Nr. 1-80. Digte i bøger
1
"Giv Tid! og Aandens Vinterblund
Skal fly for herlig Sommer!
Giv Tid, og bi paa Herrens Stund;
Forvist hans Frelse kommer!"
Stækkede Vinger ("Kirkeskuden"), 1881, s. 102
2
"Vi Fugle vi er fri
og glade vi, vi, vi!"
Sandinge Menighed, 1883, s. 12
3
"Du, Jord, maa nu Legemet gjemme,
Gud vil det dog ikke forglemme,
Men pryde det dejligt med Ære,
Til evig hans Billed at bære!"
Landsbybilleder ("Arv"), 1883, s. 189
4
En Ungersvend i Skoven gik,
med Smil om Mund, med Skalk i Blik…
En Pigelil gik han imod,
saa bly hun stirred for sin Fod…
Ung Elskov, 1885, s. 73
5
Og Bølgen traadte tyst paa Land,
mod Skovens lune Bo.
Man da den saa' bag Busken ind,
den vendte sig og lo.
Ung Elskov, 1885, s. 74
6
Der er paa det samme Huss
XV høje lofftt
Knapen er af dett røde Guld
Det skjener offuer mur og tofft.
Danmark ("Kronjyder og Molboer"), 1887, s. 231
7
"Ja, Vulcanus med sit glumme Øje
med brandgul Gab og røde Flab,
bed og blæste saa paa dig, at bedste Midler fløje
hen, men ej kom igen,
som Røg og Damp for Vinde Svinde….."
Danmark ("Kronjyder og Molboer"), 1887, s. 243
8
Og den har Venstre haanet
og traadt den under Fod.
Folkelivsskildringer I ("Tro til Døden"), 1888, s. 87
9
"Vaagner, vaagner, danske Helte!
Springer op og spænder Belte!"
Skyer ("Ilum Galgebakke"), 1890, s. 7
10
"Og saa vil jeg hvile
ved Blomsternes Bryst."
Folkelivsskildringer II ("Morgendug"), 1890, s. 72
11
"Kom, du søde, kys mig varm,
naar jeg ligger i din Arm!"
Krøniker ("Menneskenes Børn"), 1890, s. 19
12
Nu trækker Bonden sit Hors i Stald
"Nu trækker Bonden sit Hors i Stald,
nu søger hvert Kryb sin Rede;
Smaafuglene tier i Skovens Hal,
og Ræven bortlusker fra Hede.
I Vesterleden en Borg saa rød
sig hæver bag gyldne Banker.
Did vandrer at hvile i Himlens Skød
de dagtrætte Mennesketanker.
Du Tvivlersjæl, som paa vildsom Sti
vil flygte for Nattens Komme, –
hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi
og ængstes, naar Dagen er omme?
Den Gud, der redte hver lille Fugl
en Dunseng for lunt den at fjæle,
han glemte vel ikke et naadigt Skjul
for hjemløse Menneskesjæle.
Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg,
Guds Engle smaa den oplader;
de tager din Byrde, din Angst, din Sorg
og fører dig ind til Gud Fader!"
Muld, 1891, s. 197
13
Og det var den aarle Morgenstund.
Solen op!
Hr. Bure kyssed Fru Inger paa Mund.
Ho! Haa! Saa frisk en Morgen!
Hr. Bure sadled sin Ganger graa,
Abildgraa!
Fru Inger fra Svalen, hun stirred derpaa.
Ho! Haa! Hvor Skoven er grøn!
Saa spændte han Sejl under breden Raa,
Silkesejl!
Hr. Bure, han vugged paa Bølgen den blaa.
Ho! Haa! Det er tungt at skilles!
Muld, 1891, s. 199
14
"Og Ræven rask over Isen fór,
og Ræven rask over Isen fór, –
saa faar vi Lov, saa faar vi Lov
at synge Kongernes Vise.
Her ser vi Kongerne, som de gaar,
og som de sidder, og som de staar
og som de drejer sig i Dansen."
Muld, 1891, s. 203
15
"I Jesu Navn gaa vi til Bord,
at spise, drikke paa dit Ord,
dig Gud til Ære, os til Gavn,
saa faa vi Mad i Jesu Navn!"
Det forjættede Land, 1892, s. 115
16
"Vær paa Vagt
uforsagt."
Det forjættede Land, 1892, s. 119
17
at alle livsaligt skal føres
til Lysets og Herligheds Stad.
Det forjættede Land, 1892, s. 120
18
I Jesu Navn syng Jesu Pris
I ørken og i Paradis,
Alt, hvad som Tunge har og Røst,
Alt, hvad som Hjærte har i Bryst.
Halleluja for Herrens Ord
I Himlen hist og her paa Jord!
Halleluja, stig op, stig ned
For Jesus i al Evighed.
Det forjættede Land, 1892, s. 225
19
Byg ej Bro til Evigheden
Byg ej Bro til Evigheden,
falskt er hvert et jordisk Eden,
først i Graven faar du Fred.
Først naar tyst du lægges ned
mellem fire Fjælevægge
naaer du under Grønsværsdække
Intethedens Salighed.
Ej du mærker Ormens Gnaven;
Stormens Sus i Dødninghaven,
Regnens Dryp paa Kistebund –
Intet vækker dig af Blund.
O, hvor er det godt at vide,
efter Livets lange Kvide
mildeligt vi smuldrer hen,
bli'er en Haandfuld Jord igen!
Minder, 1893, s. 19
20
Solen synker over Byen
Solen synker over Byen,
Uvejrsrødt i Vesten brænder,
Dagen dør, – med Gyldenskyen
Bud og Hilsen jeg dig sender.
Sidder du i Skumringsdrømme,
ser, hvor Dug paa Ruden falder,
husk – det er mit Hjærtes ømme
Længsel, som din Trøst paakalder.
Kommer Storm i Aften silde,
vækker dig af dybe Tanker,
husk – det er mit Hjærtes vilde
Længsel, der paa Porten banker.
Slumrer du i Nattens Klæder,
hører Regn paa Ruden strømme,
tænk: der er din Ven, der græder, –
send mig da et Kys i Drømme!
Minder, 1893, s. 132-133
21
Du spørger, hvorfor ej jeg skrev
Du spørger, hvorfor ej jeg skrev,
om jeg har glemt "min Due",
om jeg ej fik dit sidste Brev
og Blomsten til min Stue?
Hvad skal jeg svare? Pennen kan
ej tolke Hjærtets Varme,
ak – hvorfor ligger Hav og Land
imellem vore Arme?
Du véd, du er mig alt paa Jord,
mit sidste og mit første;
men sig – hvad hjælper skrevne Ord,
naar mine Læber tørste?
Og sig, hvad hjælper Blæk og Pen
i Nattens Timer sorte
for den, som har sin Hjærtensven
vel hundred Mile borte?
Tys! Midnatsklokken hører jeg
fra Kirketaarnet runge.
Ja – det er dig, som kalder mig
med Klokkemalmets Tunge!
Se, sadlet staar vor Drømmehest!
Kom, Elskte! Lad os sove!
Nu ride vi til Bryllupsfest
i store, stille Skove.
Minder, 1893, s. 133-134
22
"Alferdens Guld jaj gifer daj,
naar blot du fil besøke maj."
Minder, 1893, s. 142
23
Herr Jørgen Brahe mig af Grunden lod bygge
saaledes som jeg endnu staaer under Herrens Schygge
med sin kiere, ædle Frue, Fru Anna Gyldenstjerne;
jeg derfor Brahesborg altid kaldis saa gjerne.
Dend Herre Zebaoth velsigne og længe spare
dem sambt ald deris Æt og naadelig bevare
mig fra Ulycke og Vaade, at uden Tvist og Sorrig
jeg, medens Verden staar, maa blive en Brahesborg.
Vestfyn, 1893, s. 77
24
"Hør mig, hulde Glut"
Hør mig, hulde Glut derinde!
Lad ej Timen gavnløs svinde!
Snart er Nat for Dagen vegen,
snart er Sol af Hav opstegen, –
Natten er vor egen!
Frygt ej, kælne Glut, en Stemme
født af Natten – – –
Den gamle Adam ,1894, s. 8
25
"Hvor stedes du, min Gertrudlil'?"
"Hvor stedes du, min Gertrudlil'?" –
Nu flammer Himlens Aftenild,
og Natteduggen falder.
I Højens Krat hver Fuglelil
sin Mage til sig kalder.
Jeg ser dig sidde bag din Bog
i Havestuens Vindueskrog,
i Aftensolens Strømme.
En Drossel nys i Haven slog
og kaldte dig af Drømme.
I Lænestolens Pude-Flom,
en Tudse lig, med Mine from
den gamle Troldheks smiler.
Paa højt oppustet Æddervom
de runkne Hænder hviler.
Dit Vemodsdrag hun stirrer paa,
mens giftigt Blik i Øjets Vraa
som Slangetunger spiller.
Et Solskær ligger, brudt paaskraa,
som Blod paa hendes Briller.
Selv sidder jeg ved Kroens Mur
løssluppen i Guds fri Natur
og dog saa tung i Sinde.
Hin Time i dit Rosenbur
mig aldrig gaar af Minde.
Farvel, du Engel paa min Vej!
Du blev mig kær, – du véd det ej
og skal det aldrig vide.
Kun Sengens Straa fortæller jeg
hver Nat, hvad jeg maa lide.
Den gamle Adam, 1894, s. 118-119
26
Mandemod, Kvindetro
Mandemod, Kvindetro
vil saa gerne sammen bo.
Arneild, Barnesmil
lyser hjem til Aftenhvil.
Fadervor, Herrens Ord
dækker Kristnes Davrebord.
Bønnens Magt, Daabens Pagt
slaar om Hjemmet Englevagt.
Takkesang, Frydesang
hvælver og en Stue trang.
Sjælens Savn, Jesu Navn
lukker op for Himlens Favn.
Dommens Dag, 1895, s. 130
27
"O, søger de ydmyge Steder,
i Støvet for Frelseren græder,
saa faa I vor Jesum i Tale,
thi Roserne vokse i Dale!"
Dommens Dag, 1895, s. 210
28
Husker du hin Aften silde
Husker du hin Aften silde
– Maanen over Skoven sejled –
under Skræntens Roser vilde
gav du mig din Haand at kysse, –
– gav du mig din Kind, den røde,
Uskylds favre Blomstersmykke,
– satte du med Læber bløde
Seglet paa min Ungdomslykke.
Alt omkring os blev saa stille
– Maanen tyst bag Skoven dukked –
under Skræntens Roser vilde
Elskovs første Blomst vi plukked.
Højsang, 1896, s. 23
29
Hurra, min Pegasus!
"Hurra, min Pegasus!
Holla, min lystige Fole!
Vejrer du Bjærghøets krydrede Aande?
Ser du, – histoppe paa Højsletten græsser
fredeligt Side om Side
de mælkehvide Hopper!
– – – – – – – –
Stille – min brunstige Brune!
Smukt skal du Tidslerne æde,
fromt skal du Alfarvej træde,
om du blandt hædrede Skjald-Øg skal vinde dig Plads.
Vælg! Vil du bjærge til Æren en Smule,
nedad du hinke med hængende Mule,
ned mod de kvækkende Tudsers Morads:
dèr ligger det danske Parnas!"
Højsang, 1896, s. 28
30
"Da Thea fik sin første Særk,
Hun sprang sin Klavs i Møde – – "
Højsang, 1896, s. 77
31
En Kæmpegrav ved Havet
"En Kæmpegrav ved Havet,
en Slette skybegravet,
en skumomkranset Maagestrand, –
saa blev din Lod, mit Fædreland!"
"Saa mangen priser din Skt. Hans,
naar til en stakket Sommerdans
du kiltrer op din Taagedragt
med Sydens laante Pragt.
Nej, heller synger jeg din Pris,
naar Nordenvindens Tugtens-Ris
gaar over Høj og Dal med Brag
en sortblaa Vinterdag.
Og heller lover jeg dit Navn
en høstlig Kvæld i Skibets Stavn,
naar Lyset dør, og Havets Flod
bli'er rød af Solens Blod.
Luft op, du stærke Vesterhav,
ombrus den danske Kæmpegrav
og væk endnu en Gang af Muld
et daadstærkt Kæmpekuld!"
Højsang, 1896, side 126-127
32
"O, det er Uglemo'er i Barselnød;
nu al sin Elskovstant hun vist fortryder."
Højsang 1896, s. 147
33
Dybt i Mindets Muld
"Dybt i Mindets Muld
glimter Lykkens Guld,
Ingen kan det raade!
Højt mod Haabets Blaa
unge Hjærter slaa,
skønner lidet Livets dunkle Gaade.
Frygt dog ej i Nød,
bitrest Vinterdød, –
og i Haabet er der Naade!"
Højsang, 1896, s. 150
34
Vi Bølger smaa
paa Sølvertaa,
saa blide
vi glide
ved Blomsternes Side,
o.s.v.
Højsang, 1896, s. 151
35
O Søster, se de gyldne Lokkers Flod
O Søster, se de gyldne Lokkers Flod,
der strømmer ned, i tvende Lejer skilte.
Og denne blege Kind, den slanke Hals,
den lille Kløft i Hagens bløde Runding, –
det er jo, som jeg saa' dit eget Billed,
o Søster kær, i Bækkens Vand afspejlet.
Højsang, 1896, s. 152
36
"Nu er det Lysets Trolde,
nu er det Dagens Larm – "
Lykke-Per Hans Ungdom, 1898, s. 135
37
"Ja, øver jeg én Gang et Storværk,
det bliver en Mørkets Daad."
Lykke Per Hans Ungdom, 1898, s. 135
38
"Nu skrider Natten sorte,
og Dagen stunder til;
Gud lad dem blive borte,
som os bedrøve vil.
O Fader from,
vend du os om.
Din Naade os betee!"
Lykke-Per i det Fremmede, 1899, s. 60
39
"Dig, evig Gud, ske Ære
i høje Himmelkor,
som Vægter vilde være
for os, paa Jorden boer.
Nu op paa Morgenvagt!
For Natten god
fald Gud til Fod,
tag Tiden vel iagt!"
Lykke-Per i det fremmede, 1899, s. 62
40
Hvor Kærlighed bygger,
to Sjæle bliver een"
Det ideale Hjem, 1900, s. 37
41
"Fred hviler over Land og By,
ej Verden larmer mer.
Fro smiler Maanen til sin Sky,
til Stjerne Stjerne ser."
"Og Søen blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn.
Paa Dammen fjerne Vogter gaar
og lover Herrens Navn."
"Det er saa fredeligt, saa tyst
i Himmel og paa Jord!
Vær også stille i mit Bryst,
du, Flygtning, som der bor."
Lykke-Per og hans Kæreste, 1902, s. 60-61
42
Det er jo dog, o Herre Krist!
min Ære ej, men din forvist!
Lykke-Per og hans Kæreste, 1902, s. 165
43
"Se, Fuglen højt sig svinger
paa sine mørke Vinger.
Vidt skuer den fra Luftens Blaa.
Om alt, hvad skønt og stort den saae,
dens Toner herligt klinger."
Lykke-Per Hans Rejse til Amerika, 1903 s. 66
44
"Han slukked' sin Sorg og fandt sin Trøst
paa Bunden af Sagosuppen."
Lykke-Per Hans Rejse til Amerika, 1903, s. 193
45
"Lille Guds Barn! Hvad skader dig?
Tænk paa din Fader i Himmerig.
Han er saa rig, han er saa god.
Ingen kan staa hans Magt imod.
O, Gud ske Lov!"
– – –
"Føden og Klæden, Hus og Hjem.
Skulde Guds Børn gaa vild om dem?
Mennesket lever af Guds Ord.
Hjemme har Børn, hvor Fader bor."
"Yndig er Blomsten klædt og holdt,
dejlig at se paa Fjeldet goldt,
Ikke den spinder, ej den syr.
Dronning er dog dens Dragt for dyr!"
Sandinge Menighed, 1903 (2. udg.), s. 36-37
46
Jeg hører, de siger, det stormer herude
Jeg hører, de siger, det stormer herude,
at Skovens Blade falder for Byger fra Øst;
at Lærken har tystnet, at Uglerne tude
og Gammelfolket jamrer over Gigt. Det er Høst.
Jeg mærker det ikke. Jeg ejer hist omme
mit eget lille Solskin, saa varmt og saa lyst.
Det kigger ad Vinduet ud ved mit Komme,
det møder mig i Fremmerset og ler ved mit Bryst.
Det Solskin mig fylder, det sprænger mig næsten,
det straaler i mit Hjerte, det synger i mit Blod.
Ved Gry og ved Aften, i Regnen og Blæsten,
et Atterskær der strømmer hele Verden imod.
Asgaardsrejen, 1906, s. 82-83
47
Nu skifted Havet sin Kappe,
den lysende blaa
blev skummel og graa,
et skældækket Panser
en Brynje af Staal,
der luer i Solildens Aftenbaal.
Asgaardsrejen, 1906, s. 83
48
Hør Bølgernes Skrig!
Som fraadende Munde,
der aabner og lukker for blodfyldte Svælg;
som kæmpende Hunde,
hvis Rygbørster flyer fra den flængede Bælg, –
de knurrer og glammer
i Vellyst og Jammer,
mens Himmel og Hav staar i Flammer.
Asgaardsrejen, 1906, s. 83
49
Nu det lysner i mit Sind,
Himlen har jeg lukket ind.
Livets Kilde har jeg fundet,
Døden har jeg overvundet.
Hans Kvast og Melusine, 1907, s. 163
50
Ja, Livet gaar sin skæve Gang
"Ja, Livet gaar sin skæve Gang,
gør hvidt til sort,
gør smaat til stort
og krænger om paa ret og vrang.
Tra-Tra! Da kommer Hr. Bajads
og sætter alt paa rette Plads!"
Den kongelige Gæst, 1908, s. 71
51
"Fatter tier
Mutter skri'er:
du har kysset mine Pier!
Singsalia! Singsalium!
Bum!"
Storeholt, 1913, s. 27
52
Vort Liv er kun et flygtigt Nu,
men evig Helvedmørkets Gru.
Storeholt, 1913, s. 42
53
"Krist stod op af Dødi
i Julemorgenrødi."
Storeholt, 1913, s. 110
54
Gud ske Lov og Pris,
min Nabo har mistet sin Gris!"
Storeholt, 1913, s. 241
55
"Fritænker kaldes jeg; det er min Hæder!
Fribåren er jeg og jeg tænker frit.
Lad Slaven for sin Gud i Støvet ligge,
jeg kan ej krybe, har ej lært at tigge,
og søger ej din Gunst – – "
Kirken og dens Mænd, 1914, s. 28
56
Lad komme Sult og Nød
Lad komme Sult og Nød!
Giv Taarer mig for Brød!
Der er kun kort til Graven.
Snart med et Fadervor
jeg over Skyer gaar
i Himmellyset hjem til Barndomshaven!
Toldere og Syndere, 1914, s. 69
57
Elskede! Kom til mit Bryst!
O, allersaligste Lyst!
Toldere og Syndere, 1914, s. 212
58
I Himlen er mit Fædreland
og Kristus er min Konge.
Enslevs Død, 1915, s. 77
59
"Nu er Døden overvundet,
Livets Kilde har jeg fundet."
Enslevs Død, 1915, s. 146
60
Margrete! Jeg har stolet paa dit Ord
Margrete! Jeg har stolet paa dit Ord.
Jeg var saa tryg, saa lykkelig forblindet!
Nu vil jeg sejle fra min Fæstemø,
saa dejlig og saa svigefuld i Sindet.
Farvel, Margrete!
Jeg veed, at ingen Mand var tro som jeg.
Aa, jeg har elsket, elsket som en Daare!
Men du bedrog mig med dit Løgnesind,
dit falske Smil, din hykleriske Taare!
Farvel, Margrete!
Farvel! Og tænk imellem paa en Ven,
som fandt sin Fred i Dybets kolde Vande;
som vilde heller hjem til Dødens Land
end leve uden dig paa Lysets Strande.
Farvel, Margrete!
Farvel! Farvel! Min Sorg, min Lyst, mit Liv!
Ræk mig din søde Mund til Kys, det sidste!
Se, jeg velsigner dig, min Kærlighed!
Jeg hviske vil, naar mine Øjne briste:
Levvel, Margrete!
Favsingholm, 1916, s. 49
61
"Saa toge de Greve Gert
udi hans gule Lok,
saa hug de hans Hoved fra
over hans Sengestok."
Favsingholm, 1916, s. 118
62
Nu det lysner i mit Sind.
Solen har jeg lukket ind.
Livets Kilde har jeg fundet,
Døden har jeg overvundet.
Favsingholm, 1916, s. 144
63
Du fjerne og nære!
Du kæreste kære!
Et Kærlighedseventyr, 1918, s. 108
64
"Solen daler"
Solen daler. Snart vil Natten komme.
Hør! En Landsbyklokke stille melder,
at den lange, lange Dag er omme.
O, velkommen, gyldne Aftenrøde!
Naar du falmer bag de mørke Skove
skal jeg glad min ranke Elsker møde!
Ømt omslynget skal vi sammen vandre
i den lune Sommernat langs Havet, –
han og jeg og ingen, ingen andre!
Kærligt skal vi hvile hos hinanden
gemt i Klitten midt i Bølgebruset,
hvor den tunge Brænding slaar mod Stranden.
Han vil kysse mine Øjenlaage
og min Mund, indtil jeg sødt henblunder
i det store Kærlighedens Under.
Vær velsignet, fjerne Kirkeklokke,
for det Lykkebud, du lønligt bringer
paa din Tones blide Englevinger!
En Vinterrejse, 1920, s. 59
65
"Mens Ludvig foer fra Havn til Havn,
hun sov saa sødt i Thorvalds Favn"
Højsang, 1921, s. 44
66
Det klirrer af Vaaben vidt omkring
Det klirrer af Vaaben vidt omkring.
Velkommen, I jernklædte Mænd,
som fulgte mit Hærbud!
Se Glimtet deroppe bag Uvejrssky:
Et Vink fra den Gud,
som vier den kække til Sejren.
Lad Hornene klinge! Til Kamp! Til Kamp!
Det brøler fra Ildsvælg. Fra Skyen det svarer:
Nu aabner sig Himmerigs Porte
for jernklædte Mænd!
Mands Himmerig, 1927, s. 154-155
67
En Helt bæres bort fra den blodige Mark
En Helt bæres bort fra den blodige Mark.
Saa blegt er hans Ansigt,
der smiler i Døden.
Og Slagenes natsorte Fugle,
de skriger i Luften af Glæde:
Her dækkes de slugvorne Unger
et rundeligt Maaltid!
Mands Himmerig, 1927, s. 155
68
"Og naaer ikke Sjælen hernede, hvad den vil,
Saa er der andre Sole og andre Stjerner til."
Mands Himmerig, 1927, s. 275
69
Midt i en Jerntid
"Midt i en Jerntid, som ikkun tror
den Magt, som Vaabnene vinder,
du ligger rolig, du frie Nord,
i Aandens Sollys og skinner.
Din Storhed er ej Guld og Pragt
og ej Kanoners Torden;
du er en stille Verdensmagt
for Hjertets Sag paa Jorden."
Mands Himmerig, 1927, s. 282
70
Højt gennem Luften i Natten farer
Højt gennem Luften i Natten farer
et Tog af skummende sorte Heste.
I Stormgang drager de vilde Skarer,
de har ikkun Skyer til Fodefæste.
Det gjaller fra Lurer; der høres en Støj
af Bjælder og ringlende Ridetøj.
Vandreren kaster sig ræd paa Vejen.
Hør, dette Gny! Det er Asgaardsreien.
Asgaardsreien, 1928 (2. udg.), s. 70-71
71
Saltet Sild og gammel Ost
fejer Maven ud med en Kost.
Det ideale Hjem, 1930 (Noveller og Skitser III), s. 97
72
"I David-Staden
er Guld paa Gaden.
O, Gud ske Lov!"
Drengeaar, 1933, s. 11
73
"Gud Fader os bevare,
de store med de smaa,
Hans hellig Engleskare
en Skanse om os slaa!
Han vogte Byen vel,
vort Hus og Hjem
har han i Gjem
vort ganske Liv og Sjæl."
Drengeaar, 1933, s. 164
74
"Der var mere Spy end Blod,
hvor Kampen stod."
Drengeaar, 1933, s. 168
75
"Jeg ser i Øster, jeg ser i Vester,
jeg ser i Sønder, jeg ser i Nord.
Jeg ser saa mange smukke Piger danse,
men aldrig hende, som jeg saa’ i Fjor."
Drengeaar, 1933, kap. 8, s. 181
76
"Du som har Sorg i Sinde
gak ud i Mark og Lund
og lad de svale Vinde
dig vifte karsk og sund."
Drengeaar, 1933, s. 199
77
"Ensom – ja, det brustne Blik
ingen kærlig Haand har lukket,
ingen Ven jert Haandtryk fik,
ingen hørte Afskedssukket.
Men hvor danske Hjerter slaa,
og hvor danske Toner klinge,
skal med Stolthed store, smaa
Fædrelandets Tak jer bringe."
Hamskifte, 1936, s. 72
78
Men som et Træ, der løfter sig mod Himlen,
har sine Rødder dybt i Mulm begravet,
saa har en Slægt med Sejrsmod og Styrke
sit skjulte Voksested i Sindets Mørke.
En skummel Verden og et Dødens Rige
opfyldt af Genfærd som en Morderhule,
et Rettersted for Længsler, der blev kvalte,
for Hjertets Røster, naar de ømmest talte.
Hamskifte, 1936, s. 147
79
Han blev en ensom, – fremmed for sig selv,
en Livets Vagabond paa øde Veje.
Sin Dom han hørte rundt i Byens Gader:
"Han slægter daarligt paa sin ædle Fader."
Fra Aar til Aar han grunded' paa sig selv,
mens blindt han stredes med sin Faders Skygge,
med vilde Drifter, der af ham blev bundet
og af hans Vilje sejrrigt overvundet.
Saa døde han en Dag paa Fattiggaarden
og fik sit Gravsted nær ved Affaldsdyngen.
Han stønned' halvkvalt i sin sidste Skælven:
"Hvorfor blev jeg den sorte ært i Bælgen?"
Hamskifte, 1936, s. 148
80
"Die Krähen schrein
und ziehen schwirren Flugs zur Stadt.
Bald wird es schnein.
Weh dem, der keine Heimat hat".
Familieliv, 1940, s. 84