"varm og personlig"
Henrik Pontoppidan: Minder. (P.G. Philipsen).
Digteren gør et Besøg i sin Fødeby Randers, og under hans Ophold der stige svundne Dages Tanker, Duft og Billeder ham i Møde fra alt, hvad han ser, fra Naturen og Menneskene, fra Byens Gader og Gyder, fra dens Hygge og dens Smuds, fra dens friske Omgivelser og dens indegemte Smaaborgerlighed – og disse Minder forfølge ham vaagen og i Drømme. Bestandig træder navnlig én bestemt Skikkelse – en ung Pige, i hvem han som en tyk trettenaars Dreng har været forelsket – frem i hans Erindring, snart i oplevede, snart i tænkte Situationer, og Dagene gaa hen for ham i en Slags hypnotisk Søvn, under hvis Indflydelse han gennemlever sin Ungdomskærlighed endnu en Gang, ikke just saa oprevet som i hin Tid, men dybere bevæget over den stakkels Eleonoras Skæbne, og med større Forstaaelse af hendes Ulykke.
Bogen er ualmindelig nydelig, skrevet i et henrivende friskt og klart Sprog, varm og personlig. Og Fortællingens Drøm og Virkelighed er med den sikreste Kunst vævet ind i hinanden, saa at Digterens egen hypnotiske Stemning forplanter sig til Læseren.
"Minder" er finere og sjælfuldere end baade "Muld" og "det forjættede Land". Naturbeskrivelserne staa paa Højde med de bedste i dansk Litteratur. Men Bogen mangler den Spænding, der fanger det store Publikum, og dens Skæbne vil derfor efter al rimelig Beregning næppe blive saa blid, som dens ægte Poesi kunde fortjene.
E. C.
