Den gamle Adam

Literatur.

"Den gamle Adam, Skildring fra Alfarvei", af Henrik Pontoppidan. (P.G. Philipsens Forlag).

Pontoppidan slap sidst sine Læsere ved den "Nattevagt", hvor Radikalismens Heros sad fortvivlet og fordrukken og vilde have sine Børn og Børns Børn til at sidde ligervis for at holde Indignationens hellige Ild vedlige. Forfatteren havde omhyggelig skjult sin egen Mening om Manden, ihvorvel han i Meget var fremstillet højst usympathetisk, uopdragen og inhuman, ganske uforstaaende og ret tyrannisk overfor den unge Hustru, han halvveis havde ægtet af Forfængelighed og Trods, men hvem han dog paa en Maade elskede og i hvert Fald skyldte Hensyn. Som bekjendt døde hun under sin "frisindede" Ægtefælles Despoti, men laa det maaske blot deri, at hun var altfor blød? Og naar Helten endte i Proletariatets giftigste Ondsind med sit eneste Haab sat til en fjern, utopisk Samfundsomvæltning, var han da Typen for den mislykkede, forskruede Idealist, eller var han virkelig en Helt, tragisk ved egen Skjæbne, profetisk varslende for kommende Slægter? Pontoppidan lod Læseren gjætte sig til Meningen.

Han fortsætter nu med "Den gamle Adam". Dens Fortæller er et yngre Menneske, som har nogle Aar tilbage til de tredive, men alligevel føler sig pebersvendelig. Han møder Forskjellige ved et Badested paa Fyen, deriblandt en kjøbenhavnsk Assessor paa Fyrretyve og en ung fin-de-siècle Herre, Laps og Laban, Levemenneske og Løgner. Assessoren er lykkelig gift og har kun ugjerne forladt sin kjære Hustru og sine Børn, men under Sommeropholdet forelsker han sig ikke des mindre i en pjanket Kokette, for hvis Skyld han endog vil lade sig skille fra Konen. Saa voldsomt virker i ham, et sat og bravt Menneske, den gamle Adam! Saa stærk ere hos Ægte- og Embedsmanden de store Følelser! Disse gribe – noget overraskende – den unge Fyr anderledes, men lige saa grelt, idet han efter en mislykket Kurtise bryder ud fra det lystige Livsgilde og skyder sig. Fortælleren knytter hertil nogle bitre Betragtninger om at spille Komedie med allehaande Lidenskaber og derfor tro sig skjæbnebestemt til at lide høitragisk Endeligt, saa snart et Pigebarn vender En Ryggen. Han spotter denne Forvrængning af de store Følelsers Tid, der skulde være vendt tilbage. Han foragter denne Katzenjammer-Forherligelse og disse Renæssance-Mennesker, denne "vor lyriske Maskerade med en svunden Tids efterladte Garderobe". Altid længselsfuld Tilbageskuen og kvindagtig Smægten efter det Svundne. Aldrig en dristig Klippen-over, en frisk Nybegyndelse, en freidig Stirren-frem efter nyt Land. "Jeg har nu ikke mindste Tillid til disse Gjenfødelser. Jeg troer ikke det Bitterste paa, at Historien saaledes gjentager sig selv. Vorherre er saamænd ikke af dem, der gjøre en Dumhed to Gange."

Forfatteren lader dog ikke sin Fortæller standse helt med disse Betragtninger. Han tilføier, at "Dr. Levin har Ret", og, at "Nydelsen ved Sjælens uberørte Planteliv" skal være Gjenstand for Haabet. Om Dr. Levin, som har givet denne Anvisning, skulle vi strax meddele en Smule Forklaring; men først maa det oplyses, hvad der menes med det anførte Ord om Nydelse og Haab. De referere sig til den klassiske Filosof Epiktet, der fandt Lykken i Friheden, d.v.s. i Uafhængighed af andre. Man skal ikke bryde sig om den Salat, der koster mere end en Obol, naar man kun eier en Obol. Det kan være godt for Andre at kjøbe Salaten, men det er ikke mindre godt for mig at beholde min Obol. Dette er Friheden: at have sin Obol i Behold, ikke at skylde noget Menneske Hensyn, ikke at staa i Gjæld for Tanker og Følelser til Nogen, ikke at efterlade Savn ved vor Død, aldrig at forstyrres i sin Ro, i sin Sjæls stille Planteliv. Her finder man altsaa Forfatterens eller i alt Fald hans herværende Fortællers sidste Tankegang, og man vil forstaa, hvor nær den Slags Resignation egentlig ligger den bitre Fortvivlelse, og hvorledes "Den gamle Adam" ikke mindre end "Nattevagt" i Grunden bevæger sig smertefuldt om Menneskenes Illusioner og Desillusionering, om deres Higen efter et eller andet Ideal, dette være politisk-socialt eller erotisk, og deres Tagen-Stilling til det Resultat, Livet naturlig bringer: at vi aldrig naa Idealet. Medens dette nu af Nogle bliver kastet helt til Side, er der Andre, som holde fast paa det med Fortørnelse mod Alverden, fordi det glipper; atter Andre holde det fast saa at sige indvendigt eller rent individuelt, opgivende baade Kjærlighed og Had overfor hele Omverdenen. Men den Vei staaer jo ogsaa aaben, at man erkjender dette eller hint enkelte Ideal for at være ikke det eneste, maaske ei heller det ene rigtige, hvorimod man stadig kan og skal søge nye Maal og ingensinde give helt fortabt ved nogen Desillusionering. Pontoppidan har foreløbig ladet sin ene Bog ende med den harmfulde fnysende Vrede, der skuer fremad med Had og Hævn; den foreliggende derimod med Anvisning paa en næppe mindre egenkjærlig, men idet mindste tilsyneladende mere fornem Ro og Resignation. Han vil maaske ad Aare avancere til en noget høiere Synsmaade. Men hverken i hint eller dette Arbeide fraviger han den rent objektive Skildrings Methode, docerer ikke direkte nogen egen Anskuelse, overlader det derimod til Læseren at udfinde, om Forfatteren selv har og hos Andre vil fremkalde Sympathi eller Antipathi for den ene eller anden af de Personer, gjennem hvilke Tanken udvikles. Til den Ende undgaaer han tilmed i "Den gamle Adam" egentlig Beskrivelse og Karakteristik af Figurerne. De føres frem som flygtige Billeder, men belyses ikke nærmere.

Dette gjælder nu ogsaa den nævnte Dr. Levin. Som Navnet antyder, er han Jøde, og Forfatteren lægger Vægt herpaa, tildeler ham netop nogle af de Egenskaber, der ofte tillægges Jøder. Dr. Levin omtales længe usympathetisk, saa det næsten koster Fortælleren Overvindelse at omgaaes ham. Han staaer halvt som en Fremmed i Selskabet, dette ægte fyenske, ægte danske Selskab. Eller han staaer udenfor det ved visse Eiendommeligheder og Manerer, dog nok saa meget ved sin skarpere Dømmekraft eller ved en Forstandighed, der gjør ham overlegen ved Siden af Omgivelser, der lade sig lede af Følelser og Instinkter, som han ikke deler. Den uvilkaarlige Uvillie, hvormed Fortælleren længe møder denne Jøde, forsvinder vel næppe nogensinde. Alligevel lader han sig lede af ham, og derfor hedder det, som anført, i Bogens Slutningsord, at "Dr. Levin har Ret, denne blege Mand med den skyggeagtige Haand". Hvorfor "bleg"? Mon Forfatteren derved vil symbolisere, at Dr. Levin ikke har Blod som det Folk, i hvilket han lever? Og hvad betyder hans "skyggeagtige" Haand. Mon Hentydning til Fornemmelse af Fare, naar Mænd med fremmed Blod og andet Temperament faae førende, ledende Stilling i et Folks Aandsliv, over hvilket de da kaste Skygge, skjøndt det er deres Maal at bringe Lys? Paa disse Spørgsmaal giver "Den gamle Adam" intet Svar, men Pontoppidan har her i alt Fald berørt et Emne, der rækker dybt og vidt, og som kun venter paa den, der har Mod og Dygtighed til grundig Behandling, deraf.

Det gaaer med Indholdet af Forfatterens nye Bog som med dens Form. Overfladisk seet er denne lidet komponeret, Stilen næsten skødesløs, Sproget fuldstændig jævnt. Dette er dog kun tilsyneladende. Bag det raske, lette Causeri, der indskrænker sig til skitsemæssig Behandling af Mennesker og Forhold, ligger megen og sikker Kunst. Hvad der præsenterer sig som flade Silhouetter, repræsenterer i Virkeligheden skarpt skaarne Typer. Den flagrende Fortælling forvandler sig da efterhaanden til et fast Livsbillede, dens Munterhed til Alvor, dens Spøg til aandfuldt Grubleri, og endelig er dens Sprogform netop lige saa kunstnerisk fin som naturlig jævn. "Den gamle Adam" er flygtig underholdende, men dølger herunder en Filosofi, som rigtignok er søgende og sikkert ikke tilfredsstillende, men som alligevel har Interesse ved at vække Tanker og ved at høre til Tidens Tegn.