Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Fakse Ladeplads. 25. januar 1901
Spøgelsefrygten i en Forfatters Liv
25. Jan. 1901 |
Villa "Lille-Ly" Fakse Ladeplads |
Kære Ven!
Sammen med din Frue er du vel nu ankommen til Byen med det mærkelige Navn1, som jeg ikke mindes at have hørt før. Du skriver intet om Årsagen til Stedforandringen; jeg håber, den ikke skyldes ubehagelige Grunde. For dit Brev takker jeg dig meget; jeg blev ganske rørt over, at du igen vilde ofre Pen og Blæk på mig, der selv er en så upålidelig Brevskriver. At din Hustru og du selv havde haft nogen Fornøjelse af at stifte Bekendtskab med "Det ideale Hjem", glædede det mig jo meget at høre; men når du mener, støttende dig√ på en Udtalelse i mit sidste Brev, at jeg skulde have ladet mig påvirke af Kritikens nedsættende Dom om Bogen, så tager du dog fejl. Men – ikke sandt? – du kender sikkert af Erfaring noget til den Misfornøjelse med sig selv, der kan gribe En, når man afslutter en Bog. 2 Den Begejstring, hvormed man har arbejdet på den, er fordampet, Kræfterne er slappede, Evnen udtømt, og man sætter det sidste Punktum med en uhyggelig Fornemmelse af, at man næsten ingenting har fået frem af det, der i Begyndelsen spændte En om Hjertet. Nu har jo absolut det novellistiske ikke været Hovedsagen for mig i "Det ideale Hjem", og derfor synker Stoffet sammen for mig i Slutningen, hvor den psykologiske Motivering ikke lader sig erstatte af Påstande.
Men nok derom! Den Bog tilhører jo nu det forløbne Århundrede, og af Julens danske Bøger synes kun Enevold Brandt2 at have overlevet Nyårsskydningen. Endnu igår såe jeg her i et lille Organ for den stedlige Intelligens denne Bog fremhævet som Egen over Juleliteraturens Småkrat3, og når jeg sammenstiller denne Hyldest med dine mindre respektfulde Ord om den, vil du forstå, at jeg længes efter at få Tid til selv√ at læse det omstridte Værk. Jeg traf forresten for kort siden dets Forfatter inde hos Schubothe. Han er et rart og livligt Menneske, og hans første Bog4 3 røbede jo dog også Talent. Eller hur?
Jeg skrev vist til dig, at jeg rejste herned, hvor jeg nu foreløbig bor, for at være i Nærheden af mine Børn, i alt Fald de 3 af dem. Jeg fablede vist også sidst noget om, at jeg forberedte mig på en lille Italiensrejse. Ak, lykkelige Drømme, der nu er bleven afløst af det Mareridt, som vel også du til Tider mærker lidt til, – den Spøgelsefrygten√ i en Forfatters Liv, Frygten for Udkommet. Når jeg tænker på de endnu tilbageværende elleve Måneder af Året og alt, hvad der i disse skal fortæres af mig og mine√ af Kød og Æg og Brød og Smør, på de Støvler, der skal slides, de Kjoler, der skal anskaffes, de Bøger, der skal skrives, de Tanker, der skal gennemtænkes, – ja, da er det ikke noget Solnedgangs-Syn fra Monte Pincio, der slutter mine Tankers Perspektiv, men en lang Nat ved min Lampe.
Iøvrig har jeg om mig selv og min Familie det glædelige at kunne fortælle, at min Hustrus Tilstand nu er meget bedre, 4 så at hun efter al Rimelighed vil blive udskreven af Hospitalet med det første. Men Rekonvales[c]ensen vil blive lang, og i det hele vil hun naturligvis ikke gå umærket ud af et så langtvarigt Sygeleje.
Bring nu din Frue min meget ærbødige Hilsen og Hyldest. Ja, hvor ofte jeg dog længes både efter hende og dig. Her i Landet er der snart ikke et Menneske, jeg kan tale med. Jeg veed ikke Grunden; jeg gør mig dog så megen Umage derfor.
Hav det selv godt i din Udlændighed, og tag et varmt Håndtryk fra
din Ven
H. Pontoppidan
Tjen mig i stadig√ at holde mig i Kundskab om, hvor du på din omflakkende Tilværelse befinder dig. Om også blot med to Ord bag på et Brevkort.
