Drengeaar
Henrik Pontoppidans Drengeaar
Folkekirken er vor Aands Vugge – Danmark vil gøre sig til en Frikadelle
Naar en klog Mand som Henrik Pontoppidan giver sig til at skrive om sine Barneaar, er han klar over, at han paa Forhaand maa opgive Haabet om at faa nogen Sammenhæng. De store Begivenheder er som oftest sunket ned i Dybet, og det er ligegyldige Oplevelser, der ligger belyst af Solen ligesom den Øgruppe Azorerne, der efter Sigende skal være Klippetoppene af en Bjergkæde i det forsvundne Atlantis. Men den kritiske Henrik Pontoppidan er ogsaa klar over, at Afstanden forskønner, og det er saa fuldkomment i hans Aand, naar han i Drengeaar, som Gyldendal i Dag udsender, skriver: "Thackeray gør et Sted opmærksom paa, at vi i den ældre Alder er tilbøjelige til at overdrive baade Barndommens Glæder og Sorger. Vi har i Almindelighed hverken været saa lykkelige eller saa bedrøvede, som Erindringen foregøgler os".
Man mærker da ogsaa straks, at Pontoppidan har gjort sit Blik saa nøgternt, at alle romantiske og rosenrøde Erindringstaager splittes. Han taler om Pandekager "saa store og tykke som Retiradelaag". Han taler om sin døde Søster1, der laa "paa Halm i en Ligskjorte af den Slags udtunget Pyntepapir, som Konditorerne bruger at lægge under deres store Kager". Og da han har levet sine fleste Barndomsaar i Randers og egentlig burde flamme op som Lokalpatriot, ynder han at dvæle ved de berømte Randershandsker, der bliver saa blød og duftende, fordi der under Garvningen anvendes Hundeekskrementer, og han skriver om en Forretningsmand, som i Jerusalem havde tjent sig en Formue ved at opsamle disse hundske Efterladenskaber, for med en Vrængning at kunne slutte med, at nu forstod han endelig de berømte grundtvigske Linjer:
I David-Staden
er Guld paa Gaden.
O, Gud ske Lov.
Nej, sart og minderørt er Henrik Pontoppidan ikke i disse Erindringer, og det kommer især frem i Skildringen af hans Skolegang. At referere, hvorledes man i Fru Christensens Asyl, hvor han for Resten blev Skolekammerat med Sprogforskeren Vilh. Thomsen, afstraffede de smaa Poder, vilde ganske simpelt være for ildelugtende; men man kan maaske trøste sig med følgende Genrebillede fra Latinskolen:
For at markere Resultatet af Overhøringen, naar han [Historielæreren] forlod en Elev for at gaa til den næste i Rækken, gav han ham en eller anden Genstand at holde paa i Resten af Timen, f. Eks. et Brændestykke eller Tavlesvampen, Ildklemmen eller – dersom Præstationen havde været maadelig – Nøglen til Gaarden. Alt Klassens løse Inventar blev efterhaanden taget i Brug til Støtte for hans Hukommelse.2
Det kan man kalde realistisk Idyl, saa at det kradser!
Men den samme Trang til at betragte Livet med et syrligt Drag om Munden finder man ogsaa paa Felter, hvor man ikke skulde have ventet det. Skulde man saaledes ikke have troet, at det elegante, latinske Navn Pontoppidan maatte have ranket ham; men nej – tværtimod. Børnene i Skolen gjorde Nar af det. Poppf–topi–popdan sagde de. Og det maa have ærgret Ung Henrik grundigt, siden han nu i sin høje, nobelomstraalede Alderdom kan skrive:
Det gyselige Navn Pontoppidan hørtes første Gang her i Landet henimod Midten af det 17. Aarhundrede. Fem Sønner af en Mand, der hed Erik Knudsen og var Forvalter og Ridefoged i Broby paa Fyn, fik den daarlige Idé efter lærde Folks Skik at stadse deres gode danske Navn op med en latinsk Adrienne, en naragtig Paafugleham.3
Det er sikkert dette "skæve" Blik paa Tilværelsen, dette drøjt realistiske Livssyn, som tidlig har bragt Henrik Pontoppidan i et underligt Forhold til Fædrenehjemmet, og det er karakteristisk for disse Erindringer, at de smukkeste Beretninger handler om Besøg paa Omegnens store Gaarde, om Fodture eller om en Rejse fra Helsingør til Bogø sammen med en Onkel, der er givet med kraftige og tydelige Streger. Ikke desto mindre er Faderen og især Moderen, der var socialt interesseret, skildret med en sønlig Hengivenhed, som virker lysende. Moderens Ansigt er beskrevet med en sand Forelskelse, og dette lille Kvindeportræt kan jeg ikke dy mig for at citere Træk for Træk:
Øjnene var gyldenbrune, Kinderne let rødlige, Haaret, der nu var begyndt at graane, havde været helt sort. Som Skik og Brug var, skjultes det delvis af en Blondekappe med brede Hagebaand. Synlig var kun Forhaaret, der fra en Midterskilning var glattet ned over Hovedbunden og foran hvert Øre havde en lille, halvt skjulende Fletning – en Rest af Skikken fra Aarhundredets Midte, da det ansaaes for langt mere upassende for en Kvinde at vise sine Øren end at gaa med endog stærkt blottet Hals og Bryst.4
Dog var der især én Begivenhed, som blev Skyld i, at Henrik Pontoppidan blev en berygtet Dreng. Gennem en af sine Skolekammerater kom han i Forbindelse med en katolsk Præst, der lokkede med Vin og Kager og med gratis Rejser ned til Italien og dets Klostre, saafremt en Konvertering fandt Sted, en virkelig Frister for en Dreng med Udvé. Men dette Samkvem satte en Plet paa Henrik Pontoppidans Rygte, saa at man skyede ham. Nu da han som en gammel Mand mindes denne Letsindighed, kommer han imidlertid med Udtalelser, der forbløffer. Han kalder den brøstfældige lutherske Kirke for vor Aands Vugge og Rangle, og han giver Grundtvig og hans "sunde Menneskeforstand" Skylden for den lutheranske Opløsning. "Vi har derfor nu en Kirke, hvis Præster ligger i Haarene paa hinanden som Advokaterne i en holbergsk Komedie"5, siger han, som om det var en af hans Forfædre, en Pontoppidan i Præsteornat, der nu tordnede for Folket.
I det hele taget er det mærkeligt, som Henrik Pontoppidans strenge Træk med Aarene er traadt gejstligt frem. At nogen Radikalisme eller Liberalisme har kunnet tage ham til Indtægt, er ubegribeligt; men i vore Dage, hvor Skepticismen er et konservativt Særpræg, vil det vanskeligere ske. Nu vil det ikke overrumple os, om Henrik Pontoppidan traadte ind i Geleddet sammen med de hvasseste Højremænd. I hvert Fald læser man med en vis Ligevægt i Sindet følgende skrappe Udfald mod Afrustningen:
Trods sit Skarpsyn havde han [Bismarck] vel ikke kunnet forudse, at dette samme lille Folk stod foran en Udvikling, der skulde ende i Bestræbelsen for at gøre sig til en Godbid, uskadelig selv for en i Forvejen overfyldt Mave, en indbydende lille Mundfuld uden Ben eller Sener, en Frikadelle kort sagt.6
Os undrer det ikke; thi selv om Henrik Pontoppidan lagde Præstekjole og Præstekrave og ikke overtog sine Forfædres Profession, var han trods alt sine Fædres Søn, og nu ytrer han saadanne Meninger, at ingen Prædikestol i Landet vilde styrte ned under Trykket af Ekkoet fra hans Ord.
Tom Kristensen.
