anden Pontoppidan-tekst: knap halvdelen er redigeret væk. Et nyt, bevaret manuskript fra engang i 1920'erne er grundlaget for denne udgave. Det er op til læseren hvor underfundig man skal forstå denne udgaves undertitel: "Et Problem under Debat". Forholdet mellem teori og praksis er stadig på Pontoppidans dagsorden. I kærligheden som i livet. Omend den holder flyttedag, står moderens formaning til Adam uforandret gennem alle udgaver: "Gør dig dog ikke Livet goldt og tomt for en Teoris Skyld!" (s. 537; N&S 3, s. 120-21).⁶

Eftertidens behandling

Skønt Pontoppidan, som vi har set, igen opgav at holde de tre jeg-bøger Minder, Den gamle Adam og Højsang sammen som "Magister Globs Papirer", er de i eftertiden ofte blevet behandlet som sådan, og det må vi derfor også gøre her.

 

Af Magister Globs Papirer

Vilh. Andersen er den første til at sammenfatte de tre titler under ét (1917, s. 98). Måske, mener han, er det fordi forfatteren selv har haft øre for det gammeldags i deres stil, at han siden "har indført en Beretter som Hylster om Fortælleren eller Forfatteren og som Hinde om Stilen", "en Undskyldning for den let pedantiske Properhed i Stilen og Nøgternhed i Iagttagelsen", og Vilh. Andersen henregner hertil 2. udgaven af Ung Elskov (1906), i hvis kærlighedshistorie med dødelig udgang han ser stor lighed med Minders. Og i øvrigt svarer Nattevagt til Minder som Mimoser (1886) gjorde til Ung Elskov (1885).

I selvbiografien til Nobelstiftelsen nævner Pontoppidan da også de tre titler på række i det snævre udvalg han giver af sit forfatterskab.

Klaus P. Mortensen læser de tre Glob-bøger i forlængelse af Vildt (fra 1890; se SR I, s. 514): som led i Pontoppidans "analyse af den borgelige natur- og seksualangst" (1982, s. 73). Gennem Minders "subtile afsløring" over ironien i Den gamle Adam til den "dialektiske ironi" i Højsang afdækkes "et drømmejeg som rejser ud i eventyret, iagttagende men ikke egentlig handlende, og vender hjem med lammet kærlighedsevne". Men det problem er "også af kunstnerisk art. Idet iagttagerproblematikken gøres til et led i fiktionen gennem fortællerjeg'erne, så viser den erotiske stækkelse sig, tydeligere og tydeligere for hver ny roman, at stå i forbindelse med den ironiske eller kritiske afslørerlidenskab." Derfor er det "utvivlsomt tilsigtet (…) at pedanten [i Højsang] er forfatter og udstyret med nogle synspunkter, som påfaldende Minder om Pontoppidans egne. (…) Forkrøblingen er ikke bare ødelæggende, men indeholder også skabende, bevidsthedsudvidende muligheder" (s. 83). Klaus P. Mortensen karakteriserer fortælleren i de tre romaner som "den erotisk lemlæstede" hvis fortolkninger er i konstant modstrid med den virkelighed læseren kan opfatte (s. 80).

I Dansk litteraturhistorie inkluderer Torben Kragh Grodal de tre titler blandt de "adskillige jeg-fremstillinger, hvor jeg'et på den ene side fortæller med ungdommens subjektive intensitet, og på den anden side lader et mere bornert og hæmmet, hyppigt ældre jeg underkaste disse oplevelser en afstandstagende kritik, således at kritikken kan gå begge veje, mod hæmning og mod selvudfoldende kropslighed, og mod mellemformen, den sanselige sværmeriskhed" (Grodal 1985 s. 518).

Med udgangspunkt i Skjerbæks udgave af Magister Globs papirer (1979) erklærer Poul Bager 1997 sig enig med Skjerbæk i at "for en nøjeregnende overvejelse er det svært at fastholde identiteten mellem de tre bøgers fortællere" (Skjerbæk 1979, s. 229). Bager ser Glob-figuren som "en rationalisering, der kunne indsættes i jeg-fortællerens sted" og en "anden identitet end forfatterens egen" på linje med Blichers Peer Spillemand. Denne Glob er så blind i sin selvopholdelsesdrift at han (i Minder) bliver mytoman, tolker verden i sit eget billede (i Den gamle Adam) og på skrømt tror sig på den gyldne middelvej (i Højsang) skønt han blot er "et jomfrunalsk dusinmenneske med en aldeles tilregnelig blindhed på begge øjne".

 

Minder

I sin Pontoppidan-disputats priser Knut Ahnlund Minder for dens "dubbelbottnade känsloläge också i naturupplevelsen" (1956, s. 222). "Det är nattmusik med inlagd text, det episka ligger helt och hållet inbäddat i landskapet. Naturmystik och minnesberusning blandas med de erotiska atmosfären, Pontoppidans kyska sensualism" (s. 224).

Klaus P. Mortensen ser Minder som "virkelighedens indbrud" i "fortrængningens paradis"; det er "den kødelige lyst" der er fortrængt, og bogen bliver, med fortællerens egne ord, et "Mindernes Mareridt" (s. 81), for han er med sin "fastlåsning på 12-årsniveauet (…) en kronisk uskyldig" (1982, s. 78).

Grodal opfatter Minder, "det Drachmann-Hamsun'sk stemningshengivne prosastykke", som "en parodisk kamp mellem den brutale mandighed, (…) Mohrhof, og en hæmmet pedantisk mandighed, (…) Hammer". Den tragiske udgang dæmpes med "erindringernes og stemningernes virkelighedsopløsende distanceskaben" (1985, s. 519).

 

Den gamle Adam

Skønt Pontoppidan var tilfreds med anmeldelserne, rynkede han dog på næsen ad sin egen bog ved at skrive til Axel Lundegård:

Mig er dog "Nattevagt" langt kærere. Der er i "Den gamle Adam" noget af det konfektagtige, som er vor nyere Literaturs Jammerskade(22.1.1895)

Lundegård havde nemlig (23.12.1894) bl.a. skrevet:

Du är en romantiker, som roar dig med att försöka piska romantiken ur din egen kropp. Det har du nu med allsköns grundlighet försökt göra först i "Nattevagt" och sedan i "Den gamle Adam". Gå på med det!

Det var tak for sidst for Pontoppidans brev af 28.11.1893.

Allerede C.E. Jensen så i sin anmeldelse Schopenhauer i Den gamle Adam. Børge Kristiansen har udfoldet et helt essay (2003) om kortromanen i lyset af den schopenhauerske antropologi hvorefter kønsdriften ses som "viljens brændpunkt" og kun kan overvindes gennem den askese og verdensforsagelse som fortælleren til sidst giver udtryk for.

Den tematiske struktur i Den gamle Adam ville have været utænkelig, hvis ikke Henrik Pontoppidan havde haft et endog ganske indgående kendskab til Schopenhauers filosofi allerede i 1894, da romanen udkom," slutter Kristiansen.

 

Højsang

Pontoppidan bebrejdede Vilh. Andersen at han i sin bog fra 1917 undervurderer Højsang "der synes mig en af mine bedste Bøger" (brev af 5.8.1917, Breve II). Pontoppidan må hentyde til den endnu kun på tysk foreliggende version, for da den i 1921 var udkommet på dansk, skrev han i et brev til forfattervennen Niels Jeppesen: "Bogen er en literær Satire i Lighed med "Kærlighed uden Strømper", og dens Værdi beroer ikke på Karaktertegningen, som tværtimod helst ikke må være for indtrængende, da Satiren i så Fald nemt vilde lide Skibbrud på det tragiske. Det var for at undgå dette Forlis ved Scylla, at jeg i min første Udarbejdelse kom for nær Charybdis og havnede i virkningsløs Overdrivelse" (Jf. N&S 3, s. 70). Så Vilh. Andersen var måske undskyldt; han henviser ikke i sin gennemgang (1917, s. 105-08) til den ændrede 1910/1921-udgave.

Det er derimod på grundlag af denne at Poul Bager skriver om fortælleren i Højsang at han udleverer sig til publikum. Bogen "er derfor ikke nogen lidenskabernes stormsang i høj stil – tidens mode forstår man – men en bravade, der ganske morsomt trækker begivenheder og personer ned i det lavkomiske plan, hvor de fleste hører hjemme" (1997, s. 110). Bager er til gengæld ikke opmærksom på brevet til Jeppesen der først blev offentligt tilgængelig i 2001, men var korrekt citeret af Jeppesen i 1951, s. 30-31.

Nattevagt

I sin bog Vore Dages Digtere er C.E. Jensen nået frem til at stemple Jørgen Hallagers anarkisme som lyrik, den lyrik "Pontoppidan hader (…) med en Lyrikers Had" som han allerede skrev om Højsang (cit. s. 619). Og med sin viden fra Lykke-Per, hans Ungdom (1898, s. 71) kan han fastslå at Hallager "i Virkeligheden ganske skikkeligt [ernærer sig] som Retoucheur hos en Fotograf." – "Pontoppidan føler den indre Modsigelse ved selv at digte imod Lyriken, at lade Virkeligheden synes Drøm og Drømmen Virkelighed" (Jensen 1898, s. 49).

Litteraturhistorikeren P. Hansen hæfter sig ved den blot deklamatoriske "Urkraft" i Hallagers "indtil Sindsforvirring brutale, hensynsløse og selvgode Verdensomvælter" (1902, s. 679-80), mens den senere præst Oscar Geismar i Nogle digterprofiler erklærer sin kærlighed til Nattevagt netop fordi "Pontoppidans sjæl" i den (og i Den gamle Adam) endnu "dirrer og skælver (…) af harme mod dem, der enten af dogmatisk radikalisme eller af løssluppen kvindebegær søndertræder de stille og fine menneskers livslykke" (1906, s. 46).

Vilh. Andersen ser på sin side Nattevagts programmatiske pointe i Drehlings replik om i al beskedenhed at iagttage livet (s. 157). Det er "Nøglen til al Pontoppidans Digtning, og saadan har han ogsaa her skrevet. (…) Saaledes holder en Dobbeltseer sig sine Yderpunkter fra Livet." Det er Kierkegaard og hans pseudonymer, det er Henrik Ibsen og hans Brand eller Per Gynt. "Bogen er skreven med en fuldkommen Ironi, men med Paradoksets Sving og Patos. Det er den betydeligste af de Smaa Romaner" (1917, s. 102-03; jf. 1934, s. 404).

Vilh. Andersens elever tog ham på ordet da de i 1926 udgav en Dansklærerforeningsudgave med Nattevagt som hovednummeret, "Ilum Galgebakke" som entré og "Den første Gendarm" som mellemret. Et koncentrat af 1899-udgaven af Skyer! Den udgave gjorde med talrige oplag Nattevagt til en skolebogsklassiker.

På dette tidspunkt blander Pontoppidan sig selv i diskussion i brevet til Dansklærerforeningens formand Th.C. Thors: "(J)eg [lader sjælden] mit personlige Forhold til mine Skikkelsers Anskuelser og Meninger komme til Orde, hvad der kun er naturligt, da det vilde skade den kunstneriske Virkning. I min Egenskab af Fortæller er Hallager og Drehling (…) mig lige kære. De er kun Mennesker for mig, og har begge min Sympati" (20.12.1926). Det var i samme periode Pontoppidan erklærede, at "jeg er radikal af Natur. Der er i en Skikkelse som Jørgen Hallager i "Nattevagt" adskillige Dråber af mit eget Hjerteblod" (brev til Olaf Lauridsen 2.12.1931, Breve II).

Ahnlund behandler, i sit slutkapitel om de "kunstnärliga utvecklingslinjer", næsten udelukkende Nattevagt som en kunstdiskuterende bog. For ham er det en bog om moral og om trofasthed, "om den tragiska och absurda solidariteten mot en idé som håller på att föråldras" (1956, s. 383). I 1971 udprikkede den svenske forfatter Lars Olof Franzén Nattevagt til sine Danska bilder. Hans pointe er at den politiske og den æstetiske diskussion i bogen hænger intimt sammen, og at Hallager giver "ett klart uttryck för en marxistisk konstsyn innan någon sådan egentligen etablerats", og som belæg citerer han afsnittet om "Menneskeåndens Frigørelseskamp": "Forleden kom jeg (…) egentlige Bevægkraft" (s. 117-18; Franzén, s. 47-48).

Franzén blev fulgt tæt op af de danske nymarxister Preben Kaarsholm og Torben Kragh Grodal der i 1974 skrev hver sin artikel om Nattevagt i tidsskriftet poetik. Her fortsættes linien fra Jørgen Holmgaards Dødens gilding (1971) hvor Pontoppidan bestemtes som udtryk for "den sorteste og dybeste politiske reaktion" (s. 89). Gennem en "socialhistorisk funderet litteraturanalyse" fastslår Grodal at "selvom Pontoppidan kritiserer varesamfundet, gør han det udfra en småborgerlig reaktionær position, der tendentielt ser ondets rod i udviklingen af produktivkræfterne" (1974, s. 87). Kaarsholm understreger Hallagers "stadigt voksende bornethed" og hans "manglende kærlighedsevne"; hans oprør der "i så høj grad bygger på absolutte moralske krav, er selv umoralsk i sin forening af kærlighed og ægteskab med en personlig hævn overfor sin sociale modstander", nemlig Ursulas far (1974, s. 61 og 59).

Også for Klaus P. Mortensen konfronterer Nattevagt "meningerne med praksis og de skjulte forudsætninger" også i Pontoppidans eget sociale engagement. "Jørgens ideer om solidaritet og menneskerettigheder afprøves på hans kærlighedsformåen" (1982, s. 84). Men forfatteren vælger ikke side, søger tværtimod at samarbejde "den psykologiske analyse af de indre savn, af hæmningerne, af traumerne og så den kritiske analyse af samfundet" (1982, s. 88-89).

I sit afsnit om Pontoppidan i Dansk litteraturhistorie (1985) modererer Grodal sit synspunkt: "Skarpere end tidligere formulerer Pontoppidan her sin kulturkritik og sin sociale kritik, og mere eksplicit end tidligere kobles kritikken sammen med socialistiske strømninger. Men samtidig konfronteres disse synspunkter lige så skarpt og eksplicit med de modgående, traditionelle og eksistentielle synspunkter, der kom til syne i Spøgelser, og som fremover skulle få stadig stigende vægt i forfatterskabet. Pontoppidan var ved et vendepunkt" (s. 524). I sin bog om Anarkismen og demokratiets tragedie indsætter Niels Kofoed (1986, s.153-67) Nattevagt i folkevisens symbolramme. "Agnete og Havmanden" er ikke blot motivet for Drehlings "opbrudsmaleri", men også – som udmøntet i H.C. Andersens lyriske drama af samme navn fra 1833 – modellen for kvinden mellem de to mænd: en stærk (havmanden=Hallager) og en svag (Hemming hos HCA=Drehling). Som havmanden mangler Hallager i bogstavelig forstand sjæl, men han mangler, mener Kofoed, også den frigjorthed fra det private traume og dets hævnmotiv som skulle give bogen et "virkeligt politisk perspektiv. (…) Perspektivet og vurderingerne sløres af personlige følelser" (a.a. s. 159-60). Med udgangspunkt i det ovenfor citerede brev til Thors konkluderer Kofoed at "Hallager og Drehling (…) afspejler som komplementære figurer i romanen den spænding, der fandtes i ham selv mellem realisten og romantikeren", en spænding der i disse år fører ham fra "samfundsdebatten og de kulturpolitiske spørgsmål" til de "langt mere omfattende problemer om menneskets oprindelse, ønsker og skæbne" (a.a. s. 164-65).

Uden henvisning til Kofoeds bog forfølger den franske professor Marc Auchet havmandssporet ved at gøre opmærksom på at Hallager næppe tilfældigt i Rom introduceres ad "Havmandsgade" (Via Tritone s. 87) op til Berninis havmand, så at såvel Hallager som Drehling (med sit maleri af den kærlighedsskuffede havmand s. 152) er omfattet af havmandssymbolet: "Denne mytologiske figur repræsenterer uden tvivl symbolsk en personlighed fuldstændigt domineret af ukontrollable kræfter i sjælens ubevidste" (1987, s. 412).7 Det er for disse kræfter Hallager i romanens forløb frigør, renser sig (jf. Via Purificazione s. 89) ved at opgive troen på "den Løgn om Kærlighedens Magt til at knytte Sjælene til hinanden" (s. 154). Auchet gør også opmærksom på paralleliteten mellem de to "énøjede" bipersoner: portneren ved Drehlings romerske atelier (s. 130) og Madam Hansen i Hallagers københavnske (s. 175): deres enøjethed sammenfatter "to modsatrettede aspekter ved forfatterens personlighed", hans "dialektiske metode" (1987, s. 414).

Lille Rødhætte/Thora van Deken

Klaus P. Mortensen behandler dette binds to sidste Smaa Romaner under overskriften "det patriarkalskes indkredsning" og konkluderer: "Mens Lille Rødhætte handler om hvordan det efter at det har mistet sin oprindelige samfundsmæssige berettigelse, så søger Det ideale Hjem at beskrive hvordan en søn gør sig totalt fri af det patriarkalske" (1982, s. 199). Karakteristisk er i disse hovedpersonerne. Det giver dem et præg af håndfast og udvendig skematisme på kanten af klichéapparatet i Spøgelser (1888).

Det er måske derfor så få litteraturhistorikere og -analytikere har beskæftiget sig med romanen.

Det ideale Hjem

Georg Brandes skelner i sin behandling af romanen (1913, s. 14-15) mellem "Tendensen" i Adams skrift (de tre punkter s. 558) og den lille romans egen "tendens", matriarkatet, "fremkaldt ved Harmen over at den Kontrakt, der ved Ægteskabets Stiftelse indgaas, er uopløselig uden begges Samtykke". Vilh. Andersen derimod anser bogen for "– maaske –" at være ironisk (1917, s. 108) og mener at Adams teorier – "maaske" ikke skal tages alvorligt (1934, s. 405).

"Kærlighedens død i ægteskabet er et hovedtema i forfatterskabet," skriver Niels Kofoed, "en videreudvikling af den påstand, at modsætningerne drages mod hinanden uden at kunne leve sammen" (1985, s. 213). Han henviser til Schopenhauer og Edouard von Hartmanns udviklinger af en teori om at det enkelte individ gennem valget af partner søger at kompensere for egne svagheder. "Ægteskabsskildringen i Thora van Deken og Borgmester Hoeck og Hustru er blodig alvor, men den æstetiske diskurs i Det ideale Hjem er grum komik" (214); den er "Pontoppidans håndsrækning til den moderne kvindebevægelse". Forfatteren fremsætter her et "anarkistisk krav om ægteskabets afskaffelse" (1985, s. 215).

Klaus P. Mortensen anser Adam for i andenudgaven at være blevet gjort til "et bytte for sin hæmmede seksualitet" der ikke kan "overskride sit jegs grænser og give sig hen" (a.a. s. 262). Hverken han eller andre af 1980'ernes dybdepsykologiske fortolkere hæfter sig ved at den nietzsche'anske arbejdsteori fra Lykke-Per's tilblivelse: Adams skelnen mellem "Natur-jeg'et" og "Samfunds-jeg'et" (s. 472), ganske er forsvundet i den danske andenudgave. Den hørte til slaggerne fra højovnen. Grodal ser bogens forslag om "familier grundet på matriarkatet" "ikke som ellers i forfatterskabet begrundet i den forkrøblende virkning af den autoritære fader på søn og hustru, men derimod i en puritansk modbydelighed ved samliv mellem personer fra forskellige familier med forskellige vaner og idiosynkrasier. Der argumenteres derfor for familiært samliv mellem søskende" (1985, s. 524).

Poul Behrendt brugte i Bissen og dullen (1984, s. 149-73) romanen som "en slags missing link mellem et patriarkalsk samfund, der var ophørt med at eksistere, skønt ingen havde gjort sig det klart, og en moderlig autoritet, som på en ubemærket måde havde taget hjemmet i besiddelse". Således karakteriserer PB det selv i et nyt essay til optrykket i 1986 af romanens førsteudgave (s. 190). Her opledes ikke så meget forbilleder til som "bagbilleder" af Adam Mallings idealsamfund, og tråde trækkes frem til "matriarkatet i nutiden". Poul Behrendt anser 1900-udgaven for "med sit spændingsfelt mellem tankerne og handlingen" at være "noget af det mest usædvanlige, mindst tidsbundne" i forfatterskabet, men fortællingen blev derefter "slået ihjel", først i den tyske udgave, så i den danske 1930-udgave, for derved at "være så meget nemmere at sætte til livs for læseren" (a.a. s. 190, 177 og 187).

Nogle fodfejl i Poul Behrendts research blev hvast imødegået af Thorkild Skjerbæk i Bogens Verden 1987, men hans fejltagelser har læderet efterskriften til N&S 2003 hvori Tage Skou-Hansen i øvrigt understreger at: "Måske Adam Malling også slap for billigt, han var ikke nogen Sidenius med et faderopgør som Lykke-Per", men "en uhjælpelig selvspejler, som ikke kan give sig hen." (a.a. s. 369).

Udgavens tekst

Som i Smaa Romaner 1885-1890 er kapitelnummereringen standardiseret til arabertal uden punktum (over for romertal med punktum i Minder, Den gamle Adam, Højsang, Lille Rødhætte, Det ideale Hjem og "Første Kapitel" etc. i Nattevagt). Teksten til Minder er blevet sammenholdt med såvel de korresponderende afsnit i "Kronjyder og Molboer" (Danmark, 1887 I, s. 226-73; i det flg. K&M) som med 2.udgaven i Fortællinger I (1899), s. 281-373.

Særlige problemer stiller sig for Den gamle Adam og Højsang. Den første udkom i dec. 1895 i et nysat "Andet Oplag" med talrige afvigelser. Kun en del af disse kan anses for at være rettede sætterfejl. Hvor udgiveren anser dette for at være tilfældet, er rettelsen taget til følge, men overalt anført i oversigten nedenfor. En samlet liste over ændringerne fra 1. til 2. oplag opbevares hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og kan ses på www.henrikpontoppidan.dk.

Tilsvarende sendte Pontoppidan dagen efter udgivelsen af Højsangs 1. oplag en række rettelser til forlæggeren ledsaget af et brev af 14. okt. 1896. Af de i alt 21 forskelle mellem de to oplag kan de seks anses for at være korrigerede sætterfejl, én er en meningsløs indsættelse af et komma, mens resten er typiske små Pontoppidan-rettelser som man så ofte finder dem, også med års afstand til nedskrivningen. Da det fremgår af korrespondancen at bogen kunne have været udsendt allerede den 9. oktober, og da det sidste (bevarede) brev fra Pontoppidan om korrek-turer er dateret 13. september, må dette fornyede gennemsyn, der den 14. okt. endnu ikke var afsluttet, anses for hørende til en ny version af teksten. De syv antagne rettelser er alle anført i rettelseslisten nedenfor; en liste over de øvrige opbevares hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og kan ses på www.henrikpontoppidan.dk.

Tekstredigeringen har i øvrigt fulgt de samme principper som for bind 1 af Smaa Romaner.

Således respekteres vekslende stavemåder inden for den samme tekst(gruppe):

alt(sammen)/Alt(sammen), Baadebygger/Baadbygger, Diokletians/ Diocletians, Draperi/Drapperi, Forværk/Foerværk, fo'r/fór, frørupske/Frørupske, gjøre/gøre, i Steden for/i Stedet for, Ponte molle/Ponte molle, rødmossede/rødmussede, Restavration/ Restauration, Sjal/Shawl, spadsere/spasere, saa'/saae, tavs/taus.

Dog er foretaget en række konsekvensrettelser af diakritiske tegn, da disse forskelle snarere skyldes sætteren end forfatteren. De stiltiende rettelser der er foretaget, drejer sig om rettelser af indlysende trykfejl, en række konsekvensrettelser af diverse tegns rækkefølge ("- > -" o.lign.). I alt er der tale om 45 rettelser. De øvrige rettelser er:

s. 11, l. 5 f.n.: store blaagraa > store, blaagraa (i overensstemmelse med K&M og Minder 1899ff)

s. 26, l. 18 f.o.: "Messias!" > "Messias"!

s. 31, l. 1 f.o.: hvid rød > hvid og rød (i overensstemmelse med 1899udgaven)

s. 79, l. 10 f.n.: med Brostenene > mod Brostenene (trykfejl)

s. 110, l. 3 f.n.: at da De ikke > at De da ikke (i overensstemmelse med 1899udgaven)

s. 113, l. 20 f.n.: Ørelyd > Ørenlyd (i overensstemmelse med 1899udgaven

s. 120, l. 15 f.o.: i det danske Parnas. > paa det danske Parnas. (i overensstemmelse med 1899udgaven)

s. 133, l. 5 f.o.: saa træt nu: > saa træt nu, (i overensstemmelse med 1899udgaven)

s. 183, l. 15 f.n.: over Kirkekoret > over en Udbygning ved Kirkekoret (i overensstemmelse med 2. oplag)

s. 188, l. 2 f.n.: Triumf i > Triumf (i overensstemmelse med 2. oplag)

s. 199, l. 7 f.n.: i det Hele > i det hele (konsekvensrettelse)

s. 200, l. 16 f.o.: Hjærne > Hjærnekiste (i overensstemmelse med 2. oplag)

s. 203, l. 13 f.n.: hende, > hende (konsekvensrettelse i overensstemmelse med 2. oplag)

s. 237, l. 19 f.o.: Haarbuske > Haarduske (i overensstemmelse med 2. oplag)

s. 268, l. 9 f.o.: tomt > tamt (i overensstemmelse med 2. oplag)

s. 289, l. 5 f.n.: Á propos > À propos (formodet trykfejl)

s. 292, l. 7 f.o.: Særk > Særk, (i overensstemmelse med 2. oplag)

s. 294, l. 17 f.o.: jeres lystne Koner venter jer! > Jeres lystne Koner venter Jer! (konsekvensrettelse)

s. 302, l. 3 f.o.: Opmærksomhed, der imidlertid uvilkaarlig fremkaldte > Opmærksomhed og havde egentlig helst været den foruden. Imidlertid fremkaldte den (i overensstemmelse med 2. oplag)

s. 324, l. 7 f.o.: ikke véd > absolut skal have Forklaring paa alt og ikke véd (i overensstemmelse med 2. oplag)

s. 343, l. 15 f.n.: jeg befandt > jeg nu befandt (i overensstemmelse med 2. oplag)

s. 534, l. 15 f.n.: ned, hans > ned, da hans (i overensstemmelse med 2. udgave)

s. 562, l. 8 f.n.: Gotersgade > Gothersgade

s. 563, l. 1 f.o.: smaabjæfende > smaabjæffende

s. 572, l. 3 f.n.: bragt hjem med fra Byen > bragt med hjem fra Byen.

Afslutning

Det er blevet hævdet, af Johannes Fibiger (1999), at det var "for at komme ud af et kunstnerisk dødvande" at Pontoppidan i 1890'erne skrev denne håndfuld Smaa Romaner hvori han "eksperimenterer med fortællesynsvinkler". Men det er at reducere en af de væsentligste arbejdsperioder i forfatterskabet: overgangen fra den udadvendte afsøgning af håb og nød i det samfund der i ny ekspansion frigjorde sig fra det nationalpolitiske nederlag i 1864, til den indadvendte boren sig ned til kernen i menneskenes intime forhold til hinanden, først og fremmest i ægteskabet eller dets alternativer, og til en individuel forståelse af skæbne og lidelse, lykke og gavn. Men eftersom Pontoppidan hverken var filosof eller prædikant, journalist (i egentlig forstand) eller politiker, valgte han i dette vadested sin "DrøftelsesForm". Den var Ibsensk derved at også Pontoppidan foretrak at spørge fremfor at svare. Han kunne næppe være uenig med Viggo Stuckenberg der i sit takkebrev for Nattevagt udtrykker sin "dampende Ærgrelse mod de Anmeldere og de Mennesker, som altid skal tage en Bog til Indtægt for Dit eller Dat. (…) Med min bedste Vilje kan jeg ikke finde, at den ene af Deres Malere har mere eller mindre Ret end den anden, kun at de begge, hver paa sin Vis, slider deres Sjæle itu paa Livet og saa gaar hen og syr Stumperne sammen med det, man kalder en Theori" (6.6.1894).

Pontoppidans billedtale i tiåret op til og i den store kraftprøve med Lykke-Per, var mangeartet, sprudlende, eksperimentende, ironisk – og dertil humoristisk i en grad der ofte underkendes.

Noter

7. "Cette figure mythologique représente sans doute symboliquement une personnalité entièrement dominée par les forces incontrôlables que résident dans la parti inconsciente de l'âme." 8. "deux aspects antagonistes de sa personnalité".

For hjælp eller råd under arbejdet takkes bibliotekar René Herring, nu afdøde Esther Skjerbæk, lektor, cand.mag. Jørgen Øhlenschlæger, lektor, mag.scient. Henrik Loft Nielsen, advokat Henrik Thomsen, lektor, cand.mag. Poul Paludan, professor, dr.phil. Karsten Friis Johansen, lektor, mag.art. Stig Toftgaard Andersen, Westfälische Wilhelms Universität, Münster, direktør, cand.theol. Niels Jørgen Cappelørn, Søren Kierkegaard Forskningscenteret, lektor, mag.art. Per Dahl, Aarhus Universitet, stadsbibliotekar Kristian Grønborg og antikvarboghandler Peter Grosell.

Litteratur

(kun de direkte anvendte kilder er anført; i øvrigt henvises til litteraturlisten i SR I)

Samtlige i Efterskriften citerede anmeldelser foruden breve og artikler af Henrik Pontoppidan er i deres helhed og efter originalerne at finde på www.henrikpontoppidan.dk. Hvor i det følgende intet andet er angivet, befinder arkivalierne sig på Det Kgl. Bibliotek.

Henrik Pontoppidan: Danske Billeder. 1889. Manuskript. Gyldendal
Henrik Pontoppidan: Ansøgning til Kultusministeriet af 24.4.1894 i Rigsarkivet
Johannes Jørgensens dagbøger
Schubothes Forlag Kopibog 1874-96, 4o
Esther Skjerbæks seddelkartotek i Skjerbæk Arkivet. Syddansk Universitet
Thorkild Skjerbæks notater, udkast og kladder i mappe omkring Det ideale Hjem. Skjerbæk Arkivet
Brev til Vilh. Andersen af 27.8.1932 i 2002/11
Brev af 6.7.1900 fra Ernst Bojesen til Funch Thomsen i kopibog, Gyldendals arkiv
Breve til Ernst Bojesen i Gyldendals arkiv B4c
Breve til Edvard Brandes i Tilg. 447
Brev til Ludvig Feilberg i NkS 4573, I,2, 4^o
Brev til Georg Brandes i Brandes-arkivet I C
Brev til M. Galschiøt i NkS 4657,4^o
Brev til Fr.V. Hegel i Gyldendals arkiv
Brev til Aage Hirschsprung (privateje)
Brev til C.E. Jensen i NDB 2. rk.
Breve til Niels Jeppesen i Acc. 2001/65
Brev til Olaf Lauridsen i Utilg. 306
Breve til Axel Lundegård i Universitetsbiblioteket i Lund<
Brev fra Axel Lundegård i Utilg. 306
Brev af 24.7.1913 til Mathilde Mann (privateje)
Brev til Henri Nathansen i Utilg. 281
Brev til Gustav Philipsen i NkS 4462, 4^o
Brev af 6.6.1894 fra Viggo Stuckenberg i Utilg. 306
Brev til Th.C. Thors, afskrift i privateje (originalen ukendt)
Brev til Vald. Vedel i NkS 4465, 4^o
Hvor intet andet er angivet, er trykkestedet København.
1879 Bjørnstjerne Bjørnson: Leonarda. Skuespil i fire Handlinger.
1887-93 M. Galschiøt: Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere, I-II.
1888 Vald. Vedel: "Om Henrik Ibsens digteriske Manddomsgerning" IN Ny Jord s I (red. Carl Behrens), s. 244-51.
1888 C.N. Starcke: Die primitive Familie in ihrer Entstehung und Entwickelung dargestellt. Leipzig.
1889 Henrik Pontoppidan: Tiden tørster efter Glæde, Kjøbenhavns Børs-Tidende 15.11.
1890 Henrik Pontoppidan: Reisebilder aus Dänemark.
1891 Henrik Pontoppidan: Muld.
1892 Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land.
1893 Johannes Jørgensen (red.): Taarnet. Hele tidsskriftet optrykt 1981.
1895 Henrik Pontoppidan: Dommens Dag.
1895 Vilh. Andersen: "Dansk litteratur i 1894" IN Nyt tidsskrift, Kristiania, 3. årg., hft. 10. (31te Marts.) Ændret optryk i 1916.
1898 C.E. Jensen: Vore Dages Digtere.
1900 Erik Pontoppidan: Sundhed og Ægteskab.
1901 Morten Pontoppidan (udg.): Frit Vidnesbyrd. Religiøst Tidsskrift.
1901 A. Schack: Kunsten og Livet.
1902 P. Hansen: Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. 3.
1905 C.C. Clausen: Interview med Henrik Pontoppidan IN Hver 8 Dag 10. sept.
1906 Oscar Geismar: Nogle digterprofiler. Oslo.
1916 Vilh. Andersen: Kritik. Sprog og Litteratur.
1917 Vilh. Andersen: Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab.
1920 Henrik Pontoppidan: Selvbiografi 1917 til Nobelstiftelsen. Henrik Pontoppidan til Minde, 1944, s. 9-10.
1934 Vilh. Andersen: Illustreret dansk Litteraturhistorie, IV.
1942 P. Munch: "Forfatningskampen 1870-1901" IN Schultz Danmarkshistorie, V.
1951 Niels Jeppesen: Samtaler med Henrik Pontoppidan.
1956 Knut Ahnlund: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författerskabet. Stockholm. (Optrykt 1972).
1964 Elias Bredsdorff: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En kritisk undersøgelse.
1964 Fl. Behrendt: Nattevagt IN Henrik Pontoppidan, utrykt speciale; se www.henrikpontoppidan.dk.
1967 Jørgen Moestrup: Pontoppidan og Nietzsche. Utrykt specialeopgave. Se www.henrikpontoppidan.dk.
1968 Elias Bredsdorff: "Mimosers" endnu en gang. Et svar til Jens Kruuse" IN Kritik nr. 7.
1971 Jørgen Holmgaard: Dødens gilding. En analyse af Henrik Pontoppidans "Lykke-Per".
1971 Lars-Olaf Franzén: "Revolutionens nattvakt" IN Danska bilder. Punktnedslag i dansk litteratur 1880-1970, s. 40-48. Stockholm.
1974 Preben Kaarsholm: Pontoppidans "Nattevagt" IN em>poetik 21, s. 50-68.
1974 Torben Kragh Grodal: "Nattevagt og den socialhistoriske analyse" IN poetik 21, s. 69-88.
1976 Carl Nicolai Starcke: The Primitive Family in Its Origin and Development. Edited and with an Introduction by Rodney Needham. Chicago & London.
1978 F.J. Billeskov Jansen: Henrik Pontoppidan. Ledetråd for læsere.
1979 Thorkild Skjerbæk: Efterskrift til Henrik Pontoppidan: Magister Globs papirer, s. 229-95.
1982 Klaus P. Mortensen: Ironi og utopi. En bog om Henrik Pontoppidan.
1984 Poul Behrendt: Bissen og dullen. Familiehistorier fra nutiden.
1985 Dansk litteraturhistorie 6: Dannelse, folkelighed, individualisme 1848-1901.
1986 Niels Kofoed: Henrik Pontoppidan. Anarkismen og demokratiets tragedie.
1986 Poul Behrendt og Henrik Pontoppidan: Det ideale Hjem. Matriarkatet i nutiden.
1987 Thorkild Skjerbæk: "Pedantiske randbemærkninger om Henrik Pontoppidans ideale hjem og Poul Behrendts matriarkat" IN Bogens Verden, nr. 1, s. 35-40.
1987 Marc Auchet: "Le motif du triton dans Garde de nuit" IN Etudes Germaniques, Paris 1987, s. 409-24.
1997 Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land. Udgivet af Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild.
1997 Henrik Pontoppidans Breve, I-II. Udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff. En rettelsesliste hertil findes på www.henrikpontoppidan.dk.
1999 Johannes Fibiger: "Henrik Pontoppidan" IN Litteraturens stemmer (red. Kieler og Mortensen).
2001 Jørgen Fafner: "Henrik Pontoppidans verskunst". www.henrikpontoppidan.dk.
2002 Johannes Fibiger: "Henrik Pontoppidan". www.forfatterweb.dk/.
2003 Tage Skou-Hansen: "Den store puritaner". Efterskrift til Det ideale Hjem og andre Noveller og Skitser, 3, s. 367-73.
2003 Børge Kristiansen: "Vi lægger vort Liv for hendes Klumpfod". ww.henrikpontoppidan.dk.
2005 Henrik Pontoppidans forfatterskab. En bibliografi. Ved Esther og Thorkild Skjerbæk og René Herring.

Rettelser til Smaa Romaner 1885-1890 1. oplag 1999 RETTELSER: s. 449: sende tilføjelse direkte – læs: sende tilføjelsen direkte s. 468: ved Comosøen i det italienske Tyrol. – læs: ved Gardasøen i Lombardiet. s. 503: (jf. Fl. Behrendt 1964) – læs: (jf. Fl. Behrendt 1964a) s. 519: i april 1890 – læs: i april 1892. s. 524: 1964 Fl. Behrendt: Henrik &c – læs: 1964 a s. 524: 1964 Fl. Behrendt: Henrik &c – læs: 1964 b s. 529: Højsang 1921 er ikke identisk med udg. i N&S 1930. s. 535: 104 (…) Berceaux (…) – læs: Berceau(x): (fr.) buegang. s. 536: 126 Frederik VIs søster – læs: Frederik IV's søster. s. 538: 165 med Deres tilladelse – læs: for at aflægge afskedsvisit. s. 538: 192 grønlandske bygder – læs: grønlandske byer s. 544: 426 herregården Knapstrup – læs: herregården Knabstrup s. 545: 7>5 – 484>483 – 490>489 – 502>501 – 510>509 – 530>531