Nattevagt
Man vil sikkert erindre Henrik Pontoppidans lille Fortælling fra sidste Jul: "Minder", en vemodig Bog, fra hvis Blade der strømmede en betagende Duft af gamle Erindringer, gjennemsigtig i Stil, ægte i sine Følelsesudbrud – kort sagt af een Støbning.
En skarpere Modsætning til dette Arbejde end Pontoppidans nye Bog "Nattevagt" (P.G. Philipsens Forlag) kan neppe tænkes. Den viser Forfatteren i en hel anden Belysning, men vil netop derfor vække Opmærksomhed.
Dens Værd – bortset fra den formelle Sikkerhed og den sproglige Eiendommelighed – ligger i Skildringen af Hovedpersonen, den "røde" Kunstner Jørgen Hallager. Af ham faaer den hele Bog sit Relief.
I Jørgen har Pontoppidan skildret en Type paa en moderne Vildmand. For ham gjælder al Idealisme for Løgn. Hvad Nytte har Masserne havt af Renæssancens Kunst og de skjønne Usandheder, der kaldes Romantik, Masserne, som henslæbe1 Livet i Storstædernes usle Kaserner og aldrig kunne hæve Blikket op mod den blaa Himmel for at drage Aande i frie Drag?
Jørgen Hallager, der i Rom bliver gift med en Etatsraads Datter og næsten accepteret af det gode Selskab, bryder atter ud. Hans Voldsomhed dræber den zarte Kvinde, som trods sin Faders Modstand forenede sin Skjæbne med hans, og Jørgen – ja han synker nedad, nedad mod den Bærme, han lovpriste i sin fnysende Tale blandt de forsamlede Skandinaver i Verdensstaden.
Hjemkommen til Kjøbenhavn gifter han sig med den Sypige, han tidligere har staaet i Forhold til, og vi se ham – ved sin Ægtehalvdels Side – i et Svirebroderlag i en skummel Beværtning, hvortil alle Slags tvivlsomme Existenser søge. Laget hedder "Nattevagten". I Mulmet, der breder sig tættere og tættere om ham og lidt efter lidt kvæler hans Kunst, venter og haaber Jørgen paa den Morgen, som efter hans Mening skal bringe Lys over Landet'1.
I Jørgen Hallager har Pontoppidan sat et mærkeligt Monument for en nutidig Mennesketype, og udført det med en saadan Kraft og Fylde i Skildringen, at den indbrænder sig uudslettelig i Erindringen.
"Nattevagt" er da ikke skrevet i nogen Tendents’ Tjeneste, men for Kunstens egen Skyld. Og det bør tilføies, at den Kunst, Pontoppidan her udvikler, bærer Fuldkommenhedens Præg og gjennem sin mærkelige Stilpatina vil bevares mod Forfald.
