Minder
Minder.
Af
Henrik Pontoppidan.
(P.G. Philipsens Forlag. 150 Sider.)
Denne Bog er Minder fra Forfatterens Barndomsegn, Randers, fra Sølvknappernes, Sølvspændernes og de sølvbeslagne Pibers gamle Hjem fra det Engparadis, der gaar ned mod Randers Fjord, med fedrygget Kvæg og kraftigduftende Hø, med rødkalkede Gaarde omgivne med Volde af taarnhøje Hæs, med en blond, rødmosset, svær Menneskerace i grovt Vadmel, et Folk, der egenlig ikke havde stort andet at bestille end at købslaa med Prangere, at tuske og tinge med al denne Vorherres Velsignelse, der saa at sige af sig selv forvandledes til Kød og Hø og Hundredkronesedler. Minder fra Kronjydens Hjemstavn, et sandt Slaraffenland for Bønder.
Og saa er der Minder fra Randers By, fra de gamle Bondekøbmænds Tid, disse grove Skikkelser med et Fællespræg af aargammel, uantastet Myndighed over sig. Mænd, der herskede i vidtløftige Købmandsgaarde med vildsomme Labyrinter af Pakhuse, Studestalde, Tømmergaarde og Brænderibygninger, Grosserere i Skjorteærmer og sømbeslaaede Træsko. Og endelig mindes Forfatteren en Barndomskærlighed, og han fortæller sin Barndomselskedes sørgelige Historie.
— Forfatteren lader sig drive ned ad Gudenaaens stille Vande i en Baad og giver sig Minderne, Naturen, Fantasien, Strømmen og Natten i Vold. Han strejfer om i den østjyske Natur ved Randersfjord og skænker os en Nydelse i udsøgte, muntre og kraftige Billeder.
Henrik Pontoppidan er en Maler blandt Forfatterne; og Æmnet i denne Bog er ret noget for hans Talents fine Pensel. "Minder" er ingen Historie, ingen Roman, men en fantasifuld Fremstilling af Mindernes Stemninger, og korte, typiske Billeder af Tilstande.
Jeg ynder den meget mere end hans sidste Bog "det forjættede Land", paa hvilken der var meget at udsætte.
For hvem, der har Øre for fin og poetisk Fremstilling, er der noget aldeles henrivende og betagende i denne lille Mindernes Bog.
Johan Skjoldborg.
