Nattevagt

Nattevagt.

Af
Henrik Pontoppidan.

(182 Sider, – Philipsens Forlag)

_____

Henrik Pontoppidans nye Bog vil vække stor Opmærksomhed – ikke saa meget af rent kunstneriske Grunde som ved den revolutionære Pathos, hvoraf den er gennemstrømmet.

Dens Helt er en dansk Maler, Jørgen Hallager, som i Rom er bleven viet til en københavnsk Etatsraadsdatter. Hun har draget ham derned i det lønlige Haab at faa ham "omvendt" paa Skønhedens klassiske Jordbund – han, som hjemme i Danmark er Føreren for de unge radikale Malere, der i en Aarrække har opskræmt det danske Publikum og vakt et stigende Røre ved en udæskende Virkelighedskunst.

"Røde" Hallager tilbeder sin Hustru, men den sociale Kreds, hvorfra hun er udgaaet, er ham hjærtelig imod, og hendes Fader, den fine korrekte Etatsraad, er Genstand for hans dybeste Foragt. Folk af hans Kaliber er i Hallagers Øjne "Ærkekæltringer, Tyveknægte, infame Hyklere, der under Paaskud af at værge Lov og Orden holder Folket i Søvn for at kunne bestjæle det des grundigere". Ursulas – Hustruens – Forsøg paa at forsone de to er haabløst spildte; ikke bedre gaar det med hendes Bestræbelser for at give Mandens Kunst en ny Retning. I et Brev, han skriver hjem til en dansk Ven, spotter han over den "Afgudsdyrkelse", hvori man vader i Rom. Det hedder i hans Brev:

Forleden kom jeg til at tænke paa, hvad for Forestillinger Efterverdenen maatte faa om vore Forfædre, dersom Vorherre en Dag fandt paa at borteskamotere alle den menneskelige Aands Frembringelser undtagen netop Kunsten, dersom man altsaa kun blev i Stand til at danne sig et Begreb om Fortiden gennem de dansende Gudinder og badende Nymfer og kokette Madonnaer og nøgne Alphonser (kaldet Diskoskastere eller saadan noget) og al den anden Bordel- og Pæderastkunst, som fra Arilds Tid har været Genstand for vor hysteriske Tilbedelse. Her kan man vandre gennem hundrede Sale uden at træffe paa et eneste Vidnesbyrd om de brede Lags Liv og Lidelser, om Menneskeaandens Frigøreseskamp, kort sagt om nogen af de Rørelser inden for Masserne, der har holdt Verdenshjulet i Gang og været dets egentlige Bevægkraft. Kommer det højt, præsenteres der os af det borgerlige Liv en eller anden Hyrde-Idyl eller en Værtshusscene. Forøvrigt lutter Ammestueæventyr og himmelske Syner og Naturhenrykkelse og liderlige Drømmerier. Kun et Par af de allerældste kristelige Malere har i deres ubehjælpsomme Fremstillinger af Kristi Forfølgelseshistorie røbet en virkelig Indignation over Sandhedens og Retfærdighedens Tiggergang her paa Jorden, og har helliggjort Kunsten ved fuldt bevidst at anvende den agitatorisk, ganske paa samme Maade som vor egen Tids endelig frembrydende sociale Kunst.¹

Med saadanne Anskuelser forbliver den nordiske Barbar uimodtagelig for den klassiske Skønhedsverden. Mens Ursula triumferer over, at han endelig er gaaet ud at male, og venter ham hjem med en Skitse fra Palatinerhøjen, har han i Stedet for opsøgt Fattigkvarteret; han har været "i Underverdenen, i Samfundskloaken, i den Bærmekeddel, hvor det tyvende Aarhundrede brygges", og er ganske opfyldt af de Skikkelser, han dèr har sét:

Jeg troer ikke, at der paa dem alle tilsammen var saa meget Sul som paa en almindelig københavnsk Grosserer (…) og idet jeg gik forbi den aabne Dør, sendte de mig allesammen et blodrødt Blik, som jeg ikke let vil glemme! Det var den Slags Ting, man maa have set med egne Øjne for til Bunds at forstaa Tidens Bevægelser … især naar man lige derfra træder ud mellem Corsoens Ekvipagerækker og ser Jødedamerne vælte sig i deres Fedt paa Silkehynderne!²

Men den stakkels Ursula forstaar ham ikke; hun bønfalder ham om at fare nænsommere frem mod hende og hendes Fader – det tirrer Jørgen, han taler haardt til hende, opfordrer hende til at rive "det gamle Afgudstempel" ned til Grunden, og hun lover forpint og fortvivlet at ville rette sig efter hans Vilje.

En Martsaften er den skandinaviske Koloni forsamlet paa sit sædvanlige Mødested i "Diokletians Bade". Der er Uro og Bekymring i Gemytterne, thi der har samme Dag fundet et anarkistisk Attentat Sted i selve Rom: et Politikontor er sprængt i Luften, fem Mennesker kvæstede og et Barn dræbt. Vilde Rygter om Komplotter og Truselsbreve farer fra Mund til Mund.

Under den almindelige Forstemthed i det skandinaviske Selskab føler en af Spidserne, Advokat Hoskjær, sig foranlediget til at udtale nogle nette Ord om, at man nu forhaabenlig derhjemme i Danmark vil glemme al smaalig Tvedragt og slutte sig sammen til Beskyttelse af den rolige Udvikling. Han slutter med et "Gud bevare vort kære Fædreland!" Derefter tager Digteren Folehave Ordet og taler indigneret om den golde, materialistiske Livsanskuelse, idet han henviser til Antikens ophøjede Ro, Renaissancens skønhedsberuste Himmelflugt, som det Lægemiddel, der skal frelse³ fra Nutidens forsmædelige Elendighed, løfte Folkets Blik fra Hverdagslivets triste Ødemark ....

Han afbrydes her af Jørgen Hallager, som rejser sig askegraa i Ansigtet, dundrende i Bordet: Skal saadan en kgl. Hof- Spytslikker ha’e Lov af staa dèr og spy Skarn over en Tid, som han skulde takke sin gode Skaber for at live i! ....

Ja, skrig kun! Vræl bare! Men nævn mig et Aarhundrede, hvori Udviklingen har taget saadanne Kæmpeskridt som i vort! Nævn det! Al Tid kommer man stikkende med den Renaissance! Som om det var saa stort med det Par Billedværker og den Smule Æventyrkomedier! – Ja, vov, vov! – Men jeg siger, at det hele Smørsammen ikke har saa meget Værd for Menneskeheden som bare en eneste af vor Tids videnskabelige eller tekniske Opdagelser, endsige en eneste af dens sociale Reformer! Selv den saa meget udskregne Reformation … hvad betød den i Sammenligning med det Oplysningsværk, som vore Dages politiske og sociale Bevægelser har fremkaldt i det store Folk, og som nu begynder at bære Frugt?

"Ja – herlige Frugter!" skreg man op imod ham. "Socialister og Strejker og Anarkister! – Ja, Anarkisterne! Anarkisterne!"

"Ja, vel! Netop, – Højstærede!" raabte han med sin Stemmes fulde Kraft for at overdøve Spektaklet. "Rejsningen af de store sociale Spørgsmaal, vor Tids politiske Agitation, Arbejderhærenes mægtige Sammenslutning – det er netop vort Aarhundredes største og stolteste Triumf, et Kæmpeværk, hvortil man fra Verdens Skabelse ikke har set Mage. Det er den endelige, sejrrige Kamp mod det Trælleaag, som Menneskeheden i Aartusinder har sukket under. Vent blot, mine ærede Herrer og Damer! Snart vil der spørges Nyt – "

"Ja – Anarkisterne! Anarkisterne!" raabte man igen.

"Aa ja! Ogsaa Anarkisterne gør vel deres Gavn! Det synes jeg at kunne mærke paa Stemningen her i Aften. Betyder det virkelig saa stort, om et Par Menneskeliv gaar i Løbet, naar man dermed kan aabne de lukkede Øren for Millioner af Undertryktes Skrig?"⁴

– – –

Talen vækker naturligvis en uhyre Skandale, Ursula er en Afmagt nær, den gamle Etatsraad er Genstand for megen Deltagelse. Næste Dag tager Hallager den Beslutning, at de skal rejse; han indser, at Ursula ikke kan taale Luften i Rom. Selv har han faaet nok af den. Han er oppe i sin Vens og tidligere Elevs, Thorkild Drehlings Atelier og ser da Billeder, denne har malet i den sidste Tid – Fantasier, Drømmebilleder, sære og gaadefulde Syner, henkastede paa Lærredet med en næsten oprørsk Foragt for Virkelighedens, ja Sandsynlighedens Love. Hallager er ved at kvæles, da han ser denne nye Kunst, som han mangler alle Betingelser for at kunne forstaa. Han kan ikke med denne "Drømmepest", denne "ny Huseren af gamle, gustne Spøgelser". Og da han forlader Atelieret, knytter han truende Haanden mod Byen Rom:

Hvor mangen brav Kunstner var ikke i Tidens Løb kommen til denne Djævlerede, sund og stærk paa Sjælen, og var her bleven hildet af Løgnenes prangende Fata morgana, for siden at sprælle i Bedraget som en stakkels udsuget Flue i Edderkoppens syvfarvede Spind? (…) Herfra forlokkedes Sindene endnu den Dag i Dag til disse Febersyner, til dette Drømmegøgl, til denne gejle Leflen med alt det, der sugede Marven af Menneskeviljerne og lagde Jorden øde. Men Hævnen var kommen – Virkelighedens Hævn! Fordømt, forpint, udsultet og forarmet som intet andet Land i Evropa laa Vidunderlandet og stred med Døden.⁵

Og da Vennen kommer for at tage Afsked, haaner Hallager ham for den "Chokoladepapirs-Industri", han er slaaet ind paa. I Hallagers Øjne er hans forandrede kunstneriske Standpunkt slet og ret ynkeligt Pjalteri: "Det er Patteflasken og Familjevarmen og Tanternes rare Klap paa Kinden, som bliver ved at kilre Jer i Kroppen." Den ny Kunst er "Romantikens Katekismus i nyt Oplag" ... Hvad rager det Jer – siger han til Drehling – "at Millioner af jeres Medmennesker dør af Sult, at Friheden trædes i Støvet, at Sandheden kværkes? I er raske Svende, der rider paa jeres Pegasus op paa de blaa Bjærge ...". Det er for Hallager "en Nedværdigelse [...] af Kunsten, hvis Kald det er at lovsynge og lavrbærkranse Menneskehedens Martyrer, at forbande, piske, brændemærke dens Tyranner, Skurke og Narre ..."

Drehling gaar, Hallager og Ursula er alene sammen, og for første Gang beder hun ham fortælle hende, hvorledes han egenlig er bleven saadan, som han er. "Man bliver vel det, man er født til," svarer han. "Nogle kommer ranke til Verden, andre pukkelryggede. I vore Dage fødes der flest af de sidste." Dog ét bestemt Indtryk fra hans Barndom har uudsletteligt præget sig i hans Sjæl og været bestemmende for hans Liv – Mindet om den Dag, da hans Fader, en fattig Skolelærer paa Vestkysten af Jylland, blev fængslet midt i sin Skoletime, uretfærdig beskyldt for Underslæb. Han sad i Arresten et halvt Aar, saa blev han frikendt "paa Grund af manglende Bevis". Tyvenavnet blev hængende ved ham, han var en brudt Mand, og saa forfaldt han til Drik. "Jeg troede den Gang, at hans Skæbne var en Undtagelse. Jeg saae i hans Liv et enestaaende Martyrium. Men jeg fik jo hurtigt Erfaring for det modsatte. Jeg lærte snart, at Fa’ers Lod netop var de Retskafnes sædvanlige. Man har lært at bøje Nakken under Tyranniet, at tie og taale . . . eller man stødes ned i Mørket som et urent Dyr!"

Hans Fortælling gør et saa overvældende Indtryk paa den nedbrudte og forpinte Ursula, at hun faar et Anfald af Vildelse og dør. Ved hendes Lig udslynger den gamle Etatsraad Ordet "Morder!" mod Jørgen Hallager, som sidder sammenfalden, bedøvet⁶, uden at kunne udgrunde den Gaade, det altsammen er ham.

Bogens sidste Kapitel foregaar nogle Aar efter hjemme i Danmark, i Guldbryllupsdagene, da København er som en Æventyrby, bygget af Blomster og Flag, da Luften genlyder af Jubel for de mange fyrstelige Personer, men mest for den hvide Zar, og da man efter saa lange tiders oprivende Tvedragt "følte sig paany som broderligt samhørende, som et sluttet Folk, som Nation."

"Dog . . ikke Alle." Nede i en Kælderbeværtning i en afsides Gade sidder et lille enligt Selskab af forhærdede Revolutionære: der er Jørgen Hallager, og der er en humoristisk Tegner og en benradmager, uhyggeligt udseende Bogbindersvend (ham fra "To Gange mødt") samt et Par andre. "Nattevagten" kalder det lille Selskab sig, og dets Slagord er "Hold Krudtet tørt, Kammerat!" – det samme som den forlængst opløste "Klump" af radikale Malere brugte som Hilsen. Jørgen Hallager er gaaet ud af Sagaen. Hans Kunstretning betragtes som forældet, Publikum er efterhaanden blevet ligegyldigt for hans Billeders temmelig ensformige Indhold, nylig har han endog faaet et stort Maleri af strejkende Arbejdere kasseret, uden at denne Begivenhed har vakt synderlig Opmærksomhed. Thorkild Drehling derimod er i Skuddet.

Selv er Hallager fuldstændig klar over sin Stillings Haabløshed. Med melankolsk Resignation siger han bestandig til selv, at han intet andet har at gøre end taalmodig og standhaftig at forblive paa den Vagtpost, hvor Skæbnen har stillet ham i denne mørke, dunstopfyldte Nat, som nu vælder ind over Menneskeheden. Han har giftet sig med et tykt Fruentimmer, som han i sine unge Dage var Kæreste med; for hende udvikler han sin ny Teori: Ulykken stikker i, at der er gaaet Lyrik i Mennesket; det er ligesom naar der gaar Svamp i et Hus. "Hvad det gælder om, er at opdage et nyt Amerika i Mennesket selv, saadan en ukultiveret Plet, uden Fortid, uden Erindring, uden nogen Renaissance eller anden Efterladenskab fra gamle Tider, hvor Svampen kan faa Næring og Trivsel (…) "

De kommer hjem i deres lille to-Værelsers Lejlighed paa en Kvist ude i Matthæuskvarteret, hvor de modtages af Nabokonen, et giftigt udseende, grønblegt Fruentimmer, som har passet deres tre Maaneder gamle Søn, mens de var borte. Den Søn er Jørgen Hallagers Stolthed og Haab; det er den "lille Rekrut", som en Gang skal løse ham af, ligesom han selv har løst sin Fader af, paa hans Post ved Sandhedens hellige Ild, og som ude i Fremtiden skal finde sin Afløser i en anden lille Rekrut, og denne igen i en ny – og saadan videre, indtil Morgenen en Gang gryer . . . . "Har De ikke lagt Mærke til, hvilket velsignet Gavtyvefjæs der allerede sidder paa ham!" siger han til Nabokonen, som vrisser arrigt ad al hans Snak. "De skal se, han bliver nok til noget i Livet, naar han faar den rette Opdragelse. Han bliver et Stykke af det nye Amerika . . . . Tror De ikke, Madam Hansen!" Madam Hansen snøfter bare et foragteligt "Godnat", og Jørgen Hallager raaber efter hende: "Godnat, Madam Hansen! . . . Og hold Galden flydende!"