"altfor megen krudt"
Den ironiske Tone, hvori Pontoppidan har klædt sin Fortælling, hænger et Slør for den fulde Forstaaelse af disse Mennesker, og den passer kun daarligt til det Emne, han har valgt.
Mens visse moderne Bøger – som i forrige Artikel berørt – altsaa neppe kunne pousseres, selv ikke af disse Dages damphvæsende Reklame, gives der andre, som slet ikke behøve en saadan, men hvis Forfatternavn i og for sig er nok til straks at fremkalde et andet Oplag – Bøger som Fru Mallings, Sofus Bauditz's og Pontoppidans. Af mer eller mindre kunstneriske Grunde have disse Skribenter i Aarenes Løb vundet et Ry, som forpligter den læsende Verden til straks at gøre sig bekendt med deres nyeste Produkter. I diverse Foreningers Læseværelser kappes man da om snarest at sikre sig et Eksemplar, og rundt om i alle Byens Dagligstuer ere i et Par Dage Beboerne – især de kvindelige – optagen af skyndsomt og forventningsfuldt at højtlæse eller sluge den laante, købte eller i Foræring modtagne Fortælling.
Det kan neppe undgaas, naar man saaledes køber Katten i Sækken, at man af og til lider Skuffelser. Forfatterne ere ikke altid lige oplagte, de skrive ikke altid lige godt, og det Ry, der er blevet dem til Del, kan jo ogsaa undertiden skyldes flygtige Moderetninger eller visse Egenskaber hos Forfatteren, der just ikke har stort med hans kunstneriske eller poetiske Indhold at skaffe. Det kan derfor hænde, at Vedkommende ikke altid netop grundfæster sit Ry ved en fortsat Virksomhed.
Og mon dette ikke skulde være Tilfældet i Aar – at Publikum har følt sig en Kende skuffet under Læsningen af de Værker, hvis fornyede Oplag det saa hastigt har foraarsaget? Saaledes baade ved at gøre Bekendtskab med Fru Mallings sidste 'Watteau', med Bauditz's sidste 'Landmandsliv', og med Pontoppidans nye Skildring fra Alfarvej, der, om den end stammer fra en Digter, medens de to andre Bøger kun har talentfulde Fortællere til Ophav, synes noget tom og konstrueret i Sammenligning med sine Forgængere.
(…)
I 'Den gamle Adam' paatog Pontoppidan sig Skikkelse af en ung Særling, der i sin spidsborgerlige, nærsynede Snusfornuft løb sig adskillige erotiske Stavere i Livet, men som trøstede sig for sine Skuffelser med ophøjet Selvironi og en grundig Livsanskuelse. I 'Højsang' – der ligesom 'den gamle Adam' kaldes Skildring fra Alfarvej – formummer han sig bag den samme halvkomiske Ungersvend, om hvis tidligste Kærlighedsrørelser han denne Gang beretter. I Begyndelsen fanges man helt af Fortællerens lystigtmaskerede Lune og af hans klart perlende Sprog. Det lille fintmalte Interiør fra Christianshavn og Heltens hanestolte Lykkefølelse, da han ser, hvor smukt han reusserer i denne klædelige Ramme, er gengivet med en i sin henrivende Jævnhed mesterlig Kunst.
Men saa hænder det, at Ynglingen finder Forholdene for smaa for de Svingfedre, der vokse ud af hans erotisk-vakte Sjæl, han gribes af Udve efter større Skæbner, mere Lidenskab, forlader derfor sin borgerlige Mø og drager over til Jylland, i Haab om der at finde Næring for sit af Højsangsforventning svulmende Sind. Og han finder, hvad han søger. I en af Slud og Storm oprevet Egn træffer han to Mennesker, der som Lyngen og Klitterne, mellem hvilke de leve, ere gennempiskede af en vild, næsten vanvittig Passion. Ved et Tilfælde drages han ind i deres Historie og bliver, helt uskyldig, en Slags Aarsag til den blodige Ende, den faar.
Denne bratte Tragedie, hvor Forhistorie og Forløb udgør Størsteparten af Fortællingen, rummer vel udmærkede Enkeltheder: saaledes ere Figurerne af imponerende Virkning som Staffage i den Natur, som omgiver dem, baade Elskerparret, i deres besynderlige forvredne og forblæste Konturer, og Ægtemanden, en langstøvlet 'Overrisler', der trods sin støtte Vejrforagt er lige magtesløs over for sin Jord og sin Kone. Men selve Historien, det, der er imellem disse tre, interesserer kun halvt, undertiden slet ikke. Den ironiske Tone, hvori Pontoppidan har klædt sin Fortælling, hænger et Slør for den fulde Forstaaelse af disse Mennesker, og den passer kun daarligt til det Emne, han har valgt. Den smelter ikke sammen med det til fuld og ægte kunstnerisk Virkning.Forf.'s velkendte Trang til at latterliggøre al udflydende Lyrik, al svævende Stemningstrang, faar 'Højsang' et yderst grelt og skrigende Udtryk. Man lukker Bogen utilfreds, med den samme ærgerlige Fornemmelse, som kan fylde én, naar man hørt et vittigt Hovede spilde altfor megen krudt i Kamp mod en stakkels, lidt skørhovedet Idealist.
Mon'Højsang' ret for Alvor har ligget Pontoppidan paa Hjerte? Mon Bogen nogensinde var fremkommen, hvis ikke de Schubotheske Forlæggere havde bedt Forf. om et Bidrag til deres Miniaturebibliotek? Og mon man ikke i denne Omstændighed finder den naturlige – og beroligende – Forklaring af, at det bedste i Bogen kun er Reproduktion?
Einar Chr.