Ved Soldet den 21de December 1872

Examenen var endt og Bogen lagt paa Hylde;
Vi ej os mér med Pio og Tøpfer vilde fylde,
vi vilde ikke hive mér i alt det Pølsesnak,
nej, heller i en Bolle og en god Pib´ Tobak.
Vi derfor ogsaa samledes i Valhals gyldne Hal,
Og Elmenhoff, han var saa god at laane os sin Sal.
Med herlig Æblekage af Yduns Æbler bagt
Begyndte vi vort Sold – den gad enhver vist smagt;
thi den var frisk og fyldig og smagte os saa sød,
Som slikked vi den yndigste Piges Læbe blød. –
Under Examens Slid var vi alle graaned hen;
men Yduns friske Æbler gjorde os unge igjen.
Friheden, den vandt vi, Humøret ligesaa –
Ja, nu begyndte Soldet først rigtig at gaa.
En Bolle blev sat frem, "Dykkerklokke" fik hver,
Og inden vi det aned var vi Bunden ganske nær;
Thi for Bollen at tømme gjorde alle sig Flid,
De drak, som havde de tørstet en fjorten Dages Tid.
Hvad vi gjorde da den første var drukken, det er klart;
Thi vi lavede naturligvis en anden i en Fart –
Nu blev der talt og sunget og vrøvlet og grint,
og – i Parentes sagt – var Gildet ikke fint. –
Vor Gjæst, Viggo Bierring, afmaled' i høje Toner,
At om man vilde lede i alle Lande, alle Zoner,
I Solen, ja i Maanen, rundt paa vor egen Jord,
Man vilde aldrig finde en Forening som vor. –
Med Begejstring blev der drukket for Damerne et Glas;
Thi uden Punch og flickor er Livet kun Fjas;
Men hvem der selv blev drukken, det blev vor fælles Ven,
Vor mægtige Gud: Jørgen Olaf Olsen.
Som sprøjtefuld generede han sig natyrlig ikke,
Han sig ohne weiter midt paa Gulvet maatte brække.
Ja, hvor vor høje Gud,
Saa bleg og fjollet ud. –
Vi sluttede vort Sold med Sang til Bacchi Ære,
Og efter stor Spektakkel gik vi ud at spadsere.