Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Fredensborg. 28. november 1893
en melankolsk Eneboer
Fredensborg.
D. 28de Novb. 93.
Kære Ven!
Jeg har læst din nye Bog1, og jeg sender dig min bedste Tak for den og min oprigtigste Lykønskning. Den er et værdigt Sidestykke til "Titania"2. Jeg deler ikke din Begejstring for den Idé, der har fået dig til at skrive Bogen, men jeg beundrer din Kunst, og det er det vigtigste. Hvad der synes mig ejendommelig for din Kunst er den tunge Hånd og stærke Energi, hvormed Bøgernes Helhed er formet, i Forbindelse 2 med en yndefuld, næsten kvindelig øm Syslen med Detaillerne. Du er ikke af dem, der med let, behændig Hånd tilrettelægger dit Stof; du går ingen snørklede Krogveje Genveje√ for at nå dit Mål; du går med et beundringsværdigt Mod, en urokkelig Tillid til dine Kræfter lige ud af>ad den støvede Landevej; men for hvert Skridt plukker du en smuk Blomst ved Vejkanten og sætter i din Hat. Din Skildring af Katinka er det bedste, du har gjort. Afskedsscenen med hende i Slutningen af 1ste Del er uforlignelig. Du er en Idealist; men du er det ikke, fordi det er blevet Mode nu. 3 Den skønne Svaghed er du født med, og det er den, der er bleven din Styrke. Held dig! – Selv ser jeg sortere og sortere for hvert År, der går.
Men endnu én Ting beundrer jeg foruden din Kunst; det er din vidunderlige Arbejdsevne. Hvor i Alverden har du pludselig hentet den? Jeg skal ikke nægte, det var med lidt Betænkelighed, jeg så, at din Bog var så stor. Og dog mærker man ikke i én Linje, at den ikke er gennemarbejdet. Ganske vist kunde man have ønsket Slutningen lidt stærkere motiveret, Gemmas Skikkelse lidt mere fremskudt – men jeg forstår, hvilke Følelser, der her har 4 holdt din Hånd tilbage fra en omstændeligere Udarbejden.
Hvilket besynderligt Sammentræf! Jeg sad netop og skrev de sidste Linjer, da dit Brev kommer ind ad Døren. Tak for det! At man i Stockholm har opfattet Søren Wiegeland3 som et Portræt af Georg Brandes er ganske vist dumt; men at man skal komme til at tænke på den sidste, når man læser om den første, har du dog også selv villet. Det kunde for Resten interessere mig at læse, hvad Stockholmer-Bladene skriver om din Bog. Gider du en Gang sende mig et Par√ Kritiker, både blandt de rosende og de mindre rosende; jeg skal hurtigt sende dig dem tilbage. 5 – Du mener, at jeg vel snart får Rejse-Randslen spændt igen. Ak nej, kære; det har såmænd lange Udsigter. For Øjeblikket ligger min Hustru syg i København hos sin Moder, hun har ligget i en Måned og er endnu ikke oven Senge. Jeg lever ganske ene herude, og er derfor lidt trist.
Du lykkelige Nygifte, send en Gang imellem en venlig Tanke herned til en melankolsk Eneboer, der også er en Slags Prometheus forsåvidt, at han altid befinder sig i Selskab med en umættelig Grib, der ransager hans Hjerte og Lever.
For din unge Hustru bøjer jeg mig i Ærbødighed, kyssende hendes Hånd.
Din Ven
H. Pontoppidan
