Henrik Pontoppidans verskunst

Materialet

(NB Dette afsnit skal korrigeres i henh.t. misforståelse af Einar Nielsens udgiverteknik)

Emnet for beskrivelsen foreligger med Einar Nielsen: Digte i Henrik Pontoppidans forfatterskab (privattryk 2000, forkortet EN).

Samlingen omfatter, så vidt muligt, alle digte fra bøger af og om HP, digte fra aviser, dedikationsdigte m.v., i alt 102 numre. Af disse er godt halvdelen originaldigte, resten citater.

Citaterne har EN markeret med anførselstegn. En vis usikkerhed fremkommer ved, at dette princip åbenbart ikke er helt konsekvent gennemført (Forord: Mange (hvorfor ikke: alle?) digte er anbragt i anførselstegn for at tilkendegive, at de ikke er af Henrik Pontoppidan). Man studser således over nr.23, der i noterne anføres som indskrift-digt på Brahesborg, og nr.70, Welhavens bekendte Asgaardsreien. De to digte burde vel have haft citations-tegn.'1

Jeg har ikke undersøgt de øvrige citat-digtes herkomst, men antager, at følgende digte og digt-fragmenter stammer fra HPs hånd:

45681317181920212426283435404647484952545657586062636466677178 = 798184858687888990919293949596979899100101, altså i alt 54 tekster, der vil være denne undersøgelses genstand.

I fremstillingens løb bliver de anvendte, metriske termer forklaret. Ellers må jeg – ubeskedent men nødvendigt – henvise til mine bøger om Dansk Verskunst (Digt og Form. Klassisk og moderne Verslære 1989, samt Dansk Vershistorie I-II, 1994-2000, forkortet henh. DF og DV).

Versgangen

Et vers (>lat.versus, 'vending') defineres som en afgrænset, umiddelbart fattelig og meningsmæssigt tilstrækkelig rummelig del af det større tekstforløb, vi betegner som et digt. Vers er altså ensbetydende med verslinje. Den populære brug af 'vers' i betydningen 'strofe' (dvs. et fast, gentageligt og genkendeligt mønster af flere vers) har rod i evangelisk liturgi, hvor en versikel (versiculus) betød et bibel'vers'. Når f.eks. Davidssalmerne blev gendigtet (”parafraseret”) til brug for menighedssangen, kunne hvert bibelvers udmøntes i ét 'vers', én strofe, se også Den store Danske Encyklopædi, art.'vers'.

Ved versgang forstås versets bevægelsesart, som den fremkommer ved antal og fordeling af trykstærke og tryksvage stavelser. Vi skelner mellem ren og blandet versgang. Den rene versgang kan være bisyllabisk:

Det lyder som et Eventyr
∪   — ∪   —  ∪   — ∪ — … jambisk

Solen synker over Byen (20)
— ∪  — ∪ —∪— ∪… trokæisk

eller trisyllabisk, der kan være amfibrakisk:

Den Vaarstorm, han rejste i Ungdommens Sind (91)
∪   —    ∪     ∪  — ∪ ∪—  ∪   ∪    —

eller anapæstisk:

Vi har staaet med Fakler, med Faner, Orkester (91)
∪  ∪    —     ∪  ∪     —   ∪    ∪     — ∪       ∪ — ∪

Ren daktylisk versgang (— ∪ ∪— ∪ ∪—) som i 57 Elskede! Kom til mit Bryst bruges ikke af HP i noget større digt.

Den blandede versgang sammenstiller to- tre- og fireslagsgrupper frit:

Og det var den aarle Morgenstund (13):
— | — ∪  ∪ | —∪— ∪ —
eller
Bonden spidsed Øre og rejste sig paa Stand (85)
—  ∪   ∪   ∪|  — ∪∪ | — ∪  ∪  ∪ | —

Hos HP fordeler versgangen sig på følgende måde:

Bisyllabisk: 68,5 % (Jambisk 42,6 %, trokæisk 25,9 %)
Trisyllabisk: 7,4 %
Blandet versgang: 20,4 %
Rene bisyllabler overfor rene trisyllabler: 3,7 %

Fordelingen i hele den europæiske tradition efter 1800 er tilnærmelsesvis:
Bisyllabisk: 65 %
Trisyllabisk: 10 %
Blandet: 25 % (DV § 49).

Indenfor den bisyllabiske (såkaldt alternerende) gruppe af vers er jamberne dominerende overfor trokæerne (42,6 til 25,9 %). Det svarer nogenlunde til mønstret hos det 19. århundredes lyrikere (se statistik i DV § 405). HP er ikke 'trokæisk' (som f.eks. en Staffeldt eller – tildels – en Grundtvig), men jambisk, svarende til den fremherskende rytmiske intonation i dansk. Rytmisk placerer HP sig med andre ord indenfor det 19. århundredes normalområde.

Sondringen mellem ren og blandet versgang er et vigtigt vershistorisk parameter. I senrenæssancen er de rene (alternerende og som specialform: trisyllabiske vers) enerådende. Med nyklassicismen i anden halvdel af 1700-tallet (Klopstock, Ewald) får de fast blandede, antik-rytmer et gennembrud, men først med romantikerne (hos os Oehlenschläger) bliver de frit blandede versrytmer almindeligt accepterede. Det er denne – romantiske – versform, HP bygger på.

Versformerne

Af de versformer, HP bruger, er det frit substituerede, jambiske dimeter, den fremherskende form. Det er romantikkens typevers. 'Dimeter' er den traditionelle (og internationale) betegnelse for firtryksverset, bestående af to 'dipodier' eller 'dobbeltfødder', f.eks. jambisk: Hvad jèg fra Dréng har sét og h´ørt (100), eller ustrofisk i det Wessel'ske En fáttig Kjédelflìkker gík (86), jambisk med frie trisyllabler: Og dét var den áarle Mórgenstùnd ((13), eller frit blandet også med tetrasyllabler ( firestavelsesgrupper):

Examenen var endt og Bogen lagt paa Hylde (81)
∪½¾ ∪∪∪½ ¾ ∪½¾∪∪∪ ½¾ ∪

Dette er den middelalderlige folkevise- og knittelvers-stil, som romantikerne vakte til live igen, og som er den tradition, HP befinder sig i (EN nr.6, 13, 40, 46, 47, 48, 66, 67, 81, 85, 95).

Til de versformer, som slog rod med romantikken, hører også femfodsjamben. Modsat dimetret behandles den, bortset fra enkelte variationer, rent bisyllabisk, således også hos HP (EN nr.35, 60, 78, 79, 87, 88, 89): Ved Lygtens Skin, imellem Faar og Stude (87).

Femfodsjamben tilhører mere læse- end sang-poesien. Det samme gør femfodstrokæen, som HP bruger et par steder (ER nr.64 og 99). Versmålet blev introduceret af romantikerne, i ældre tradition er det så godt som ukendt udenfor metrikernes laboratorieforsøg. Femfodstrokæen virker smidigst, når den behandles dipodisk (dvs. med frit vekslende hoved- og biaccenter):

Kírke-Klòkke! Éi til Hóvedst`æder (Grundtvig).

HP foretrækker den hårde, monopodiske rytme:

Sólen dáler. Snárt vil Nátten kómme (64).

Strofeformerne

Allerede de benyttede strofers omfang (format) bidrager til forfatterens almindelige karakteristik.

Der ligger en vigtig grænse mellem, hvad vi betegner som mindre strofer (dvs. på højst 4 vers) og større strofer (fra 5 til n vers). Medens de sidste naturligt nok tenderer mod ordrigdom og patos, sigter de første mod prægnans eller intimitet. En nærmere begrundelse og statistik kan ses i DV II § 446. Her påvises det også, at der i det 19. årh. sammen med læsedigtets ekspansion sker en markant udvikling fra større til mindre strofeformater. Oehlenschläger og Grundtvig har overtal af større strofer (henholdsvis 70 og 83,5 % overfor 30 og 16,5 %).

En undersøgelse af HP.s strofer viser, at han følger den nævnte tendens. Forholdet mellem store og små strofer er som 29,2 % til 70,8 %. HP lægger sig med hensyn til strofeformat på linje med halvfemserdigterne.

En fejlkilde i statistikken er, at HPs kortformer mest er dikteret af deres brug i roman og fortælling. Digtene er for så vidt sekundære, modsat f.eks. i Drachmanns tidlige romaner, hvor de er primære, lyriske manifestationer, føjet ind i en fortælleramme, se i øvrigt planlagt essay om Poesiens og prosaens symbioser i europæisk litteratur.

Vi vil derefter kaste et blik på de enkelte strofeformer.

Tolinjeren

Karakteristisk er HPs brug af tolinjere. Disse blev af den klassiske teori ikke engang vurderet som rigtige strofer: Un distique ne fait pas une strophe (Ph.Marot: Les Strophes 1912, 1969 p 79). Først med romantikerne kommer tolinjeren til ære og værdighed som strofe, oftest på grund af dens fyndige og folkelige karakter (DV II § 272).

Versmålet kan være det jambiske, frit fyldende dimeter:

Vi bygged vor Gaard i en Overgangs Tid
- lidt pyntelig paa Fløjen, men borgerligt solid (85)

… eller sågar femfodsjamber som i det velbekendte udfald mod de klerikale:

Men altid gennem Juleaftens Glæde
jeg hører Æslet skryde, Barnet græde. (87)

Trelinjeren

Trelinjeren er en fremmed fugl på vore breddegrader. Den kommer fra romansk digtning (latinske sekvenser, italienske terziner m.m. DV II kap.5).

HP har to digte af slagsen, ét i tunge, monopodiske femfodstrokæer:

Solen daler. Snart vil Natten komme.
Hør! En Landsbyklokke stille melder,
at den lange, lange Dag er omme… (64)

…og et trisyllabisk, hvis bidske tone er af Sophus Claussen'ske dimensioner:

Og Adam den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven. (91)

Den trelinjede form havde overhovedet halvfemserdigternes særlige bevågenhed, ikke mindst på grund af dens religiøse konnotationer.

Firlinjeren

Firlinjeren er den optimale lilleform og følgelig den strofetype, der har størst udbredelse i europæisk poesi. Den tilfredsstiller de (tre) krav, der definerer en elementarform (se nærmere DF § 69). I al sin dagklare almindelighed har den heller ikke nogen speciel udtrykskarakter, men er den form, der så at sige falder i pennen, når man vil skrive metrisk:

Du spørger, hvorfor ej jeg skrev,
om jeg har glemt ”min Due”,
om jeg ej fik dit sidste Brev
og Blomsten til min Stue? (21)

Se også strofefragmentet EN nr 78.

Den anførte, jambiske strofe, kaldes Bordingstrofen efter dens mest ihærdige bruger i dansk barok, Anders Bording. Den er ret beset en reguleret udgave af folkevisens firlinjer.

HP bruger Bordingstrofen i et af sine berømteste digte, Sønderjylland. I sangbøgerne (således Højskole-sangbogen) skrives stroferne (modsat EN) i langlinjer:

Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!

Jeg er ikke bekendt med, om dette er HPs originale skrivemåde. I så fald lægger han sig på linje med nogle få og ekstraordinære forekomster som Hauchs "En Flygtnings Sang" i romanen En polsk Familie, eller et par tilfælde hos Oehlenschläger, her i blandt et lejlighedsdigt fra 1841, der begynder "Saa har vi da paa store Sorg igien den ægte Glæde". Men uanset hvad, har skrivemåden givet den simple strofe en bred og indtrængende værdighed gennem det, øjet ser på papiret. Med romantikken begynder så småt digtets (in casu læsedigtets) optiske fremtoning at spille en stadigt mere fremtrædende rolle for den æstetiske oplevelse. Dette træk (som er nøjere beskrevet i DF og DV II, se også Fafner: "Det sete digt", Bogvennen 2000) kulminerer med modernismens poesi.

Firlinjeren forekommer også hyppigt i sin 'folkelige' version, dvs. med fri udfyldning af dimetrene:

Det Solskin mig fylder, det sprænger mig næsten,
det straaler i mit Hjerte, det synger i mit Blod.
Ved Gry og ved Aften, i Regnen og Blæsten,
et Atterskær der strømmer hele Verden imod. (46)

Det er Aakjærs manér. Hans ”Forspil” til Rugens Sange kom i 1906, samme år som HP skrev sit digt:

Jeg lægger mig i Læet her ved Storrugens Rod,
jeg lytter og jeg lytter, til det synger i mit Blod…etc.

Begge digte lader sig tolke som enten overfyldte fireslags rækker (substituerede dimetre) eller underfyldte otteslags rækker (reducerede tetrametre, pauserede elementer i skarp klamme):

det straaler i mit Hjerte, det synger i mit Blod.
∪ ¾ ∪ ∪∪ ¾ ∪∪ ¾ ∪∪ ∪ ¾
È ¾ È ¾È ¾ È[¾] È ¾ È ¾ È ¾ [È ¾ ].

Det er denne, lidt løbske rytme, som Oehlenschläger og romantikerne indførte ved århundredets begyndelse.

Ved siden af sin 'folkelige' form har firlinjeren en mere eksotisk (undertiden romansk) udgave, som også skyldes romantikerne og som halvfemsernes nyromantikere tog op, således den trokæiske, 'spanske' romancestrofe, der især havde bud efter kontemplative stemningsmalerier:

Solen synker over Byen,
Uvejrsrødt i Vesten brænder,
Dagen dør, - med Gyldenskyen
Bud og Hilsen jeg dig sender (20).

Rytmen er blandet mono- og dipodisk, se også EN nr 28. HP skriver ellers helst monopodiske firfods-trokæer. De passer bedst til den hårdtslående tone (”Uffes Sværd” i EN nr 92).

Varianterne

To- til firlinjerne er som sagt elementarstrofer. De kan varieres ved forskellige kombinationer, udvidelser og versdeling til varierede strofer. Af sådanne har HP nogle stykker, mest lån fra nyere tradition. Ved deling (aggregering) af firfodstrokæen, fremkommer varierede strofer som:

Mandemod, Kvindetro
vil saa gerne sammen bo.
Arneild, Barnesmil
lyser hjem til Aftenhvil (26).

Det ”kretiske initial” ¾ È ¾ ½ ¾ È ¾ har udbredelse i folkedigtningen, f.eks. Ach wie bald / Ach wie bald / schwindet Schönheit und Gestalt! (Erk/Böhme 719), hvorfra det vandrer over til kunstdigtningen, f.eks. H.C.Andersens vise Pandebeen! – Godt det groer. I digtets tredje strofe, andet vers må der være en skrivefejl: [og]>[os].

Det er enkelt nok, og HP kaster sig overhovedet ikke ud i indviklede strofiske eksperimenter. Vi finder ikke et eneste eksempel på en Oehlenschlägers endsige en Drachmanns formelle raffinementer. De enkelte større strofer, han bruger, vokser mere ved en slags morfologisk mekanisme end ved en æstetisk plan, og de gennemføres ikke i strofisk kongruens (se nr.19, 24, 94 og 96 m.m.). En enkeltstrofe som nr.48, "Hør Bølgernes Skrig!" er rigtignok en efterkommer af den romantiske individualstrofe, som vi kender den fra den unge Ingemann, men uden æstetiske ambitioner. HP skriver på lykke og fromme i trisyllabiske dimetre der her og der spaltes (aggregeres) i dramatiske kortvers.

Af de mere regelrette, traditionelle strofer kan anføres:

Nissestrofen i "Til Holger Drachmann". Strofen er hjemmehørende i det 19. århundredes formbestand (Heine, Winther m.fl. og – naturligvis – Gerson). Det skal tilføjes at ”ungdommens mester”, Holger Drachmann, ikke har sat sig mærkbare spor i HPs lyrik, og – endnu mindre – m.h.t. den særlige Drachmann'ske sammenvævning af lyrik og prosa (cf. planlagte afhandling).
En anden, ligeledes traditionel strofe bruges i nr. 92:

Der er kommet Foraarsbud,
Danmark skyder friske Skud!
Lærkesange, Fløjt af Stære, -
noget nyt, der er i Gære
under Is og Vinterslud.

Man finder denne femlinjer, aaBBa, stavelsestællende (77887) i Ronsards oder, hvorfra den, tolket som firfodstrokæer kan være vandret til Tyskland (Sperontes, J.H.Voss, J.M.Miller) og Norden, hvor Grundtvig er en ivrig bruger. HP har den samme kontante rytme som salmerne "Deilig er den Himmel blaa" og "Alt staaer i Guds Faderhaand".

Ligeså velkendt er Fuglevise-strofen (opkaldt efter H.J.Ranchs Nu vill' vi gaa spadsere). HP bruger den – jambisk reguleret – i nr.93 "Hjalmar Bergstrøm – Ved Efterretningen om hans Død". Strofens forbillede findes igen hos plejadedigterne (Ronsard, du Bellay) og i nederlandsk renæssance (P.C.Hooft, Bredero), hvorfra den vandrer til Tyskland (Opitz m.fl) og Norden (Terkelsen, Kingo, Dorothea Engelbretsdatter m.fl.). Den oprindeligt så lystige vise og dens lystige melodi bliver forvendt til alvorlig, åndelig sang.

Konklusion

Som undersøgelsen viser, har Pontoppidans verskunst sin rod i det 19. århundredes tolkning af den folkelige, sækulare og gejstlige digtning. Vershistorisk er han epigon. Genklangen af folkevise og evangelisk salme er overalt iørefaldende. Digtene har i udstrakt grad en romantisk tone: frit blandede dimetre med ekskursioner til firfodstrokæer og de eksklusivere, romantiske femfodstrokæer. Men rytmen er overvejende mere hård end hos romantikerne. I sin favorisering af den lille form (herunder tolinjerne) lægger HP sig på linje med halvfemsernes 'nyromantikere'. Impulser fra Sophus Claussen, men også fra Jeppe Aakjær har været antydet.

Bemærkelsesværdige er de versformer, der ikke benyttes. Der er ingen antikke former (oder og hexametre), ingen eksotiske, romanske former (ægte terziner, ottaver, sonetter, canzoner…), ingen frie rytmer.

Det ville også have undret. HP er ikke æstetiker, han stiller sig ikke an. Hans musiske talenter må vige for en vilje til kontant rytme og kontante udsagn.

 
['1] Citationstegn: Citationstegnene er i alle tilfældene Pontoppidans egne i de pågældende bøger/udgaver, og han er ganske rigtig ikke "konsekvent", (jf. at Woel kom til at tillægge Pontoppidan Welhavens digt) [F.B.s kommentar]. tilbage