En Stilist.
Blandt de Forfattere, der høstede Gavn af den literaire Rabalder-Periode i Firserne, var Henrik Pontoppidan en af de Faa, hvis Talent stod i nogenlunde rimeligt Forhold til Reklamerne. Man kunde være uenig med ham i mangfoldige Punkter, men man indrømme, at han havde Digterblod i sine Aarer. Havde han levet og virket i Aarhundredets Midte, da ”Guldalderen”s Anskuelser beherskede Aandslivet, er det sandsynligt, at Literaturen havde faaet stor Glæde af hans Evner. Han har sin Styrke i Naturskildringer og Gjengivelser af Stemninger, og han kunde derfor have drevet det vidt, hvis det var blevet ham det forundt at tjene sine Sporer paa en Tid, da Fantasiens Krav ikke stilledes i Skygge af ”Virkeligheds”- og Tendentskriveri.
Forholdene have nu forandret sig. Literaturen er ikke længere i et enkelt Partis Magt, og enhver Skribent har atter Lov til at være sig selv. Det har derfor ikke ringe Interesse at see, hvorledes en Forfatter, der begyndte som udpræget Partimand, vil tee sig, naar han nu skal gaae paa egen Haand.
For de fleste vil Pontoppidans nye Bog: ”Minder”, der er udkommen hos Philipsen, imidlertid blive en Skuffelse. Han har ganske vist gjort Forsøg paa at slippe ud fra de smaa Kanaler, hvor han i sin Tid fik anviist Plads blandt de Halvtreds, der skulde ”bære Danmark”'1; men lige som den napoleonske Veteran, der i en fransk Sommerrevue havde taget Sneveiret med sig fra Rusland, er der endnu en Reminiscents fra hans Begynderaar,som han ikke har formaaet at ryste af sig
Det var en af "Virkelighedsdigtningens" Skjødesynder, at den formelle Side af et Arbejde kom til at spille en altfor fremtrædende Rolle. Man roste dengang ikke en Forfatter for hans Fantasi, men for hans Stil. Opfindsomhed, Kompositionsevne, endog Talent kunde undværes; blev man erklæret for en dygtig Stilist, var dermed al Ærgjerrighed tilfredsstillet. Men "Minder" er netop en stilistisk Roman, og intet Andet.
Forfatteren fortæller om en Reise til Randers, hvor han som ”en tyk, trettenaars Dreng” gik i Skole, og hvor han nu fordyber sig i gamle Minder fra hine Dage. Blandt disse Minder er ogsaa hans Ungdomselskede, og Reisen er derfor kun en Ramme om hendes korte Livshistorie. Men Rammen har ganske taget Magten fra Historien.
Saa længe Forfatteren fortæller om sine Reiseindtryk og fordyber sig i sine Minder om det gamle Randers, er det en stor Fornøielse at læse hans Skildringer. Der er Poesi og Stemning i dem og i Figurtegningerne er der tillige ikke ringe Lune. Men under Alt dette glider Heltinden ud i en Taage, hvis Omrids man ikke engang bryder sig om at faae fat paa. Det er stadig kun Hr. Pontoppidan og hans malende, fængslende Stil, der fastholder Interessen.
Men i Bogens Slutning svigte endog hans Evner som Stilist. Naar han skal gjøre rede for Heltindens endelige Skjæbne, indfører han en gammel Adjunkt, der er nøie inde i Byens hemmelige Historie, og som derfor kan sige Besked om det hele. En dygtig Stilist ville nu ikke have forsømt Leiligheden til at give denne gamle Adjunkt Ordet; Læserne kunde derved have faaet en karakteristisk Fremstilling af det Passerede. Men Hr. Pontoppidan nænner ikke at stille sig selv saaledes i Baggrunden; han fortæller Begivenheden efter Adjunktens Beretning, ”sammenføiet med hans1 egne Erindringer og egne Kommentarer.” Resultatet bliver et nøgternt Referat, ovenikjøbet af Scener, hvortil ikke et Menneske har været Vidne, og hvori Hr. Pontoppidans ”Kommentarer” uafbrudt gribe forstyrrende ind.
Det, der i Fortællingen skal forestille en Handling, er altsaa i Virkeligheden ingen Handling, men nogle taagede og løst motiverede Begivenheder, der ikke have andet Formaal end at stille Forfatterens stilistiske Evne i det gunstigste Lys. Det kan endda undskyldes i Fortællingens Begyndelse, fordi det er smukke og interessante Udenomsting, han skildrer. Men naar han ikke engang kan glemme sit eget Jeg, skjøndt hele Slutningsvirkningen beror paa, at han skal sætte sig ind i en anden Persons Sprog og Tankegang, saa opnaar han kun, at man lægger hans Bog fra sig med en Følelse af Skuffelse.
