Minder fra Randers.
Paa P. G. Philipsens Forlag har Henrik Pontoppidan udgivet en Bog, som han kalder Minder. Denne Bog fremtræder nærmest som et Mindeblad fra den By, hvor Forfatteren har tilbragt sine Drengeaar. Dens Hovedindhold er en Pennetegning af en ulykkelig Kærlighedshistorie med en Skildring af Randers og Omegn som Rammeindfatning. Kærlighedshistorien er lige saa simpel og enfoldig som selve det Pigebarn, hvis sørgelige Skæbne den omhandler. Frøken Eleonora Ankersen har forlovet sig med den gustne Bogmaddike, Adjunkt Hammer, men bliver uden selv at have givet mindste Anledning dertil, forfulgt med de mest paatrængende Tilnærmelser af den "kække og smukke, men meget udsvævende Ritmester Mohrhof". Bryllupet med Adjunkten er allerede bestemt, og alle Forberedelser til samme trufne, da Ritmesteren en Dag møder den unge Pige i en af Byens mørke Gyder og med den frækkeste Mine af Verden meddeler hende, at han har betroet to af sine Kammerater, at hun er forlovet med ham. Bedøvet af dette pludselige Slag, som hun ikke har Aandsnærværelse eller Kraft nok til at afbøde, skynder den unge Pige sig saa bort, og i sin Fortvivlelse styrter hun sig i Fjorden, af hvilken hun siden drages op som Lig.
Nogle ville mene, at denne lille borgerlige Tragedie er bygget over Begivenheder, der have tildraget sig her i Byen for 20-30 Aar siden, og at den spiller med Personer, tagne ud af det virkelige Liv. Vi tro ikke, at denne Antagelse er rigtig: ingen mindes en saadan Begivenhed eller har haft Kendskab til Personer som de skildrede. Ritmester Mohrhof kan maaske nok have nogen Lighed med en af Regimentets daværende Officerer; men ingen skal faa os til at tro, at Forfatteren i den gustne Bogmaddike Adjunkt Hammer, med det "skægløse Skruptudseansigt" har villet skildre en Mand, der den Gang var en af Randers lærde Skoles dygtigste og mest opofrende Lærere.
Ligeledes anse vi det for givet, at den Skildring, Forfatteren giver af Randers og det Spidsborgerliv, der efter hans Fremstilling prægede Byen for 20-30 Aar siden, er et blot og bart Fantasibillede, der intet har med Virkeligheden at gøre. Dette gælder saaledes i fuldt Maal hans Skildring af "Spidserne for Randers gamle, stormægtige Købmandslav, disse brede, halvt bondeagtige Skikkelser, der i Skjorteærmer, hvide Lærredsfrakker eller mørkeblaa Chenillekapper med Merskumspiben i Munden, med sømbeslaaede Træsko paa Fødderne og med Hovedet bedækket af en storskygget Kasket ved Solopgang i værdig Skridtgang vandrede henad Fortovenes smalle Fliserækker ned til den Plads mellem Tørvekaage, Pæreskuder, Tøndestabler og Kulbunker, hvor Byens hævdvundne1 Børs holdtes". Det samme gælder "den snurrige Blanding af Landbomaal og Købstadjydsk", der efter Forfatterens Fremstilling skal have været de ledende Kredses Konversationssprog.
Hvor meget man vilde fejle ved at tage Hr. Pontoppidans Fremstillinger for Virkelighedsbilleder vil blandt andet ses af følgende Urigtigheder: Byens populære Brandmajor paa den Tid var ikke "til daglig Skorstensfejer"; han var Byens dygtigste Bygmester og en Mand, der i enhver Henseende var sin Post voxen. Den urgamle, krumbøjede Stadthauptmann var til sin høje Alder en rask og rørig Mand med en Optræden, som ingen fandt paa at latterliggøre. Regimentets daværende Oberst var ikke en Mand, hvis Tilsynekomst kunde vække "en temmelig respektstridig Munterhed blandt den forsamlede Gadeungdom["]; hans Person var ikke "af et saadant Omfang, at man kun med Møje kunde finde en Hest, der var i Stand til at bære ham" (Regimentet har overhovedet i Mands Minde ikke haft en saadan Kolos til Oberst); heller ikke havde han: "en Ansigtsfarve som en røget Skinke", men var en sund og kraftig Mand, der ved sin gennemgaaende humane Optræden og den Velvilje, hvormed han omfattede alle sine undergivne, var afholdt af hele Regimentet, Soldater og Underbefalingsmænd saavel som Officerer. Byens daværende Borgmester, "den benradmagre, glatragede Mand med de undseelige Manerer", har det sikkert aldrig været Forfatterens Mening at ville latterliggøre; thi denne Hædersmand var gennem en lang Aarrække en kær og trofast Ven af hans afdøde Fader.
Selv "Messias", der staar som "lyslevende" for Forfatteren, er langt fra at være et Virkelighedsbillede; ["]denne gaadefulde Olding, denne gamle, afsindige Nordmand, som – Gud ved hvorledes – havde forvildet sig til denne Afkrog" var nemlig slet ingen Nordmand, men en Søn af en velhavende Bager i Randers, der i sin Tid boede paa Hjørnet af Provstegyde og Middelgade; han var uddannet for Malerkunsten og var bleven gal over Løsningen af den Opgave at give en malerisk Fremstilling af Kristi Forklarelse. Hr. Pontoppidan vilde i hans saa vel som i "den hvide Dame"s Skæbne kunne finde brugeligt Stof til et Par fængslende Noveller. "Den gamle, gale Frøken, Børns og alle unge Pigers Skræk", havde nemlig i 30 Aar været forlovet med en af Regimentets Officerer, og da saa endelig Omstændighederne tillod, at deres Bryllup kunde fejres, døde pludselig hendes Brudgom, over hvilket tunge Tab Staklen mistede Forstanden.
Ser man imidlertid bort fra, at Fremstillingen i Pontoppidans Bog af Forholdene her i Randers for 20-30 Aar siden umuligt kan være Virkelighedsbilleder, kan Skildringen som et rent Fantasibillede have sin Interesse ved det umiskendelige Lune og den Stilfuldendthed, hvoraf den er præget. Aldeles uovertræffelige ere Forfatterens Naturskildringer: Sejladsen op ad Fjorden, Skildringen af Støvringgaards Frøkenkloster med dets smukke Skovpartier, hans Udflugt til Fladbro og op ad Skjernaa med de samme ledsagende Naturstemninger og Scenen med de unge, fra Badning bortskræmmede Piger i Fussingø Skov staar paa Højde med de bedste Skildringer, nogen dansk Forfatter har givet af vor hjemlige Natur.
