Fortællerkunst over al Ros
Han ynder at indsvøbe sin Satire i flere Gevandter, ligesom at tale gennem flere Masker, og han udtaler sig i en Art "Æske-Ironi", der undertiden kan blive for indviklet.
Henrik Pontoppidan: Højsang. (Schubotheske Forlag).
"Højsang!" – Ordet sagt ikke med Begejstring, men vrængende blaseret af en Skeptiker, der formummer sig i en aldrende Pebersvende-Pedants luslidte blækbesmurte Frakke.
Pontoppidan har udviklet sig til en stolt og overlegen Aand, der fra sin Ensomheds Krog smiler sarkastisk over de Modeskuespillere og Modeprædikanter, der agerer lige hult i Politik og Literatur.
Men han ynder at indsvøbe sin Satire i flere Gevandter, ligesom at tale gennem flere Masker, og han udtaler sig i en Art "Æske-Ironi", der undertiden kan blive for indviklet.
Inderst inde sidder Forfatteren med sit kloge, lysende, stolte, men lidt skadefro Smil. Men han vil ikke direkte agere; derfor forpupper han sig i ovennævnte halvgamle Knark, der er Fortællingens "Jeg" og let ironisk i sin Selvkarakteristik.
Ikke nok hermed ironiserer denne forsigtige Pebersvend, der har bragt sine Idealer paa det tørre, over sin egen Ungdom, da han som 22aarig engang flygtede ud i Naturen, ud paa Eventyr for at møde Lidenskabens Storm. Den ramte ikke hans eget Hjerte, men den strøg ham tæt forbi som en Orkan, der hurtigt tog Pustet fra ham, saa han vendte hjem til sit trygge Vindstille i Læ af Hovedstadens mange Tage.
Kærlighedens "Højsang" – det var denne vilde Blæst, han ikke kunde taale. Han saa den store Lidenskab som et uhyggeligt Delirium, der endte med Selvmord og Vanvid. Den vestjydske Proprietærfrue – af Fru Bovary-Typen – hungrer som en Ulvinde efter den eventyrlige stærke Elskov, og hun ser sit Mands-Ideal i en dæmonisk halvgammel Løjtnant, der har tumlet sig i fjerne Felttog og exotiske Orgier og endnu holder Eventyret vedlige i Svir og Drik. Passionen befrier ingen af dem: Han skyder sig i et deliristisk Anfald af umotiveret Skinsyge, og hun fortæres af erotisk Sult og bliver vanvittig.
Selvfølgelig er det ikke Forfatterens Mening at gøre denne Historie typisk til et Skræmmebillede for alle dem, der raaber paa den store Lidenskab. Han har kun for Modsætningens Skyld indrammet den i en snusfornuftig Ironi. Undertiden er som sagt denne dobbelte eller tredobbelte Ironi lidt indviklet og uklar. Forf. skyer desuden at lade sin Satire ramme direkte. Han opdigter baade russiske og danske Digternavne og konstruerer til ingen Nytte en Parodi paa en dramatisk Eventyrdigtning "Kong Dag og Dronning Nat", der ligeledes er fingeret. Her skulde Tyren være taget ved Hornene – et virkeligt Eksempel være benyttet. Trods den sindrige Fiktion udebliver nemlig Virkningen.
Men bortset fra disse Indvendinger er "Højsang" mesterlig skrevet, det tragiske Billede givet med en anskuelig Kraft, saa det lyser og lever. Der er næppe nogen anden Forfatter herhjemme, der saaledes tvinger Læseren til at opleve og gennemleve sin Bogs Indhold. Natur, Mennesker, Interiør, Milieu – alt brænder sig fast, og naar man lægger Bogen fra sig, har det hele Selvoplevelsens Styrke.
Man vil fra "Højsang" bevare et uudsletteligt Indtryk af denne vestjydske Hede tæt ved det fraadende Hav, af den hylende, aldrig hvilende Blæst, af den usle ensomme Hedekro og dens Gæster, af Storgaarden og dens Plantager, af Fru Lindemark i Dagligstuen, af Køreturen i Klitterne, af Katastrofens uhyggefyldte Atmosfære.
Der er i "Højsang" en Fortællerkunst over al Ros – smidig, naturlig, overlegen som de bedste Franskmænds, og er Indholdet end ikke stort eller dybt, virker det dog stærkt og dybt ved sin maleriske Anskuelighed.
Den nydeligt udstyrede Bog har i N.P. Mols fundet en fortræffelig Illustrator. Som Debutant paa dette Omraade overrasker han endog. Figurfremstillingerne er klogelig holdt i andet eller tredie Plan; den kvindelige Hovedskikkelse er ikke lykkedes. Men de smaa Landskaber og Lys-Interiører er ofte af henrivende Virkning, nydelige Miniaturtegninger, der lader Storkene flyve og Heden oprulle sig i stemningsfyldte Vignetter og Randbilleder. Der er Poesi og Farve, virkelige Naturstudier i disse Illustrationer.
Sophus Michaélis