Forfatteren, Dr. phil. h.c.

Henrik Pontoppidan

Af Carl Dumreicher

Henrik Pontoppidan er Jyde – født i Fredericia 24. Juli 1857 –, men har selv engang i et Interview betonet, at han "baade paa fædrene og mødrene Side tilhører disse gamle, bestandigt omflakkende Embedsslægter, der hverken er Jyder eller Øboere, men hvori efterhaanden lidt af de forskellige Landsdeles Ejendommeligheder afsætter sig"¹. Hermed har han vel ogsaa villet begrunde den Vandretrang, der aldrig har ladet ham fæste blivende Bo i en enkelt Landsdel, men snart ført ham fra Jylland og til Øerne og snart fra Landet og til Hovedstaden, medens han altid har vedkendt sig sin Barndoms dybe Indtryk af jysk Natur og Folkeliv.

Fra sine første seks Aar i selve Fødebyen husker han imidlertid saa at sige intet. Hans første tydelige Erindring er fra Randers, hvor Faderen 1863 blev Sognepræst ved Skt. Mortens Kirke, og fra Krigsaaret 1864: de fjendtlige Soldaters Indmarch, Ryttere i skarpt Trav over Sønderbro, Husenes nedrullede Gardiner og Indkvarteringen i Hjemmet i Brødregade, hvor en General med sin Stab beslaglagde underste Etage i det rummelige Hus og to Skildvagter opstilledes foran Porten. Men alt opfattet fra en syv Aars Drengs Synspunkt uden Forstaaelse hverken af den trykkede Stemning under Besættelsen eller af Lettelsen, da Tropperne trak bort.

Efterhaanden føjede Randerstiden (Tiaaret 1863-73) naturligvis en Række andre Erindringer til. Selve Hjemmet kom for 280 Henrik Pontoppidan til at staa i et andet Skær end for de tre større Brødre, hvoraf særlig den syv Aar ældre Morten Pontoppidan i "Minder og Oplevelser" har fremhævet sit "lyse og lykkelige" Barndomshjem. Slagskyggen efter 1864 forstærkedes af personlige Forhold. Søskendeflokken tiltog under bestandig beskednere Levevilkaar, da det ret store Embede længe maatte udrede en tyngende Formandspension. Moderens Helbred svækkedes af mange Fødsler og medførte aarelangt Sygeleje. Faderen hæmmedes i sin Gerning og i sine Studier af et stadigt svagere Syn. Tilsidst maatte han have alting læst for sig af Hustruen eller Børnene, og saaledes maatte Henrik allerede i Fjortenaars-Alderen bl.a. læse Martensens "Ethik", som udkom i 1871, op for ham, hvad jo ikke morede Drengen. Den – som Følge af Forholdene – meget sparsomme Omgang med Byens Befolkning bidrog ydermere til at give Livet i Præstegaarden et andet og mørkere Præg end tidligere. Et vagt Barneindtryk fra Fredericia, 281 hvor han en Dag som lille Purk stod udenfor den halvaabne Dagligstuedør og kiggede ind "som i en fremmed Verden", blev ligesom gentaget og forstærket her.

Henrik Pontoppidans første Skolegang foregik i en lille Asylskole nede i "Slotsgaarden", hvor en gammel Enke læste med en halv Snes Drenge. Derfra korn han til en Familie Øckenholt, hvor Konen havde begyndt en Privatskole med Sønnen, Datteren og Henrik Pontoppidan som eneste Elever. Derfra til en Lærer Jakobsen og endelig – i August 1866 og i den lovbefalede Alder af 9 Aar – ind i første Klasse i Latinskolen i Vestergade, hvor to af Brødrene, Morten og Knud, allerede gik, medens den ældste, Erik, Aaret før var blevet Student.

Om Skoleaarene under Rektor H.K. Whitte har Henrik Pontoppidan kort og fyndigt erklæret², at "vi lærte jo ingenting", men ogsaa føjet forklarende til, at han vistnok selv var en Elev "uden Lyst eller Evne". Mellem Lærerne mindes han med Varme en enkelt, Adjunkt Hauschultz, der underviste i hans Yndlingsfag: Matematik, Geometri og Naturlære og talte Drengens Sag, naar Faderen, for hvem de klassiske Sprog og Historie 282 var de vigtigste Discipliner, i sin Utaalmodighed vilde tage ham ud af Skolen og sætte ham til et Haandværk. "Hauschultz elskede jeg. Han fik i Virkeligheden en afgørende Indflydelse paa min Løbebane". Efter 2den Klasse, som dengang var den sidste Fællesklasse, blev Henrik Pontoppidan derfor optaget i 3die Realklasse og tog i Sommeren 1873 Afgangsprøven for Realister med ug i Naturlære, ug÷ i Geometri, mg i Arithmetik og Naturhistorie og – g÷ i dansk Stil, hvor Opgaven var en "Skildring af Alperne".

Medens Latinskolen og Lærerne saaledes – med den enkelte Undtagelse – ikke har betydet noget for Henrik Pontoppidan, spillede Kammeratlivet til Gengæld en afgørende Rolle for ham. Mellem Kammeraterne fra første Klasse var bl.a. den senere Viceskoledirektør N.H. Bang, Rigsdagskasserer Viggo Bierring, Bogtrykker og Udgiver af "Randers Amtsavis" Otto Elmenhoff, Maleren Johan Rohde, der Livet igennem blev en af hans nærmeste og kæreste Venner, Frederik Jakobsen, der ligeledes stod ham meget nær og til hans Sorg døde som ung Student af Hjærnebetændelse, Sigmund Bernhard, der var den anden af de to Realdimittender i 1873, og tre Drenge af Navnet Philipson, der sammen med Bernhard var hans første Berøring med den store Jødekoloni i Randers, som dengang talte over 100 Familier (nu kun 3) og havde sin egen Præst, sin egen Synagoge, der nu er lukket, og sin egen Kirkegaard.

Henrik Pontoppidan kom til at holde saa meget af Samværet, at han selv i Ferierne kunde gribes af Længsel efter at skulle møde paa Skolen blot for igen at være sammen med Klassekammeraterne. Han blev derfor baade Medstifter og ivrigt Medlem af Skoleforeningen "Valhal", som siden har bestaaet. I den endnu bevarede Forhandlingsprotokol har Frederik Jakobsen etsteds skrevet³ en Række Karakteristiker af Medlemmerne og derunder ogsaa af Dirigenten Henrik Pontoppidan. Han skildres her blandt andet som "høj, bredskuldret og af stærk Legemsbygning. Hans Yndlingsstudium er Astronomi og Naturlære med 283 dertilhørende Kryderi: Kemi. Han har holdt en Del Foredrag, mest videnskabelige … fulgte med Opmærksomhed paa Grund af den Livlighed, hvormed de er blevne fortalte … Han er ikke fri for at være en Smule "Fritænker" … Det underligste af H. P.'s Karakter har jeg gemt tilsidst: en bizar Blanding af Munterhed og Melankoli … Summa summarum: en rigtig trofast Fyr i Venskab, ej udygtig til alvorlig Daad". At han af Vennen betegnes som høj af Vækst, maa vistnok bero paa, at Vennen selv har været meget lille. I hans saakaldte "Afregningsbog" fra Soldatertiden, som er opbevaret, og hvor bl.a. hans Signalement findes, opgives hans Højde til 67½ Tomme – altsaa Middelhøjde.

Udenfor Skolen førte Henrik Pontoppidan et friskt Friluftsliv, henvist som alle andre Randersdrenge til Gudenaadalen mellem Lyngbakkerne eller til Fodture i Omegnen. Hans første større Udflugt som 12aarig var til Pastor Hans Nicolai Holten i Torning og Lysgaard, altsaa til St. St. Blichers tidligste Sognekald. Senere Fodture – gærne sammen med Johan Rohde – strakte sig over Mariager helt op til Skagen eller østpaa til Djursland. Han var en hyppig Gæst paa Herregaardene i Omegnen, særlig Tustrup og Løvenholm, der begge ejedes af Familien Pind – paa den førstnævnte havde han to Skolekammerater – og endvidere i Præstegaardene med Faderens Venner: Anton Christiani i Bjerregrav og Aalum og Georg Ferdinand Boesen i Harridslev og Albæk, saa at han tidligt fik et fyldigt Kendskab til Randersegnens rigt afvekslende Natur og ejendommelige Befolkningstyper. Pastor Ole Christian Kahrs i Hem har saaledes Træk tilfælles med Provst Hjort i "Ung Elskov", medens han hos Pastor Boesen fik det første og blivende Indtryk af det grundtvigske Forsamlingsliv gennem et Møde – det første af den Art der paa Egnen – hvor bl. a. "lille Grove" fra Marienlyst talte ude paa Gaardspladsen for en Forsamling, der væsentlig bestod af Kvinder med Datidens sløjfeprydede Hovedklæder, medens Mændene forlegent holdt sig paa Afstand. Pastor Pontoppidan selv havde personlig Sympati 284 for Grundtvigianismen uden dog ubetinget at være Grundtvigianer. Ved Grundtvigs Død, da Henrik Pontoppidan overværede en Bibellæsning i Præstegaarden, hørte han Faderen fremhæve Brorson som Salmedigter fremfor Grundtvig for hans ydmyge Sindelags Skyld. Selv fik han tidligt et skarpt og kritisk Blik for de svage Sider ved Bevægelsen, for den komiske Selvbehagelighed og den skruede Form for Sange og Foredrag. I nogle Barndomserindringer i Anledning af Broderens 70 Aars Fødselsdag har Morten Pontoppidan givet et muntert Billede af Henrik Pontoppidan, der midt i Søskendeflokken bestiger en tæppebehængt Trappestige som Talerstol og med en Højskolesangbog i Haanden gennemfører en rammende Parodi paa et grundtvigsk Folkemøde, saavel paa Forsangen som paa Foredraget. Heller ikke af Højkirkens Folk fik Henrik Pontoppidan et ublandet godt Indtryk. Biskop Brammer i Aarhus, der havde ønsket en anden Mand til Randersembedet end Dines Pontoppidan, der fik det ved paa Ministerens Henstilling at gaa direkte til Frederik VII, satte i hele Pastor Pontoppidans Tid overhovedet ikke sine Ben i Præstegaarden dér og gav derved Sønnen et stærkt Indtryk af kirkelig Ufordragelighed.

Et Indtryk af anden Art knyttede sig endnu til Randers og udgik fra Steen Steensen Blichers Digtning. Han var stadig Skoledrengenes Yndlingsdigter. Hans Grav i Spentrup var kun en god Milsvej fra Byen, og hans Enke levede endnu i Markedsgade. Enkelte af Skoledrengene opdagede desuden, at der sydpaa i Landsbyen Halling levede en anden mærkelig og ogsaa digterisk begavet Mand, Fr. Sneedorff-Birch, en literær Vagabond, der som Blicher blev et Offer for Flasken.

Men først og sidst var det Randerskammeraterne og Randersnaturen, der bandt Henrik Pontoppidan til den østjyske Fjordby og har faaet ham til at give den en Plads i sit Forfatterskab og til i "Minder" – særlig i 2. Udgave med L. Finds fine Vignetter og Illustrationer – at rejse et literært Monument over Barndomsaarene i Niels Ebbesens By.

285 Henrik Pontoppidan havde tidligt besluttet at ville være Polytekniker – oprindelig ud fra Skoledrengens Forestilling om en Ingeniør som en Mand, der førte et æventyrligt Liv paa Rejser – og kom nu som 16aarig til København for at gaa paa polyteknisk Læreanstalt i Studiestræde. Sammen med sin ældre Broder Knud boede han først i Ravnsborg Tværgade, men flyttede senere alene ud til Nyboder og lejede sig ind hos en brav Haandværkerfamilie, hvor han blev i tre Aar. Den jævne, gemytlige og naturlige Tone, der prægede Omgangen med Bydelens Beboere, tiltalte ham i saa høj Grad, at han siden i "Lykke-Per" lod ogsaa Per Sidenius for en Tid faa sit Hjem i "det muntre og idylliske Nyboder, der var som et hengemt Stykke Provins midt i Hovedstaden"⁴.

En Del af Fritiden maatte Henrik Pontoppidan iøvrigt anvende til selv at tjene Penge, snart ved at undervise Elever⁵, snart ved at udføre Arbejdstegninger for en Murermester og snart ved for Professor Carl Holten at afskrive hans fysiske Lærebøger med autografisk Blæk til senere Mangfoldiggørelse. Dog deltog han ogsaa i det muntre Kammeratliv og spillede bl.a. mindre Roller i de af den nystiftede⁶ "Polyteknisk Forening" opførte Dilettantkomedier paa det gamle Hofteater, hvor ogsaa Professorerne, ja selve Direktøren (Holten) medvirkede. Midt under den anstrengende Studietid viste der sig et Øjeblik Mulighed for en Rejse saa langt nordpaa som til Grønland. Geologen Knud Johs. Steenstrup foretog netop i disse Aar en Række grønlandske Undersøgelser og skulde i Foraaret 1876 op til Julianehaab-Distriktet. Professor i Mineralogi Johs. Fr. Johnstrup, der havde haft Pontoppidan med paa en geologisk Udflugt til Bornholm og set, at han baade var en "bjørnestærk"⁷ ung Mand og havde et rejselystent Sind, opfordrede ham til at melde sig som Deltager i Studierejsen. Det var imidlertid egentlig en Kemiker, der skulde med, og det endelige Valg faldt derfor paa Andreas Nicolaus Kornerup, der imidlertid var fysisk svagere og under en Slædetur paadrog sig en Lungesygdom, der faa Aar efter medførte hans Død. Skuffelsen fik Henrik Pontoppidan 286 til samme Sommer – atten Aar gammel – at foretage sin første Udenlandsrejse, der kom til at gaa i en ganske anden Retning. Morfaderen, Etatsraad og Byfoged i Vordingborg Morten Oxenbøll, havde ved sin Død testamenteret hver af Børnebørnene c. 200 Kr.⁸, der med paaløbende Renter kunde hæves ved 18 Aars Alderen. Henrik Pontoppidan havde derfor nu fri Raadiglied over sin Andel og tog fra København til Heidelberg, hvorfra han tilfods vandrede videre til Schweiz. Han havde altid elsket at gaa og havde – vant som han var til Randersegnens flade Engdrag – altid haft Lyst til at se et virkeligt Bjærgland og ikke blot nøjes med at faa Alperne til dansk Stilopgave. Uden fast Plan, men med Sindet opladt for alle Indtryk af Natur og Mennesker flakkede han om i Schweiz og fandt i Interlaken Motiv og Baggrund for sit første digteriske Forsøg – et Skuespil, der fik Titlen "Hjemve" og dels vistes til Broderen Morten, der i de omtalte Barndomserindringer først har fortalt derom, og dels indleveredes til det kgl. Teater, hvis Censor – dengang Chr. K.F. Molbech – vel sendte det tilbage, men med velvillig Kritik. Skuespillet laa siden i Pontoppidans Skrivebordsskuffe, til han en Dag ryddede op i sine Papirer og ved den Lejlighed brændte det sammen med en Del andre Penneprøver.

Efter Hjemkomsten fortsatte han sine Studier og naaede at tage første Del af Ingeniøreksamen. Men da han 1879 indstillede sig til anden Del, var Lysten til en helt anden Livsgerning imidlertid for Alvor vaagnet i ham. Valget stod mellem Ingeniør- og Digtervirksomhed. For Pontoppidan selv stod det ganske klart, at var han først blevet Ingeniør, vilde han altid have denne Uddannelse at falde tilbage paa og dermed fristes til at opgive Forfatterskabet. Han besluttede sig derfor – efter nøje Overvejelse – til fuldstændig at afskære sig Muligheden for en fast Livsstilling. Skønt han allerede havde indleveret alle sine skriftlige Opgaver, trak han sig pludselig tilbage, idet han overfor Inspektør Ørsted officielt angav, at han ikke vilde nøjes med en eventuel anden Karakter. Dermed afsluttedes en Række Aar, hvor han forekom sig selv at have levet "med en Logarithmetabel i Haanden som en Præst med sit Breviar"⁹. Umiddelbart 287 derefter rejste han til Broderen Morten Pontoppidan, der i Frerslev ved Hillerød havde begyndt en Højskole. Paa den forstaaende Broders Opfordring blev han hos ham Resten af Vinteren og skrev her sin første Fortælling "Kirkeskuden". Om Sommeren blev han indkaldt til Soldatertjenesten og – som alle Polyteknikere – til Ingeniørkorpset. Han havde da – det var i 1880 – allerede sendt Fortællingen til "Ude og Hjemme"s Redaktion. Medens han en Dag slentrede om i Gaarden til Ingeniørkasernen paa Hjørnet af Fredericia- og Bredgade – senere Rigsdagsbygning og nu Sæde for Østre Landsret – meldte et Raab fra Stabssergeantens Kontor, at der var Brev til Nr. 69. Det var Ugebladets literære Redaktør, Otto Borchsenius, der skrev, at han havde læst Fortællingen med megen Interesse, men at den dels var for lang og dels for dristig i sine Skildringer af Landsbyforhold til at kunne optages¹⁰. Efter Soldatertiden, hvor Pontoppidan bl.a. havde lært at haandtere baade Spade og Hakke, vendte han forhaabningsfuld tilbage til Broderens Hjem. Morten Pontoppidan havde imidlertid flyttet sin Højskole fra Frerslev til Hjørlunde, og han hjalp nu med i Have og Stald, foruden med Foredrag og Undervisning. Medens han havde befundet sig vel i Frerslev, hvor den gamle Højskoletanke i den Kristen Kold'ske Form syntes ham smukt levendegjort, og hvor han havde lært sin tilkommende Hustru at kende¹¹, passede de ændrede Forhold i Hjørlunde, hvor Forbilledet ikke saa meget blev Kold som Ernst Trier og hans store Skole i Vallekilde, og desuden den nære Tilknytning til Valgmenighedstanken ham mindre, saa han efter et Par Aars Forløb opgav den paabegyndte Lærergerning for helt at udøve Skribentens frie Virksomhed, som han i Efteraaret 1881 havde indledet med "Stækkede Vinger", der foruden tre Skitser – derimellem "Et Endeligt", bygget over et stærkt og straks nedskrevet Indtryk fra en landlig Auktion – indeholdt "Kirkeskuden". Kort før Jul giftede han sig for Honoraret og flyttede i 1884 sit Hjem til Østby i Horns Herred, en hengemt lille Landsby, hvorfra hans Hustru stammede. I en lille Husmandshytte med kun to Stuer, men omgivet af stor Natur og sammen med Egnens primitive 288 Befolkning af Husmænd og Fjordfiskere og Hustruens Slægt af gammelsjællandske Bønder, tilbragte han nu nogle lykkelige Aar, hvis eneste Skygge blev Tabet af det ældste Barn – en lille Pige, som han elskede højt. "Fra Hytterne", der sammen med "Landsbybilleder" og "Ung Elskov" er fra disse fredelige Arbejdsaar, er derfor ogsaa tilegnet "Venner i Østby".

Men med Barnets Død gled Freden og Lykken bort, og som et Udtryk for et Livsafsnit, der var forbi, flyttede Pontoppidan i Efteraaret 1886 til Havreholm ved Hornbæk – en stor og paa den Tid ubeboet Ejendom, som kunde faas til Leje for næsten ingenting – men kom her ind i en uproduktiv Tid, hvorfra kun tre "Smaa Romaner" – "Isbjørnen" og de helt forkastede og efter hans eget Ønske aldrig genoptrykte "Mimoser" og "Spøgelser" – skriver sig.

Paa en Sommervandring i Jylland 1887 havnede Henrik Pontoppidan i Blokhus, hvor han blev bekendt med Digteren Goldschmidt, som boede dér et Par Uger kort før sin Død. Noget dybere Indtryk efterlod Bekendtskabet med den aldrende Kaldsfælle dengang ikke; men paa sine ældre Dage har Pontoppidan i en af sine offentliggjorte Dagbogsoptegnelser udtalt sig paa følgende Maade om dette Møde: "Aarene gaar, og en Dag er man bleven gammel. Mærker man det ikke selv, skal de unge i Faget nok minde En derom. Da jeg for mange Aar siden som debuterende Forfatter traf Goldschmidt ved et vestjysk Badested, blev jeg højst forbavset over, at han endnu eksisterede. Han var for mig en Fortidslevning, som der forlængst var groet Mos paa. Han var den Gang akkurat i samme Alder, som jeg er nu. Jeg kendte den Gang ikke synderlig til, hvad han havde skrevet, hvorimod jeg med Nysgerrighed kastede mig over de fleste Bøger af mine Samtidige, hjemlige og udenlandske Døgnskribenter, som for Størsteparten nu er glemte lige indtil Navnet. Jeg møder derfor Ungdommens højmodige Overbærenhed med et genkendende Smil og et forstaaende Blink i Øjet"¹².

I 1890 – samtidig med Opløsningen af sit første Ægteskab – flyttede Pontoppidan til København og var samme Aar i Tyskland paa det Ancker'ske Rejselegat. Produktionstrangen vaagnede 289 nu igen, men da han 1892 havde indgaaet nyt Ægteskab med Antoinette Kofoed, nødtes han til at gaa ind i journalistisk Virksomhed og lod sig engagere af Ernst Brandes, der nylig havde overtaget Redaktionen af "Børstidende", der i disse Aar samlede en lille Medarbejderstab af unge Skribenter, som senere vandt et Navn i Literaturen, deriblandt Johs. Jørgensen, der var Redaktionssekretær, Sophus Claussen o.a. Under Mærket "Urbanus" skrev Pontoppidan daglig en kortere eller længere Artikel om alle mulige Emner. Samtidig fortsatte han dog det frie Forfatterskab, idet Trilogien "Det forjættede Land" nu udformede sig for ham. Det første Udkast til "Muld" blev trykt i det baade i indre og ydre Henseende meget folkelige Ugeblad "Husvennen". Men jævnsides hermed blev ogsaa andre Ting skrevet, bl.a. Afsnittene om Randers og Fyen til Galschiøt's "Danmark". Pontoppidan maatte i disse Aar arbejde meget haardt for at skaffe Brødet til sig og sin voksende Familie. Sammen med sine to yngste Brødre, som heller ikke var Studenter, udgjorde han ligesom en særlig Enklave i den ellers saa udpræget akademiske Slægt. Med en Følelse af særlig Samhørighed sluttede disse tre Brødre tidligt et kammeratligt Forbund, oppositionelt rettet mod Slægtstraditionerne i det hele taget. Til stor Sorg for Henrik Pontoppidan døde de begge i 30 Aars Alderen, og med deres Død brast ligesom et sidste Bindeled mellem ham og Størsteparten af den øvrige Familie, der gennemgaaende havde taget ham Karakteren af hans Produktion ret ilde op.

Andre Hjem aabnede sig imidlertid for ham. Først og fremmest det store og betydelige Hegel'ske Hjem, hvor næsten alle Datidens Forfattere samledes. Her stiftede Pontoppidan bl.a. Bekendtskab med Drachmann og Ægteparret Schandorph. Især til det sidste følte han sig varmt knyttet, medens Forholdet til Drachmann var mere skiftende. I Borchsenius' selskabelige Ungkarlehjem lærte han flere af Venstres politiske Førere personlig at kende, Berg, Bojesen, N.I. Larsen o.a. I Bladets Udgiver, Xylograf Hendriksen, fandt han en højst særpræget Natur, som han gennem Aarene er vedblevet at 290 se op til med uforandret Hengivenhed og Beundring. Endvidere indførtes han i en Række jødiske Hjem, saaledes i den kunstinteresserede Hirschsprung'ske familie og hos Gustav Philipsen, der imidlertid var blevet hans Forlægger. Derimod kom Pontoppidan udover Samværet hos Hegels meget lidt sammen med Literaturens andre Folk. Hertil bidrog, at han snart igen flyttede ud paa Landet og i Tiderne mellem Arbejdet førte et omflakkende Rejseliv. Allerede straks efter sit første Bryllup havde han sammen med sin Hustru besøgt Italien, som han siden ofte gæstede¹³. "Det forjættede Land" blev saaledes 10 Aar senere sluttet i Firenze. Saa fulgte mange Rejser til Norge, Sverrig, Böhmen¹⁴ og Østrig, idet Bjærgnaturen stadig øvede en særlig Tillokkelse for ham. Norge har han gennemkrydset til Lands og til Vands fra Frederikshald til Nordkap. To Gange har han omsejlet Lofoten, den sidste Gang (i 1911) ved Midvintertide, hvorfra han hjembragte den livfulde Samling Dagbogsblade "En Vinterrejse". Derimod har Pontoppidan aldrig været i England eller Frankrig. Han arbejdede gærne bedst, naar han var ude, og da altid koncentreret, med utaalmodig Hast, hvad der havde til Følge, at han senere ofte fandt Grund til at gennemarbejde sine Bøger. Ogsaa hjemme i Danmark skiftede han hyppigt Opholdssted. Længere end et Par Aar boede han sjældent nogetsteds. Hans Hustru fulgte ham tappert fra Sted til Sted og erklærede engang spøgende til en, der beklagede hende paa Grund af den omflakkende Tilværelse: "Hvor min Mand hænger sin Frakke og Hat, har jeg med det samme mit Hjem". I en anden Forstand betød de ydre Forhold ikke meget for Pontoppidan. Et lejet Værelse med blot et Bord og en Stol var tilstrækkelig Arbejdsbetingelse og gav ham netop den ønskede Uafhængighed af Omgivelserne.

Fra disse lykkelige Arbejdsaar før og efter Aarhundredskiftet stammer en Række af de smaa Romaner, der altid fulgte de større Værker og tydeligt er skrevet con amore. "Den gamle Adam" blev saaledes til en Eftersommer ude i Højlyngen ved Rørvig. "Lykke-Per" derimod blev væsentlig skrevet i dyb Ensomhed i en lille By, Snertinge, ved Sejrøbugten, men Romanen 291 blev dog sluttet i Hillerød, der i den følgende Tid blev hans faste Stade paa Grund af Børnenes Skolegang.

Ved Verdenskrigens Udbrud boede Henrik Pontoppidan i Snekkersten i Nærheden af sin gamle Ven Galschiøt og dennes helsingørske Omgangskreds, deriblandt den bekendte Apoteker Rink, Rektor Krüger og andre. I sin store og smukke Villa med Udsigt over Øresund fejrede han bl.a. sin yngste Datters Bryllup med nuværende Dr.med. Einar Thomsen, endvidere sin 60 Aars Fødselsdag, der bragte ham Udnævnelsen til Æresmedlem af "Dansk Forfatterforening", og her sluttede han endelig Udarbejdelsen af "De Dødes Rige", der iøvrigt var planlagt flere Aar i Forvejen. Men Krigens Eftervirkninger – saaledes baade Kul- og Petroleumsmangel – fortrængte ham fra det store Hus. Kort efter modtog han Meddelelse fra Svenska Akademien om, at han sammen med Karl Gjellerup den 8. November 1917 havde faaet tildelt Aarets Nobelpræmie for Literatur.

Ved Krigens Slutning Aaret efter befandt Pontoppidan sig igen i Helsingør, hvor han beboede det gamle Havehus i Galschiøts Have, der er anlagt som en Park omkring to store Fiskedamme fra Frederik II's Tid. Her oplevede han saaledes det mærkelige Efteraar, der bragte saa betydelige Begivenheder: fra H.P. Hanssens Krav en Oktoberdag i den tyske Rigsdag om Selvbestemmelsesret for det danske Nordslesvig til Novembers næsten samtidige Telegrammer om Kejserens Flugt ind over den hollandske Grænse og Vaabenstilstanden. Tiden var jo ogsaa paa en anden Maade usædvanlig. Et forunderligt mildt, næsten sommerligt Vejr holdt sig til langt ind i December og lod de store Pile i Haven staa med gyldent Løv til op under Jul. Man maatte næsten tro paa, at Tusindaarsriget var kommet her.¹⁵ En Dag havde Pontoppidan fra "Berlingske Tidende" modtaget Opfordring til at deltage i en Enquête om Sønderjylland, men foreløbig afslaaet at udtale sig. Men en skøn Solskinsmorgen, da han som sædvanlig spadserede omkring Dammene, opstod det lille Digt, som af alle hans Arbejder maaske er blevet det mest populære:

292 Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage.
En røvet Datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage.

Han indsendte det som sit Bidrag til Enquêten, der tryktes i Bladets Søndagstillæg "Ude og Hjemme" Nr. 51 for 25. December 1918.

I 1911 havde Henrik Pontoppidan været alvorligt syg og gennemgaaet en Operation for Galdesten. Værre endnu var, at han, som ellers havde et stærkt Helbred, derefter i en 14-15 Aar uafladelig pintes af Nervesmerter i den ene Side af Ansigtet, der tvang ham til mod sin Vilje og Tilbøjelighed at afsondre sig helt fra Omverdenen, og som først en lang Række operative Indgreb efterhaanden mildnede.

Det er med Erfaringen fra denne aarelange Lidelse, at han en Gang skrev: "Middelalderens fantastiske Udmalinger af de fordømtes Bolig som et Kompleks af Rædselskabinetter med flammende Svovlpøle, gloende Jernriste o.s.v. virker komisk, naar man véd, at en eneste ømfindtlig Nerve paa en halv Tommes Længde er tilstrækkelig til at gøre Livet til et Helvede for et Menneske"¹⁶. Trods Tilstanden fuldførtes Arbejdet med "De Dødes Rige", i hvilken dystre Bog der vel for Resten nok kan paapeges Spor af den. Andre, lige saa talende Vidnesbyrd om de Følelser og Stemninger, der beherskede Pontoppidan i denne lange Sygdomsperiode, foreligger i flere af de Dagbogsoptegnelser, han Tid til anden har offentliggjort. Saaledes f. Eks. i denne¹⁷:

"Det Ord trahimur – vi føres – som Augustin gjorde til sit Valgsprog og lod indgravere i sit Signet, vidner om en dyb Livserfaring hos den gamle Kirkefader. Ganske imod vor selvherlige Vilje, vore egne Ønsker og Forhaabninger, nødes vi Skridt for Skridt til at virkeliggøre vort Livs Bestemmelse, som vi mangen Gang først selv forstaar ved Vejens Ende".

Siden sin Hustrus Død i Vinteren 1928 har Pontoppidan levet tilbagetrukket ude i Ordrup og indskrænket sin Omgangskreds til sine allernærmeste. Saaledes var han heller ikke til Stede ved Hundredaars-Mindefesten i Lund for Oehlenschlägers Digter-Kroning, skønt han ved den Lejlighed sammen med Johs. V. Jensen 293 udnævntes til Æresdoktor ved Lunds Universitet. Paa hans 70 Aars Fødselsdag, hvor han paa forskellig Maade hædredes, tildelte Staten ham som Anerkendelse sin højeste aarlige Hædersgave.

Om sit Forfatterskab har Henrik Pontoppidan aldrig direkte udtalt sig, men overladt Redegørelsen for det og Dommen om det til andre. I et lille Digt, der oprindelig stod som privat Tilegnelse i et Eksemplar af hans samlede Romaner og Fortællinger, men senere er offentliggjort med Titlen "Tilstaaelse", har han dog for en Gangs Skyld givet et Bidrag til sin Karakteristik. Som Udtryk for en Følelse, der saa at sige har gennemtrængt det hele Forfatterskab, skal denne Bekendelse til Slut gengives her:

"Hvad jeg fra Dreng har set og hørt,
og hvad jeg selv har levet
paa Alfarvej og vildsom Sti –
alt staar det her nedskrevet.

Der er lidt mer end Tant og Spot
i denne Billedrække
om Danskens træge Folkesind,
som ingen Storm kan vække.

Der er et Angstens Raab fra en,
som under Middagsluren
et Mene Mene Thekel saa
i Lueskrift paa Muren.

Et Drømmesyn? Et Mareridt?
Nu – ingen lod sig skræmme.
Da Verden nys i Flammer stod,
vi hygged os herhjemme.

Vi aad og drak med Velbehag
og priste fromt Gudfader,
der skaaned os for Ildebrand
i vore fyldte Lader.

Nok er jeg selv en sindig Fyr
med Trang til Fred i Sindet;
men dette onde Varselstegn
har brændt sig ind i Mindet.

294 Ved Dag og Nat som Lynildskrift
det spøger mig i Ho'det.
Tilgiv det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet.

Frederiksberg, Februar 1931.
Carl Dumreicher

[Dumreichers note s. 315]

Af Literatur om Henrik Pontoppidan kan særlig nævnes:

Stenografisk Interview med H.P. "Hver 8. Dag". (Kbhvn 1905)
Vilh. Andersen: "Henrik Pontoppidan". (Kbhvn 1917)
Richardt Gandrup: "H.P." Kronik i "Politiken" 23.7.1927¹⁸
Carl Gad: "Omkring Kulturkrisen". (Kbhvn 1929)
Jørgen Bukdahl: "Dansk national Kunst". (Kbhvn 1929)
Sven Lange: "Meninger om Litteratur". (Kbhvn 1929)