Henrik Pontoppidan

Hvad det gælder om, er at opdage
et nyt Amerika i Mennesket selv …
Nattevagt.

Der levede i det syttende Aarhundrede en jysk Præst ved Navn Erik Broby, som efter Tidens Sædvane latiniserede sit Navn og kaldte sig Erik Pontoppidan, og som blandt mange andre Skrifter udgav Komedien Tobiæ Giftefærd. Det var en gammel latinsk Komedie, men Pontoppidan indførte i sin Oversættelse en ny Person – Narren Brynke – "som og kommer frem med sit", idet han gør sig lystig over de andre Personers Højtidelighed eller Indbildskhed. Han siger bl. a. til en af Tobiæ Hustru Saras Terner:

Din skiden Terne
meen', du est en Stjerne
– – –
Din slemme Taske,
meen', du mon braske
– – –
O din slemme Sildepose,
hvor kan du dig rømme og rose!
O din Allike!
O din Tallike! – osv.

Det synes, som om den jyske Humor, der her glimter frem, er gaaet i Arv ned til den Efterkommer af Erik Pontoppidan, som halvtredje Hundred Aar senere traadte ind i Literaturen. Narren Brynke 38 spøger mere eller mindre fordækt mellem Linjerne i alle Henrik Pontoppidans Bøger: snart som den sunde Fornufts Protest mod Overspændthed og Skaberi, snart som den livskraftige Naturs Oprør mod teologisk Tvang og Autoritetstro, snart som sveden Bondefiffighed og snart som den aandelige Overlegenheds frimodige Haan.

I en af hans første Fortællinger, Kirkeskuden, sidder den stakkels Fattighusdreng, som Præsten har taget til sig for i sin kristne Nidkærhed ret at stække Vingerne paa ham, og betragter under Gudstjenesten den prægtige Skibsmodel, som hænger støvet oppe under Loftet – og "det kom ham for, at ogsaa han var en slig Fuldrigger, hængt op i en Kirke". En saadan Følelse har Henrik Pontoppidan tidlig haft. Født 1857 i Fredericia drog han sytten Aar gammel hjemmefra den fædrene Præstegaard (som imidlertid var flyttet til Randers, hvor han gik i Skole) for at studere til Polytekniker i København. Man tør maaske tro, at det gik ham omtrent, som det gaar Lykke-Per i Romanen: at han blev grundig skuffet af det Livserhverv, han havde valgt i begejstret Tillid til, at han ved Hjælp af det hurtigst og sikrest kunde virkeliggøre sin Drøm om et uafhængigt Liv, rigt paa store Hændelser.

Lykke-Per havde forestillet sig den polytekniske Undervisningsanstalt som et imponerende Aandens Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke smeddedes under elektrisk Lyn og Torden – og han fandt i Stedet for en Række skumle, af Tobaksdamp og Smørrebrødslugt opfyldte Lokaler, en Mellemting af et Tegnekontor og en Ølknejpe. 39 Han fik i det hele den Forestilling, at en duelig Ingeniør saa langt fra var en saadan dristig Handlingens Mand, som han havde foregøglet sig; de fleste af hans Medstuderende drømte blot om at opnaa en eller anden fast og betrygget, om end nok saa beskeden Stilling, hvor de kunde indrette sig det hyggeligt som Familjefædre – men han (hedder det om Lykke-Per) var ikke skabt til Hverdagsliv og Godtkøbslykke – "han krævede Plads til Højbords ved Livets Taffel blandt Jordens frie og udkaarne Mænd."

Rimeligvis har Henrik Pontoppidan i sin pure Ungdom næret lignende højtflyvende Drømme. Drevet af romantisk Frihedstrang og Æventyrlyst vandrede han paa sin Fod gennem Tyskland til Svejts, fægtende sig frem som farende Svend. Han vilde se Livet derude med egne Øjne, lære Menneskene at kende paa første Haand, ikke blot gennem Bøger. Da han kom hjem, følte han Forholdene i det lille danske Samfund endnu trangere, Luften endnu mere indelukket og stillestaaende. Sund og stærk, blond og blaaøjet, som han var, saa' han halvt med Ynk, halvt med Spot, hvordan Menneskesjælene baskede hjælpeløst med stækkede Vinger (Navnet paa hans første Bog): tidlig blaserede i den københavnske Overfladekulturs Lummerhed eller knugede til Jorden under Armodens og Vankundighedens Tryk. Lykke-Per fantaserer om et stort Kanalprojekt til Overrisling af de jyske Heder. Henrik Pontoppidan opgav sit polytekniske Studium for at blive Overrislings-Ingeniør paa et andet og ligesaa goldt Omraade: for at lede friske Kanaler ind i et provinsielt Aandsliv, der laa lammet 40 "under Spøgelsefrygtens Trælleaag" – for at blive en Morgenvækker og Banebryder i "dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner". Med andre Ord, for foreløbig at blive Folkehøjskolelærer i Hjørlunde.

Der er det tragiske ved Lykke-Per, at han inderst inde ikke selv er helt fri for den Spøgelsefrygt, som han spotter og føler sig kaldet til at bekæmpe. Ogsaa han er, naar det kommer til Stykket, et "forhutlet Præstegaardsprodukt"; ogsaa han faar nu og da en ubehagelig Fornemmelse af den Gravlugt, der forpester Livet, en uhyggelig Anelse om de dæmoniske Magter, som driver deres lønlige Spil med Menneskenes Viljer. Saa nødig han end vil erkende det, er ogsaa han, om end langt ude, i Slægt med Præsterne og Stemningsprædikanterne og føler paa Bunden en nedarvet Forkærlighed for det hverdagsagtige, det tilvante og prøvede. Her i dette lille hyggelige Bondeland – belærer hans andet Jeg ham om – har vi egenlig alle mere eller mindre af Svinedrengen i os. "Hvor hidsigt vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det overordenlige og æventyrlige … i det Øjeblik, Vidunderlandet virkelig aabner sine Porte for os og Prinsessen vinker til os fra Altanen, bliver vi betænkelige, faar Anfægtelser og … vender før eller senere hjem igen til den beskedne, trygge og kendte Kakkelovnslykke."

Og som det er Lykke-Pers Skæbne at hildes i Selvskuffelser, fordi han trods alt har Romantikens Ammemælk i Blodet, og efterhaanden at se sine Illusioner briste mod den haarde Virkelighed – saaledes har sagtens ogsaa Henrik Pontoppidan 41 tidlig lidt Nederlag i de stolte Ungdomsforhaabninger, hvormed han drog ud i det forjættede Land for at opdyrke og overrisle den danske Muld. Overfor den Virkelighed, han forefandt, maatte en Aand som hans først blive greben af en bitter Sørgmodighed og væbne sig med Ironi; dernæst maatte den trække sig ind i sig selv og i Følelsen af sin Afmagt blive selvironisk og paradoksal. Man kan igennem Pontoppidans Digtning forfølge denne sjælelige Bevægelse.

Den første Bog, hvori han nedlagde sine Højskole-Erfaringer, var Fortællingen Sandinge Menighed, som indeholder Kimen til hans senere Roman-Trilogi Det forjættede Land. Det er en vemodig Satire over de fagre Ords Magt til at gøgle og kue Menneskeviljerne: ind i Husmandshytternes kvalme Luft lyder Sangen fra den folkelige Friskole "om Lys og Lykke og Verdens livsalige Glæde", og det unge Sind lokkes af Ordene, løftes af dem, flagrer dem i Møde, skuffes og styrter – fordi det kun er Skin, kun en Luftspejling, der udstraaler fra de grundtvigianske Bourgeoisikredse i Hovedstaden, hvor man behager sig i en forloren Folkelighed. Der var det samme Friluftspust over Fortællingen, som første Gang var traadt frem i Et Endeligt og Kirkeskuden; det var et Studie taget i Marken, Omridsene var klare, Stilen fast og let, af en lidt overfladisk Elegance; Ironien var trængt tilbage og mærkedes kun som Antydninger eller Underforstaaelser, f. Eks. hvor der harcelleres over det billedprydede og farvemættede Sprog, som J. P. Jacobsens Efterlignere svælgede i. Forfatteren hørte ikke til dem, der 42 kunde sidde i timevis og "nusse et Adjektiv"; han var en født Skribent, hvem Pennen faldt ligesaa naturligt i Haanden som Ordet paa Læben.

Og da Højskole-Illusionen var gaaet samme Vej for ham som Kanalprojektet for Lykke-Per, blev han udelukkende Skribent. Pennen blev en smidig Klinge i hans Haand, og han uddannede sig til en Mester i den Kunst at fægte med Finter, fordi han af egen Erfaring kendte Modstandernes Blottelser. Hele hans Digtning kom til at dreje sig om og blev en Kamp imod alt det, der forekom ham kun at være gøglende og skuffende Illusion, Skin-Autoritet, romantisk Overtro paa skønne Fraser og Selvberusning i store Ord, Stemnings-Blødagtighed og Samvittighedsfrygt, kort sagt – imod "den lyriske Forraadnelsesproces", hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket efter hans Anskuelse er ved at gaa til Grunde. Han ironiserer f. Eks. i Den gamle Adam og Højsang over Elskovens Fantasteri og de "store Følelser"s Delirium, i Skyer over det politiske Frasemageri, i Det forjættede Land over den religiøse Overspændthed, i Natur over Natursværmeriet. Han haaner den "Drømmepest", der suger Marven af Menneskeviljerne; han tegner Karrikaturer af saadanne Digtere, som svøber deres Holdningsløshed ind i et forlorent Renæssancekostume og spiller Allerhelvedeskarle, skønt de skælver for Præsten som en Konfirmand; han sér foragteligt ned paa de smaa "lyriske Luseknækkere", som forgudes af Publikum, osv.

Ved sin solide Virkelighedssans er Henrik Pontoppidan i Slægt med sine jyske Landsmænd Poul 43 Møller og Blicher; han er Friluftsmenneske som de – den mindst "literært" anlagte af vore Nutidsforfattere –; han har noget af det samme sejge, sindige Lune, og ligesom de forholder han sig ironisk til Romantiken og er i Grunden selv et romantisk Gemyt. Han er Polyteknikeren blandt vore moderne Poeter, ikke blot som den mest praktisk og politisk anlagte ("jeg er ikke langt fra at mene", skrev han i et Brev, "at al stor Kunst i vore Dage maa have været i Berøring med den politiske Ild og have en lille sveden Bismag af den") men ogsaa ved den Kunstfærdighed, hvormed han paa én Gang forstaar at spille paa flere Strænge i sin Stil, at kaste et romantisk Skær over Virkeligheden, et ironisk Skær over Romantiken, opløse begge Dele i Selvironi og smælte dem sammen til en harmonisk Helhed.

I hans Landsbybilleder og smaa Fortællinger Fra Hytterne træder først den nøgne Virkelighed frem i skarp Belysning. Den fattigste Landbefolknings Liv var ikke forhen skildret i vor Literatur med en saa ubønhørlig Sanddruhed som i disse Billeder fra Hornsherreds afsides Egne. Forfatteren havde levet sig sammen med disse Mennesker, han havde med Bitterhed følt Modsætningen mellem de store velhavende Gaarde og de lergraa Aahuse ved Mosen, der i deres Affældighed støttede sig til hinanden, som om de lagde Panderne sammen for at grunde over deres Skæbne – "og rundt omkring dem laa denne Fattigmands evige Sværm af smaa, svampede Børn, der klækkedes ud inde i de store, brede Halmsenge." Han beskrev det nye Fattighus deroppe paa Bakken, "som fremmede 44 sikkert ikke vilde anslaa til mindre end et Thing- og Arresthus, et kgl. Tugthus eller lign.", og hvor de gamle Lemmer sad saa stille, "som var allerede Evigheden begyndt for dem". Han kendte Forskellen mellem "den dybe malmfulde Dødsklemten til fire Mark og otte Skilling", naar en Bonde blev begravet, og den mere sprukne Klang til en Rigsort, naar en Husmand agede til sine Fædre – "for slet ikke at tale om hine fattige Stympere, der – ligesom ad en Bagvej – listede over i Evigheden uden anden Musik end Præstens Amen og Grusets hule Bump paa det tynde Kistelaag".

Han fortalte Hans og Trine's, Kærlighedshistorie med en i sin Knaphed klassisk Realisme. I Knokkelmanden er der den samme slaaende Simpelhed f. Eks. i Replikskiftet mellem de to Gamle, da de kører hjem, efter at den syge Kone er bleven undersøgt af Doktoren i København. Manden tør ikke sige noget, før de er kommen lidt udenfor Byen:

 – Det er vel ikke godt, spurgte han uden at se paa hende.
 – Nej, hviskede hun næppe hørligt.
Han daskede lidt paa Hesten.
 – Det er kanske helt skidt?
 – Ja.

Ligesaa ægte dansk som denne faamælte Samtale er den fantasiløse Frygtløshed, hvormed Konen – da det nu en Gang saa skal være – sér Døden i Møde og roligt ordner sine Efterladenskaber. Man fik kortsagt i disse Fortællinger Indtrykket af, at først nu var den Romantikens blaa Dunst, som saa længe havde tilsløret det danske 45 Landskab, helt bortblæst og Virkeligheden traadt frem i fuldt Daglys. Der var ingen Forherligelse af de Fattige som bedre Mennesker end de Velstillede, tværtimod, i Fattigdommen trives netop de raa og skadefro Drifter. Den vittige Historie En Fiskerrede skildrer Modsætningen mellem det middelalderlige Fiskerleje, hvor man i Nattens Mulm og Mørke stak de Skibbrudne ihjel og plyndrede dem – og det moderne, hvor "en Flok Fiskere staar og trækker Vaad for en Maler", og hvor man ikke mere myrder de Strandede, men plyndrer dem saa godt som før, kun under mere civiliserede Former, ved at skrue Bjærgelønnen op i ublu Summer.

I disse Landsbybilleder belyses Tingene endnu direkte af Pontoppidans melankolske Ironi – den, hvormed Vandreren i en Epilog ser ud over de gamle Hovmarker, hvor Uret, Vold og Nød trives som for Hundreder af Aar siden, og kalder Himlen til Vidne paa, at dette er "Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede!" Men nu, da han har lært den haarde Virkelighed, den raa Natur at kende, og har skildret den, nu bliver det hans Opgave at splitte de falske Forestillinger, som man gør sig om den (og som han selv har gjort sig) – at sønderrive det Slør af ideel Besmykkelse og indbildt Skønhed, gennem hvilket Kulturmenneskene og Digterne sér den. Der udvikler sig efterhaanden et ejendommeligt Dobbeltspil i hans Stil, idet han skyder en Synsmaade, som ikke helt eller ikke mere er hans egen, ind imellem sig selv og Læseren.

I Fortællingen Vildt f. Eks. er det en ung Københavner, 46 der fortæller om sit Sommerophold ved en Fjord, omgiven af store Skove, og om den romantiske Naturberusning, hvori Landskabets Skønhed hensætter ham:

Vidunderligt var her især i den frembrydende Sommernat, naar Himmelranden stod citrongul bag Skovens sorte Silhouet, og Vandfladen laa med en svag Perlemorsglans, hvori en enkelt, netop vaagnet Stjærne spejlede sig. Langs alle Kysterne drev rosafarvede Taager, og op fra Vandet steg en usynlig Em, der satte sig som Guldtaarer i ens Øjenhaar og Skæg.

Men det er kun i hans Fantasi, denne Skønhed findes, thi da han vil trænge nærmere ind i Naturen, gribes han af Rædsel for Skovens natlige Uhygge, naar de lange Susninger drager igennem den, som om alle Bladene vender sig i tunge Drømme, for Krybskytteriet og Mordlysten, som huserer i Mulmet, og det er, som om han med et

forstod de mørke og onde Magter, der lurede derude i Naturens lokkende Skød og forførte os Mennesker med pragtfulde Himmelfarver, med Toner og bedøvende Blomsterduft, mens de lumskelig vakte alle Vilddyrets uhyggelige Instinkter i vort Bryst.

Den samme Tanke udtrykkes i Det forjættede Land ved Dyrlæge Aggerbølles Ord, at "der er noget Troldskab i Luften herude paa Landet, som malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa den, hvis Vugge ikke har staaet under den store Himmel". Idéen i Muld er netop at vise Falskheden af det idealiserende Skær, hvori Præsten Emanuel Hansted, dette teologiske Hovedstadsmenneske, sér Naturen og opfatter Livet og Menneskene paa Landet. Da han kører ud i Vinternatten paa sit første Sygebesøg, er det, som om 47 Slæden bærer ham paa lange, bløde Vinger gennem et Æventyrland, et luftigt Ferige. Hytternes oplyste Vinduer blinker i Sneen "som nedfaldne Stjærner". Over hele Naturen hviler "en overjordisk Fred", og Hestenes Bjælder kimer i Stilheden "med en tusindstemmig Klang, som om Luften hang fuld af usynlige Klokker". Det er næsten ikke muligt at mærke Ironien under Ordene, og dog er den til Stede; Stilens Kunst beror paa, at den gennemtrænger hele Fremstillingen lige til det storladne og sælsomme Syn i Dommens Dag, hvor Emanuel ses oppe paa Bakken mod det sorte Kors (et Sømærke) ligesom paa et Golgatha, og der synes at være tre Sole paa Himlen …

I Den gamle Adam er Fortælleren gjort til en naiv og sværmerisk ung Biblioteksassistent, der triller rundt som en Bold for sine letopblussende Sommerforelskelser, gækket Gang paa Gang af den "altid emsige Pyntekone-Fantasi", som saa villig forklæder Sansernes nøgne Begær. Idéen straaler ud fra den vittige Krønike om Adam og Eva i Paradisets Have og spiller hen over Fortællingen med et Skælmeri som Solskin i blinkende Vand, af og til tabende sig i Halvskygger af drømmende Naturstemninger. De rødmende Eroter, som fra først af ligger i Luften, udruges efterhaanden til en Flok brunstige Fauner; paa en Skovtur springer alle Mandfolkene Buk for Damernes Øjne, og det er, som om der lyder Satyrlatter inde mellem Buskene. – I Minder er der det samme Dobbeltspil af Lyrik og Selvironi. Fortælleren kommer efter mange Aars Fraværelse paa Besøg i sin Barndomsby Randers, og mens han ved 48 Nattetid vandrer om paa dens Gader eller i en Baad glider ned ad Gudenaaen, træder Drømme fra Drengeaarene i forskønnet Skær frem af Skyggerne, blander sig med Virkeligheden, fortrænger den og viger atter lidt efter lidt tilbage i Taage, lig en Vision i et Heine'sk Digt.

Som en villet Modsætning til denne medfødte Romantik, som et Sprængningsforsøg mod Lyriken, opstaar det Paradoksale i Pontoppidans Forfatterskab. Det træder første Gang, endnu halvt ubevidst, frem i Fortællingen Isbjørnen, hvor den grønlandske Præst er et saadant Paradoks, en Knytnæve i Synet paa det hjemlige Kleresi. Stærkere springer det frem i Skyer, hvis Satire er født af Forfatterens bitre Skuffelse over det danske Frisinds Fejghed under Provisorieregimentet. Han sér Grunden til denne Fejghed i Folkets Hang til Lyrik; alle de løvemodige Fraser var jo kun Lyrik. Landskabet sés i denne Satires Belysning. Den romantiske Skovsø fra Ung Elskov sammenlignes her haanligt med "Smørhullet i et Fad Grød"; om Landet slynger sig "det gendarmblaa Hav". Og Mandslingen paa Ilum Galgebakke staar belyst af Solnedgangen som af "en rygende Verdensbrand" og tilraaber Fraseheltene, at de skal opfostre et Krapyl i Landet, "sparke Ungerne ud af Reden, saa snart de er store nok til at stjæle", i Stedet for at vænne dem til mageligt Velvære og dorsk Drømmeri – thi her mangler Mennesker "med en dyrisk, instinktmæssig og uovervindelig Frihedstrang". Den lange luvslidte Bogbindersvend, som i To Gange mødt iler begejstret til København for at melde sig som Rekrut i den Revolution, 49 ingen tænker paa, han er en Illustration til denne Idé, et Billede paa Forfatterens egen Bitterhed.

Og den desperate Maler Jørgen Hallager i Nattevagt er af samme Slægt. Gennem hans Mund vil Pontoppidan have sit Yderste sagt, lettet sit Hjærte for det indædte Had, som han bærer paa, til Drømmepesten, Skønhedsafguderiet, al denne "ny Huseren af gamle Spøgelser". Ulykken er, siger Jørgen Hallager, at der er gaaet Lyrik i Menneskene; det er ligesom naar der gaar Svamp i et Hus. Pontoppidan hader Lyriken med en Lyrikers Had. Han vilde gærne finde en ukultiveret Plet i Menneskets Indre, hvor Svampen ingen Næring kunde faa. Men det, som han kalder Lyrik, skyldes det da mon udelukkende Kultur? Er det kun tiloversblevne Lag af svundne Tiders Overtro og Idealer? Eller bunder det ikke dybt i Gemyttet selv hos det primitive Menneske? Er Lyrikens Kilde ikke til syvende og sidst den ubevidste Følelse af Samhørighed med Naturen? Intelligensen kan vistnok ligesaa lidt skilles ud i Renkultur fra Lyriken, som Hjærnen kan undvære Blodets Befrugtning og Forbindelsen med Nerverne.

Jørgen Hallagers Anarkisme er Lyrik. Han ernærer sig i Virkeligheden ganske skikkeligt som Retoucheur hos en Fotograf. Lykke-Pers Drøm om Palmeøen uden Degnesjæle og uden Kirkeklokker er jo ogsaa Lyrik. Pontoppidan føler den indre Modsigelse ved selv at digte imod Lyriken, at lade Virkeligheden synes Drøm og Drømmen Virkelighed. I Dommens Dag er der en Pastor Petersen, som paa Forfatterens Vegne fælder den 50 endelige Dom over Emanuel Hansted og hans usundt oppustede Følelsesliv. Denne Pastor Petersen er gjort til en lidt humoristisk snusfornuftig Herre. Hvorfor? Fordi han selv, som Præst, lægger Hovedvægten paa Menneskenes Følelsesliv og tager Lyriken i sin Tjeneste, men samtidig, skønt han er Præst, dog har "en uovervindelig Skræk for Ordet og Ordets besnærende Magt". Han havde mest Lyst til at raabe et trefoldigt Hurra for Livet, men han gør det ikke, fordi det ikke ligger for ham at være banebrydende Kæmpe, han maatte da først iføre sig et eller andet opsigtvækkende Profetkostume, og han befinder sig bedst i Hverdagsklæder.

Saaledes er ogsaa Fortælleren i Højsang et snusfornuftigt, spidsborgerligt Normalmenneske, som "elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt", og som i sin ensomme Stue drømmer om "en ny Tid og en ny Slægt, for hvem Lidenskaben er som et helligt Igenfødelsens Bad, der adler Sindene, staalsætter Viljerne, udspænder Aandens Vinger til paa Ørnevis at hæve sig i støt og stolt og rolig sejlende Flugt". Det er atter Lyrik – og Fortælleren, som ironiserer over Følelsesfantasteriet og Stemningskoliken, stilles derfor selv i en ironisk Belysning. Thi det hjælper ikke, at man drømmer Ørnedrømme, naar man er vokset op i Andegaarden. Man kan svinge sig saa dristig til Vejrs, man vil, det ender dog med, at man gribes af Svimmelhed i de øde Højder, og synker ned igen paa den hjemlige Præstegaardsmødding.

Denne Stigen i Følelse af svulmende Kraft og denne Synken i Følelse af Afmagt og Afhængighed 51 bestemmer Stilen gennem hele Henrik Pontoppidans Digtning. Det er en muskuløs og spænstig Stil, den har det sunde Aandedræts rolige og regelmæssige Rytme; den har det danske Landskabs udstrakte og svagt bølgende Karakter, dets klare og rene Farver, som Ring eller Rohde maler dem, ikke stærke, men harmonisk stemte mod hinanden, med en Rigdom af Fortoninger. Dens Overflade har en emailleagtig Fasthed og Glans, men under Overfladen er der mere, end et Maleri kan give, nemlig en sjælelig Skiften og Spillen og ligesom hos Poul Møllers Licentiat en tilbageskridende Række af Jeg'er, der betragter hinanden. Paa dette Spil af Stemninger under en tilsyneladende Ro og Ligevægt beror dens danske Væsen og dens moderne Ejendommelighed.