Lyrik
Medens Folk endnu gaar og klager over, at Nutidslitteraturen er alt for ulyrisk, er det tværtimod snart sagt alt sammen Lyrik, hvad der frembringes her hjemme, i alt Fald, hvad der duer. Alle de Bøger, her er tegnede op, er – hvad enten det er Prosa eller Vers – i Grunden ene at regne for Stemningsudbrud, Humørudgydelser, Hjerteudøselser, eller hvad man nu vil kalde det. Saa længe store, objektive Stoffer og Ideer overskygger Fantasien, skabes der Epik eller Drama, og disse Digtformer har altid udgjort Rygraden under Poesiens store Tider. Det var jo saaledes den brede Interesse og Medfølelse for Livet i Søgn og langs alfar Vej, der skabte den store naturalistiske Roman, og den kunde ogsaa her hjemme med Bøger som "Smaafolk", "Kommandørens Døtre", "Skipper Worse" meget vel være bleven Livets Brød for et Slægtled eller to. Men underlig hurtigt var det, at Grundlaget af Folkelighed og Menneskelighed ligesom slappedes og indsnævredes her hjemme. Den naturalistiske Roman blev til Jeg-Romanen; tilsyneladende kun en endnu samvittighedsfuldere Efterfølgelse af Fordringen paa Selvsyn og Selverfaring, – ogsaa var der noget velgørende intimt og personligt ved den; men alligevel betød i Virkeligheden disse "Haabløse Slægter" og "Trætte Mænd", disse "I Gennembrud" og "En Fremmed" dette, at den yngre Slægt ikke havde den brede, uselviske Interesse for sine Medskabninger, som Naturalismen var født af. Og nu! Hvilken medborgerlig eller medmenneskelig Interesse stiller vore moderne Forfattere deres Talent til Tjeneste for? Hvad 126 er for Hr. Wied i hans ellers saa kostelige Fortællinger Personerne andet end groteske "Silhuetter"? Hvad er for Hr. Larsen hans Marskandiser eller hans Københavnerdamer andet end et Raritetsfund eller gode "Eksemplarer"? Og er Hr. Nansen eller Hr. Pontoppidan i deres sidste Bøger mere selvforglemmende optagne af deres Medmenneskers Ve og Vel end nogen af vore unge Anakoreter, der sidder fordybede i Betragtningen af deres egen Navle? […]
129 […] [Peter Nansens Maria] er fra først til sidst skreven i en lystig Oplagthed og har ikke en eneste død Plet.
Dette kan man ogsaa rose Pontoppidans Bog: "Den gamle Adam" for. Den synes undfangen i et muntert og mageligt Sommerferielune og skreven ned med en let løbende Pen. Nogen ordentlig Historie eller nogen fast Plan maa lige saa lidt søges her som i Nansens Bog. I en behagelig og naturligt faldende Dagbogsstil fortæller en ung Biblioteksassistent om sit Ferieliv, – en let filologisk Farve og et diskret Anstrøg af noget moderne københavnsk karakteriserer ham –; han henkaster nogle Skitser af et Badehotels Selskab, giver nogle Blade af dets Skandalkrønike, delagtiggør os i en Stump Sommerforelskelse og meddeler os sine Turistindtryk 130 af fynsk Landskab og fynske Præstegaarde. Men alt varierer og illustrerer Temaet om, hvordan Feriens Lediggang og Sommerens grønne Højsal genføder "den gamle Adam" i Byernes frakkeklædte "Menneskedyr", og forvandler Excellencer og Assessorer, Kommunelærerinder og unge Bibliotekslærde igen til Adams og Evas Børn. Medens Pan staar og griner i sit Bukkeskæg bag et af de gamle Kastanjetræer, farer Fristeren i den agtværdige Familiefader ved Synet af en "underjordisk dejlig Blondine", og "den skalkagtige Fantasus, som naadige Guder sendte os Mennesker til uskyldigt Tidsfordriv", faar gentagende Gange den unge Filologs Hjerte til at løbe af med ham, (saa at han ikke en Gang længer behøver sit Karlsbadersalt); til sidst naar han endog i sin Sommerferiestemning til at spørge sig selv, om han ikke havde gjort bedre i at blive en fredelig fynsk Sjælehyrde eller som de jævne, lykkelige Bønderfolk dyrke vor moderlige Jord, æde dens Frugter og forplante Slægten, og saa lade al videre hovmodig Grublen fare. Det er alt "den gamle Adam", som Sommervarmen, Komælken og Kroketspillet genføder i os. Bogens Indhold, det, der meddeler sig af Interesse fra den, det er Tonen og Luften i den og det Syn paa Menneskenaturen, som lyrisk gør sig gældende i den. Med en saa klangren Sikkerhedog et saa fint Maadehold er Tonen og Synet gennemført, og de listes med et saa nemt Haandelag over i Læseren. Straks Stilens frimodigt sorgløse Naturlighed vinder os, hele Sommerferie-Atmosfæren smitter os, der er overalt rødmende Eroter i Luften og leende Fauner bag Træerne, og en let svingende Følelseslivlighed lægger os sine vekslende Synspunkter indbydende til Rette. Der er i Bogen et tvangløst, frihedselskende Naturels Sympati med at se det naturlige Menneske frigøres af de sociale Overtræk, skalle af i Solvarmen. Der er ogsaa en renlig Retsindighed og Sanddruhed, som føler Tilfredsstillelse ved at anholde alle Fantasiens Omdigtninger af den nøgne Virkelighed eller al en moderne Paradehelts Maskeradeleg med Renæssancefølelser. Der er endelig ogsaa en mistænksom, sortseende Ironi – legemliggjort i Dr. Levin –, som holder af at afklæde os alle de kønne Kulturfølelser og blotte vor Nøgenhed. Men Dr. Levin, denne "Dødens Apostel", beholder ikke det sidste Ord. Grundtonen er en skælmsk og overbærende Menneskelighed, der velvillig forstaar Livets Dobbeltspil og forsoner sig med det uden at dømme det alt for haardt, – en digterisk "Lust am Trug" og ungdommelig Skønhedstrang, der alligevel 131 hellere vil give sig den "skalkagtige Fantasus" i Vold, om Vinteren trække i Byklæderne og om Sommeren se "den gamle Adam" dukke op i sig og drive sit Spil, – end være færdig med det hele som denne semitiske Dr. Relling. Med yndefuldt Vid udtrykker to Legender fra Edens Have og Paradisets Sletter Forfatterens mildt dømmende og kætterske Verdensbarns-Opfattelse.
