Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Firenze. 5. december 1892
fast Stilling den sikkre Vej til Undergang
5te Decb. 92. |
Casa Nardini Piazza del Duomo No 7. Firenze. |
Kære Ven!
Til Lykke med din Bog1 og Tak, fordi du sendte mig den; den har beredt mig en stor Glæde. Fandt jeg måske dens første Del lidt almindelig, blev dens anden Del mig til uafbrudt og stigende Fornøjelse. Du har aldrig skrevet noget så godt, og jeg tvivler ikke om, at dine Landsmænd nu til fulde må indse, hvilket betydeligt Forfatteremne, de har i dig. Du har sikkert nu fundet din egen, ejendommelige Form og det Felt, hvorpå du friest bevæger dig. Du er en Trubadour, der endelig har fundet sin Luth, efter længe at have spillet på Basfiol.
Jeg har nu også selv sluttet mit Arbejde; det er af en ganske anden Karakter 2 end dit; der findes ikke i min Bog2 det mindste af den Art Poesi, der kan gå ind under Benævnelsen "Strengeleg". Jeg har skrevet til Philipsen3, at han skal sende dig den, når den udkommer; jeg håber nu, at han ikke glemmer det.
Og så var det forøvrigt det, jeg vilde sige dig, at jeg synes, du skulde komme herned til Italien nu strax sammen med – ? –4 og slå dig ned i Rom for et Par Måneders Tid. I Begyndelsen af næste Uge rejser jeg derned og bliver der rimeligvis, – dersom der ikke er altfor koldt. Her er virkelig billigt i Italien – og i Stockholm er der dyrt. Du boer lige så billigt selvanden hernede som ene i Stockholm. Jeg taler her af Erfaring. Men det er sandt … du véd det jo fra din egen Rejse, så jeg behøver ikke at belære dig.
Fra Trattoria Napoleone har jeg en Hilsen at overbringe dig. Samme Dag, jeg modtog dit sidste Brev, gik jeg sammen med et Par andre herboende Skandinaver 3 ned i Via dei Servi5 og fandt Stedet. Vi hilste Værten fra dig og dit Selskab; han huskede jer meget godt og viste os det Bord under Vinduet inde i den inderste Stue, hvor I plejede at sidde. Nu er jeg allerede Stamgæst derhenne; men forøvrigt findes her mange af den Slags billige Spisehuse.
Fra Uffizierne kan jeg også bringe dig Hilsen – naturligvis! For Resten er jeg ikke særdeles begejstret over Malerierne hernede; Rafael er efter min Smag temmelig kedelig, og kun de gamle, kristelige Freskobilleder rundt om i Kirkerne har jeg noget rigtigt Udbytte af. (I Siena var der de vidunderligste Guldgrundsbilleder fra Begyndelsen af det fjortende Århundrede). Derimod finder jeg Arkitekturen her i Florenz beundringsværdig. Jeg har fra mine Vinduer Udsigt til den dejlige Domkirkekuppel (og ærgrer mig daglig over dens skrækkelige Konditorkage-Façade), og jeg spaserer aldrig forbi Pitti uden at gribes af hellig Ærefrygtsgysen. Og Naturen her er over al Beskrivelse! Kom herned, 4 du! Så skal vi tage os nogle ordentlige Rundtomsture med vore bekendte store Fedtlædersstøvler på!
Lev nu vel – lad være med at "slå Rødder"; det er vi begge for unge til. Tag for Himlens Skyld ikke nogen fast Stilling; det er den sikkre Vej til Undergang.
Tak for dit Brev – og skal vi så sige: på Gensyn i Italien?6
Din Ven
Henrik P.
