"en Kende skødesløst skrevet"

K. Gjellerup: Pastor Mors. (Gyldendal.)
P. F. Rist: Jonathan. (Philipsen.)
H. Pontoppidan: Nattevagt. (Philipsen.)

Ingen af disse tre Noveller betyder noget mærkbart i den respektive Forfatters Udvikling og Produktion, men hver af dem bærer ikke desto mindre Vidne om. hvor livfuld og personlig en Novelle der endnu kan skrives i Danmark, ja, den er vel næppe nogen Sinde skrevet bedre. Mandige, uaffekterte, overlegne, som de tre Bøger ere, virke de usigeligt velgørende oven paa Symbolisternes Halvmandslyrik eller den Journalist-Dilettantisme til 50 Øre Pundet, som ellers er i Kurs paa Bogmarkedet.

Pontoppidans Bog er den, der er bleven mest omtalt – lige straks. Den raaber ogsaa stærkest, ja, er saa at sige et eneste Haanskrig, raat og udholdende paa en eneste Tone lige til det sidste Afslutningshvin. Og for dette saa intenst voldsomme Skrig vil man huske "Nattevagt", huske den røde Jørgen, denne grelle Pendant til Drachmanns Ulf, med hans i mange Henseender saa rammende Udfald mod Bourgeoisiets "Flæsken-sig" i Dyd og Dannelse, med hans friske, geniale Syn paa det nittende Aarhundredes Betydning, det, vi "maa være taknemmelige for at leve i", og med hans blinde, selvundergravende Racehad.

Man tager næppe fejl i at formode, at Bogens Tilblivelse skyldes en Trang hos Forf. til paa dette Tidspunkt af vor politiske Udvikling at give et Livstegn fra sig, ligesom han gav sit Besyv til Provisorismen i "Skyer", en Novellesamling, hvori "Iglum[sic!] Galgebakke" har mange Berøringspunkter med "Nattevagt", men staar betydeligt over denne i kunstnerisk Henseende. "Nattevagt" er nemlig en Kende skødesløst skrevet. Om et Par ildfuldt og stort tænkte Replikker har Pontoppidan formet en lidt usandsynlig Historie om en meget brutal Maler, der paafører sin unge, sarte Kone en Hjerneapopleksi med sin vildtsparkende Radikalisme. Denne Bogens Hovedbegivenhed er anbragt med yderst overfladisk Motivering, man fristes til at tro blot for at skaffe det nødvendige Knald i Fortællingen. Og hvad Bipersonerne angaar, saa kendes de fra megen anden moderne Romanskrivning. Pontoppidans Typer paa den moderne Bourgeois, baade naar denne bugner i bred Suffisance, og naar han dirrer af den fine Races noble Nervøsitet, ere alle ret falmede Gengangere. Ejendommeligst og nyest i Bogen er den unge Maler, der begynder som skrap Radikaler og ender som blid Symbolist.

Bogens Kunst har lidt under det Hastværk, hvormed den er skrevet, hvad man dobbelt beklager, fordi der er saa megen Personlighed, saa megen Mandsvilje baade i og mellem Linierne.

Gjellerups "Pastor Mors" danner for saa vidt en Modsætning til den altfor let læste "Nattevagt", som førstnævntes "uhyggelige" Historie er noget tung og vidtløftig at arbejde sig igennem. Ikke lidet bidrager hertil det noget germaniserede Sprog, som Gjellerup har lagt sig til, og som ikke geraader ham til Ære. Det vil efterhaanden skade ham føleligt i hans Forhold til det danske Publikum, om han vedblivende præsenterer det sine Arbejder i en Skikkelse, der lugter af Oversættelse fra Tysk.

Ogsaa Emnet i "Pastor Mors" er tungt og omsvøbsfuldt –: Trosdogmet, Kødets Opstandelse, diskuteres grundigt, skarpt og ret vittigt mellem den teologiske Professor Dürrfeldt og Hans Højærværdighed Døden i egen Person. Man har lidt vanskeligt ved at interessere sig for Spørgsmaalet. Om den faar Ret, som i skrifttro og barnlig Ortodoksi tager Dogmet i alle dets besynderlige Konsekvenser – Kønnets Opstandelse. Alderens Opstandelse osv. - eller den, som affantaserer det dets forstandsstridige Anstødelighed og slaar sig til Ro med en spiritualistisk Forklaring, er et Dilemma, hvis Løsning vist vil forekomme selv de troende temmelig ligegyldig. Dürrfeldts mange Anfægtelser i Anledning af Spørgsmaalet ere maaske ægte nok, især i en tysk Hjerne, men der falder over hans Dybsindighed et let latterligt Skær, som svækker den Virkning af "Uhygge", der utvivlsomt er tilsigtet.

Enkelte Partier læses dog med ublandet Fornøjelse, saaledes Besøget i Værtshuset "Zur guten Stunde", hvor den smukke Opvartningspige, "Vandrelivets Muse", skænker sin landlige Drue for Professoren og hans Gæst, og hvor den omgivende Natur danner en i sin Stilfærdighed sjælden stemningsfuld og nydelig Ramme om Billedet. Ligeledes er Dürrfeldts Genoplevelse af sin Ungdoms kyske Kærlighed fortalt med al den ægte poetiske Finfølelse, som er Grundtonen i Kammermusikeren Gjellerups Erotik.

Rists Fortælling "Jonathan" er den beskedneste af de tre, beskeden som selve den Person, den handler om, et stakkels Udskud, der henslæber sin Eksistens i Livets tykkeste, skidneste Skygger, indtil endelig en lille tynd Solstraale kaster en usselig Skærv af Lykke paa hans Vej.

Soldater-Forfatteren er her inde paa andre Gebeter end dem, han hidtil har behandlet, og han naar i den foreliggende Historie ikke saa højt som tidligere: Pointerne ere ikke skarpe nok, det skorter ham en Kende paa Opfindsomhed, og han bevæger sig noget slæbende frem og tilbage i det Milieu, han denne Gang har valgt sig (men som for øvrigt er truffet med stor Virkelighedssans og skildret med velgørende Ærlighed). Og dertil kommer, at der i Kompositionen af Novellen er noget ufrit, vaklende, som om den adskillige Gange var støbt om, inden dens endelige Form er fundet. Til en Begyndelse refereres Jonathans Skæbne rent objektivt, senere træder Forfatteren selv op som Person og lader Jonathan fortælle videre med "Jeg", og Slutningen serveres saa atter i den første Form. Den ikke store Fortælling gaar rent i Stykker under denne Skiften-Synspunkt og de Gentagelser, som deraf følge.

Første Del staar ubetinget højest. Lille Larsen, Jonathans Fader, med hans fjottet-springende Tankegang og kuriøs-rørende Jargon er saa levende og selvset som nogen dansk Smaafolketype fra Blicher til Schandorph. De Sider, der handle om ham, læser man med stor Fornøjelse om og om igen, ligesom man i mangen ledig Stund kan vende tilbage til Bondeknøsens Fortælling om Rømningen fra Als og Brevene til Marie i "Efter Dybbøl".

Bogen indeholder endnu nogle Novelletter, som alle have været trykte før, og med hvilke man gerne opfrisker Bekendtskabet. Kun den symbolistiske "Munk i Enge" havde ikke behøvet at brede sin Kappe mer end een Gang.

Einar Chr.