Sønderjylland

Af Henrik Pontoppidan

Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!

Det sker, hvad som et Drømmesyn har straalet for vor Tanke!^'1
Til Sommer vajer Dannebrog igen paa Dybbøl Banke!

Hvad knap vi turde hviske om i Krogen mellem Venner
forkyndes nu paa Dansk og Tysk som Løfteord af Frænder.

Velkommen hjem til Moders Hus, vor Søster, Hjertenskære!^'2
Saa bleg du blev i Kæmpens Favn i Striden for din Ære!

Du sad i Bolt og Fangejern til Spot for vilde Drenge.
Seks tusind unge Sønners Liv var dine Løsepenge!

Men du vil ingen Sørgefest! Mens Taaren Øjet brænder,
du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder.

Du kommer klædt i Hvidt og Rødt og smiler os imøde.
Hil dig, vor Moders Øjensten^'3, i Nytids-Morgenrøde!

Carl Dumreicher har med Pontoppidans hjælp første gang fortalt hvordan digtet blev til, i Den yngre Slægt Pontoppidan, 1931, s. 291-92¹:

Ved Verdenskrigens Udbrud boede Henrik Pontoppidan i Snekkersten i Nærheden af sin gamle Ven Galschiøt og dennes helsingørske Omgangskreds (…)

Ved Krigens Slutning (…) befandt Pontoppidan sig igen i Helsingør, hvor han beboede det gamle Havehus i Galschiøts Have, der er anlagt som en Park omkring to store Fiskedamme fra Frederik II's Tid. Her oplevede han saaledes det mærkelige Efterår, der bragte saa betydelige Begivenheder: fra H.P. Hanssens Krav en Oktoberdag i den tyske Rigsdag om Selvbestemmelsesret for det danske Nordslesvig til Novembers næsten samtidige Telegrammer om Kejserens Flugt ind over den hollandske Grænse og Vaabenstilstanden. Tiden var jo ogsaa paa en anden Maade usædvanlig. Et forunderligt mildt, næsten sommerligt Vejr holds sig til langt ind i December og lod de store Pile i Haven staa med gyldent Løv til op under Jul. Man maatte næsten tro paa, at Tusindaarsriget var kommet nær. En Dag havde Pontoppidan fra "Berlingske Tidende"modtaget Opfordring til at deltage i en Enquète om Sønderjylland, men foreløbig afslået at udtale sig. Men en skøn Solskinsmorgen, da han som sædvanlig spadserede omkring Dammene, opstod det lille Digt, som af alle hans Arbejder maaske er blevet det mest populære[.]

Pontoppidan fortrød siden digtets tredje strofe. Den byggede på kendskabet til den tyske udenrigsminister Solfs erklæring over for sønderjydernes talsmand i den tyske rigsdag, H.P. Hanssen, af 14. november 1918, at "det var den tyske Regerings Standpunkt, at ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal skulde løses paa Selvbestemmelsesrettens Grund"². Det blev i Politiken 18.11. omtalt som "et opsigtsvækkende Løftebrev"³. Men fra begyndelsen havde Solf afvist at danskerne havde nogen formel, juridisk ret; alligevel var man indstillet på at følge "Folkenes Selvbestemmelsesret". Men allerede i juli 1919 omtalte Pontoppidan i et brev at strofen "blev til under en fejlagtig Forudsætning". Det er vanskeligt i dag at se på hvilken ændring i den tyske holdning Pontoppidan byggede denne opfattelse. Forfatteren Gustav Bauditz refererede i 1931 Pontoppidan for at han da han skrev digtet, var "i nogen Vildrede, idet han havde forudsat, at der var en dansk-tysk Forstaaelse, og at Genforeningen kunde ske uden Protester fra den sydlige Nabo (...) Senere viste det sig jo, at der ikke var den rette Sympati fra Tyskernes Side, og Pontoppidan har da i senere Udgaver ønsket disse Linier udeladt."⁴ En opfordring der f.eks. ikke blev fulgt af Højskolesangbogen (se f.eks. 12. udg.1933, nr. 411).

Derimod var der i Danmark voldsomme modsætninger omkring den forestående genforening. Da hele aftalen herom først skulle ratificeres sammen med den øvrige fredsaftale, blev det først i februar-marts 1920 at en folkeafstemning fandt sted i Sønderjylland, i to zoner: én nord for den nuværende grænse (10. febr.), én syd for (14. marts). Den nordlige zone skulle tilfalde Danmark hvis der som helhed var et flertal i befolkningen for det, mens der syd for grænsen skulle være flertal i kommune efter kommune. Grænsen mellem de to zoner var trukket så viist at ingen kommune i denne "2. zone" viste flertal for at tilhøre Danmark. Men forud for afstemningen var gået en årelang diskussion mellem tilhængerne af en "national grænse" (dvs. efter befolkningens ønske) og en "historisk grænse", dvs. f. eks. til Dannevirke eller en anden linje den danske regering kunne blive enig med fredskonference i Versailles om. Men regeringen fastholdt trods kritikken ønsket om en "national grænse" ("[regeringen] forlanger mindre end den har ret til," udtalte en medarbejder i det franske udenrigsministerium til den internationale kommission der i Paris behandlede spørgsmålet). Denne holdning udtrykte ikke nødvendigvis respekt for en "demokratisk" afgørelse. Det var mere pragmatisk: man frygtede at tysksindede vil stemme sig til Danmark enten af økonomisk-sociale hensyn (de kaotiske tilstande i efterkrigstidens Tyskland) eller af taktiske hensyn, så de siden kunne medvirke til en total tilbagegang af Sønderjylland til Tyskland.

Pontoppidan var tilhænger af en "historisk grænse". Det kan man se af hans brev mellem de to afstemninger til Niels Jeppesen 18. februar 1920. Her udtrykker Pontoppidan manges håb om at Danmark på tværs af et "negativt" afstemningsresultatet i 2. zone i det mindste ville få tildelt Flensborg. Heraf kommer nok også den trofasthed Pontoppidan en halv snes år senere udviste ved på opfordring vederlagsfrit at sende Flensborg Avis en række artikler.

Nok blev digtet meget populært, men i en betænkning udsendt i 1933 af en ganske vist temmeligt yderliggående kommission nedsat af undervisningsminister Borgbjerg advaredes der mod eksempelvis at lade dette digt indgå i "den danske Læsebog" som efter kommissionens opfattelse "hverken skulde være Propagandamiddel for nationale eller antinationale Anskuelser"⁵.

Digtet inspirerede billedhuggeren Anders Bundgaard (1864-1937) til det genforeningsmonument der i 1927 rejstes i Vestparken i Randers.