Ideal og Virkeliggørelse

Henrik Pontoppidan

I.

– men Pontoppidan selv?

Saaledes lyder ofte Spørgsmaalet, i Tvivl, i Undren, ja ogsaa Beundring. Manden bag Værket, Meningen bag Modet, Synet bag Psykologien? Man spørger mindre af biografisk Nyfigenhed end fordi saavel den mindste Novelle som det største Værk bærer Vidne om en Mand, en Mening og et Syn. – Disse udadtil klassiske og kølige Værker er skabt af en Lidenskab, der ikke blusser ud i nogen Retorik, heller ikke i Polemikens Direkthed, men er som en bunden Fenrisulv; det dirrer, naar den slider i Rebene dybt nede under Værkernes brogede danske Hverdag. Der er stadigt noget faretruende i Pontoppidans Stil, stundom en voldsom Beherskelse, der er tæmmet af et Mylder af smaa ironiske Blink i Repliken, smaa skæmtefulde Pletskud i Karakteristiken, en vis lun Uanfægtethed, en maskulin Ligefremhed, ingen feminin Nuslen omkring Adjektiverne, men lige paa Sagen. En Stilens Mester, navnlig fordi han ikke viser os alle sine Færdigheder, ikke paatvinger os maabende Beundring for nogen stilistisk Ekvilibrisme. Alt dette fører Tanken hen paa den pseudonyme Del af Kierkegaards Forfatterskab, blot er dennes Temperament hedere, men ogsaa tæmmet gennem den Livs-Dialektik, denne Gigant ikke alene førte ud til Stilens Vid, men ogsaa til Kompositionens kinesiske Æskesystem, der i hans eget Livs Husholdning afslørede Selvforstillelsens sære Psykologi. Endelig brød han da ud med en hysterisk Direkthed i "Øjeblikket" og lagde Meningen paa 164 Bordet, spidset til i en Replik, der skulde være en Torpedo under Arken: Det nye Testamentes Kristendom er slet ikke til!

Pontoppidans "Øjeblikket" hedder Mands Himmerig. Han røber her, hvad der laa under det vældige Forfatterskab, hvis Sigte altid laa højere end Kunst, hvis Beskrivelse tjente meget mere end blot Illusionen paa Papiret, hvis Vrimmel af Livsbilleder rakte ud over Artisteriets Selvtilstrækkelighed, idet de set i Sammenhæng – som en Mosaik – rullede et Billede af Danmark op, der foruden at være et Tidsbillede begrænset af Aarstal ogsaa er et Typebillede gældende for alle Tider, spejlende dansk Aands evigt tilbagevendende Problem. Dette set i Lyset af en Mening og et Syn, ført i Pennen med et Mod, der alene skyldes at denne Mening og dette Syn gennem stærke Oplevelser var gaaet i Forbindelse med Personen til det, man kalder Karakter. Ogsaa for Pontoppidan var Subjektiviteten Sandheden. Ingen har saaret Naturalismen som Livssyn dybere end han, indefra, med dens egne Vaaben, ligesom Kierkegaard saarede den evangeliske Protestantisme. Lykke-Per vilde grundlægge en ydre Verden, hans store Værk var født af en fremskridts-optimistisk Filantropi, han blev slaaet tilbage til den anden Front og det Selv, der er Sandheden og Løgnen saavel som Lykken og Ulykken i vor Tilværelse. Jørgen Hallager siger i Nattevagt:

Det ser jeg for hver Dag tydeligere, at det er ikke Friheden, der kan hjælpe os; det er ikke Samfundet, det er galt fat med. Det er os selv, … det er Mennesket, som der er gaaet Lyrik i, og det vil sige det samme, som naar der gaar Svamp i et Hus. […] Det er hverken nye Love, vi trænger til, eller ny Retfærdighed eller nye Verdensdele med nye Hjælpekilder, som man snakker saa meget om i den senere Tid. Hvad det gælder om, er at opdage et nyt Amerika i Mennesket selv, saadan en ukultiveret Plet, uden Fortid, uden Erindring, uden nogen Renaissance eller anden Efterladenskab fra gammel Tid, hvor Svampen kan faa Næring og Trivsel. [Nattevagt, Fjerde Kapitel=Fortællinger II, 1899, s. 233=Noveller og Skitser II, 1922, s. 187.]

– I dette anarkistiske Syn mødes Pontoppidan med Kierkegaard og Ibsen. Disse tre Romantikere vidste 165 noget om at Revolutionen paa Barrikaden kun er Skummet og Efterdønningen i Historien. Den farligste af alle Revolutioner er Sindets, Ordet er farligere og skarpere end Guillotinen …

Saadan fortsætter Pontoppidan Kierkegaard (og Ibsen) og med Kierkegaards Vaaben og i den haardeste Nattevagt af alle, under Nederlagets og brudte Idealers Tegn. – Jeg vil Redelighed! var det store og stolte Motto for Kierkegaard. Det samme gælder Pontoppidan. Derfor saa han i sit Tidsbillede altid Danmark over det evige Misforhold mellem Ideal og Virkelighed. Derfor Tvesynet i hans Psykologi, det rinder af Tvesindet i ham selv. Derfor hans Kamp mod den Skygge, der æder som Svamp paa Nationen, forgifter Energien, smuldrer Modet; han havde den selv i sit eget Hjerte.

At leve er Kamp med Trolde, i Hjertets og Hjernens Hvælv, den Kamp førte Pontoppidan. Tidsbilledet dækkede altid et Livsbillede. Udsynet skærpedes altid af et Indblik. At digte er at holde Dommedag over sig selv. Saaledes er Pontoppidans hele Kunst et Selvransagelsens Værk. –

Som en ung Ørn brød han ud af Præstegaardsidyllen, saaret faldt han ned midt i den igen. Ingen kan løbe fra sin Skygge, han ikke fra sin Sideniusarv. Det hjælper ikke at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i en Andegaard! Den vingestækkede Ørn i Andegaarden, det er hans Kunsts Forudsætning. Saaledes var han alene i Stand til at trække Konsekvenserne af dansk national Kulturs Udvikling fra Reformationens Dage, da en Broby som den første Pontoppidan fik Mæle, født mærkelig nok i A.S. Vedels Dødsaar 1616, og til nu. Ganske som Kierkegaard trak Protestantismens Konsekvenser. Ogsaa i Pontoppidans Mands Himmerig lyder det forfærdende som et kvalt Raab: "Dansk national Kultur er slet ikke til". –

Maalt efter den ideale Fordring i Udtrykket saa de begge de dødes Rige, hvor Idealets Virkeliggørelse skulde have skabt de levendes Land. Men maalt med Livet, der er større end alle vore Idealer, ligger der i dette redelige Syn en Opstandelsens Mulighed. – Bag begge staar Traditionen iklædt 166 Kød og Blod i Faderen. I begges Forhold til Traditionen er der en paradoksal Blanding af Pietet og Revolution. I Mynster ramte Kierkegaard den Tradition, der for ham var Faderen, med lidenskabelig Ubarmhjertighed i Angrebet, mere forbeholden, men ikke mindre ubarmhjertig er Pontoppidans Skildring af Pastor Sidenius i Lykke-Per. Saaledes blev begges Forfatterskaber, hvad de ellers var i Form, eksistentielle Indlæg i Meningen. Bagved Tiden og Tidsbilledet var for begge den enkelte, – der er Verden.

 — — —

– men Pontoppidan selv? spørger Læseren.

Der er en Fortælling, der fører ind til et skjult Nervepunkt i hans Forfatterskab: Den kongelige Gæst. Udadtil handler den om et Lægepar, der er ved at sove ind i et ensomt vestjysk Sogn. De er begge fra København og har haft Byens Gift i Blodet, men er nu ved at falde til Ro i evig Hverdagsoptagethed i den lille By Sønderbøl. Det er deres unge Lykkes Verona – og Verden gives ikke udenfor Veronas Mure. Der er kommet Børn, og Romeo og Julie er ved at komme op i Aarene uden at de har mærket, at deres første Kærligheds skinnende Guld nu er ved at udmøntes i Hverdagens Skillemønt af Kobber og Nikkel, lidt Strid med Naboen, Omsorg for Børnene, for hinanden, lidt Skænderi med Tjenestepigen, nu og da et Besøg af Slægtninge.

Det er ind i denne lune halvgraa Idyl, at Prins Karneval en Fastelavnsaften holder sit Indtog. Den Aften banker en Fremmed paa deres Dør. Musiker eller Maler, eller hvad han nu kan være, han beder om at være anonym. Det er jo Fastelavn. Han skulde have været til en Ven i Nabosognet, men denne er ikke hjemme, saa hvis han maatte tilbringe Aftenen i Lægeboligen … de to ser forskrækket paa hinanden, vejrer en Fare, især hun. Men den fremmedes livlige Væsen overvinder deres Forbehold. Han vender op og ned paa Idyllen og Huset den Nat, dækker et festligt Bord, faar de to Lægefolk til at trække i Galla, hun i den vinrøde Silkekjole. Han tænder alle Lys, spiller og synger, løfter en gylden Øjebliksverden op over deres triste Hverdag, de bliver betaget, 167 han har kaldt paa glemte Verdener ogsaa i dem, mest i hende; "Lidt efter da Visen var ude, rejste den Fremmede sig med Glasset i Haanden og udbragte en Skaal for Eventyrgudens bukkefodede Følge, for alle disse smaa Hjertetyve og Forstandstyve og Søvnforstyrrere, som i Naturens kongelige Husholdning opfyldte en lignende Bestemmelse som visse Forraadnelseskim i ædle Champagnevine: de skænkede Livets Drik dens Buket og fik den til at moussere". –

Han ser paa hende, henrevet løfter hun sit Glas imod hans, han har kaldt paa en Verden, der ligger udenfor Veronas og Sønderbøl Mure. Hendes Mand ser det og bliver skinsyg. Gennem Vinrusen ser han, at deres graa Hverdagslykke har faaet en Revne. Og den fremmede forsvinder pludseligt som han er kommet. – Udadtil har Pontoppidan laant ham Drachmanns Træk men ogsaa blottet nogle af sine egne, romantisk-dionysiske, der laa skjult under hans strenge Sinai-Maske, den anonyme Gøgler og Eventyrer, der boede ogsaa i ham.

Denne lille Fortælling blotter hans Inspirations lønlige Kilde. Der er kortere Vej mellem ham og Drachmann end man skulde tro. Hans hemmelige Forelskelse i Drachmann skyldes, at denne overgivent og ledeløst, paa engang ømt og frækt bar til Skue det, han kæmpede mod i sit eget Sind: Landseknægten, Vagabonden, Troubaduren. Pontoppidan kendte til det. Ogsaa Drachmann var en Ørneunge i den danske Andegaard, vakte Uro, saaede Tvivl om Idyllens Holdbarhed, mindre i sin Digtning end i sin Færd, men over Indhegningen naaede han aldrig, det var som et usynligt Net spærrede hvergang han løftede Vingerne, han faldt ned til Latter for Andegaardens Beboere, baade hin Andrik med den røde Klud om Benet, der styrede det Hele, og de andre Ænder, for ikke at tale om Hønsene … da kunde han give sig til at spille Ørn, og da vendte Pontoppidan sit Ansigt bort, baade i Medynk og Foragt, og hans Satire sved. –

Eller han kunde give sit saarede Sind og sin indestængte Længsel efter Snebjærge og Afgrunde Luft, skrive Forskrevet, 168 der er det romantiske Sinds naivt-forrevne Tragikomedie.

Dette Forskrevet staar ogsaa indridset i Pontoppidans Hjerte, han afbryder brat sin Ingeniøreksamen, han havde solgt sin Sjæl til Kunsten, ogsaa han var fra nu af en Emigrant, en farende Sanger, ikke i Gestus men i Sind, ogsaa han var fra nu af en Gøgler, ikke i Laderne og Draperierne men i Hjertet, en Tilværelsens Udlænding, med den blaa Udvés og den søde Hjemvés evige Strid i Hjertet, en kongelig Gæst, der brød ind i den danske Idyl, saa den slog Revner. Ud af Sammenstødet mellem Romantikeren, Kunstneren, Dionysikeren og saa Virkelighedskenderen, Moralisten opstod hint Tvesind, der skabte den skjulte Mening i det berømte Eventyr der hedder "Ørneflugt" og handler om en Ørneunge, der blev baaret ind i Præstens Andegaard. Da den blev voksen og Ørnemodet vokser, prøver den at flyve bort, men den bliver forvirret af de store Vidder og af en fri Hunørn, vender saa tilbage til Præstegaarden, men bliver ved en Fejltagelse skudt. Eventyret slutter: For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden. Replikens Ironi spiller paa Slutningen af H.C. Andersens Eventyr om den grimme Ælling. Men Afstanden er heller ikke her saa stor, som man efter Udtrykket skulde tro. Det er sandt, Røsten kommer fra hver sin Tidsalder. Men Emnet: Danmark og Digteren er tidsalderløst. Røsten kommer fra to forskellige Slags Sind. Dog er "Ørneflugt" mere "Den grimme Ælling" genfortalt – efter Kierkegaards Indsats. – H.C. Andersen er ikke den Idylliker man skulde tro, ogsaa han havde det Forskrevet i Hjertet, der gjorde ham til Emigrant, Gøgler, kun en Spillemand, ogsaa han modnedes til sine Eventyr gennem et Tvesind, der randt op af et Sammenstød mellem Idyllen og Virkeligheden, hvor Idyllen gik under for at opstaa som fri Digtning i Eventyret, ikke som Aftryk af Sindet, men som Modvægt mod den Menneskekundskabens Gift, der er al Tvesinds tragiske Eje. Saaledes opstod Idyllen ogsaa i Pontoppidans Værk, tænk paa Præstegaardsskildringen i Den gamle Adam, 169 eller alle de idylliske Solpletter rundt i hans Værk, lune Kroge under hans barske Uvejr. Eventyrenes kunstneriske Hemmelighed og Magt er det samme som er Magten og Hemmeligheden i Pontoppidans Fortællekunst. H.C. Andersen er blot rigere af Sind, fordi han er rigere af Natur, overflødigere, hans Tros- og Tiltroevne er større trods Menneskekundskaben, hans Livsindstilling er mere aaben selv om ikke mere naiv, han blev sikkert skuffet mere af Milieu og Mennesker end Pontoppidan, men han havde større Fond af Modvægt at stemme op under Skuffelsen. Men Eventyrenes hemmelige Forgrening af Ironi og Satire, deres Humor, dette Over- og Underlys i Stilen, det skyldes ikke en naiv Sjæls Tilstaaelser, men Dobbeltspillet i en sammensat, ofte forpint Sjæl mellem den Menneskekundskab, der smuldrer Tilliden og den Mennesketiltro, der bygger den op. Trods Smilet er de fleste Eventyr Tragedier. Han vil redde i Illusionen hvad der gik under i Virkeligheden. Det er paa sin Længsel, man bliver Digter, enten den gaar udad mod en Verden, man ikke saa, eller den gaar indad mod et Rige, man har mistet, Lykken er dér hvor du ikke er, det er al Digtnings ulægelige Romantik, hvilken litteraturhistorisk Etikette man end sætter paa den. Naar man sine Længslers Maal, gaar Digtningen under og Livet begynder. Hentes man derimod af et velrettet Skud ned i den Andegaard, hvor man er opvokset, kan der af en stækket Ørn opstaa en fri Henrik Pontoppidan.

Schiller har Ret: Det der skal opstaa i Digtning maa gaa under i Livet.

Det er Kierkegaard, der ligger mellem H.C. Andersen og Pontoppidan. Baade sprogligt og psykologisk. Og af denne Grund og ikke alene paa Grund af Sindelag er Pontoppidan bedre skjult bag sin Stil. Man maa ofte bruge omvendt Læsemetode for at finde det sande Forhold mellem Sind og Udtryk, Forholdet er dialektisk.

Det gør ikke noget at man er opvokset i Andegaarden, naar man har ligget i et Svaneæg, siger H.C. Andersen med et Smil, der ingenlunde er et Glædessmil over den Collinske 170 Herregaards- og Familiepark, men det er Humorens Overflødighedssmil, der baade i Eventyr og Virkelighed stiller alt paa den rette Plads, i Herregaardshaven saavel som i Andegaarden.

Det hjælper alligevel ikke at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden, siger Pontoppidan med et Smil, der ikke alene er et ironisk Smil til den H.C. Andersenske Replik, men samtidigt noget af et medvidende Augursmil til den gamle Eventyrdigter, der var en Virkelighedskender som faa. Thi Opvæksten i Andegaarden var det sande Vilkaar for disse to kongelige Fugle, Svanens og Ørnens Flugt. For til syvende og sidst kommer det jo an paa i hvilket Æg man har ligget, siden paa den Karakter eller det Fond af Natur, der kan byde Omgivelserne Trods og gøre Mands Vilje til Mands Himmerig.

 — — —

En kongelig Gæst! Saavel over Pontoppidans Skikkelse som over hans fornemme forbeholdne Litteratur, der aldrig slaar i Bordet for at give Meningen Eftertryk, aldrig krammer Følelserne ud, er der noget kongeligt. Selv i hans Bitterhed er der en skjult Medlidenhed, i hans Trods en hemmelig Ømhed, i hans Resignation et tungsindigt Vemod, en uanfægtet Mandighed og dog en Følsomhed, der drager Næring fra dybe Egne i Gemyttet. I sin Form er han Realist, han gaar sit Stof saa tæt ind under Øjnene han kan, er ikke bange for det nærgaaende Tidsbillede eller Nøgleromanens Fare, han tegner ofte efter Model, vel vidende, at han er Mand for at læse Tidens Træk ud af Tidens Ansigter og fortolke dem i Sammenhæng med sit større Syn. I sin Ironi er han Moralist, men Gemyttet er gennemsyret af Romantik, der paa de mærkeligste Maader sætter sig Spor i Produktionen. Som en Sidenius er han et ægte Guldalderbarn, der kom i Modsætning til sine Forudsætninger, fordi han var født paa den gale Side af Søren Kierkegaard. Hans første Udenlandsrejse gjaldt Svejts, de øde og vilde Bjergegne, Frugten blev et vildt romantisk Skuespil "Hjemvé" om en dansk Turist, der gifter sig med en Svejtserpige, men ved Posthornets 171 Klang falder i svarlig Hjemvé, altsaa et ærke-dansk-tysk-romantisk Motiv. Stykket blev indleveret til det kgl. Teater, men er siden brændt. – Siden ruster han sig til at drage til Grønland. Det blev ikke til noget. Men Forhaandslængselen i Sindet slog siden ud i Fortællingen Isbjørnen. – Ogsaa hans Stil faar en sværmerisk Tone, naar den fra de minutiøse Landsbybilleder faar Bjærgegne til Genstand. Svejts (Lykke-Per) Grønland (Isbjørnen) Norge (En Vinterrejse). I sin sidste Bog Mands Himmerig dukker han i en Vision pludselig op fra den københavnske Hverdag og Thorsens Dødsleje og hensættes til Norge:

I Aanden færdedes han højt oppe under en vældig Skyhimmel, … saae ud over en øde Fjældegn, hvor en ensom Bjælkehytte laa halvt begravet i Sneen. Han stod i Hyttens Dør og raabte til Ragna Nordby, der kom strygende paa Ski oppe fra Snemarkerne i en Finkvindes brogede Skinddragt med en Riffel slængt over Ryggen og et Knippe Ryper hængende ved Bæltet, brunet af Sol og Vind, livsfrodig, kampmodig. [Mands Himmerig, 23. Kap., s. 278.]

I disse Skildringer faar han Luft for noget, der ligger bag hans klassiske Realisme.

Foruden Længselsromantiken ejer han ogsaa en Gemytsromantik, en sær undersøisk eller underjordisk Verden, hvis fjerne Lyde han lytter til og hvis koglende Drømme sniger sig ind som en Underbund i hans klare ironiske Virkelighedsbilleder. I Det store Spøgelse f.Eks. Det er Gengangere fra de dødes Rige, trods hans Kamp med dem. I Minder f. Eks. kan det knibe igennem Ironien atter at komme paa Højde med Virkeligheden og Hverdagen. Ofte er Virkelighedsbilledet ved at blive overgroet af Hengivelsen i Stemningen. F.Eks. i Ung Elskov, der er derfra ikke langt til Chr. Winthers Træsnit. – Ja, der lurer en farlig Sentimentalitet rundt om i Fortællingen:

Jeg elsker Skovensomheden og den dybe Stilhed og det hemmelighedsfulde Sus i Løvet, der lyder som et Aandekor fra de henfarne Tider. Jeg elsker Skovmørket og de lønlige Stier og de tavse Fugle og de stille sorte Skovvande, hvori den solblaa Himmel spejler sig som Himmerig i Helvede. [Ung Elskov, jeg-form tyder på 2. udgaven, citat ikke fundet.]

– Jo, for at dække sig skyder 172 han i sin Komposition nok en Straamand ind, Haanden er Esaus, men Røsten er Jakobs. Noget der har været trængt tilbage under de første sociale Fortællingers graa Realisme (Landsbybilleder og Sandinge Menighed) har her faaet frit Løb. En sværmerisk Hengivelsesevne, han altsaa ogsaa ejede.

Mere og mere arbejder han sit Sinds Anlæg sammen, de lyriske og de psykologiske, fra 1890 er den mærkeligt helstøbte Bog Krøniker. Her er Vision og Virkelighed, Lyrik og Psykologi forbundet i Fortællingens helstøbte Kunstform. Her vender Ironien ikke alene udad som i de første sociale Landsbybilleder, der staar paa Randen til Satire, eller Isbjørnen, der nærmest er en Humoreske, her vender den ogsaa indad, Virkelighedsbilledet ses ogsaa i Lyset af en Selvransagelse. Ud af dette er den legendariske Fortælling om Vorherre og St. Peder opstaaet, forunderlig viis i sin Menneskekundskab, Mennesker, der i Nødsaar, svigtet af den ydre Verden, søger til Gud, men vender sig fra ham da St. Peder i Medynk beder om gode Aar for dem. Her kommer ogsaa "Ørneflugt". Nu var han modnet til at skrive den, til at tage sit eget Dobbeltsind i Besiddelse, forbinde sine modstridende Anlæg i Karakter. Nu var han efter ti Aars Skribentvirksomhed hærdet til at begynde paa sit første store Værk: Det forjættede Land.

Kan hans første sociale Fortællinger minde om Kielland med hele deres mer eller mindre skjulte Samfundspolemik, saa minder hans to Vandrebøger Den gamle Adam og Højsang om Hamsun. Især Den gamle Adam, hvor Pontoppidan er mere løssluppen i Sprog end nogensinde. Det er en dansk Nagel, der er ude at rejse her, men ikke saa fantastisk udstyret som den norske Fætter, men med noget af den rette dionysiske Øjebliksstemning over sig. Som Modvægt mod denne naive Natur- og Elskovsværmer oprejser Pontoppidan den mefistofeliske Dr. Levin i Bogen. I hans Repliker er Pontoppidan ved at indstille Sigtet mod de store Værker:

Hvad er Frihed? Der er i vore Dage intet Ord, der saa ofte misbruges, idet dets sande Betydning saa 173 uforstandig bortforklares. Vi taler om politisk Frihed, personlig Frihed, Troesfrihed o.s.v.; men egentlig mener vi overalt: Nydelses-Frihed, Retten til vore Drifters uhindrede Udfoldelse. Enten har vi denne og har den fuldt ud, eller har vi slet ingen. Naar saa faa vil erkende dette, ligger det i, at vi i vor Tid ikke vil være vore Instinkter som saadanne ærlig bekendte, ikke aabent nok anerkender dem som Menneske-Naturens Grundpiller, men poetisk forklæder dem som Lidenskaber, Længsler eller "Sjælsattraa", formummer dem i al Slags fantastisk Udstaffering paa samme Maade som den middelalderlige Gothik – i Modsætning til den klassiske Arkitektur – skjulte en Bygnings sande Struktur under et uroligt Krimskrams af symbolske Rosetter, Liljer og Fabeluhyrer. [Den gamle Adam, D-udgaven.]

– Gennem hele Bogen gaar der en Polemik med Bjørnsons "Leonarda" med dens Forkyndelse af, at de store Følelsers Tider var vendt tilbage. Netop det Pontoppidan nu vilde bekæmpe og var i Færd med (Bogen er skrevet lige før Dommens Dag, sidste Del af Det forjættede Land).

Gennem en fejlslagen Kærlighedshistorie og Dr. Levins nøgterne Livsvisdom bringes den unge Romantiker tilbage til Virkeligheden og han slutter Bogen med følgende drastiske Udbrud:

O, disse Renaissance-Mennesker! Denne Katzenjammer-Forherligelse! Hvor er den ynkelig! Og hvor er den i det hele latterlig og uværdig, denne vor lyriske Maskerade med en svunden Tids efterladte Garderobe. Hvor er den flov og pjaltet denne evindelige Snak om de "store" Tider, der paany skal oprinde. Altid denne længselsfulde Tilbageskuen, denne kvindagtige Smægten efter det svundne, aldrig en dristig Klippen-over, en frisk Nybegyndelse, en frejdig Stirren-frem efter nyt Land. [Den gamle Adam, D-udgaven.]

Saaledes har Pontoppidan mandet sig op til at beherske Modsætningen i sig selv, forbundet den i Karakter, i Stil, i den Stil, der er Manden.

Romantisk, dionysisk, idyllisk, kort sagt hele den lyriske Underbund i hans Sind, det er Kunstneren og Gøgleren i ham, det der gør, at han overhovedet kan flyve, men at han med Vilje og ubestikkelig Virkelighedssans aver og bekæmper 174 denne Underbund gør, at al hans Flugt ikke bliver planløs og flakkende. Det gør den faretruende, giver den en Spænding, ingen ved sig nu sikker for Ørneblikket, det spejler ikke alene det brede danske Landskab, der som Muldbølger skyller ind imod de store Byer, men højt deroppe fra opfatter det skarpt hver enkelt Ting, den mindste Fisk, der gaar i Aaen, den mindste Fugl, der synger i Træets Krone. Vi skal nu følge med paa denne Flugt, fra Byen og ud mod Landet, "en frejdig Stirren efter nyt Land", ja, det er det forjættede Land, Pontoppidan nu er paa Vej imod.

II.

I Sandinge Menighed har Pontoppidan selv sat sig paa Sporet til den store Trilogi. I sin stærke Blanding af lyst og mørkt af bevidst Understregning i Psykologi og bevidst Forskydning i Komposition virker den lille Fortælling i meget som en Satire. Stoffet var endnu ikke frigjort, endnu ikke omsat, mistet og staaet op igen i det mærkelige Dobbeltlys af Ironi og Medlidenhed, af Afsky og Overbærenhed, af Tidsbillede og Selvransagelse, det Tvelys i Sind og Syn, hvormed Det forjættede Land er skrevet. Thi det Liv, der er i Hovedskikkelsen, den forulykkede Fantast Emanuel Hansted, skyldes den hemmelige Blanding af ydre og indre Erfaring, af noget set der gik i Forbindelse med noget oplevet, Skikkelsen er paa én Gang typisk og individuel. Foruden at leve i Bogen rager den op over denne som et Symbol, i Lyset af hvilket vi nøjere kan overveje den Danskhed vi har i Arv og Eje. Skikkelsen fører over Lykke-Per til Torben Dihmer. De er forskellige af Sind og Temperament. Men Anlæget i dem er det samme. De er tre Fantaster der overvindes af Virkeligheden og kastes ud af den. Det er det tragiske ved dem. De affinder sig alle med en anden Virkelighed, en indre, Selvets, det er det menneskelige ved dem.

Saaledes er Det forjættede Land kun delvis et Stykke Realisme, un coin de nature vu à travers un temperament, det realistiske Landsbybillede er ført tilbage til at illustrere 175 Selvransagelsen. For Pontoppidan er de store Romaner hvad Eventyret var for H.C. Andersen, den ene bruger en Fabel for at skjule det han hemmeligt vil røbe, den anden det store taalmodigt udarbejdede Tidsbillede.

Som Pontoppidan er Emanuel Hansted et Kulturbarn, i Slægt og i Opdragelse ligger der mange civiliserede Lag mellem ham og Naturen. Deraf den romantiske Hunger efter Natur, Umiddelbarhed i hans (som i Pontoppidans) Sind. Paa Mindet om Moderen, der var med i den første folkelige Vækkelse, og paa denne Hunger efter Muld og Muldets Børn bryder han op fra sit Bymilieu og bliver Kapellan i Vejlby og Skibberup Menigheder. Om dette handler Trilogiens første Del: Muld.

Pontoppidan fører ham først op i den sociale Modsætning mellem Provst Tønnesens aristokratiske Hjem og saa den fattige Landsby.

I denne Spænding spejler han 80ernes folkelige og politiske Røre. Provst Tønnesen ser sin Myndighed truet baade af den demokratiske Bevægelse, der er sat i Kog af Estrups Tvangsstyre, og af Højskolebevægelsen, der aandeligt vil frigøre Bonden fra Statskirkens Autoritet. Og i lange Samtaler udmønter han sin snæversynede Visdom for den unge Kapellan. Denne gaar imidlertid i en Drøm; som han ser udover Vejlby og Skibberup, de straatækte Gaarde, Fjorden, Fiskelejet, de brede mørke Marker, føler han, at han er naaet til sin Længsels forjættede Land. Som Antæus i det græske Sagn har han naaet det Jordstykke, hvor han føler Kraften skyde op i sig, Modet, der gør ham til en Helt, mens han paa Brostenene og i det fornemme Byaristokrati bare var en Svækling. Og dog er det, som han løber mod en Mur. Trods al Alvor og Ydmyghed i Forkyndelsen kan han ikke komme i Forbindelse med disse Mennesker. Havde Provsten ikke Ret eller hans egen Fader, der advarede ham. Paa sine ensomme Vandringer gaar han og drømmer foran dette lukkede Land:

Om Aftenen, naar den sidste Solfakkel var slukket i Sydvest, havde han set Lysene tændes et for et rundt om i Hytterne, ligesom Stjerner paa en Himmel, og i sin 176 Ensomhed havde han digtet sig ind i de fattige Beboeres nøjsomme og trælsomme Liv og drømt om at leve i broderligt Samkvem med dem som deres Ven og Hjælper.
Han forstod nu, at han havde taget fejl. Hans Øjne var blevet aabnede for det dybe, uoverstigelige Svælg, der skilte ham fra disse Jordens Hyttebeboere, som levede her i deres halvt underjordiske Boliger og gravede og puslede i den mørke Muld – et Slags Troldfolk, hvis Væsen var en Gaade, hvis Sprog man næppe nok forstod, hvis Tanker, Drømme, Sorger og Forhaabninger ingen kendte. Og vilde det nogensinde blive anderledes? Var det ikke, som om Menneskeheden ganske havde forglemt det Trylleord, der kunde faa Højene til at løfte sig paa Ildsøjler og bringe Muldfolket frem i Dagens Lys og Luft? [DfL-C, Muld, bog 2, III, 52.]

– I dette Citat har Pontoppidan endnu engang overvejet Trilogiens Motiv. – Men Emanuel Hansted vil ikke opgive Haabet trods alle Skuffelser. Selv Provst Tønnesens skeptiske Datter, Ragnhild, kan ikke bringe ham til Fornuft. Han har det naturløse Kulturmenneskes Angst, som Angsten for det tomme Rum inde i sig. Det er det han vil prøve at fylde med Muld. Han siger til Frk. Ragnhild:

Aa, jeg mener, at naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil kalde denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde uden helt at forkrøbles; men det er derfor ikke altid netop de ringeste, hvis Hjerte brister under den. De skal se, vi segner maaske tilsidst allesammen i Kampen … især vi stakkels Menneskekarrikaturer, der er avlede i de store Byers Feber, født imellem Dampskorstene, Telegraftraade, Jærnbaner og Sporvogne … hvor mange Generationer tror De, vi holder ud til endnu? – – – […] Eller er det da ikke sandt, at vi alle af Hjertet bør misunde den fattige Husmand, der glad og uden Klage træller Ugen igennem, spiser sit tørre Brød og sover sødt i gammel Halm. Findes der en større Livsvisdom? … Men hvor er det da taabeligt, 177 at jeg – det stakkels, fordærvede Kulturmisfoster – at jeg vil være en Fører for de sunde, et Eksempel for de ubesmittede! [DfL-C, Muld, bog 2, IV, 56f.]

Saa skarpt har Pontoppidan allerede Skikkelsen for sig. Han har jo selv som Kulturbarn prøvet at realisere sin Romantik, sin Naturhunger, ved i mange Aar at bo mellem Bønder for tilsidst at gifte sig med en Bondepige, ligesom Hansted gør det her i Værket, da han gifter sig med Hansigne. Men længe før er han fra Provstens aristokratiske Højkirkelighed gaaet over paa Bondens Parti, taler til ham i Forsamlingshuset, føler Genklangen, beruser sig i Fællesskabet og overser ganske, at det i mangt og meget er et Rævespind af Væver Hansen; frier til Hansigne, faar hendes tøvende Ja, og Bogen slutter med deres Bryllup. Hele Sognet deltager, selve den gamle Bisp (D.G. Monrad) kommer og vier dem. Provst Tønnesen er flyttet og Hansted har faaet Kaldet. Ja, nu har han virkelig naaet sit forjættede Land. Da de Bryllupsaftenen kører hjem til Præstegaarden, giver Sognets Unge dem et Fakkeltog:

Da Emanuel ude fra Sognevejen havde set det røde Lysskær og var kommen sig af det første Øjebliks Forskrækkelse, greb han fast om Hansines Haand. Det tog sig for hans Øjne ud, som om det bagved liggende Præstebjærgs mørke, tunge Masse havde løftet sig op paa luende Ildsøjler, – og han kom ved dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt om at finde det Trylleord, der kunde bringe Muldhøjene til at aabne sig for ham …
Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjærget. [DfL-C, Muld, bog 5, IV, 215f.]

 — — —

Trilogiens anden Del Det forjættede Land handler om Hverdagen, Hansteds Forsøg paa at slaa Rod. Men han har været for længe rodløs. Den bitre Virkelighedserkendelse kommer nu i Stedet for den idylliske Længselsromantik. Og han magter ikke denne Virkelighed, han er svag ogsaa her. Der kommer en kunstig Opstemthed over ham, en kunstig Villen, han vil være Bondepræst og dele Menighedens Hverdagskaar, driver selv Præstegaarden, holder aabent Hus 178 for Sognet. Og dog længes hans Sind hemmeligt bort, stadig er Lykken dér, hvor han ikke er, og han føler sin egen Skæbne til Bunds: "Jeg er og bliver en Flygtning her paa Jorden … en fremmed i min egen Slægt, en mistænkt Gæst mellem fremmede." Med Vold maa han bekæmpe Længselen tilbage til det Milieu, hvorfra han er kommet, til Ragnhild og hendes Musik, med Rædsel gør han sig det klart, da han møder hende sammen med den epikuræiske og elskværdige Doktor og deltager i et Aftenselskab i Doktorboligen. Han bekæmper denne Længsel, men opdager ikke, at han er i dens Vold; det ser derimod Hansigne skarpt ledet af sit usvigeligt sikre Instinkt. Og stille løser hun Forholdet. Selv holder han krampagtigt fast paa Resterne af sin brustne Drøm. Ogsaa mellem ham og Sognet kommer det til Sammenstød. Da han gaar imod dets Meninger, mistænker man ham, isolerer ham, og Væver Hansen er den virksomste, det er ham en Sport at saa Tvedragt, sætte Splid, før var det mellem Provst Tønnesen og Sognet, nu er det mellem Pastor Hansted og Menigheden, før brugte han Grundtvigianismen, nu spiller han den voksende Indre-Mission ud mod Pastor Hansted. Hans Drømmebillede gaar under og afdækker det forjættede Land som de dødes Rige. Hvad er Aarsagen, hvis er Skylden? Hansted gjorde sin Gerning saa ærligt han kunde, og Sognet var hvad det altid havde været, jordbundet men med dulgt Himmellængsel. Sagen var den, at Hansted stadig skød en Illusion ind mellem sig og Virkeligheden, han turde ikke tage dens Risiko. Og jo mere han blev skuffet, jo mere faldt han tilbage til sin egen Fantasiverden, satte den imod Virkeligheden, indtil han saa sine egne Syner, hans Udvej er fra nu af klar, det er den religiøse Ekstase, der helt ophæver Virkelighedens Vilkaar ved at digte dem om. Om dette handler Trilogiens sidste Bind Dommens Dag.

Efter Samraad med Hansigne rejser han til København for at faa Ro, men ogsaa i sit eget Milieu er han nu en fremmed, atter maa han her sande sit gamle Udbrud: "Jeg er og bliver en Flygtning paa Jorden en fremmed i min 179 egen Slægt, en mistænkt Gæst mellem fremmede". Og helt overladt til sig selv begynder han at lægge en Messiasopgave i sit Liv. Hans Forbindelse med al Virkelighed er nu løst. Subjektiviteten er Sandheden, men for at være en Sandhed paa Hverdagens Vilkaar maa den kunne taale Virkelighedens Prøve. I modsat Fald kunde denne subjektive Sandhed maaske kun være en Frugt af et Nederlag og et Værn mod at trække dets Konsekvenser. Det er Hansteds Tilfælde. Det er det, der gør ham til Don Quijotes Genganger.

I denne Del af Trilogien lader Pontoppidan da gaa Dom over ham. Baade indirekte i Situationerne og direkte gennem Pater Rüdesheimer. I Bogen gaar der ogsaa Dom over 80ernes folkelige Danmark. Venstres Oppositionspolitik, der slappes og driver mod Forliget, med dette har han ellers holdt Opgør i den bidske, bedske Bog Skyer; men navnlig gaar det ud over Grundtvigianismens andet Slægtled. Som et levende Lig er Pastor Momme stillet ind i Dommedagsbilledet. Han hørte med til den første store Vækkelsestid. Nu ser han sit Slægtleds Værk opløses af de Unges Liberalisme og Opportunisme. Før var de grundtvigske Menigheder bekæmpet af Staten og Autoriteterne, nu er de ved at blive anerkendte og rede til at gaa paa Forlig med Fjenden. –

Pastor Momme lever bare i sine Minders Verden, og i en enkelt Replik har Pontoppidan slaaet et dybt Perspektiv ind i sit Dommedagsbillede:

Den Tid var forlængst forbi, da Sandinge Præstegaardshave spillede en Rolle i Egnens Liv; […] Saa længe var det siden, at man var ikke langt fra helt at glemme, at denne tjørneindhegnede Plet var hellig Jord for Folkesagens Venner, at derinde under den brede Blodbøg havde engang selve Grundtvig staaet og forkyndt sit Lysets Evangelium; der havde Budstikke-Bojsen talt, og Lindberg, Birkedal, Svejstrup, Frederik Barfod, Dines Pontoppidan og hvad nu alle de andre hed, der havde fulgt i den store Seers Fodspor og udlagt hans dunkle Billedsprog for det lyttende Folk. [DfL-C, Dommens Dag, bog 2, II, 467f.]

180 Her ser vi et lille Glimt af Pontoppidans Far som Baggrund for Sønnens Dommedag over den grundtvigske Bevægelse.

Bogen foregaar ved Sandinge Badested. Vi træffer her de fleste af Trilogiens Skikkelser igen. Ogsaa Emanuel Hansted kommer herover, bleg og asketisk gaar han ude i de øde Klitter som en Kristus i Ørkenen, Fristeren i dette Tilfælde er Pastor Petersen ogsaa kaldet Pater Rüdesheimer paa Grund af hans Svaghed for Bordets Glæder; igennem ham kommenterer Pontoppidan sin Helts Skæbne. Han er Narren, der i Dramaet siger Sandheden skjult i sin Narrekaabe. Men denne skjuler ogsaa det dybe og prøvede Sind han er. Med fin Psykologi har Pontoppidan faaet dette Dobbeltspil frem. Skikkelsen blev ikke helt levende, fordi den skulde være Ræsonnør, men han blev en Type paa den Menneskelighed, der giver Gud, hvad Guds er, og Kejseren, hvad Kejserens er, uden at faa Slagside hverken til den ene eller den anden Side, med andre Ord uden at blive Fantast, uden at vikle sig ind i Omdigtninger af Virkeligheden.

Han prøver at bringe Pastor Hansted omend ikke til Fornuft saa dog i Balance. Forgæves. Han er kommet til det Punkt, hvor alle Fortøjninger til Virkeligheden er løsnet, det flammer og blusser i hans egen Stemningsverden. Han er naaet "Øjeblikket", det Øjeblik, da han attraar som Dommer at træde ud af sin Skyborgs-Verden, gaa nedad Bjerget for at knuse Hverdagen, hvor Folket nu som før danser omkring Guldkalven. – "Det nye Testamentes Kristendom er ikke til!" –

Ved det store grundtvigske Møde der holdes paa Højskolen vil han tale. – Skildringen af dette Møde og dets Talere er Pontoppidans eget Dommedagsbillede. Han viser hvordan de gamle Idealer opløses. Paa den ene Side er den unge Hedspore Pastor Pram, der vil radikalisere Grundtvigs Budskab (et ikke helt retfærdigt Billede af Pastor Brücker) paa den anden Side den gamle Højskoleforstander, der søger Ly hos Statsmagten, der i Kultusministerens Lignelse ogsaa er repræsenteret. Spændingen mellem de to Lejre bliver 181 stadig i det skjulte en Kamp om Magten, om Publikum. Hermed er Fællesskabet i Grundtvigs Korstogstanker opløst. Det er paa dette Møde Emanuel Hansted skal tale. Han kommer ogsaa paa Talerstolen. Udenfor tordner og lyner det. Da bryder han sammen med Udbruddet: "Min Gud, min Gud, hvi har du forladt mig!" Han er blevet sindssyg. –

Men i Pater Rudesheimers essay-agtige Repliker tegner Pontoppidan selv det Tidsmilieu, hvori Bogen har Rødder:

Vor Tids Helt er Konfusionsmageren, der overalt render Panden mod Væggen og tilsidst brækker Halsen ved at dratte over sine egne Ben, – hvad der poetisk kaldes hans tragiske Skæbne. […]
Paa det Almenmenneskeliges Bekostning plejer vi omhyggelig vore Smaaejendommeligheder, opelsker med Flid en eller anden lille Særhed, en eller anden fiks Ide, bare af Frygt for at blive "som alle andre Mennesker" – det værste, nogen veed. Vi maa absolut være noget for os selv, være selvstændige, have Særpræg, som det hedder. Dogmernes Tid er jo forbi! Enhver, der ikke vil anses for en Dosmer, maa have sin private Mening om alt mellem Himmel og Jord, maa i det allermindste paa egen Haand have udgrundet Verdensgaaden og kunne aabenbare en hjemmestrikket Opfattelse af Gud, Himlen, det hinsidige Liv o.s.v. [DfL-C, Dommens Dag, bog 2, V, 485.]

Og i endnu en Replik løfter Pontoppidan Sløret for noget af sit eget Dobbeltsinds Hemmelighed:

Hører vi ikke endnu daglig den Lære blive præket, at i Drømmene har Mennesket sin sande Glæde, sin største Lykke, sit egentlige Hjem? Nej, lad os ikke bedrage os selv! Endnu ligger vi dybt i Middelalderens Søvn … eller rettere, vi befinder os i den halvvaagne Tilstand, i den farlige Time, hvori Drøm og Virkelighed forunderligt sammenblandes, hvori Virkeligheden synes Drøm, og Drømmen Virkelighed. Det er vel ogsaa derfor, at vi Nutidsmennesker er saadanne besynderlige Dobbeltvæsner med en Dag-Side og en Nat-Side, der ikke vil forliges. Og det er vel ogsaa Grunden til, at vi saa ofte føler os paa samme Gang tiltrukne og frastødte, tiltalte og mishagede af en Ting, en Sag eller en Person – kort sagt stadig gribes 182 af hinanden modstridende Følelser, saadan som det jo er karakteristisk for vor Tid. [DfL-C, Dommens Dag, bog 5, II, 550f.]

– Og i endnu en Replik satte Pontoppidan sig selv paa Sporet til det nye store Værk om Lykke-Per:

Jeg veed jo nok, at der skal være foregaaet et aandeligt Gennembrud i vore Dage. Jeg har hørt Tale om Gennembrudsmænd i Videnskab, Literatur og Kunst. Men det er endnu ikke lykkedes mig at faa Øje paa, hvad det egentlig er, der er bleven gennembrudt, eller hvad det er for noget, der er brudt igennem. Jeg ser i hvert Fald stadig den samme overtroiske Forherligelse af vort abnormt udviklede Følelsesliv, den samme hysteriske Tilbedelse af Lidenskaben, Overdrivelsen, Fusentasteriet. Ja, jeg synes endog, at Usundheden paa en uhyggelig Maade har bredt sig i de senere Aar, at Lyrikens Svamp er trængt selve Folket ind til Marv og Ben. [DfL-C, Dommens Dag, bog 5, II, 551f.]

Sjældent har Pontoppidan saa klart røbet hele sit Forfatterskabs Aarsag. Dets Maal udover Kunsten, Livs- og Tidsbilledet. Lyrikens Svamp, Hamlets Skygge, Kampen paa Liljebjerget, det fine farlige Stof i Gemyttet, Følsomheden, Intimiteten, det lyriske og det æstetiske, der saa ofte smuldrer Vilje og Virkelighedssans og lader os vinde i Stemninger og Syner hvad vi taber i Hverdagen. Det farlige Tilskuer- og Forstaaersind, der gør os passive, til Nølere … det er mod dette Sind i sig selv, i Folket, at Pontoppidan fører sin store Kamp, det er mod dette hin Replik er vendt, op af denne skulde Lykke-Per opstaa som den danske tragiske Aladdin-Type, det gamle Motiv taget op igen, men efter Søren Kierkegaard (og Adam Homo). Aladdin sejrede, Adam Homo tabte, Lykke-Per baade sejrer og taber, Typen er dialektisk, som Aladdin vilde han vinde Prinsessen og det halve Kongerige, han tabte begge, men vandt et nyt Kongerige inde i sig selv –.

 — — —

I Emanuel Hansteds Psykologi har Pontoppidan samlet al sin Viden om og Medviden med det danske Fantastsind, saaledes som det maa avles hos muldløse Skabninger, der stadig skyder Illusioner ind mellem sig og Virkeligheden og 183 hvis forjættede Land derfor bliver de dødes Rige, saaledes som det tegnede sig i Emanuel Hansteds Vision paa den sidste Tur han gik i Klitterne efter Sammenbruddet paa Skolen. Et Sømærke i Synsranden synes ham at være et Kors:

Han havde set et Legeme hænge deroppe paa det sorte Kors og i det lidende Aasyn under Tornekronen genkendt sine egne Træk. Javist! De havde korsfæstet ham, … stødt ham gennem Byen med Lanser, pisket ham med Svøber og korsfæstet ham! … Javist! Og nu gik han her gennem de dødes Rige … [DfL-C, Dommens Dag, bog 4, VI, 540.]

Og dog blev Hansted ikke Karikatur i Pontoppidans Skildring, ingen dansk Brand, ingen replikpaaklædt Idé, han lever og er næret af Pontoppidans eget Blod. Som Illusion i Bogen er han Udløsningen af en Kamp, Pontoppidan har ført med sig selv. Pater Rüdesheimer og Emanuel Hansted, disse to Modsætninger samles i Præstesønnen Pontoppidans Sind.

Men foruden at være et Tidsbillede er Det forjættede Land ogsaa et Livsbillede, en Række Livsbilleder. Der er Provst Tønnesen, en Mand der er stivnet i sin egen Myndighed, i Grunden naiv i sin Sikkerhed, uden noget Anlæg til Selvransagelse, han knækkes af Tiden uden at der just er noget tragisk ved ham. Ganske anderledes sammensat er hans Datter, Ragnhild. Hun er en Slags Jeftas Datter, der begræder sin evige Jomfrudom ude i Landsbyens Ørken. Hun har Kærlighedstrang men i Grunden ingen Kærlighedsevne, som saadan er hun det første Udkast til Jytte i De dødes Rige. Hun er imod sin Vilje forelsket i Pastor Hansted, men hendes Kærlighed er for passiv, den skimler bag Vanens og Etikettens Fordomme, indtil den for sent for dem begge blusser op, da hun atter møder ham i Dommens Dag. Hun er den egentlige tragiske Skikkelse i Bogen, thi hun har ingen egentlig Sorg at leve paa, bare sin egen Ensomhed, sin unyttede Eros, en vis febrilsk Resignation til Slut, hendes Liv var et Skinliv. Med rig Menneskekundskab er denne Skikkelse gennemført.

Men den Skikkelse man sidst glemmer er dog Hansigne, Hansteds Bondebrud. Man faar ikke nær saa meget at vide 184 om hende som om Ragnhild. Ja, man ser næsten ikke hendes Ansigt, det er for det meste bortvendt, hun ser sig tilbage til det forjættede Land som hun opdagede var det, hvor hun hørte hjemme. – Vi ser hende i en Række Situationer, i Præstegaarden puslende om Børnene, angst og usikker, nu og da bestemt overfor Hansted, naar hun ser at hans Fantastsind er ved at blive til Egensind, men hvor hun lever! Jordaandssindet i hende, den dybe Sammenhæng med Gaard og Æt, Rodfæstetheden, Virkelighedssansen, Naturligheden. Det er paa engang det varsomste og det stærkeste Kvindeportræt Pontoppidan nogengang har tegnet: Kvinden, der er Datter, Hustru og Moder, det sidste ikke alene for Børnene men ogsaa for det endnu større Barn, Emanuel Hansted.

Bogens livligste og roligst gennemførte Portræt er Væver Hansen, en landlig Mefistofelesskikkelse, der lever i denne folkelige Opgangstid som en Fisk i Vand, snu, intrigant, ikke for at opnaa noget, ikke for Magtens Skyld, men for paa Omgivelserne at svale en gammel Hævnfølelse, der stadig lever i ham. Han saa som Barn sin Far blive pryglet af Herremanden. Og det kan han ikke glemme. Alle personlige Fordele sætter han til Side for at hævne dette. Stadig saar han Tvedragt, sætter Folk op mod hinanden, først faar han Provst Tønnesen væk ved at mobilisere Hansted mod ham, siden faar han Hansted væk ved at alliere sig med den voksende Indre-Mission, nu vil han prøve at faa den nye Præst væk ved at skabe Stemning i Sognet for Hansted igen. Stadig ægger det gamle Minde ham, det er egentlig hele Menneskeheden han vil hævne sig paa, han er en landlig formummet Anarkist, et Udkast til Jørgen Hallager i Nattevagt hvis hele Liv ogsaa bestemmes og retfærdiggøres af et saadant Barneminde.

Saa er der en Række hastigt og skarpt tegnede Bipersoner: en godmodig, tjenstvillig men usædelig Sognefoged, en fordrukken Dyrlæge, en drabelig Tømrer, en vankelmodig Købmand, der ikke rigtig ved hvilket religiøst Parti han til Forretningens Trivsel skal holde paa.

185 Over dem alle falder Emanuel Hansteds Skygge. Ja, længe efter hans Død, da et lille Samfund har dannet sig til hans Mindes Ihukommelse og i Overbevisningen om, at han var Messias. Set inde fra var han ærlig, trods alt Selvbedrag, set udefra var han latterlig, fordi han aldrig lærte, at Virkelighed er alle Tings Prøve, at Mennesket lever i en Dobbeltverden af Frihed og Nødvendighed og at Livskunsten er at forbinde denne Modsætning i Karakter. Som Præst skulde han give Gud, hvad Guds er, og Kejseren, hvad Kejserens er, han endte med at give Gud alt og blev fredløs i Kejserens Rige. Saaledes blev han i Bogen en tragi-komisk Skikkelse, hvem Pontoppidan lader Pater Rüdesheimer sætte dette Gravmæle:

Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan, men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaae enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som regelmæssigt forfuskede, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men ikkedesmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten. [DfL-C, Dommens Dag, bog 5, II, 549.]

III.

Det Misforhold mellem Ideal og Virkeliggørelsen, Pontoppidan havde afsløret paa alle Samfundets Omraader i sine Fortællinger og i Det forjættede Land fik et haandgribeligt politisk Udtryk i Venstres Kamp mod Estrupiatet. Han havde sat meget af sit Haab ind her. Derfor blev Skuffelsen ogsaa saa dyb og dens litterære Udtryk Skyer saa blodig og bedsk i sin Satire. Saa kom Forliget i 1894. Højre havde vundet, Venstre var brudt sammen. Dette Forlig blev noget symbolsk for Pontoppidan. Et dansk Træk han bed Mærke i. I mange Aar havde man raset og været ophidset over Grundlovsbruddet, dannet Riffelbevægelse, truet og anklaget, men det blev med Skriget, der kom ingen Handling ud 186 af det. Da fattede Pontoppidan i Lyset af dette Forlig den store Plan, at skrive Danskens typiske Historie, bore ned til Roden af Sindet for at se, hvad der hemmeligt forgiftede Energien, hæmmede Handlingskraften, hvad det var for en Spøgelseshaand der lammede, hvad det var for et smuldrende Spil der baade er det vege og vægtige, det farlige og fine i det danske Sind, Hamlets Skygge, Skyggen fra Liljebjerget …

Han skriver da Lykke-Per, Fantastens heroiske Tragi-Komedie, udgivet i 8 Bind fra 1898-1904. Han bygger videre paa Emanuel Hansted-Skikkelsen, gør det særlige ved den alment og typisk dansk. Ogsaa med Hensyn til Milieu spænder Lykke-Per videre. Den rummer baade By og Land, men Danmarksbilledet er set fra København og paa Baggrund af det naturalistiske Gennembrud. – Det er paa dobbelt Maade et fin de siecle-Værk.

Som Kierkegaards Enten–Eller og Stadier paa Livets Vej afslutter Romantiken, opsamler i sig alle Opløsningens fine Gifte, Ekstasen, Angsten og Smilet, Pathos og Gækkeri, Spillet og Dobbeltspillet, Forstillelsen lige ud til Udgivelsesmaaden, saaledes afslutter Pontoppidans Lykke-Per Naturalismen og undersøger psykologisk dens Homo, det frigjorte Menneske. Ogsaa i denne Bog findes (som i alle Periodens Skrifter) giftige og ætsende Salte, den Forraadnelse, der er Tidens Værk, ogsaa dette Værk ender med et sjæleligt Gennembrud, en Erobring indad, da Helten blev slaaet og skuffet udad, ogsaa her er en Pathos, der bunder i Sorg, en Lidenskab, der bunder i Bitterhed, en intim Medviden, der bunder i Selvransagelse. Ogsaa Lykke-Pers Tid var lunken, uden Passion, uden Vovemod, og Lykke-Pers Optegnelser til Slut er som Kierkegaards efterladte Papirer, med samme teologiske Tekst, men med modsat Udlægning. Ogsaa her er Dobbeltspillet af en Mands Opgør med sig selv og med sin Tid. Lykke-Per opdager ogsaa til Slut at Subjektiviteten er Sandheden, Selvet som Tilværelsens Grundvold, og efterlader Menneskeheden det sokratiske: Lær dig selv at kende! som et Livsresultat og et Ord med paa Vejen.

187 Romanen blev en Komedie om Selvforblindelsen men samtidig en Tragedie om Selvforløsningen. Lykke-Per vil erobre hele Verden og genkender sine egne Træk i Cæsars Buste, han ender med at miste alt, fordi han ikke i Tide gav Agt paa det ene fornødne. Efter Pontoppidans romantisk-ironiske Hu ender han som ensom Vejassistent ude i det ødeste Vestjylland, som en levende og lidende Illustration til den gamle Sandhed: hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den hele Verden, hvis han tog Skade paa sin Sjæl.

Men Lykke-Per ikke alene afslutter en Periode, fra Tærskelen af det nye Aarhundrede kaster dens Hovedskikkelse ogsaa Lys og Skygge nedover Danskens Historie. I denne Skikkelse faar dansk Selverkendelse og Selvbesindelse sit mest omfattende Udtryk. Lykke-Per begyndte som en Aladdin, udvikles til en Adam Homo og ender som sig selv. Denne Roman afslutter saaledes ogsaa et helt Aarhundredes gentagne Forsøg paa at fange sit eget Ansigts Træk i Kunstens Spejl.

 — — —

I selve sin Romans Komposition og Stof henleder Pontoppidan Opmærksomheden paa sig selv. Per Sidenius var af en gammel Præsteslægt og bliver Polytekniker ganske som Forfatteren selv. Han hører til de tvefødte. En romantisk Tilbøjelighed til Selvberusning, Længsel efter øde og fjerne Steder, Alperne, en norsk Bjælkehytte, det graa Vestjylland, kæmper hos ham med en klar Rationalisme, stærk Vilje, sund Livsappetit. Saaledes skyldes Livet i Værket atter Selvransagelsen. Som Handling er den et Led i Forfatterens Frigørelse, ikke alene fra det naturalistiske i sin Tid (som Det forjættede Land var en Frigørelse fra det grundtvigske) men fra Spøgelser og Skygger i sig selv, Sideniusarven.

Det rent romantiske Islæt i Heltens Karakter skinner gennem hele Værket som Glimmerblade i den ellers graa Granit, ligefra hans tidlige Barneformodninger om, at han er af Zigøjner-Æt, til hans Eneboertilværelse som fattig Vejassistent i Vestjylland. Det romantiske er ogsaa det revolutionære 188 i Pers Natur. Under Skildringen af Barneaarene skriver Pontoppidan:

Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans sorgløse Sind de første Spirer til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv. [LP-A1, kap. 1, s. 22.]

Han skildrer saa, hvordan denne frihedselskende Drengenatur kues af det strænge kristelige Præstehjem, maa snige sig ud om Natten for at være med i de andre Drenges Leg. Hans Stædighed bliver til Trods. Og Trodsen drager Næring af alle hans Svagheder, Sideniusarven, det fine og blege, det vege og vægelsindede, han kan blive fanatisk i en Kamp mod Arven i sig selv. Her har vi Aarsagen til at han hele sit Liv handler i Blink, ofte i Blinde, som pludselig Reaktion mod Hensunketheden i Drømmerier, et typisk Fantasttræk. Der er stadig noget opstemt kunstigt over hans Vælighed, her er ingen lange Maal gaaet i den Forbindelse med Karakter, der avler den sande Udholdenhed og Taalmod, ja den Resignation og Selvtilsidesættelse, der skal til for at føre en Idé ud i Livet. Lykke-Per beruser sig stadig i sine Indfald og udstykker sit Liv ved at svinge mellem dem. Samtidig undlader han at gøre det ene fornødne: at gøre sin Sag og Personlighed til ét. Derfor smuldrer den store Livsopgave for ham. Han nyder den stadig paa Forskud. Tilsidst nyder han dens Ruiner!

Efter denne Barndom, saa fuld af Kristendom og Forsagelse løfter hans opdæmmede Eventyrtrang ham i Fantasien mod Stjernerne. Her er et rigt Felt for en moderne Psykoanalyse:

Han var nu en Gang fuldt overtydet om, at han ikke var skabt til Hverdagsliv og Godtkøbslykke. Hvilke Bryster han end havde diet – en Dronnings eller en Tiggerskes – Høvdingeblod rullede i hans Aarer, og han krævede Plads til Højbords ved Livets Taffel blandt Jordens frie og udkaarne Mænd. [LP-A1, kap. 2, s. 68f.]

Med denne Forvisning i sit Hjerte gaar han i Gang med sit store Værk. Han læser til Ingeniør. Men straks han har faaet de første Begyndelsesgrunde i Videnskaben begynder han at digte over den. Det bliver en vældig Plan, der med 189 Udgangspunkt i Opmudringen af hans Barndoms Fjord bliver et helt Projekt til Kanaliseringen af Jylland, siden udvider det sig i Forbindelse med en Frihavn paa Skallingen, Udnyttelse af Vesterhavet ved Bølgemotorer, Kanalvej gennem Jylland og Tanken om at flytte Nordeuropas Handelscentrum til Vestjylland. Danmarks Omdannelse fra Agerbrugsland til Industriland. Denne Plan forskyder sig videre fra det økonomiske og tekniske til en Messiastanke, bliver en Løftestang for den nye Tid, samtidig med at den skal dræne Danmark for det giftige Grundvand, Sideniusarven, der forpester Folkets Tanke og Energi …

Planen er af den Art, at man ikke ved om den er gal eller genial. Den er over al Maal og Maade, et Luftslot som Lykke-Per ved de mest minutiøse Detailleberegninger mener at have bygget en Virkelighedsgrundmur under.

Det er hans Danmarkshistorie i 22 Bind! Uden smaaligt Hensyn til Virkeligheden, Virkeliggørelsesmuligheden, er Planen nøje skitseret. Det store Romanværk skildrer nu Lykke-Pers Forhold til sin Opgave. Men gennem denne Skildring af den gamle danske Kamp mellem Drøm og Virkelighed, udfolder Pontoppidan samtidigt et stort Kulturbillede af 70ernes, 80ernes og især 90ernes Danmark, væsentlig set fra det naturalistiske Gennembruds Side. I let gennemskuelig Forklædning er her flere af Tidens Heroer skildret, først og fremmest Brandes (Dr. Nathan) men ogsaa Drachmann og I.P. Jacobsen (den store Herholdt1 der altid sad og nussede med et Adjektiv og døde midt under Udarbejdelsen af en Eftersætning). Lykke-Pers Hovedanke mod Retningen, hvis Livssyn han ellers deler, er at den er for eksklusivt litterær. Dens Type finder den realistiske Romantiker i Frithiof (Drachmann) med sin Gestus, med sine Svingninger mellem diabolsk Overmod og konfirmandagtig Angst og Mismod. Lykke-Per er fuld af Foragt for ham men tiltrækkes ogsaa hemmeligt af ham. Han kalder paa tilsvarende Anlæg i hans egen Natur, netop de Anlæg han vil bekæmpe i det danske Vankelmod, der ogsaa hører med til Sideniusarven.

190 Imidlertid gør Lykke Per sine Erfaringer angaaende Livet og Virkeligheden, Kvinderne især, paa Trods og Tværs af sin Opdragelse nyder han nu det frie Liv i Hovedstaden, trækker Veksler paa sin Kraftnatur, samtidig arbejder han i Spring, bruger Arbejdet som Modgift mod sin Lede, kaster sig atter ud i Nydelsen og Øjeblikstilværelsen. Udgiver i en Fart en Piece om det store Værk, som A.S. Vedel i sin Tid udgav sin Fortale, digter om det igen, beruser sig i Synerne:

Mens Tuschpennen gled hen over Papiret og tegnede Kanalkurver og opridsede Sluseværker, saae han i Aanden mægtige Skibe dampe frem ad de brede Vandveje, tungt ladede med fjerne Landes Raaprodukter. Han saae statelige Fabriker rejse sig langs de rindende Vandes regulerede Løb, hørte for sit Øre Lyden af summende Svinghjul og brusende Turbiner. Han saae de menneskemyldrende Storstæder, som engang vilde dække den skumle Lyngørken … travle Fremtidsbyer, hvorover ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsefrygt ind i Sindene, men som med den elektriske Banstraaler jog Mørket og dets Aander paa Flugt. [LP-A3, kap. 2, s. 37.]

Nu prøver han paa at faa Planen realiseret. Men overfor den første Vanskelighed stejler han, slaar over i Modløshed eller Galgenhumor, bader sig i sin Harme over de forstokkede Autoriteter, pakker saa Tegningerne og Udregningerne ind og kaster sig ud i Livet, søger atter tilbage til Drømmen igen, søger nye Udveje. I Gennembruddets Lejr er man opmærksom paa ham, men lugter det gamle danske Sideniussind netop i hans store Plan:

Det er og har jo desværre altid været vor Nationalskavank, at vi aldrig har kunnet komme ud over det barnlige Standpunkt, der karakteriseres ved, at man føler Tilfredsstillelse ved at bygge Luftkasteller. Og det har sandelig – baade politisk og kommercielt – været os en dyr Passion. Det er en evig Sandhed, hvad Nathan engang skrev i en Nekrolog over et forulykket Subjekt af hans Bekendtskab: man fødes, lever, ældes og dør som Fantaster i dette Land! [LP-A3, kap. 3, s. 83.]

Saa er det da at denne hjemløse Dansker endelig finder et europæisk Fristed i det borgerlige København: det jødiske 191 Finansaristokrati, Familien Salomon, der er nær knyttet til Gennembruddets jødiske Førere. Lykke-Per spekulerer her baade i Kærlighed og Penge. Salomons Søn er blændet af Fantasien i hans store Planer, Datteren Nancy2 er forelsket i ham. Alt synes nu at lægge sig til Rette for ham. Herude i dette overdaadigt rigt udstyrede Hjem kan ingen Kirkeklokker naa ham, ingen Gengangere minder ham her om hans Barndom, her er han fri. Her er ikke engang Brug for hans Naturs kraftgeniale Opspændthed, denne Vejren efter Modstandere at overvinde, der før havde gjort ham uomgængelig. Alt er ham nyt og fremmed her. Her er det, at hans danske Sind møder sin Skæbne: Jacobe3, Husets ældste Datter. Først frastødes de af hinanden, egensindige og stejle som de begge er, siden mødes de i et Fællesskab i Hadet til det kristne Danmark og i Haabet om at den frie Tanke og det frigjorte Menneske maa sejre. Og udaf dette Fællesskab udvikler en dyb Kærlighed sig. Den er først et Led i Lykke-Pers Beregninger for at realisere sin store Plan. Siden æder den sig ind i hans ædlere Dele, sprænger den knytnævede Egoisme, der var hans sande Livsgrundlag. Og da han forstaar, at han virkelig elsker, ser han i samme Stund sin Kærligheds Haabløshed. Den er rodløs i den fremmede Grund[,] Fællesskabet stak ikke dybere end Façaden. Han er, bag Miner og Opstemtheden, netop det han havde bekæmpet: en Sidenius.

Med uovertruffet Kunst og en mærkelig Gætteevne er dette Jødemilieu tegnet, Værkets mest glansfulde Parti, som Jacobe er dens dybeste og varmeste Skikkelse. Et Grundtræk i disse Jøders Karakter er den hjælpsomme Uselviskhed især skildret i den altid ivrige og tjenstvillige Ivan. Det jødiske Offersind er tegnet i Jacobe. Da hun endelig elsker, vover hun alt for sin Kærlighed, udfoldes som Kvinde, modnes, vokser i Menneskelighed. Over hende falder ikke Pontoppidans ubarmhjertige Tvelys (saa lidt som over Hansigne i Det forjættede Land), hun er den eneste, han har sparet i dette Dommedagsværk. Fordi hun elskede meget blev alt tilgivet hende.

192 Per rejser nu til Udlandet for sin Svigerfars gode Penge. Men trods det store Europa og dette fine jødiske Hjem saa skulde alligevel hans Barndomsbys Kirkeklokker naa ham. Hans Far dør og han rejser hjem til Begravelsen. Og han kan ikke værge sig imod sin hemmelige Samhørighed med Provinsbyens Mennesker og Milieu. Han stejler overfor denne nye Følelse, slaar om, afviser endog Faderens efterladte Afskedsgave til ham, et Guldur. Rejser igen. Men i sit Sind er denne danske Emigrant alligevel paa Hjemfærd. Han mærker det næppe selv. Han har atter taarnet sit Sinds Stemninger op i selvforherligende Trods. Men som Ørneungen i "Ørneflugt" er han alligevel ramt og maa før eller siden alligevel ende i Andegaarden, trods den æggende Hunørn, Jacobe, trods de store Syner, den europæiske Verden, der lukker sig op for ham, trods de nye Syner over hans eget Værk, der nu løfter sig for ham. – Skønt ramt, samler han sig bidsk i Trods. Der er et Værk der skal udføres, et nyt Danmark der skal grundlægges. Men Jacobes fine Instinkt har mærket det smuldrende Spil i hans Sind (som Hansigne overfor Emanuel Hansted). Hun rejser hemmeligt ned til ham, bliver hans, giver det eneste hun har for at beholde ham, redde ham. Og der følger nogle lykkelige Dage hvor de drømmer om Fremtiden:

[…] om det nye Aarhundrede, der skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner. [LP-A4, kap. 4, s. 134.]

Og i overmodig Opstemthed ser Per, at det er Kristendommen, der har hæmmet Handlemodet i ham selv og i Folket og i overgivent Mod skyder han sin Pistol af mod et gammelt Krucifiks ved Vejen saa det splintrer. Han tror da at have ramt Kristendommen i Hjertet, men Kuglen skulde siden springe tilbage og ramme ham selv. Ubevidst har Jacobe forstaaet det i denne Stund, og hun smiler sit ensomme paa en Gang overbærende og hjælpeløse Smil.

Per rejser nu til Rom. Sydens Sol folder hans Nordbonatur ud. Han digter Syner over Antikens Ruiner:

Han havde engang siddet flere Timer i Amfiteatrets ørkenøde Indre og underholdt sig med i Tankerne 193 at genopbygge det fra Grunden. Han havde omgivet den vældige Bygning med et Fletværk af Stilladser og set den hæve sig Skifte for Skifte over en Arbejdsplads opfyldt med kyklopiske Stenblokke, Oksekærrer og Hundreder af svedende Slaver – ligesom Fundamentet til et Babelstaarn. Saadanne Drømmerier indfandt sig helt uvilkaarligt hos ham. Saasnart han var alene begyndte Tankerne af gammel Vane at tumle med Sten- og Jordmasser. [LP-A5, kap. 2, s. 66.]

Han sidder ofte og drømmer over et Landkort:

Hvor de fleste andre Mennesker kun bemærkede et Krimskrams af sorte Linjer, saae han ganske levende for sig Flodløb, Dalsænkninger, Bjærghøjder. Og altsammen tog hans Indbildningskraft øjeblikkeligt i Besiddelse som Genstand for sin Skabertrang. [LP-A5, kap. 2, s. 66f.]

Ja, Sydens Sol folder for Alvor Drømmeren, Digteren og Fantasten ud. Den Romantik, der før havde været Stemning for ham, en Selvberusning i Syner, faar nu historisk Fodfæste:

Nu førtes han endda her helt bagom Kristendommen, ind i en Kultur hinsides den ham fjendtlige Aandsmagt, hvis nedbrydende Virkninger det var bleven ham en Slags Sport overalt at eftervise, og som han indtil det allersidste havde maattet bekæmpe ogsaa hos sig selv. I Republikens Helteskikkelser fandt han de forbilledlige Karakterer, han hidtil havde savnet. I hele dette praktisk anlagte, handlemodige, kloge og usentimentale Hedningefolk saae han Mennesket i uforvrænget Oprindelighed, Titanslægten hvorom han uklart havde drømt og med hvilken han følte sig selv i Slægt. [LP-A5, kap. 2, s. 70.]

Med fin men ikke mindre blodig Ironi skildrer Pontoppidan hvordan Per under dette sit Roma-Ophold i Fantasien stadig arbejder med sit Modbillede, synker dybere og dybere ned i Selvbedraget.

Hjemme i Danmark arbejder Ivan med at realisere hans store Plan. Med visse Modifikationer synes det næsten at skulle lykkes. Men dette, at Planen nu fra Drømmen kan føres ud i Virkeligheden, irriterer Per og faar ham til at stejle:

I Pers Forhold til, hvad han kaldte sit Livsværk, var der i den senere Tid langsomt, tildels umærkeligt for ham selv, foregaaet en Forandring. Det havde ikke netop tabt i 194 Værdi; men lige som det i sin Tid var vokset i personlig Betydning for ham, da det under Jakobes Paavirkning omformedes i hans Forestilling fra noget, der udelukkende tjente hans egne egoistiske Formaal, til et Arbejde i Kulturens og Aandsfrigørelsens Tjeneste, saaledes havde hans Interesse for dets Skæbne igen tabt sig noget, efter at det fra blot revolutionerende Ide var bleven en Genstand for praktisk Drøftelse, et Bytte for Børsfolk og Spekulanters snusfornuftige Beregninger. [LP-A5, kap. 2, s. 79.]

Hvor Pontoppidan dog kender sin Helt!

Men nu vil han hjem. Nu vil han netop til at handle. Han arbejder stadig med sit eget Modbillede i Sindet:

Han skyldte nu sig selv at vise, at han ikke havde siddet forgæves ved Cæsars Fødder men endelig lært at gaa den lige og korte Vej over Tvivlraadighedens Rubicon og ind i Mandsviljens Himmerig.
   Altsaa: Jacta est alea! [LP-A5, kap. 2, s. 108.]

– Ak! Lykke-Per! –

Der sker nu det med ham: at jo mere og mere frigjort han føler sig fra sit Sidenius-Danmark, jo mere binder det ham hemmeligt og uafvidende. Thi det er Emigrationens Hemmelighed, at det man emigrerer fra, det naar man. Mindet fra Barndomshjemmet dukker op i ham, da han kommer til København. Og en sen Aften gaar han ud paa Frederiksberg til det Hus, hvortil hans Mor og Søstre er flyttet efter Faderens Død. Han staar længe og ser Skygger bevæge sig forbi Vinduet. Og en hel Skyggeverden dukker op i hans Sind.

Han tager nu atter fat paa sit Værk. Faar alle sine Tegninger og Planer frem. Han bliver helt bevæget og rørt over sig selv ved at se alle disse Detailler og Beregninger:

[…] de nøgterne Nedfældninger af hans Ungdomsaars hovedsvimlende Drømme.
   Den Bevægelse, der havde grebet ham derved, var dog ingen fornyet Arbejdsfeber med Myrekryben i Hjernen og Fingerspidserne. Det var nærmest en højtidelig Forbavselse. Han var imponeret over sig selv. Hvilken Frugtbarhed! Hvilken Kraftudfoldelse! … For hvert nyt Blad han tog frem af Rullen, voksede Beundringen for, hvad han her 195 havde faaet udrettet.
Men bagved Overraskelsen og Selvbeundringen rørte der sig samtidigt en anden Følelse, som kastede en Skygge over hans Tilfredshed og tilsidst helt formørkede den. Det var den skjulte Afmagtsfølelse, der allerede længe havde ligget og murret under Bevidstheden og været ligesom den sumpige Undergrund, hvorfra de senere Tiders mange blege Stemninger var skudt op. [LP-A6, kap. 1, s. 5f.]

Det smuldrende Spil er i fuld Gang, han har naaet sit Liljebjerg og Kampen er begyndt. Nu beruser han sig indtil Bærmen i sine egne Syner. Den eneste der mærker det, er Jacobe. Med Kærlighedens instinktive Gætteevne aner hun hin farlige Forvitring, ser, at jo mere han udadtil strammer sig op til at ligne en Cæsar, jo mere er han indadtil hjemfaldet til alt det, han vilde flygte fra. Hun ser nu ogsaa, at han er fremmed i dette jødiske Hjem. Og i et ironisk skarpt Syn sammenfatter hun hans Verden:

Ja, han tilhørte dybest inde en anden Verden, en anden Sol. Hvor forskellig fra de fleste andre af sine Samtidige han end kunde synes at være og altid selv havde følt sig, – han var dog netop Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind, … Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen uden at komme til at nyse, men som i Skumringen satte sig paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner i Aftenskyen over de dampende Enge til Opbyggelse for det betrængte Sind … et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder men et Barns kraftløse Lemmer … et Tusmørkefolk der kunde høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputtede sig i Jorden, hvergang Morgenhanen galede. [LP-A6, kap. 3, s. 157.]

Denne Replik er ikke alene den dybeste i Lykke-Per, men i hele Forfatterskabet, om denne svinger det som om et Hængsel, Repliken er ironisk, men i Lyset af Lykke-Per ogsaa selvironisk, det er Mandsviljen og Virkelighedssansen i dette Folk Pontoppidan vil vække.

Da er det Lykke-Pers Mor dør. Og et Hav af Følelse skyller op i ham. Og i denne skrøbelige Præstekones Skikkelse 196 tegner Pontoppidan et Billede af dansk Heroisme, der intet har med Lidenskab at gøre, ikke den stormende Følelse men en ædel Frugt af Vilje. Her giver Pontoppidan Modbilledet til Jacobes ironiske Karakteristik, der var Sandhed, men ikke den hele. Per grunder over sin Mors Skæbne, indtil den bliver et Symbol paa det danske Folk, paa noget der ligger bag det vege, bløde, udglidende, en Kraft under Svagheden:

Ja, hvorfra havde hun faaet den? Ved hvilken indre Magt havde i det hele den ældre Slægt bjerget sig saa nogenlunde frelst gennem Datidens Ulykker, gennem Krigsaarenes frygtelige Ophidselse og den dødlignende Lamhedstilstand, der fulgte efter, … gennem hele denne blodige Sammenstyrtning, paa hvilken Moderens Lidelseshistorie var som et Sindbillede? [LP-A6, kap. 3, s. 165.]

Per følger da sin Mors Kiste om Bord paa Damperen tilbage til Barndomsbyen. Han indvies den Nat i og til et Danmark, der ligger under og bag det, Jacobe havde forstaaet og set fra sit jødiske Verdenshjem:

I en gammel værkbruden Præstekones Skikkelse havde der aabenbaret sig for ham en Kraft, mod hvilken selv en Cæsars kongelige Vælde nu syntes ham ringe, en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelsen. [LP-A6, kap. 3, s. 168.]

Men dermed gled ogsaa Grunden bort under hele hans forgangne Liv. Dermed var Dommen afsagt over al hans hidtidige Digten og Tragten.

Han vandt nu sit Danmark tilbage paa en ny og afgørende Maade. Men heller ikke denne Erobring skulde han forvalte uden at forkludre den. Han var blevet omvendt, men ikke forandret. Som Gæst paa Herregaarden Kærsholm kom han ind i det grundtvigske Aandsliv. Han havde ellers fablet om at rejse til Amerika for at forberede sig grundigt til sin store Opgave. Han naaede aldrig længere end til Jylland. Dette Bind, der ironisk hedder: Hans Rejse til Amerika, handler om hans religiøse Omvendelse, særlig under Paavirkning af Pastor Blomberg. Han bryder med Jacobe og kaster sig i Bakketroldenes Vold. Hans Ørneflugt er endt. Langt borte ser vi den graa Ryg af Hunørnen, der ivrigt spejder ned mod Andegaarden. Sørgmodig flyver hun bort.

197 Den Bølge af Oprigtighed, der var gaaet gennem Pers Sind ved Moderens Død, bliver nu forplumret af en verdslig selvgod og liberal Grundtvigianisme i Blombergs Fortolkning. For at stille den i skarpt Relief har Pontoppidan indført en Pastor Fjaltring, en af hans Yndlingsskikkelser, overfor hvis Særhed, Bitterhed og Ensomhed hans Ironi ganske standses. Per og han taler om 1864 og den Bølge af Heroisme, der gik gennem Folket. Per mener nu at det var Guds Kraft (og tænker bevæget paa Moderen, nu beruser han sig i sine bedste Minder og sentimentaliserer dem). Fjaltring siger:

… det er jo med Nationernes Sjæl som med det enkelte Menneskes, at først Døden udløser den. Engang spøgte Grækeraanden blandt Menneskene som Guds udvalgte Folk. Siden blev det Israels Faarehyrde-Visdom, vi lyttede til som gudbeaandet Tale. Engang tilkommer det vel os Germaner med vores lutherske Barbari at aabenbare en Flig af Evighedens Klædebon. [LP-A7, kap. 3, s. 180f.]

Som før i Pastor Rüdesheimer har Pontoppidan sikkert formummet sig i denne menneskefjendtlige Præst. Skarpt angriber Fjaltring Pastor Blomberg:

Denne grundtvigske Vartovs-Kristendom, der med sit Ammestuesprog og sin Kærmindepoesi naturnødvendigt maatte blive Nationalreligion for et kælent lille Folk som det danske, der ogsaa i det religiøse søgte Idyllen og erstattede Troens Lidenskab med Lyrik. [LP-A7, kap. 3, s. 182.]

Selv om Bruddet sved, tog Jacobe det let. Hun havde længe vidst, at det maatte komme:

Det var det egentlig "sideniuske" ved ham, at hans naturlige Følelser absolut skulde udsmykkes. Som i sin Tid hans Fremtidsideers nationale Betydning altid skullet pynte hans Egenkærlighed, saadan skulde nu Religiøsiteten tjene som Skjold for hans Klejnmodighed. […]
   Denne Stædighed, som han selv tog for Stolthed, denne bryske Stejlhed, der saae ud som et Overmaal af Kraft, havde i Virkeligheden været et Afmagtstegn, en tilkittet Brist paa Personlighed og Selvtillid. [LP-A7, kap. 3, s. 184.]

Ved Replikernes essayagtige Art i dette Bind faar det Karakter af en Diagnose over en dansk national Sygdom, snigende som Kræft. En Oberst Bjerregrav, der vilde hjælpe ham 198 med den store Plan, begriber ikke, at Per nu næsten har glemt den:

Han kunde ikke blive klog paa, hvad det var, der fattedes Landets egen Ungdom, da den dog hverken manglede Kraft eller Sundhed og heller ikke Fædrelandskærlighed. Han forstod ikke, hvad det kunde være for Lønveje, ad hvilke Kraften sivede bort og de rige Muligheder forspildtes. Slægt efter Slægt groede op – rødkindet og klarøjet, frejdig og stærk. Og Slægt efter Slægt gik i Graven, brudt, sløvet eller opreven – altid overvunden. Det var, som en skjult Sygdom tærede paa Folkets Marv. [LP-A7, kap. 3, s. 194f.]

– Det er denne Sygdoms-Diagnose Pontoppidan har søgt at stille i alle sine Bøger, mest omfattende i Lykke-Per. – A.S. Vedels Tragedie; ja, ad hvilke Lønveje er det dog Kraften siver bort og de rige Muligheder forspildes.

Per rejser nu til København og læser til Landmaalereksamen, færdig dermed rejser han hjem og gifter sig med Pastor Blombergs Datter, Inger. Og nu lever han nogle stille Aar i den lille jyske Landsby. Den store Plan er nu forlængst gaaet i Grus, men han dyrker dens Vision. Han har en Portrætbuste af sig selv staaende over sit Skrivebord. Den blev hugget i hine overmodige Dage i Rom:

Hovedet drejede stærkt til Siden, hvorved der fremkom et virkningsfuldt Muskelspil paa den svære Nævefægterhals. Fra Panden trak en dyb Viljesfure sig ned mellem de omtrent sammenvoksede Bryn, Blikket var bydende, Smilet lyste som i et Overmaal af Mod og Ungdomskraft. [LP-A8, kap. 4, s. 175.]

– Midt i den jyske Idyl omgaaes han nu med sin Ungdom som en gylden Genganger. Han læser nu i Bladene om at en anden Ingeniør har stjaalet hans Plan, bragt den ned i rimelige Dimensioner og faar nu Ros for den rundt i Jylland. – Per føler nu i et Øjebliks smertelig Oprigtighed, at hans farlige Sind har ført ham om paa Livets Skyggeside:

Hans Liv var spildt, hans Kraft forødt! Han var som et Ur, hvoraf man Stykke for Stykke havde udpillet Fjeder, Kæde, alle Værkets Drivkræfter og af hvilket det alligevel forlangtes, at det skulde vise Tiden. [LP-A8, kap. 4, s. 191.]

– Nu har Selvransagelsen og Selverkendelsen slaaet sin Klo i ham. Og han begynder langsomt at overvinde sit farlige 199 Sind. Han fryser midt i sin Hverdagslykke. Før havde han dog sit Haab eller sin Harmes Ild at varme sig ved:

Aldrig var han saa ynkværdig som den, der midt i Solskinnet gennemisnedes af Dødens og Gravens Kulde; som sad til Højbords ved Livets kongelige Taffel og fortæredes af Sult; som daglig saae alle sine Længsler og Drømme blive levendegjort omkring ham og dog angstfuld maatte fly. [LP-A8, kap. 4, s. 192.]

Men nu sker der dette, at netop gennem denne Selverkendelse af det smuldrende Spil i Sindet, af den forgiftende Skygge, bryder han igennem til noget oprindeligt i sin Natur, noget der ligger bag hans første naturalistiske Hedenskab og hans sidste grundtvigske Kristendom, ja bag ved hans Sideniusarv; hans nøgne Jeg, den uforstilte Gru, den ubesmittede Glæde ved at være til som den han er, Lykke-Per, et nyt Fastland, der skal erobres ved en Følelsens Ydmyghed og en Viljens Passion. At være eller ikke være, det er Sagen. Nu først møder det store Spørgsmaal ham for Alvor. Han har Tid til at tænke over det i den lille Landsby:

Den store Lykke, han i Blinde havde søgt, det var den store Lidelse, det var hint vilde ulægelige Savn, som hans fordums Lærer, Pastor Fjaltring, saa ofte havde prist for ham som Guddommens sande Naadesbevisning. [LP-A8, kap. 4, s. 213.]

Dette Træk er det sidste og mest tragiske ved Lykke-Pers romantiske Natur. Han begynder nu at beruse sig i sin egen Ulykke. Men da har han naaet Bunden. Nu er der intet, der binder ham til Livet, som han engang begærede saa stormende og voldsomt, som Emanuel Hansted løsner han nu alle Fortøjningerne til Virkeligheden, lader sig under et Paaskud skille fra sin Kone og søger en Vejassistentpost ude i det øde Vestjylland. Han har nu ogsaa mistet Troen paa Gud:

Overalt, hvor jeg har søgt ham, har jeg kun fundet mig selv. Og i Opdagelsen af Selvet ser jeg nu udelukkende Betydningen af al Religiøsitet. For den, som er bleven sig bevidst, er [en] Gud overflødig. [LP-A8, kap. 5, s. 240f.]

f

Hans bevægede Liv har saaledes ført ham til et Standpunkt hvorfra han egentlig skulde begynde det, med Udgangspunkt fra dette Selv som Tilværelsens Fundament at give Gud hvad Guds er og Kejseren hvad 200 Kejserens er i den Hverdag, hvor vor Skæbne spindes af Skin og Virkelighed.

Sær og ensom henlever han sine sidste Aar i den øde Egn. Han er frigjort nu, gennem Skuffelser og Ulykke, gennem Selverkendelse. Men det er for sent nu. Livets Omkostninger blev større end dets Indtægter. – I nogle Dagbogsblade efterlod han sin dyrtkøbte Livsvisdom til Efterslægten:

Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt mod Virkeligheden eller mod Tankens eller op mod Drømmens Verden, og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed, naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. Derfor priser jeg mig lykkelig at jeg har levet i en Tid, der kaldte paa denne Drift og styrkede dette Mod. Ellers var jeg blevet et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle mine Dage. [LP-A8, kap. 5, s. 2660f.]

IV.

Set i Sammenhæng er Pontoppidans store Forfatterskab et Livsdrama i Romanens Form. Forspillet er Stækkede Vinger fra 1881, hvis Titel giver Motivet, saa kommer de tre store Akter hvor det spiller igennem: Det forjættede Land, Lykke-Per, der er Hovedakten og De dødes Rige. Her er tre Sider af dansk Kulturliv spejlet i Tidsbillederne: det grundtvigsk-religiøse, det brandesiansk-naturalistiske, det hørupsk-politiske. Mands Himmerig 1927 er Epilogen. De tre Romaner har hver sit sociale Milieu: Bonde, Borger og Adel og spænder stort set over hver sit Tidsrum. Det forjættede Land er 80erne, Lykke-Per 90erne, De dødes Rige det første Tiaar i det nye Aarhundrede efter Systemskiftet.

Men indadtil er det et Drama om Angsten, Livsangsten, fordi man er til, Ansvarsangsten fordi man er til i et bestemt Folk. Den kommer ikke meget paa Tale, men den er der som en voksende Grundfølelse, den han gav Udtryk for i en Tilegnelse i en af hans store Romaner:

201

Det blev en Bog med mange Ord
en langstrakt Billedrække
om Danskens sløve Folkesind,
som ingen Strid kan vække.

Det blev et Angstens Raab fra een
som under Middagsluren
et Mene, Mene Tekel saa
i Lueskrift paa Muren.

Et Drømmesyn? Et Mareridt?
Nu – ingen lod sig skræmme.
Da Verden nys i Flammer stod
vi leved op herhjemme.

Vi aad og drak med Velbehag
og priste fromt Gudfader,
der skaaned os for Ildebrand
og fyldte vore Lader.

Men hine onde Varselsord
staar mig endnu for Ho'det.
Tilgiv det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet.

Ved stadig at lade Idealet bryde sig i Virkeligheden (hvorved hans Psykologi jo bliver Misforholdets Psykologi) bliver Pontoppidans Forfatterskab Udtryk for en Livsdialektik, den der i Livet som i Kunsten graver sin egen Grav, fordi den til sidst falder i den Grav, den graver for andre. Thi det er Dialektikens Tragedie: den ødelægger tilsidst sig selv. Det skete for Kierkegaard, da han naaede "Øjeblikket". Over sit eget Livsdramas Stadier endte ogsaa han med at se de dødes Rige. –

Frygt og Bæven, Begrebet Angst, Sygdommen til Døden, Pontoppidan kendte til det, Livsangsten som Undergangsangsten det er det religiøse i hans Forfatterskab, det er den hvileløse, frugtbare Uro, modsat den stoiske (eller epikuræiske) Resignation, der er de naives sidste Retrætepost, naar 202 Livet har slaaet dem. Resignation er den evigvarende Øjebliksstemning uden Evighed.

Angsten, tilsidst Undergangsangsten gaar som mørke Syndflodsbølger under Pontoppidans Værk. Thi bag Angsten ligger der noget man er angst for, i sig selv, udenfor sig selv, Jeget eller Folket, maaske Sammenspillet mellem begge Dele. For Pontoppidan var Livet alletider større og rigere end dets Afbillede i Kunst, det er saaledes, at han mere og mere foruden sine Skikkelsers dialektiske Forstaaer ogsaa bliver deres barmhjertige Medvider. Det er denne ensomme Mands dybe og ømme Fællesskab med sit Land og sit Folk. Det der saa spontant brød frem ved Genforeningen i Digtet: Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage. Denne vingeskudte Fugl i Hønsegaarden, en Ørn, ja, men de andre havde dog ogsaa deres Liv bag alle Latterligheder. Og Livet selv er større end alle dets Udtryk i ydre Forskel fra Ørnen til Anden. Det er paa denne Følelse og denne Medviden, at Pontoppidan vokser, og det er derigennem at han naar fra Det forjættede Land til De dødes Rige. Mens den første Bog blev en Bog om Døden, blev den sidste en Bog om Livet. Ikke det ydre, hvor vi maaler Ideal og Virkelighed mod hinanden, men det indre, hvor vi ikke maaler, men hvor det som for Torben Dihmer gælder om at være eller ikke være. Derfor ender det sidste store Værk som en Tilbagevenden til Livet fra de dødes Rige, og som et Varsel om et nyt Danmark lyder Kjeld Borgens Skalmejetoner fra Skoven.

Vejen fra Lykke-Per til De dødes Rige gik over de to mærkelige Bøger Borgmester Hoeck og Hustru og Hans Kvast og Melusine samt det lille halvt symbolske Landsbybillede Det store Spøgelse.

Den første Roman, et Kunstværk uden Lyde, som saadan maaske det ypperste Pontoppidan har skrevet, er en Fortælling om Livets Skyld, der er større og frygteligere end vore smaa Udregninger. Ja, hvem har Skylden i dette Ægteskab, der gaar under. Hun er livsfrodig, gaar derfor ofte over Stregen, er helt i sin Kvindeligheds og Kærlighedshungers 203 Vold, han er en Sidenius, af finere Sort end Lykke-Per, men Spøgelser i Form af en selvplagerisk Skinsyge forgifter ham hans Lykke, navnlig da der er Grund til Skinsyge, men uden at han aner, at han er den egentlige Grund til denne Grund – ak! uopredeligt er Livets sande Net, vi faar fat i en Traad og tror dermed at have Sandheden. Pontoppidan dømmer begge, fordi de fejler overfor Livet, han tilgiver samtidig begge, thi de har fulgt deres Natur, hun aaben og udadvendt, han lukket og indadvendt. Skyldig – ikke skyldig siger Kierkegaard, men der findes en Dom over Livet, der samtidig er en Tilgivelse, der gives en Forstaaelse, der anklager, fordi den kan paavise et Misforhold, men der gives samtidig en Medviden, der frikender, thi det samme Misforholds-Liv vil altid være ens egen Skæbne.

Det samme Dobbeltlys skinner ogsaa paa Hugo Martens i Hans Kvast og Melusine. Med frygtelig Ironi er han udleveret til vor Latter og Foragt, men samtidig indarbejdes han ogsaa ved Kunstens sælsomme Magi i vor Sympati, thi der var noget redebont selv i hans Naragtighed, i Selvironien, i Leden over sig selv er der Momenter af Ærlighed, han gør sig til Billede af Tiden, udleverer dens Naragtighed, der var blandet med dyb Uendelighedslængsel og Virkelighedslede, dens Ærlighed trods Alt. Derfor Titlen. Han forelsker sig i Prinsessen i Lilleputternes Land og maa indrette sig derefter. Men i sine Drømme sprænger han Andegaardens Maal, som en Ørn vil han hænge under solblaa Himmel og se Lande og hvide Søer ligge afgrundsdybt under sig. Da man spurgte Pontoppidan selv om den mærkelige Titel, henviste han til Æventyret og fortsatte:

I sine Drømme knuste han Himlen med sin Isse og omfavnede Uendeligheden. Han følte sig en Gud lig og blev traadt ihjel [af] som en Skarnbasse. Hans smaa Medskabninger kaldte ham paa deres Lilleputmaal Homo sapiens. Det er udlagt Hans Kvast.4

Homo sapiens! Det er Ironi, men den vender ogsaa indad. Det afslører han i Det store Spøgelse. Det er et lille Landsbybillede, en Studie i den landlige Angst og dens Følger; den ligner hans første Landsbybilleder, men har faaet en ny 204 Tone, der anslaaes i Indledningen. Den dybe ensomme Eftertanke, der ogsaa er en Skumringstanke, har grebet Pontoppidan. Han skildrer i denne Indledning en Sommeraften, dens Fred og Idyl, Sindet der gaar til Hvile og synker ned i sig selv, Skumring, der ogsaa stiger op af Sindet selv:

Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægelig Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem veed? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig. [Det store Spøgelse, I, s. 8.]

Med dette Ryk i Sætningen vil Pontoppidan ligesom frigøre sig. Men han fortsætter:

– – Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. Allerbedst som vi sidder i vore lykkeligste Drømme, sniger Uhyret sig over os og lammer os med sin Giftbrod. Først mærker vi maaske kun en lille Kuldegysning i Sjælen, en øjeblikkelig Tunghed i Tanken. Men snart lægger Mørket sig omkring os, og før vi veed det, vugger vi i Dødens Skyggearme. – [Det store Spøgelse, I, s. 8.]

Med denne vemodige Visdom i Sjælen er han modnet til sin Tids og sit eget Dramas sidste Akt: De dødes Rige.

 — — —

Hans sidste Værk er en Fortællingskreds, der begynder og slutter med det Forhold, hvorom det er grupperet: Torben og Jytte. I Skildringen af disse to Mennesker, der forliser og dør tilsidst, røber han sin egen Afskeds-Smerte med sin Ungdom og dens Tidsrum. Allerede ved Romanens Begyndelse er Torben Dihmer indviet til Døden af en uhelbredelig Sygdom, ved en vidunderlig Lægekur kommer han sig tilsyneladende, men hans Liv er kun et Skinliv. Kvinden Jytte Abildgaard er ogsaa indviet til Undergangen af sit eget nølende og golde Sind. Hun hungrer efter Kærlighed, men har egentlig ingen at give igen. Ogsaa hendes Liv er et Skinliv og hun dør med Udbruddet: Og dog har jeg aldrig levet. Scenen er København, en Herregaard paa Fyen og en i Jylland, og i et enkelt Glimt en Landsby ved Kolding. Bogens fleste Skikkelser hører til Overklassen eller Adelen. Til denne Overklasse kommer den bondefødte Enslev ligesom Hansted i sin Tid fra denne Overklasse kom ud til Landet. –

205 Værket spænder over Aarene omkring Systemskiftet 1901 men samler ellers hele Tiaarets Stemning i sig. Saaledes set som Tidsbillede bliver Værket det liberale Demokratis Døde-Bog. Med sikre Linier er her Fremskridtsoptimismens Revers tegnet. Som Brandes i Dr. Nathans Forklædning gæster Lykke-Per for historisk at understrege Tidsbilledet, gæster Hørup forklædt som Enslev De dødes Rige, men tager her bredere Plads, fordi der under Forklædningen ikke alene rummes Hørup men ogsaa Berg, ja, noget af Pontoppidan selv. Enkelte andre af Tidens Skikkelser ses, for at minde om Tidsbilledet, men de er her mindre væsentlige end i Pontoppidans andre Bøger, fordi han her arbejder paa dybere Grund. Der er mere af Tidsstemning end af Tidsbillede i De dødes Rige. Han afklæder det optimistiske, forlystelsessyge første Tiaar af Aarhundredet al Flitter og Forstillelse og borer ned til den Undergangsstemning af Angst, der var Foranledningen til den ydre rastløse Opstemthed, altsaa Stuk om igen, paa anden Maade og med andre Virkemidler, flyttet et Par Tiaar frem, Demokratiliberalismens og Fremskridtsoptimismens danse macabre.

Men han gaar endnu videre; i sine store Karakteristiker af Jytte, Dihmer og Fru Bertha især, viser han hen til selve Angstens Kilder, det var inde i Hjerterne, ja i hans eget ensomme Hjerte, at de Dødes Rige var, en Tro der var blevet brudt ned og nu var erstattet med et Tomtrum og Angsten for det tomme Rum. I tidspsykologisk Sammenhæng skildrer Værket saaledes Naturalismens Opløsning, dens Spøgelser befolker Bogen ved Siden af de tragiske Skikkelser. Saaledes peger Værket fremad efter Lyden af den Skalmejetone, hvormed den slutter i Lyset af den Broderforsoning, der maaske er Pontoppidans egen hemmelige Forsoning med sin vanskelige Opgave. –

 — — —

Første Bog handler om Torben og Jytte. Ramt af en dødelig Sygdom har Torben Dihmer levet som sin egen Genganger paa sit Gods: "Favsingholm". Da vækker Professor Hagens nye Vidunderpiller ham til Live igen. Han rejser 206 ud, fuld af Haab. "Velkommen tilbage fra de Dødes Rige" hilser Vennerne ham. – Men trods alt er det et Skinliv, han fører. Det gaar først for Alvor op for ham, da han frier til Jytte og hun efter nogen Nølen siger nej. Han kaster sig da ud paa eksotiske Rejser for at flygte fra sin egen Dødsskygge, thi han er nu knækket et ganske andet Sted end i det fysiologiske, selve Baandet mellem ham og Verden slides over, alle ydre Interesser dør, alene de indre er tilbage, forsaavidt er han en forfinet Lykke-Per, tilsidst indretter han sit Gods som en Noahs Ark, for der at frelse de tiloversblevne fra Syndfloden. – Denne – for det meste fraværende – Skikkelse staar bagved det ganske Værk og kaster sin Forkrænkelighedsskygge ind over det, sit vemodige vanitas vanitatum –.

I Forgrunden staar Jytte, Datter af den afdøde Ministerchef Abildgaard, der sammen med Enslev førte Demokratiet til Sejr. Hun er baade paa den ene og den anden Maade, i Virkeligheden og som Symbol den sejrende Demokratismes Barn, indsvøbt i Storstadsvaner, det liberale Aristokratis Muse, inderst inde ufrugtbar, vemodig fin, men ikke varm. Som sædvanlig naar Pontoppidan dybest i Kvindepsykologien. Det er hans tredie store Kvindeportræt: Hansigne i Det forjættede Land, Moderen med den dybe løndomsfulde Tavshed, groende, stærk i sin Undseelighed. Jacobe i Lykke-Per, Elskerinden med Sol i sit østerlandske Blod, stolt, fordi hun vurderer sin Kvindelighed til en høj Pris, og endelig her Jytte, mere saaret end Hansigne, dybere skuffet end Jacobe, fordi hun hindres i sin Udfoldelse og Lykkehunger af noget inde i sig selv, en syg Plet i sit Sind, der avler den raadvilde Ubeslutsomhed, det blege lidende Smil, hvormed hun stadig ser Lykken glide sig af Hænde, fordi hun ikke tør gribe den, fordi hun ikke tør betale for den, ja, inderst inde fordi hun ikke har noget at betale med, ingen Kærlighed eller Hengivenhed at give i Bytte. – Arv? Ja, Pontoppidan antyder det i sin Psykologi, der er Livsudygtighed i hendes Slægt, den ene Bror gik under, den anden begik Selvmord. Hun er angst for Virkeligheden, det er det dybeste 207 Træk i hendes Psyke. Hun ved, at hun elsker Torben, men viger tilbage for med Gru at opdage, at hun ikke kan elske saadan, at hun glemmer sig selv, hun tiltrækkes af Pastor Gaardbo; atter det samme; hun viger tilbage. Hun falder endelig i Armene paa en flot Udhaler som Karsten From; thi her har hun intet at frygte, han kalder ikke paa det kvindeligt selvforglemmende i hende, men blot paa det Koketteri, hun bar til Skue, da Leden ved hendes egen Lediggang blev hende for uudholdelig. Hun er forsaavidt Fantast. Et kvindeligt Sidestykke til Lykke-Per. Inderst inde Egoist. I sit Forhold til Livet dødelig angst for en Følelse, der kunde bringe hende ud over Egoismens Selvtilstrækkelighed. Derfor søger hun Trøst i det Bur, hun ikke tør sprænge, i en næsten demonstrativ Indelukkethed hvor hun hygger sig i sin Melankoli og kæler for sin Uformuenhed. Hvad der her er haardt sagt, har Pontoppidan nænsomt og stilfærdigt afdækket; thi hun har dog sin egen skøre Lykkedrøm at værge, hun havde dog sin egen Uformuenheds store Lidelse at kæmpe med, hun ender til Slut i det store Værk som de Dødes Riges Madonna, den alle ser op til og i hvis blege Smil de finder Pantet paa den Medsammensvorenhed i Fortvivlelsens Raadvildhed, der gør at de under Lystigheden kan skjule Dødedansen: "Ja nu dør jeg," hviskede hun "og saa har jeg dog aldrig levet".

Saa er der hendes Mor, Fru Bertha, der er endnu dybere ramt end Datteren, fordi hun i Angst ser, hvor det hele bærer hen, ser at Opløsningen gør sin Gerning ikke alene blandt hendes nærmeste, men ogsaa i Folket, i det Demokrati der var hendes Mands og Enslevs Værk. Klarere end nogen ser hun, at det Kundskabens Træ, der blev plantet i Landet nu forgifter Folket med ormstukne Frugter. Mere end nogen anden er hun Pontoppidans Medvider i, hvad der sker. Denne fortvivlede Moder er den Skikkelse, man sidst glemmer. Han ofrer hende al sin ensomme Ømhed og sin tause Hyldest.

Hun ser hvordan det er de Dødes Rige i Hjerterne, der har drevet al denne Karnevalsstemning og Lystighed op, 208 den der tilsidst river Jytte med, og lader hende blive ensom tilbage, hjælpeløs og værgeløs. Hun følger Moderinstinktets løndomsfulde Evne til Selvtilsidesættelse ikke alene overfor sin Datter, hvem hun advarer mod Karsten From, forgæves, – men ogsaa overfor Danmark og sin Mands Værk, idet hun prøver at paavirke Enslev, der nu har rejst sig i senil Magtbrynde for som en Samson at ødelægge det Hele, da det ikke gaar efter hans Hoved; forgæves! – Da vender hun sig mod et Rige, der ikke er af denne Verden, til Jyttes indignerede Forfærdelse søger hun til Religionens Trøst. Kun med et Par Pennetræk berører Pontoppidan det. En Dag spørger hun Jytte om de afdøde, Faderen og Brødrene. "Hvor mon de nu færdes?" siger hun. Mere er der ikke. Blot en lukket Dør bagved hvilken hun ligger syg. Men med denne ene Replik har Pontoppidan loddet dybt i en Modersjæl. Thi Moderen vil Evighed, hvor Kvinden vil Øjeblikket. Pontoppidan ved det; men han er en blufærdig Mand. Hun dør ensom en Dag Jytte er ude for at komme paa Spor efter en af sin Mands Elskerinder.

Af Bifigurer er der Jyttes Fætre, Jægermester Hagen og Professor Hagen. Det er Tidens Børn, den første agerer Plantefysiolog, optræder i hvid Kittel paa sin forgældede Gaard "Storeholt", ender som Folketingsmand, havner tilsidst paa en Nerveanstalt ved det Chock han fik ved at overraske sin Kone sammen med en Elsker, hans egen Skovfoged. Den anden er som Læge opblæst af Videnskabens Magt til at frelse Menneskeheden, blot Kadaveret reddes.

Saa er der Direktør Zaun, en Jøde, givet i faa Streger hans uopslidelige Verdensappetit, hans encyclopædiske Nysgerrighed, hans Lommer er altid spækket med Aviser fra alle Lande, evig oplagt, velvillig, hjælpsom. Fremdeles Kaffehandler Søholm udført med en Ubarmhjertighed i Karakteristiken, saa han ikke faar mange menneskelige Holdepunkter, han er Symbol paa Tidens aandløse Verdslighed, og hans Søster, den for sin Sundhed altid overbekymrede Frk. Søholm, og det trivelige Ægtepar Kolding; her har Pontoppidan hudflettet Tidens Sundhedshysteri med det müllerske 209 System, 10 Minutter for Sundheden o.s.v., som om nu alle Evner var sat ind for at redde Kroppene.

Saa er der Journalisttyper, Redaktørtyper, Sangerinder og endelig, som et Slags Symbol for Byens holdningsløse Forlystelsessyge, Modemaleren, Karsten From. Pontoppidan hader ham af et godt Hjerte, men hæmmes i sin Skildring af en vis Medfølelse, fordi han i ham (som i Hugo Martens i sin Tid) har opdaget nogle Strimer af Ærlighed, Karsten From er ikke bare Façade, selv om han for det meste er det. Ved at ridse hans ulykkelige Barndom op har Pontoppidan lagt et undskyldende Moment ind i hans Holdningsløshed. Og ved at vise, at From nu og da ogsaa kunde eje Selvironi og Selvlede, har han ofret, hvad han kunde paa Medfølelsens Alter, og tegner ham nu i hele hans rutinemæssige Forlorenhed og Forløjethed, hans Elegance og sentimentale Servilitet; han er en passioneret Kvindejæger, denne Spænding og saa Successyge er det eneste der bærer hans Liv og hans Kunst. Det er ham Jytte ikke kan staa for. Hans Kunststykke som Erobrer bestaar i paa en Gang baade at paakalde hendes Medlidenhed, altsaa kalde paa Moderinstinktet, og smigre hendes Forfængelighed ved at lade hende føle sin Magt som Kvinde. En saa raffineret Kvindepsykologi, erhvervet ved lang Øvelse, besad hverken Torben Dihmer eller Pastor Gaardbo. Med fin Psykologi viser Pontoppidan, hvordan Jytte benytter Trodsen mod Moderen (der er forfærdet over at hun er blændet af From) som Springbræt for at give sig sin Forelskelse i Vold.

Men foruden at vende mod København og de halvt-københavnske Godsejere vender De dødes Rige ogsaa ud mod Landet. Herfra kommer Enslev, der er mere symbolsk i Romanen end just levende, skønt Pontoppidan ikke sparer paa Virkelighedstræk i Beskrivelsen. Det skyldes maaske at det er hans Gammelmandsperiode, der skildres.

I Afdelingen: "Søren Smed og hans Æt" berettes hans Genesis. Søren Smed er en stækket Ørn, en Prometeus, der blev lænket til sin Ambolt, hvor han paa Grund af en stor voksende Børneflok maa forvandle det glødende Jærn til 210 Brød, mens de glødende Ideer i hans Indre efterhaanden brænder ud. – Han har Sind i den Jakob Knudsenske Betydning af Ordet, han har prøvet paa at bryde sin Lænke men kunde ikke. Men dette farlige og frugtbare Sind gaar i Arv til hans Slægt, Kunstnersind og Herskersind paa en Gang, særpræget og lidenskabeligt, dog alligevel snu og beregnende, intrigant, med en robust Virkelighedssans, Hang til Smaalighed og Selvretfærdighed. Dette Sind saar Splid i Slægten, allerede ved Smedens Grav kives Børnene, og de to Brødre Pastor og Læge Gaardbo, Sønner af Enslevs Bror, ligger stadig i Strid med hinanden gennem hele Værket. Men Slægtens Kronskud er Enslev. Han kommer til København i den oprørte Tid i 80erne og det løser den bundne Almuenatur i ham, forfiner den, gør den dialektisk, hvad der giver ham Slagkraft ikke alene som Natur og Vilje, men ogsaa som Taktiker og Stilist. –

Hørup har som nævnt staaet Model for Skikkelsen men den rummer ogsaa Chr. Berg. Og der er mangt og meget i Tegningen, der fører Tanken hen paa Søren Kierkegaard og især hans Far, den gamle jyske Hosekræmmer, Almuesindet, der forfines i København, men alligevel bevarer sin hemmelige Slagkraft; denne mærkelige Blanding af Hestehandlersyn og Hosekræmmersyn og saa lidenskabelig Ekstase, modstridende Anlæg, der holdes sammen af en stærk Vilje, ruster Manden med en stærk agtpaagiven Humor, snedig og sublim paa én Gang. Og denne gamle Hosekræmmers aandelige Arv saaede jo ogsaa en bitter Broderstrid mellem P. Chr. og Søren Kierkegaard. – Men ind i denne jyske Slægtssaga har Pontoppidan sikkert ogsaa digtet noget af sin egen. Ogsaa han var jo en sær-sindet Skikkelse i sin Slægt og mente ligesom Søren Smed at der var kommet et Par Draaber Natmandsblod ind i den. Fremmed for Broderstridens Psykologi var vel heller ikke den, der saa afgørende kunde skildre de to Brødre Gaardbos Forhold.

Udover Modellen peger i hvert Fald Enslevs Skikkelse. Pontoppidan belyser ham mest gennem Berømmelsens Genskin i Broderens og Modstandernes Misundelse, indtil han 211 selv, nu afgaaet som Ministerchef, igen træder ind i Bogen for desperat som en Søren Kierkegaard at rejse sin sidste lidenskabelige Kamp mod Kirken og Præsterne. – Men han er allerede en Genganger af sin egen Tid, og han føler det selv; dette tirrer hans gamle Trods, han blusser op, vil paany erobre sin Indflydelse i Tillid til sine gamle Midler, bliver atter Redaktør af sit Blad, holder atter Taler om Demokratiet og Friheden, og Folket hylder ham som før, han er som en Skuespiller, der længe efter at Tæppet er faldet for sidste Akt endnu engang kommer frem og af Hyldesten, der bruser mod ham, stimuleres til at spille sin Rolle om igen. –

Jeg tænker, at det har knebet Skyers Forfatter at udlevere denne Mand saadan. Dog skjuler han ikke hans Storhed, Skikkelsen er løftet op over sit Milieu og der er Scener, hvor Mand og Myndighed gror sammen, vi ser som i en Vision den Mand, han har været, men ikke er mere, fordi han i sin Magtbrynde blev blændet af sin Ungdom og ikke ser, at den Fremskridtets og Udviklingens Lov, han bar i sit Skjold, den var han ogsaa selv undergivet. Den kloge Fru Beate5 har prøvet at faa ham til at indse det. Hun siger:

Jeg kan huske, at De selv engang i en prægtig Skaaltale lykønskede mine Børn, fordi de var født til Verden under Frihedens Tegn, paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom – som De sagde – "kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse". Hvad Lykke det blev for mine egne, skal jeg ikke komme ind paa. Men jeg maa ofte tænke paa, hvordan De vel selv nu inderst inde dømmer om Resultatet af Udviklingen. Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om – og fik saa mange andre til at haabe paa. [DDR-B2, s. 37.]

Enslev bare stejler og skummer af Raseri. Dette Møde mellem disse to hører til Bogens centrale Parti. Begges Ungdom faldt i den store Frigørelsestid. Nu høster de begge Frugterne. Og hver tager det paa sin Maade. Han stimulerer sig med Trods, ser ikke andet end Intriger mod sig selv. Hun ser udover sig selv, tænker paa de mange:

Tro mig Enslev – der er rundt om i Landet mange, der i disse Tider har den 212 samme knugende Følelse af Hjemløshed som jeg … mange, der sidder og fryser af Uhygge ved Tanken om, hvad Fremtiden vil bringe os! [DDR-B2, s. 39f.]

Hun kan ikke standse ham i Ødelæggelsen af sit eget Værk. Men Døden standser ham. Han ligger og fantaserer om sine Forældre:

"De ejede den store Langmodighed med Livet. Den fik jeg ikke i Arv. Det var vel godt for noget. Kun ikke for mig selv."
Lidt efter føjede han til, som var det Svar paa et Spørgsmaal:
   "For Mennesker af min Art findes der ingen Lykke. Vi er ligesom Spedalske fordømte til Isolation". [DDR-B2, s. 234.]

Og lidt senere:

Had og smaalig Misundelse har fulgt mig gennem Livet saa trofast som min egen Skygge … forgiftede Tilværelsen for mig lige fra min Ungdom. Det er Sandheden om mit store Held! [DDR-B2, s. 234.]

– Det var hans sidste Ord.

Men hans farlige Slægtsarv gaar videre i hans Brodersønner, den redelige, fanatiske og selvplageriske, ærlige Pastor Gaardbo og den sunde og frisk-udadvendte Læge Gaardbo. Ingen af dem kan undvære den anden. Og dog skiller Meninger og Livsanskuelser dem stadigt ad. I Doktor Gaardbos Skikkelse har Pontoppidan sikkert redegjort for det sundeste i sig selv. Sindets maskuline Ligevægt.

Den anden Skikkelse fra Landet er Pastor Vestrup. Med en vis sympatisk Grovhed i Stregen er Billedet af denne Vandrepræst udført. Afsat paa Grund af Usædelighed fra sit jyske Præstekald kommer han til København ved Enslevs Mellemkomst. Denne vil bruge ham i sin Kamp mod den bestaaende Kirke. Der er en naiv Ærlighed og personlig Grebethed i hans Oprørs-Prædikener, forløst fra sit Kald er han ogsaa blevet forløst fra sin Træghed. Han griber det letlevende København, formaar at ramme ind til den skjulte Dødsangst under Karnevallet. Pontoppidan har strakt sig til det yderste for at yde ham Retfærdighed. Men det er ikke lykkedes helt. Der er formeget af en teologisk Falstaff i ham, selv om rimeligvis Jakob Knudsen var Modellen. Vestrup ejer intet af dennes 213 sikre Uanfægtethed; Jakob Knudsen var ikke naiv og var for København langt farligere end Pontoppidan. – Der er noget litterært i Skikkelsens Indpasning i København. Pontoppidan er baade frastødt og tiltrukket af den. Han lader Torben Dihmer fælde denne Dom:

Den mærkelige Mand hører jo en svunden Tid til og taler et middelalderligt Sprog; men – det forstaar jeg nu – den inderste Mening af hans Ord har evigvarende Gyldighed. [DDR-B2, s. 300.]

Samtidigt ridser Dihmer ogsaa en Gravskrift over Enslev:

Enslev var jo ogsaa en Slags Moses, der vilde føre Folket ud af Trældommen ved at opvække en Ulveappetit paa Livet. Maaske har vi aldrig haft en guddommeligere Vilje her i Landet end hans, da han endnu var ung og begejstret. Nu ser vi Befrielsesværket resultere i en Skare ulykkelige, der har forslugt sig paa Tilværelsen og ækles baade ved sig selv og andre. Verden over møder vi Mennesker, der er opfyldt af Lede ved Eksistensen og dog ikke kan faa nok af den; som hader og forbander Livet og samtidig klæber ved Støvet med alle deres Ønsker og Forhaabninger. [DDR-B2, s. 301.]

Dihmer har trukket sig tilbage til "Favsingholm" for at dø. Professor Hagen mener at han er sindssyg, da han nægter at bruge hans Vidunderpiller. Dihmer mener derimod, at først nu er han blevet karsk paa Sjælen, da han har løst sig fra den Skinverden, der har skuffet ham saa dybt, og det Skinliv, der ikke bød ham nogen Opgave. Han har faaet Doktor Gaardbo, der var blevet forfulgt og afsat, derover. En anden af Søren Smeds Æt, den unge Kjeld Borgen, der forgæves har prøvet at faa juridisk Eksamen, men derimod spiller fortræffeligt paa Fløjte, faar han ogsaa ansat paa Godset. Selv indretter han sig i et lille Skovhus og "betragter endnu højere end før den Verden, der laa udenfor Favsingholms Markskel, som en fremmed Klode, han engang i en uhyggelig Drøm havde gæstet". "I sin voksende Ringeagt for de Goder, som man ude i Spøgelsesverdenen sloges om med saa blodig en Griskhed og ikke undte hinanden, havde han mere og 214 mere forenklet sine Livsvaner og fundet en barsk Tilfredsstillelse i at kunne undvære". Dog nærer han det Haab at "der vil oprinde en lykkeligere Tid for Verden end den, han selv havde oplevet, en Tid da Menneskene med et Gys vilde vende sig fra den kunstige steriliserede Tilværelse, det dagklare Helvede, hvori de nu tumlede blændede om, og igen uden Modsigelse tage det onde med det gode af Livets evige Væld, suge Næring af Mørket saavel som Lyset".

I den Trosbekendelse dør han.

Halvandet Aar efter kommer der en ensom Gæst til Favsingholm. Det er Pastor Gaardbo. Han har frigjort sig for al den dødende Selvretfærdighed, der havde bundet ham til det københavnske Præsteskab, og er nu paa Vej over til sin Bror. Og det store Værk slutter med deres Forsoning: "Aa Johannes! Saa er du virkelig kommet tilbage fra de Dødes Rige!"

Oppe fra Skovhytten hørtes i Stilheden Kjeld Borgens Skalmejetoner. –

V.

Med De Dødes Rige var Pontoppidans Livsværk færdigt. Under Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift satte Kierkegaard: Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, existentielt Indlæg. Pontoppidan kunde have gjort det samme, hvis ikke det kunstige i Sammenstillingen havde skræmt denne Stilens og Formens Klassiker.

Hans Værk er de tre Stadier af Danskens Vej mod Fremtiden. Grundtvig, Brandes, Hørup, men det er samtidig en personlig Prøvelse af tre Livsanskuelsesformer, man efter Navnene kan kalde den religiøs-dualistiske, den litterær-monistiske og den politisk-pragmatiske. Dette er det dialektiske i hans Værk. Det bestaar af Tidsbilleder, men de er samtidigt eksistentielle Indlæg. For at holde Tidsbilledet fast vælger han Tidens typiske Ansigter og søger i deres Træk at læse Tidens Træk, men han fotograferer 215 aldrig, hans egen stærke Mandsvilje røber sig ikke alene i et Valg, men ogsaa i et Krav, Redelighedens ideale Fordring ligger altid bag; det er det mimisk-patetiske.

Verdenskrigen gaar sin Gang. Da oplever han Genforeningens store Glæde, og i sit Digt giver han Udtryk derfor, det tabte Land kommer tilbage. Nederlagets Tidsrum, hans Tidsrum, fra 1864 til 1920 er endt. Hans Nattevagt med de mange ensomme og ofte tvivlraadige Tanker. For ogsaa i hans Arbejde virkede jo Saaret fra Dybbøl efter et Tilbagetog fra Dannevirke. Men nu er det hemmelige Haab opfyldt. Den indesluttede Mand ser mod Syd og udbryder:

Du kommer klædt i hvidt og rødt og smiler os i Møde.
Hil dig, vor Moders Øjesten! i Nytids-Morgenrøde!

Selv hører han ikke med til denne Nytid, begærer det heller ikke. Men han saa at baade Gengangere og Spøgelser dukke[de] op i denne nye Tid. Han havde endnu en Gerning at gøre og en Epilog at skrive. I en Vision saa han et nyt Danmark i Genforeningens Morgenskær, dobbelt grelt mod dette stod det Sideniusdanmark, han havde bekæmpet hele sit Liv, skal dets Skyggeverden ogsaa forgifte det nye? Da er det han maler sit Mene tekel paa Væggen, skriver Mands Himmerig. Den handler om Aarene fra 1910-1914. Han fortætter her sin ironiske Harme til bidende Haan i den Del af Bogen der vender udad, men indadtil beregner han vemodigt Kunstens Omkostninger, Nattevagtens dyre Pris.

Bogen er en Pamflet. Det er hans "Øjeblikket".

I Hovedpersonen Magister Thorsens Skikkelse har han sikkert søgt at tegne et Modbillede til Lykke-Per; en Mand der udfylder sin Karakters Format og derfor maatte gøre sin Vilje til sit Himmerig. En Mand uden nogen Skyggeleg i sit Sind. Og dog er denne Viljens Dionysiker noget af en Fantast, han ender med at beruse sig i sit eget Fuldkommenhedskrav, al sin Skuffelse, al sin Saarethed bruger han til at fyre op under sin Harme og sit Had 216 med, indtil han staar i Ekstase, udtømmer sin Vredes Skaaler over alt og alle. Da Krigen bryder ud, vil han have Danmark med, om dog det var muligt at den haarde Nødvendighed kunde vække det. Ja men saa vilde København have været en rygende Brandtomt, et andet Liège, siger hans Ven Klemens Junge:

[Thorsen:] Du har Ret. Der vilde ikke være stegen nogen genfødt Fugl Føniks op af det Baal. Lidt sveden Lugt, – en fæl Aadselstank. Jeg forstaar det nu. Et Par lange Fængselsnætter gør nøgtern. Der var jo nok nogle Dage, da man kunde se en Del bekymrede Ansigter i Gaderne. Men den Angst drev hurtig over. Vi kom snart til vort Smil igen, – vort berømte danske Smil, der ligesom Kadavergrinet bliver bredere og livsaligere jo mere Opløsningsprocessen skrider frem. [Mands Himmerig, 22. Kap., s. 270f.]

Han kan ingen Steder skrive nu, prøver at udgive en Pjece, ingen vil trykke den, prøver at holde Taler paa Raadhuspladsen. Bliver anholdt. Han raaber sit vredladent fortvivlede: Danmark er slet ikke til! Finis Daniæ. Det er Magister Kierkegaard i "Øjeblikket"s desperate Situation, ogsaa Magister Thorsen dør lige umiddelbart efter sin Gerning.

I Milieu er Bogen en Fortsættelse af De Dødes Rige. Det er København og københavnske Bladforhold, der behandles. Thorsen er Enslevianer, men han trækker denne Politiks Konsekvenser og bliver mistænkeliggjort i Partiet og skudt ud; i Raseri gaar han til Højrepressen. Ganske stille isoleres han af Opportunismen, tilsidst staar han ganske ene kun med den trofaste unge Journalist Frk. Nordby som Følgesvend og Valkyrie. Atter er Kvinden Haabet i Pontoppidans Bøger. Thorsen ender i Grunden som Emanuel Hansted, som Don Quijotes Genganger, men Pontoppidan siger det ikke. Ogsaa Thorsen hører til det sagtmodige danske Folk, der naar Lidenskaben besætter det er lidenskabeligt over al Maade, frigjort for Hæmningen bliver ganske desperat. Heller ikke Thorsen kan holde Balance mellem Virkelighedens forkrænkelige Nødvendighed og Idealets æggende Frygtelighed. Lykke-Per 217 smuldrer, fordi han blev en Slave af sin egen Holdningsløshed, Thorsen bryder sammen, fordi han forseer sig paa det Ideal, der er Karakteren i ham, han mangler ganske Selvironi, hans vrede ironiske Øjne stirrer stadig udad. Derfor rammer Virkeligheden ham netop indefra, i hans Hjem, i Forholdet til Hustruen. Hun gaar ind i det Offer han bringer for at virkeliggøre sit Ideal.

At denne Bog paa flere Punkter er et Alderdomsværk skal retfærdigvis ikke skjules. Pontoppidan er f.Eks. for uforbeholden i sin Ironi, den er stundom ved at slaa over i flængende Satire; den var dog ellers før den sande skjulte Mening i hans Værk, paa den holdt han sig i Balance, naar han tumlede med sine Helte og de visnede under høje Idealers Lys. Men Bogen er netop derved en Nøgle til Pontoppidans Hjerte, et Mandshjerte af de sjældne.

Skjult i sit Tvesyns Kappe har han før været formummet bagved sit Værk. Men Pontoppidan selv? Man vidste ikke hvor man havde ham. Objektiv sagde nogle, men tog sig i det, da de samtidigt mærkede, at det brændte under hans Bøger. Hans Lidenskabs Ild var tvunget ned i Bunden af Værket. Hekla under Sne. Et Stemningsmenneske, en Lyriker, en kongelig Gæst, og dog betvunget altsammen, tvunget ned under Stoffet og Billedet af Mennesket og Tiden. – I sin sidste Bog kaster han Kappen. Som en Skygge falder den bag ham. Han træder frem ved Siden af sin Helt, Magister Thorsen. Hvad han før sagde indirekte formummet i sit Tvesyn, vil han sige direkte nu. Derfor denne Mangel paa Ironi i Skildringen af denne Skikkelse. Han vil prøve en Karakters Skæbne i et æstetisk Folk. Bogen er et Varselsraab og røber i Forkortning det store Forfatterskabs inderste Hensigt. Det er Danmark det gælder. Det er det danske Sind, der skal myndiggøres under en hel Viljes Reenhed. Ja, den Undergangsangst, der laa paa Bunden af Pontoppidans Forfatterskab, slaar her op igennem hans Kunsts særlige Teknik og skaber denne Skikkelse, der næppe er en Skikkelse, men et Relief paa et Gravmæle. Ikke særligt levende, tilsidst forstenet. 218 Magister Thorsen havde en ubændig Tro paa at kunne vække den slumrende Holger Danske. Men det var Hamlet, der kom ud af Kronborgs Kassematter. Dette er det tragiske og dybt gribende i Bogens Motiv. Det kaster et Lys tilbage over hele Forfatterskabet. Det monumentale hos Pontoppidan er, at hans Karakter som Mand altid slaar igennem hans Gerning som Kunst. Han saa Faren for det danske Sind og havde Mod til at paapege den, atter og atter, utrættelig. Han blev ikke populær paa det, men han blev hørt som sjældent en dansk Forfatter er blevet hørt. Hans Bøgers store Oplag viser ogsaa, at Folket har vidst at værdsætte hans Mod.

Men hvad en saadan Gerning til Folkets Gavn indadtil har kostet, har Pontoppidan ogsaa skildret i sin sidste Bog. Ogsaa indad er Epilogen et Opgør. I dens Ægteskabshistorie skildrer Pontoppidan, hvad Thorsens særlige Tilfælde som Karakter koster i Tilværelsens Husholdning. Denne Ægteskabshistorie er den egentlige Bog. Ægteskabet gaar i Stykker paa en Misforstaaelse, men dybere set: fordi Thorsen ikke kan dele sig. Den udadvendte Opgave sluger ham helt. Og han ser kun Hjemmet og Hustruen i Lyset af den. Hans Kone er ærlig og god, men ingen Valkyrie, hun kræver ogsaa lidt Liv for sig selv. Saa slaar Skinsygens giftige Træ Rod i hendes Sind i Anledning af Frk. Nordby. Det hele er ganske grundløst. Men hun dræber sig, og Thorsen staar der med sit hærgede Mandshjerte. Han forstaar intet:

[…] Kvindekærlighedens evige Gaade. Det var den samme Gaade, han selv idelig havde grundet over i disse søvnløse Nætter, og det havde været som at rende Panden mod en Mur. Alt blev Mørke. Han havde jo ikke gjort Asta noget ondt. [Mands Himmerig, 21. Kap., s. 255.]

Kvindesindets Gaade! Goethe stod overfor den i Gretchen, Paludan-Müller i Alma, Ibsen i Solveig og siden atter og atter: Fruen fra Havet, Bygmester Solnes, Hedda Gabler, John Gabriel Borkman. Pontoppidan i Hansigne, Jacobe, Jytte. – Men denne Ægteskabshistorie er for Pontoppidan hvad Naar de døde vaagner var for Ibsen. 219 Det er sandt. Thorsen er ikke Kunstner og Asta smuldrer ikke til Model for ham som Irene for Rubek. Men Rubeks og Thorsens Situation er alligevel den samme. De maa begge med Lykkens Forlis betale deres Gernings blodige Løsepenge. Jorden skrider under dem, de ved ikke hvad der har udhulet den, de gjorde jo ikke noget ondt, de var bare selvforglemmende fyldt af deres store Forsæt. Mands Himmerig, det er Mands Vilje til at ville noget fuldt og helt, blive ét med Sag og Situation, Maal og Middel. Naar dette i Hverdagen støder sammen med Kvindesindets Gaade, kommer Spændingen, Spliden. Jorden skrider under dem, …. Kunstens Risiko! Ja, hvad der end skiller i Motiv – det var alligevel det, Ibsen og Pontoppidan tegnede i Rubeks og Thorsens Tragedie.

Saaledes blev Pontoppidan ensom.

Han blev det udadtil, en Gerning af hans Art er ikke let at hædre med Fakkeltog og Raadhusbespisning. Han blev det ogsaa overfor sig selv. Som den bliver ensom, der tør gaa Virkeligheden under Øjnene, møde dens Medusaansigt bag alle Illusioner. – Pontoppidan bliver ikke sentimental af denne Grund. Der er ingen Selvmedlidenhed at spore i hans Bøger. Men der er en Række Skikkelser, han behandler med en skjult og nænsom Ømhed. Ensomme vingeskudte Fugle, stækkede Ørne, Mennesker, der er slaaet paa alle ydre Fronter og har trukket sig tilbage til den Personlighedens og Hjertets Front hvor ingen kan ramme dem, bevarende den Hjertets Renhed der bestaar i at ville ét. Saaledes endte Lykke-Per og Torben Dihmer, og ud fra en saadan Ensomhed træder der Skikkelser ind i Bøgernes brogede Tidsbillede, de er godt skjulte Ræsonnører, hvor Pontoppidan gav Luft for sin egen Klage, Pastor Fjaltring i Lykke-Per f. Eks. Hugo Martens Fætter, Dr. Martens i Hans Kvast og Melusine. Denne sky Doktor bærer paa meget af Pontoppidans bitre men ikke forbitrede Livsvisdom, der saa uløselig er støbt sammen af Erkendelse og Selvransagelse. – Doktoren siger om sin Fætter, den store Kunstner:

I sine store Øjeblikke føler han 220 sig en Gud lig og trykker Menneskeheden beskyttende til sit Bryst. Og om denne dumme Menneskehed siges det jo, at den altid før eller siden tager En til den Pris, man selv har sat. [Hans Kvast og Melusine (1920), kap. 15, s. 178.]

Saa er der en Stilhed. Derpaa siger han med en Hovedrysten ud fra en mørk og haabløs Stemning, men med Pontoppidans eget Tonefald:

Vi Mennesker naaer aldrig at gribe det fuldkomne, saa længe vi forser os paa dets Vrængebilleder. [Hans Kvast og Melusine (1920), kap. 15, s. 179.]

 
[1] Herholdt: læs: Enevoldsen tilbage
[2] Nancy: læs: Nanny tilbage
[3] Jacobe: læs: Jakobe tilbage
[4] se artiklen "I en Notits i et blad". tilbage
[5] Beate: læs: Bertha tilbage