Henrik Pontoppidans nye Bog
Henrik Pontoppidan: Højsang. Skildring fra Alfarvej (Det Schubotheske Forlag.)
Digteren har atter her formummet sig som en halvgammel Filister, der kaster et selvironisk Tilbageblik paa sine unge Dage, hvor ogsaa han istemte Kjærlighedens "Højsang" og higede mod de store Følelser og stærke Lidenskaber. Strax i Forordet spottes over det offentlige Skriftemaal, hvortil Literaturen nu til Dags mere og mere udvikler sig, ikke mindst naar samme Forfatter for hver ny Bog optræder med en ny Livsanskuelse, og denne satirsk-ironiske Tone pulserer under Fremstillingen hele Bogen igjennem. Selv Handlingen, Fabelen, er ikke særlig ny eller overraskende. Forfatteren beretter om en Episode fra sin Ungdom, hvor han som et nogleogtyveaarigt varmblodigt Væsen har brudt en Forbindelse eller Forlovelse med en ubetydelig lille blond Kristianshavnerinde og nu paa en Udflugt ved Efteraarstide til Vesterhavet kommer til at staa Ansigt til Ansigt med en selvfortærende Lidenskab, der for Resten af Livet kurerer ham for Lysten til at vove sig ud paa Kjærlighedens høje Sø. Fortælleren er imidlertid væsenlig kun Iagttager af et Par oprørte Sjæle. Selve Historien spiller mellem en gift Kone, der tilsidst drives ud i Vanviddets Nat, medens hendes Tilbeder, et forulykket Exemplar af en farende Svend, en fordrukken Klitassistent, dræber sig selv.
Fortællingen er, som altid hos Henrik Pontoppidan, udmærket ved sit Liv og sin Anskuelighed. Der er de prægtigste Landskabsbilleder fra det øde og vilde Vesterhav, nogle Kroscener, som Drachmann ikke kunde gjøre bedre, en Række Optrin fra et ulykkeligt ægteskabeligt Samliv, der virker med en egen Uhygge – med Bogens Ejendommelighed og Fortrin ligger, som sagt, dog ikke her. Det er Understrømmen, Fortællerens egne Bemærkninger og Ræsonnementer, der giver det hele sit Særpræg. Forf. ironiserer ubarmhjertig over alt, over Ungdommens erotiske Bukkespring, over Livets ødelæggende Magter, over Samfundsforhold, over moderne Literatur og snart sagt alt mellem Himmel og Jord. Ikke mindst maa den romantiske Poesi holde for. Der nævnes ingen Navne og citeres intet Værk. Fortællerens Yndlingsdigter kaldes "Liebmann", og den romantiske Digtning, der maa holde for, er et Drama, "Konge Dag og Dronning Nat", hvoraf der anføres højst fornøjelige Prøver, stundom endogsaa paa klingende Vers. Hvis nogen derfor har troet, at Pontoppidan ligesom Goldschmidt ikke kunde beherske den bundne Stil, saa lærer der her noget andet. Pontoppidan er aabenbart ogsaa en fremragende Lyriker, skjønt han her kun vender Vrangen af Romantiken ud til Skræk og Advarsel.
Iøvrigt minder hele Fremstillingens Art og Tone ikke saa lidt om Alexander Kielland. Ikke at forstaa saaledes, at her er nogen som helst direkte Indflydelse at paapege. Som faa Forfattere har Henrik Pontoppidan altid været sig selv. Da han ved sin første Fremtræden direkte nævnedes som Kiellands Skolar, havde han ikke læst en Linje af sin norske Fælle.1 Og mere primitiv dansk end Pontoppidan er sikkert ingen i hele vor nyere Literatur. Men ligesom Kielland overfor sine tungere samtidige Landsmænd virkede som de uregulære, lette Tropper med sine raske Rytterindhug, saaledes har ogsaa Henrik Pontoppidan sin udprægede Plads mellem de bedste herhjemme. Han ligne hverken Drachmann eller Schandorph, selv hvor hans Æmner kunde føre ham op paa Siden af dem.
Nu og da kan en Smule Blaserthed mærkelig nok lure bag denne ellers saa sunde Forfatters Ironi. Fremstillingens Kunst kan i og for sig være nok saa stort et Maal. Men i Længden slaar det ikke til. Man kan fængsles af Fortællerens Vid og beundre den lykkelige Haand, der selv over et gammel Stof kaster nyt Lys og nye Farver. Men baade Ironi og Satire er dog fortrinsvis noget negativt. "Højsang" har sin Plads mellem Forfatterens saakaldte smaa Romaner og er i ren artistisk Henseende udmærket som disse2. Vi foretrækker dog alligevel hans store Nutidssaga, de tre Bind "Muld", eller hvad de enkeltvis kaldes. Skulde man derimod stille "Højsang" ved Siden af, hvad der hidtil i dette Efteraar er fremkommet, blev Maalestokken en anden. Henrik Pontoppidan gaar med raske Skridt frem mod en Førerstilling i vor nuværende Literatur. Hver Side i hans nye Bog – selv hvor han som en Gustav Wied er en Kjætter overfor Vedtægt i Udtryk3 – vidner om det største og frodigste Fortælletalent. Hans Underholdning er i sig selv en Fest, om end det digteriske eller psykologiske Udbytte er forsvindende.
"Højsangen" foreligger i det mest bestikkende Udstyr med Forf.s Portræt tegnet af Krøyer og med Vignetter og andre Illustrationer af N.P. Mols. Det Schubotheske "Miniature-Bibliotek" har faaet et baade i ydre og indre Henseende værdigt Sidestykke med denne Bog til Drachmanns "Kitzwalde". Henrik Pontoppidans "Højsang" vil vække den største Opmærksomhed.
