"en anarkistisk Sardindaase"
Den hedder Nattevagt og udkom i Gaar paa Philipsens Forlag. Den lille, hvide1 Bog ser saa velopdragen ud. Og læser man den hastigt og flygtigt igennem, tror man, at den ved en Fejltagelse har faaet Henrik Pontoppidans Navn paa Titelbladet. Dette er jo en Bog ret efter Højres Hjærte. En Bog om en brutal, realistisk og materialistisk Maler, der piner til Døde sin sarte Hustru, en ædel og fintdannet Etatsraads Datter, men som Gudskelov faar sin retfærdige Straf, idet han svigtes og forlades af alle tidligere Meningsfæller, der omvender sig til en Borgerskabet velbehagelig Romantik med Tilbehør af Religiøsitet og politisk Konservatisme. Og Forbavselsen stiger, da man kommer til det sidste Kapitel, som indledes med et Par Sider loyal Begejstring i Anledning af Majestæternes Guldbryllup, den hvide Czar, de engelske Prinsesser og de græske Prinser – et Par Sider, der i deres flove Underdanighed vilde have passet ind i et Højreblads Festreferat som Fod i Hose.2.
Med stedse stigende Forundring løber man første Gang den lille Bog igennem. Skulde virkelig den radikale Pontoppidan, denne stolte Fanatiker, der for kun et Aar siden afslog at købe sig Statsunderstøttelse ved at fornægte blot en Tøddel af tidligere Meninger – skulde virkelig han nu have kapituleret? Der var jo nok, det mærkede man selv under den flygtige Gennemlæsning, mangt et Sted, hvor Ordene syntes ikke at skulle tages bogstaveligt, hvor der var en underlig Modstrid mellem Ordene og den foregivne Tendens.
Man læser om igen, under nøjere Prøvelse og Eftertanke. Og man opdager, at den lille, tilsyneladende saa ortodokse Bog er den ugudeligste Mystifikation fra Ende til anden, en taskenspilleragtigt arrangeret Bog, hvor Alt har dobbelt Bund og Mening, en Bog, der synes lige saa harmløs og i Virkeligheden er lige saa farlig og revolutionær som en af Anarkister tilberedt Sardindaase.
Den mystificerende Satire i Nattevagt beror derpaa, at Pontoppidan lader den radikale, den fritænkeriske og agitatoriske Kunstner Jørgen Hallager staa som den, der med Rette lider Skibbrud. Han er saa voldsom, saa ensidig, saa plump af Væsen og Tale. Og hans Kontraparter er saa dannede, saa slebne, saa humane. Han bliver gift – i Rom, hvortil Fortællingen med Undtagelse af sidste Kapitel er henlagt – med en rig og yndig Pige af den bedste danske Familie, han har i Forvejen en stor om end stærkt angreben Position som en talenfuldt Kunstner, hans Svigerfader, der raader over megen Indflydelse, vil hellere end gærne leve i Samdrægtighed med ham. Blot Jørgen Hallager vilde vise en Smule Imødekommenhed, lidt Fordragelighed, lidt Hensyntagen, var Vejen til Ros og Ære ham vis. Men han er stædig i sit Had, forstokket i sin Radikalisme. Han er Barn af det lidende Folk, Søn af en fattig Skolelærer, der i sin Tid afskedigedes paa en uretfærdig og skændig Anklage, han føler sig som den fra Fødslen indviede Hævner. Som Maler har han været Agitator. Han var Fører for den Kres af unge Kunstnere, der søgte deres Æmner i den triste og raa Virkelighed og i deres Lærreder prædikede Oprør mod de bestaaende sociale Tilstande. Han gjorde i sin Kunst fælles Sag med Reformatorerne i Tale og Skrift.
Saa kommer Frafaldet paa alle Leder og Kanter. Politikerne søger Fred og Forlig, Kunstnerne lytter til Publikums Fordringer om Bortvendelse fra Virkelighedens Grimhed, om Skønhed og Romantik. Og Alle svigter, kun ikke Jørgen Hallager. Han mærker, at der bliver tomt om ham. Men han fortvivler ikke. Han har ved sin Side en Hustru, som han haaber at vinde for sin Sag. Men Ursula – saadan hedder hun – er af en anden Race, af Borger-, af Etatsraads-Racen. Hun elsker sin Mand lidenskabeligt, i eksalteret Begejstring søger hun først at erobre ham for de Meninger, hun fra sit Hjem og sin Opdragelse har indsuget; siden søger hun, i stigende Eksaltation, at bøje sig ind under hans Vilje. Hun har ikke Kræfter til det, hun knækkes og falder – som et Offer for hans Robusthed. Og Pontoppidan lader Faderen ved hendes Dødsleje vende sig mod Jørgen Hallager med Udbrudet: "Morder!"
Saa kommer, som et Anhang til Novellen, det sidste Kapitel, der indledes med Hymnen over de dejlige Guldbryllupsdage, hine Dage, da al Opposition i Danmark syntes brudt, da Synet af den hvis Czar og de andre fremmede Fyrster vakte Folkets Jubel, da der "i saa mangt et bekymret Sind genfødtes en Fællesskabsfølelser, en Fædrelandsstolthed, en begejstret Tro paa Fremtiden, der mindede om Landets store Sejrs- eller Trængselstider."
Alle er faldne til Føje. Nej, "dog ikke Alle", tilføjer Pontoppidan. Og nu kommer Slutningssatiren, der er dreven ud i den haanligste Foragt for det danske Frisind. Kun ét Sted er der endnu Oprørsaand – i en skidden Kælder-Beværtning, hvor Jørgen Hallager, reduceret og fordrukken, præsiderer i en lille Klub af sjofle Fruentimmer og havarerede Eksistenser. Denne Klub bærer det poetiske Navn Nattevagten. Og denne "Nattevagt" er da Symbolet paa, at kun fra Folkets laveste Lag, fra Proletariatet, kan man vente sig den sociale Revolution. I Nattevagten, mellem Befolkningens Udskud, sidder "den sidste Mohikaner" Jørgen Hallager og spejder efter, at den nye Friheds Sol skal gry.
Den fornemme Stilfærdighed, den beherskede Maade, hvorpaa Pontoppidan holder enhver personlig Udtalelse tilbage, gør hans Bog tilsyneladende saa from, i Virkeligheden saa meget voldsommere. Der dirrer bag den glatte Overflade en med Magt tilbagetrængt Foragt.
Og hvor den strømmer over af Vid og Kløgt, af Ondskab og Spot, denne lille engleagtige Bog. Hvilke brillante Ting siger ikke Jørgen Hallager i sin burleske Jargon! Spalter kunde fyldes med Citater. Her blot et Brudstykke af Jørgens Samtale med Vennen Thorkild Drehling, der ogsaa har slaaet sig paa Nyromantiken. Jørgen træffer Vennen, ligesom han kommer fra hans Atelier, hvor han har set hans Billeder i den ny Manér. Han siger nu:
"Ej, ej! .... Skal jeg træffe Dig her? Hvilket heldigt Sammentræf! Du kan vist ikke gætte, at jeg netop kommer fra dit Atelier. Maa jeg paa det Oprigtigste ønske Dig til Lykke med di dine Bidrag til den nye Chokoladepapirs-Industri. De er uovertræffelige! Jeg er ganske sikker paa, at de vil faa Hjærtet til at danse Polskdans i Livet paa det ganske Kuchenbagerlav. Med saadanne Kunstværker paa Bonbonæskerne maa de kunne tage mindst ti Øre mere for Pundet!"
Og han fortsætter:
"Som ægte Sønner af vort velsignede lille Vejrmølle-Land herhjemme [skal være derhjemme] drejer I jer derhen, hvorfra Vinden blæser. Det er det, I kalder at være en lyrisk Natur! Ja, jeg kender mine tapre danske Drenge! … Men jeg gratulerer, jeg gratulerer! Der er i vore Dage Ingenting saa godt som at have en retskaffen Fortid at bede om Forladelse for. Hatten i Haanden og saadan et Par undskyldende Ord paa Læberne [skal være Læben] … det er akkurat, hvad der skal til for at gøre Karriere i disse Tider. Trøst dig derfor! Du vil saamænd ogsaa nok en Gang blive Ridder ved Nytaarskuren, kgl. Hof-Dikkedant eller noget andet Stort!"3
Da Vennen saa indvender, at man vel kan skifte Standpunkt uden at lade sig lede af lav Beregning og Egennytte, svarer Jørgen:
"Beregning? Egennytte? Hvem taler om det? Var det endda saa vel i Det vilde i hvert Fald smage lidt af Mandfolk! … Nej, det er slet og ret det ynkelige Pjalteri, der ligger jer i Blodet, Børnlille! Det er Patteflasken og Familje-varmen og Tanternes rare Klap paa Kinden, som bliver ved at kilre jer i Kroppen."4
Og endelig:
"Ja vist jeg kender jer, Kæltringe! Hele Romantikens Katekismus i nyt Oplag! At se og tænke klart, - det er Tegn paa Dumhed! At kalde sort for sort og hvidt for hvidt - det er Mangel paa aandelig Overlegenhed! Derfor op med Løgn og Gøgl og Svulst og Humbug! Hvad rager det Jer, at Millioner af jeres Medmennesker dør af Sult, at Friheden trædes i Støvet, at Sandheden kværkes? I er raske Svende, der rider paa jeres Pegasus op paa de blaa Bjærge og drikker Dus med Guder og Gud inder! Hyp! Hyp! Tiden tørster efter Skønhed! Tiden tørster efter Glæde! […] Og straks er I Taskenspiller-Kunstnere ved Haanden som Publikums adrætte Kellnere. En Gang Glæde - væs'artig! Ønsker Herskabet Skønhed - om to Minutter! Og Publikum er henrykt, og Kellneren faar et Ridderkors i Drikkepenge!"5
Saa voldsom og bidende er Jørgen Hallager i sin stejle Ensidighed og geniale Ufordragelighed. Det er hans Person og hans alene, man husker. Nattevagt er et Monument over ham og den i ham inkarnerede Radikalisme — den, som ikke overgiver sig og kun falder for at vaagne i nye Slægter.
P.N.
