i "Højsang" løbet Linen ud og skudt over Maalet.

Nye Bøger. Henrik Pontoppidan: Højsang. Skildring fra Alfarvej (Schubotheske Miniatur-Bibliotek.)

"Højsang" er udkommet i det samme sirlige Miniaturformat som Drachmanns "Kitzwalde" i Fjor; den synes skrevet som et Modstykke til hin lyriske Ridderroman. Pontoppidan har jo i hele sin senere Produktion sét sig mere og mere "gal" paa den Lyrik og Renæssanceforgudelse, som – med Rette eller Urette – forekommer ham at have taget Overhaand i vor nyere Literatur. Han lod i "Dommens Dag" den fornuftigste af Personerne udtale sig skarpt imod vor Tids "usundt oppustede Følelsesliv", dette Produkt af "den lyriske Forraadnelsesproces, hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket er ved at gå til Grunden." Paa lignende Vis forklarede den revolutionære Maler i "Nattevagt", at vor Tids Ulykke var den, at "de var gaaet Lyrik i Menneskene", og at "det er ligesom, naar der gaar Svamp i et Hus." Det gælder om at drive denne gamle "Drømmepest" ud af Sjælene og at "opdage et nyt Amerika i Mennesket selv, saadan en ukultiveret Plet, uden nogen Renæssance eller anden Efterladenskab fra gamle Tider, hvor Svampen kan faa Næring og Trivsel."

Forfatterens muntre og vittige Fortælling "Den gamle Adam" var en Satire i samme Aand over den "al Tid emsige Pyntekone Fantasi", som i Mændenes Øjne udstafferer den Tilbedte med allehaande tillokkende Egenskaber, men som i Virkeligheden kun er et Skalkeskjul for det nøgne kødelige Begær, den gamle Adam, der faar de mest astadige Gentlemen til at springe Buk som lystne Fauner. Kort sagt, den forhenværende Lyriker Henrik Pontoppidan – "Ung Elskov"s Digter – har efterhaanden fattet et indædt Had til al Lyrik, og udaf dette Had er også "Højsang" skrevet, idet Forfatteren dog, paa lignende Maade som i "Den gamle Adam", formummer sig i en halvgammel og snusfornuftig Bibliotekars Skikkelse.

Det er dette roligt henlevende Normalmenneske, denne tevandsdrikkende Pebersvend, hvem Fortællingen er lagt i Munden. Han siger om sig selv, at han er "et Menneske, der fremfor alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt, – en Pedant, om man saa vil, hvis eget aandelige Livs Ernærings- og Fordøjelsesprocesser forløber roligt og regelret uden nogen ved sygelig Gæring fremkaldt Oppustning med dertil hørende Angst-Bespændthed og Stemningskolik og Angerens uophørlige Orme-Kneb"; – men da Øjeblikkets Digtermode fordrer Selvbekendelser, sønderrevne Sjæle og solide Livsanskuelser, saa vil ogsaa han skride til en offenlig og ærlig Bekendelse af Grunden til, at han ikke har giftet sig. Efter denne ironiske Indledning, hvis Ironi har en dobbelt Bund, idet Forfatteren skyder den fortællende Person ind imellem sig selv og Læserne – følger nu altsaa selve Romanen, i hvilken den halvgamle Bibliotekar beretter en Oplevelse fra sine unge Dage.

Ogsaa han har nemlig en Gang troet paa de "store Følelser" og tørstet efter at lære dem at kende, og da han fandt Livet altfor smaatskaarent i den lille kristianshavnske Borgerfamiljes Hjem, hvor han tilbragte sine Aftener for den kønne Datters Skyld, saa rev han sig løs og rejste over til Vestjyllands vilde Heder og Klitter, hvor han ventede at se de menneskelige Lidenskaber udfolde sig friest og vildest, i Trods mod Samfundets Vedtægter. Han finder, hvad han søger, det vil sige en Karrikatur deraf: et Elskovsforhold imellem en havareret, fordrukken Klitassistent og en Proprietærfrue, hvis tunge, tavse, pietistisk anlagte Mand resigneret bærer sin ægteskabelige Ulykke og søger en kummerlig Trøst i sine Overrislingsanlæg, som han drømmer skal forvandle den golde Hedejord til frugtbart Agerland.

Pontoppidan vil vise, hvorledes disse tre Mennesker i Virkeligheden lever paa et skuffende Fantasteri: Proprietæren vil aldrig faa Frugterne af sit Overrislingsarbejde at se, og dog indbilder han sig at kunne skabe sin Hustru et smilende Hjem paa den nøgne Hede; hun vil ikke vide af den oprigtige Kærlighed, som hendes brave Mand byder hende, men føler sig som en "interessant" og dybt forurettet Natur og tror at finde den sande, stor Elskov i Klitassistentens fordrukne Tilbedelse; og denne Klitassistent endelig, han lever – ligesom Molvik i "Vildanden"1 – paa den Livsløgn, at han er "dæmonisk", han gør Indtryk paa Damerne ved sit "skumle" Blik og skvadronnerer i sin Drukkenskab om, at han er en af Lidenskabens Storme sønderreven Sjæl.

Disse tre Figurer er nu tegnede i deres barske og stormfulde Naturomgivelser med al den klare, dramatiske Anskuelighed, som Pontoppidan raader over; men deres tragiske Skæbne egner sig absolut ikke til at ses i det ironiske Skær, i hvilket Forfatteren vil, at vi skal se den gennem Bibliotekarens Fortælling. Klitassistenten skyder sig nemlig en Kugle for Panden af umotiveret Skinsyge, Proprietærfruen gaar i sin Fortvivlelse over hans Død fra Forstanden, og hendes Mand hensynker i haabløs Melankoli.

Man kunde tro, at Pontoppidan havde haft denne Fortælling paa Hjærte fra sin egen lyriske Periode, og at han oprindelig havde tænkt at behandle den i alvorlig Form; i hvert Fald gør Ironien et besynderlig paaklistret og utilfredsstillende Indtryk, den smækter ikke organisk sammen med Fortællingen selv som i "Den gamle Adam", den overbeviser ikke Læseren. Pontoppidan kan jo imidlertid forsvare sig med, at han ogsaa opfatter sin Bibliotekar ironisk og ikke deler hans nøgterne, normale Syn paa den "lyriske Forraadnelsesproces". I Virkeligheden er der blevet en god Stump Lyrik tilbage hos Pontoppidan. Man kan sige om ham, at han hader Lyriken med en Lyrikers Had. Thi er det maaske ikke ham selv, der taler gennem Ordene, naar den halvgamle Bibliotekar til Slutning fortæller, hvorledes han om Aftenerne sidder hjemme i sin ensomme Stue og

drømmer om en ny Tid og en ny Slægt, hos hvem de store Passioner ikke som hos vor er et uhyggeligt Delirium, der ufravigeligt ender med Selvmord eller Vanvid, men for hvem Lidenskaben er som et helligt Igenfødelsens Bad, der adler Sindene, staalsætter Viljerne, udspænder Aandens Vinger til paa Ørnevis at hæve sig i støt og stolt og rolig sejlende Flugt, …

Er disse Drømme ikke saa god Lyrik som nogen? Og skulde de mon helt mangle Tilknytningspunkter i Nutidens Virkelighed og hos Nutidens Mennesker? Sikkert ikke. Pontoppidan har længe nok satiriseret over den lyriske Forraadnelsesproces; han har i "Højsang" løbet Linen ud og skudt over Maalet. Hvad om han nu i sit næste Værk gik ud at opdage det "ny Amerika" i Mennesket selv og afslørede et Glimt af de ukendte Skønheder, han har forjættet os!

C.E.

 
[1] Vildanden: skuespil fra 1884 af Henrik Ibsen. tilbage