Literatur.
"Nattevagt" af Henrik Pontoppidan. (P. G. Philipsen.)
Der er i dansk Literatur en uforlignelig Sandhedens Ridder. Hans Navn er "Erasmus Montanus" og ved Komedien om ham har Holberg vel mere end ved noget andet Værk naaet dybt i det Menneskelige og de menneskelige Forhold, og nærmere end ellers naaet Maal med Mænd som Molière, Shakespeare og Cervantes. I Slægt med den Sidstnævntes Sandheds Ridder af den bedrøvelige Skikkelse er den danske Student jo særlig, skjøndt Don Quixote mener at gribe Sandheden i Romantik og Fantasteri, medens Rasmus Berg har Logicam, Rethoricam og Metaphysicam til Ledestjerner. Begge træde dog op som Ideens Forkyndere og have hver paa sin Vis Ret men faae endda af deres Digtere fuldstændig Uret, blive skyldige ved deres Rethaveri og straffes med Latterens Svøber, ja maa døie legemlig Tugtelse uden Medlidenhed. Havde Holberg skrevet ud af en saadan som Cervantes, kunde hans "Erasmus Montanus" sagtens være lagt paa bredere Grund end det lille sjællandske Bondebjergs, og hans Komedie vilde have faaet Farver med flere og mere brogede Farver, end vi nu maa nøies med mellem Landsbyens Smaafolk. Alligevel er "Erasmus Montanus" det Værk vi Danske atter og atter vende tilbage til, og med hvilket vi naturlig maale hvert Arbeide, i hvilket man kommer til os og fortæller om Sandhedssigernes Martyrium her til Lands eller paa Jorden overhovedet.
Hvad lærte da Holberg? Selvfølgelig ikke, at Jorden er flak som en Pandekage, eller at Videnskab er bare Naragtighed. End mindre, at Vogterne af Sandhedens hellige Ild nødvendigvis bliver Løgnens, Uretfærdighedens, Undertrykkelsens triste Ofre. Nei, det er det Store og Sublime ved Holbergs Komedie, at han, der selv var Videnskabens og Forstandighedens Mand med Lærdom som Faa, i "Erasmus Montanus" gjorde gjældende, hvor lidet hele den intellektuelle Ballast veier, naar da i det samlede menneskelige Liv skal spørges om det Afgjørende, det Væsenlige, det Sande og Rette i dybeste Mening. Kom kun, du Smule Akademicus! Med din sikre Viden, med din skarpt opøvede Færdighed i Logik, Rethorik og Metafysik. Du bliver ikke blot en Nar paa Jorden ved Siden af din ulærde Broder, der ganske naturlig bruger din Kappe til Værn mod Regnen, som Du lader bløde Dig igjennem, og som med Føie finder det en løierlig Videnskab, der lader Dig falde tre Gange af Vognen ned paa Veien, fordi Du stirrer paa Maanen og Stjernerne med samme ideale Syn som med Køerne i Stalden hos Jeronimus. Du bliver noget meget Værre end en latterlig Tosse, fordi Du vil hovmesterere Fader og Moder, forvirrende deres Sind med dine Syllogismer, pressende Taarer ud af Øinene paa hende der fødte Dig med Smerte, blot fordi du er bleven saa klog, at du har mistet din Følelse og vil forsvare for hele Verden, om du slog dine Forældre. Du bryder dig ikke om dine Svigerforældres Suk og Graad. Du bevæges kun flygtigt af din Kjærestes rørende Angst, der har beaandet Pebersvenden Professor Holberg til at skrive det nydeligste, hjertevarme Brev. Thi hvad betyder for dig et Menneskehjerte i Strid med Filosofien og med din Hoveddyd, at Intet skal drive Dig til at staa fra din Mening? Gjør altsaa Dig selv og hende ulykkelig, lad hende græmme sig ihjel af Sorg og lad al Verden hade Dig, naar blot Filosofi løfte Dig til Skyerne, Erasme Montane, musarum et Apollinis pulle! Men Holberg respekterer i denne Sammenhæng hverken Sandheden om Jordens Rundhed eller hele din filosofiske Troskab. Han siger, at du har Uret i det Menneskelige, som er det Vigtigste, selv om du har nok saa megen Ret baade i din positive Viden og i din formelle Logik. Derfor tvi Dig, Du selvgode Fuxsvandser, Du hjerteløse Pedant! Dog støder han dig ikke ud af Samfundet, gjør dig ingenlunde til Martyr for Ideen, ei heller til Hævneren, der vil avle Rekruter som i en fjern Fremtids Morgen skulle komme fra Hadets og Nagets Nattevagt for at sætte Ild paa Verden med Sandhedens Fakkel. Han lader dig simpelthen løbe med vel fortjente Hug og en Prædiken, hvori der for Resten ogsaa tales om "Nattevagt!", brugt eller misbrugt til at faa Meget ind i Hovedet, som det baader dig bedre at faa ud igjen for at blive "mere tempereret, modest og føielig". Kan du Hr. Sandhedens Ridder! "fornøie" Hr. Jeronimus og de Andre paa Bjerget med at lade dem leve lykkelig i Troen paa at Jorden er flad, saa bøi for saa vidt kun Sandheden for Kjærligheden men bild Dig aldrig ind, at din Smule Viden er Idealet, uden hvilket Jorden ikke kan rulle. Eppur si muove!
Det vilde være ubilligt at begjære af Henrik Pontoppidan, at han skulde have sagt just det Samme som Fader Holberg. Det kunde dog være ønskeligt, om Tendensen i "Nattevagt" havde ligget Tankegangen i "Erasmus Montanus" noget nærmere. Og der er des mere Grund til at tænke herpaa, fordi Helten i den nye foreliggende Fortælling, Hr. Jørgen Hallager, har nogen Lighed med hin Komedies Hovedperson. Begge ere Børn af Almuesfolk paa Landet og træde for saa vidt ud i Livet med Savn af den nedarvede Kultur, der jo siges at kræve tre Slægtled for at frembringe en Gentleman. Jørgen Hallager er oplært, ikke just med Syllogismer og Kathederkunster, men i en lige saa exklusiv Skole for Materialisme og kunstnerisk Naturalisme. Han er Maler og troer fanatisk paa Dogmet om Fremstillingen af det Sande, medens han tillige er absolut indlevet i demokratiske eller demagogiske Doktriner. Han kan hele Ramsen om forædte Storborgere og sultne Proletarer, om hines frivillige Falskhed og disses nødtvungne Svigagtighed, ud fra hvilken et eller andet fantastisk Morgengry endda skal hæve sig. Kort sagt: den radikale Recept, det hele Litani fra Integades Kirke'1 og Rømersgades Kapel'2! Dog, Jørgen Hallager gaaer særlig "Politiken" end tættere ind paa Livet. Han betragter Forstand og Fornuft – sin bette Forstand sin formentlige Fornuft – som den store og lille Tabel, efter hvilket Alt skal regnes ud. At "der gaaer Lyrik" i et Menneske, er hans Udtryk for den værste Forsmædelse og Fordærvelse. Som Edv. Brandes faaer Kvalme af "Vaudevilleri", forarges Jørgen Hallager af ethvert naivt Følelsens Sværmeri. Som Hørup forbander Forhandling og Forlig, raser Jørgen Hallager mod hver "Overløber" i Kunsten, der maler Andet end den krasseste Grimhed og Elendighed. Og despotisk er denne Figur selvfølgelig. Naar Erasmus Montanus i alt Fald vakler, før han knuser Jomfru Elisabeth, er og bliver Jørgen Hallager overbevist om at have Ret og Magt til at bøie den kælne, fine og forfinede Ursula, som er hans Hustru, indtil hendes Hjerte brister i den rene Sandheds, den ætherklare Fornufts Regioner, hvor man maa sande det gamle Ord, at der er isnende koldt paa Aandens Høider. Saa gifter Jørgen sig paa ny, med en forhenværende Elskerinde, en Naadlerpige fra Saxogade, et grovt, rødblisset Fruentimmer med ormstukne Tænder, og han synker hen i Proletariatets sørgelige Kaar, thi han er i alt Fald for ærlig til blot at være Salon-Radikaler'3. Til Gengjæld bliver han sørgelig klar paa sin egen Haabløshed men anseer det stadig for sin Pligt at sidde paa Nattevagt ved "Sandhedens hellige Ild." Hans Tro er reduceret til den hævnsyge Forventning, at hans blege lille Barn med Tiden kan sætte andre blege Børn i Verden, Slægt efter Slægt, nye Sandheds-Rekruter, Hadets og Samfundsomvæltningens kommende Soldater, der ville "holde Krudtet tørt" eller, som Løsenet lyder med Bogens sidste Frase "holde Galden flydende".
Pontoppidan er, vil man skjønne, her kommet meget langt fra Holberg. Han vil mulig indvende, at han aldeles ikke har sagt sin egen Mening om Jørgen Hallagers Ret eller Uret. Dette er sandt men ikke rigtigt. Ingen Forfatter, som der er Noget ved, saa at der er Personlighed og Stil i hans Arbeide – hvad der deilig er hos Pontoppidan – kan lukke Personlighed, Anskuelse og Følelse ude af sit Værk. Absolut Objektivitet er i den poetiske Literatur lige saa uopnaaelig som absolut Sandhed og Ret i Livet. Men ved "Nattevagt" er der nu det Mislige, at der mangler Harmoni mellem Handlingens Gang og Stilens Glød eller mellem Bogens Anlæg og det Talent eller Temperament, hvormed Forfatteren fortæller. Læser man simpelthen, hvad der foregaaer, og hvordan Personerne bære sig ad og tale, samt hvordan det gaar dem, maa man nærmest finde Hr. Hallager yderst antipathisk. Men ser man den Varme og det Vid, Pontoppidan har anvendt i Fremstillingen, stiller Sagen sig lige modsat. I Strid med Heltens Væsen og Væren staar den Glorie, Forfatteren ved sin Stil kaster over hans Tale, hvori der er baade Vid og Enthusiasme. Man faaer det mest levende Indtryk af, at Forfatterens inderste Sympathi følger Figuren som tragisk lige ned i Haabløsheden, medens en større Aand vilde seet ham satirisk som Rasmus Berg eller humoristisk som Helten fra La Mancha. Saaledes kommer Tendensen frem i Bogen, den revolutionære Polemik, der tilspidses som Værkets Hoved- eller Slutningsmoral, det hadefulde Tilraab om at "holde Galden flydende." Paa enkelte Punkt[er] synes Forfatterens egen Galde tilmed at have flydt over alle tilladelige Bredder, idet han, vel uden at nævne Navne men dog mere end tydelig nok, peger paa to bestemte Medborgere'4, der overdænges med Foragt. Ellers fremtræder "Nattevagt" ikke som Nøgle-Roman med adresse til visse Individer men vel som Partiskrift mod et Parti, ja mod Folket i det Hele kun med Undtagelse af den Enkelte eller de ganske Faa, der skulle sidde paa Post ved Sandhedens hellige Ild.
Henrik Pontoppidan skriver for godt til, at hans Arbeide skulde savne Interesse eller være uden Betydning. Det er med sin Tendens et betegnende Udtryk for Haabløshed og Fortvivlelse, fordi visse Ideer ikke ere blevne realiserede. Disse skulde være ene, og absolut sande og fornuftige, men da de nu ikke leve sundt og friskt, virke de som dødt Stof i den aandelige Organisme til Forgiftelse og Forraadnelse. Den overlegne, komiske Digter vilde have vidst at frigjøre dem, saa at de kunde gjort Gavn, men den patenterede danske Radikalisme lader dem blot stagnere som onde Vædsker i Blodet. Hvor trænge vi ikke til en stor Forfatter, der kunde skaffe Luft og udlevere vor Tids politiske eller sociale Montanuser til Latteren! Men ogsaa rent kunstnerisk lider Pontoppidan ved hin Forgiftelse. Hans Mennesker blive ikke Mennesker men Maskiner og Skemaer. De ere grebne med Energi, men kun slapt eller tørt udarbeidede i "Nattevagt". Fortrinlige som Skitser, veltrufne som Silhuetter mangle de ganske Udførelsens Fylde og Farve. De tegnes med Streger, som antyde dem forstaaeligt nok, men Mennesker blive de ikke. Eller hvem kan forestille sig en ung Brudgom som denne Jørgen Hallager, saa hjerteløs overfor en Kvinde, han lige har taget til Ægte ikke blot af Forfængelighed og Ondskab? Ikke mindre flygtig og overfladisk er Behandlingen af hende, hvis rige Hjerteliv man vel faar Anelse om, ligesom ved at se det i et fjernt Perspektiv, men hvis hele Væsen og Skæbne i Lykke og i Lidelse dog aldeles ikke føres Læseren levende nær. Der er gode og fine Enkeltheder i Bogen, men det er egentlig kun i sin Helts Udtalelser af Had, Haan og Harme, at Pontoppidan hæver sig, som den Stilist og Kunstner, han er. "Nattevagt" bliver da ikke blot en ond, men trods Forfatterens Talent en daarlig Bog.
A. F.
