Hamskifte
En Digter bliver til
Gyldendal udsender i Dag andet Bind af Henrik Pontoppidans Erindringer. Det har faaet Navnet "Hamskifte" og behandler en afgørende Periode i den store Digters Liv: de Ungdomsaar, som forvandlede ham fra polyteknisk Student til Digter. I denne Kronik skriver Dr. Hakon Stangerup om den i alle Henseender overordentligt fængslende og betydningsfulde Mindebog.
Det nye Bind af Henrik Pontoppidans Erindringer er en Bog paa kun halvandet Hundrede smaa Sider, men den rummer ganske overordentligt meget. Det lykkes den gamle Mester paa denne knappe Plads at skildre en svunden Periode af Københavns Tilværelse med intenst Liv, fremhæve en Række Situationer fra sin Ungdom med en egen streng, skulpturel Plastik og – især – at give en Forklaring paa de vigtige og afgørende Omstændigheder, der forvandlede en ensom, strid og stædig polyteknisk Studerende til den Digter, som i Dag er Danmarks største.
Den lille Bog begynder i Aaret 1873, da den sejstenaarige Henrik Pontoppidan kom fra Randers til København for at læse til Polyteknisk Læreanstalts Adgangseksamen, og den slutter med hans Flugt fra Byen og Studierne seks Aar senere. Den begynder med et Barn, der vil underlægge sig Verden med Matematik og Ingeniørvidenskaber, og den slutter med en ung Mand, som vil være Digter og derfor drager ud til sin Broders Højskole for at skabe sin egen Verden. Drengen er blevet Voksen, men, hvad der er vigtigere: han har samtidigt skiftet Ham. Den Bog, Henrik Pontoppidan har skrevet om denne Periode af sit Liv, har han derfor med fuld Rette kaldt Hamskifte. Med et Ord, som almindeligvis anvendes om netop den Slags afgørende Begivenheder i en Digters Liv, kunde man karakterisere Hamskifte som Bogen om Henrik Pontoppidans Sturm-und-Drang-Aar, eller med en anden Betegnelse, som vi heller ikke har paa Dansk: Beretningen om hans "Jäsningstid"1.
Det Billede af Halvfjerdsernes København, som tegnes paa Bogens Blade, forundrer ved sine provinsielle og – med et af Pontoppidans egne, haanlige Ord – vaudevilleagtige Farver. Det er dog kun tres Aar, siden denne randrusianske Dreng kom til Byen, og alligevel forekommer Datidens København os mere beslægtet med Oehlenschlägers Tid end med vor egen. Nørrebro, hvor Drengen boede, var fjernet fra den egentlige By ved en bred, uvejsom Fælled, hvor Faar og Køer græssede. I Gaderne færdedes maleriske Sælgekoner og underlige Originaler, Befolkningen var skarpt delt i Rangspersoner og andre, og for Ungdommen var Glædens naturlige Udfoldelse Soldet med dampende Punsch paa Bordet og den lange Pibe løftet i besværgende Takt til klassiske Drikkeviser. Drengen Henrik var en Ensom i denne By, som trods sin Lidenhed syntes ham uoverkommelig stor. Med sine Brødre kom han kun lidt sammen. Han indrømmer selv, at Familieliv ikke tiltrak ham. Hans Dag gik med at tjene Penge som Tegner hos en Tømrermester og med at arbejde paa Læreanstalten. Den knappe Fritid brugte han til at samtale med nogle ganske faa Venner paa billige Spisehuse i den inderste By.
Hvis man ikke har vidst det før, saa erfarer man det ved at læse disse Erindringer: at store Dele af Lykke-Per's Ungdom er bygget paa Selvoplevelser. Skildringerne i den store Roman af Læreanstaltens livlige og pudsige Dagligliv er øst direkte af den unge Pontoppidans Erfaringer, som her fremsættes uforklædte, men næsten ligelydende. Lykke-Per's morsomme Hybel i Nyboder viser sig at være tegnet af efter Pontoppidans egne lykkelige Aar "hos et prægtigt, gammelt Ægtepar af Holmens faste Stok", hos hvem han "fik et virkeligt Hjem". Og et af Hovedpartierne i Lykke-Per, det glimrende jødiske Milieu, møder vi ogsaa i Erindringerne. Den unge Pontoppidan bliver indført i en velhavende jødisk Grossererfamilie: i dette "selskabelige Hjem lærte jeg nu et helt andet jødisk Miljø at kende, en indtil Overmod frigjort Slægt, der havde rystet enhver Mindelse om Ghetto og Mauschlen af sig". De (her) understregede Ord er jo Familien Salomons psykologiske Forklaring i en Formel!
Men Hamskifte fortæller ikke alene, hvor meget Stof der fra disse Brydningsaar, er gaaet over i Pontoppidans Digtning. Den forklarer ogsaa med Tydelighed, hvor personligt gennemlevede mange af Stemningerne og Indstillingerne i Digterens senere Produktion har været. Det afgørende autoritets- og kirkefjendske Skær i Arbejder som Skyer og De Dødes Rige stammer fra den Ild, som blev tændt i den unge Pontoppidan under hans første Københavneraar.
Hans Had til Rangspersoner og til den højreorienterede, sammentømrede Embedsklasse hviler ligeligt paa hans ensomme og kantede, provinsielle Fattigdom og hans vaagnende politiske Interesser. Hans Kirkefjendskab udspringer organisk af Reaktionen mod Hjemmet og Studiet af Naturvidenskaberne. Mens Georg Brandes' Auditorium ikke lokkede ham i disse Aar, Halvfjerdsernes gjaldende Kamptid, var han en flittig Gæst i Rigsdagen, hvor han med Beundring hørte Bergs Taler og med Sorg overværede hans Partifællers Angst og Splittethed. Allerede som nittenaarig var han Venstremand og antiklerikal, og endnu i Erindringernes Lys, som ellers plejer at mildne og sløre, tager Tingene sig saa vederstyggelige ud for ham, at han maa karakterisere Biskop Martensen som et Næsehorn og Christian den Niende som en "fremmedfødt" Voldsmand. Om Martensen staar der: "Jeg gik til Højmesse i Slotskirken, naar Biskop og kongelig Konfessionarius Martensen stod paa Prækestolen i Fløjlsornat med Kors og Stjerner, som jeg gik i Zoologisk Have for at se Næsehornet." Om Kongen lyder Dommen: "denne fremmedfødte Monark, der havde frataget Folket det af Forgængeren givne Frihedsbrev og … puttet det i Lommen." Skarpere har han sikkert ikke tænkt2 det for tres Aar siden!
Det er saaledes ikke lidt, der paa Erindringernes smaa Sider giver Forklaringen til Stof og Stemning i det senere Pontoppidanske Forfatterskab. Men langt mere faar vi at vide om den Form, dette Forfatterskab maatte faa, og hvorfor dette maatte faa netop denne Form. Det er karakteristisk, at den unge Mand i Halvfjerdsernes København søger Rigsdagen og ikke Brandes' Forelæsninger. Han stod allerede fra Begyndelsen det moderne Gennembrud fjernt. Og ligesom han ikke fulgte Brandes, fulgte han heller ikke den Litteratur, der i Tiden regnedes for den moderne og "brandesianske". Han giver i Bogen en gribende Skildring af en forhutlet Student, Hansen-Schaffalitzsky, hvis Skæbne væves sammen med hans egen i disse Aar. Denne Student, en lidenskabelig Oprører mod smaat og stort, fik en afgørende Indflydelse paa ham. Han har aabenbart været en af disse byroniske Naturer, som netop omkring Modernismens Gennembrud havarerede ved at være plus brandesianique que Brandès. Samtidig med, at han selv gik i Hundene og døde i den usleste Fattigdom, pumpede han Radikalisme paa den unge Pontoppidan og især kunstnerisk Radikalisme. Pontoppidan fortæller herom: "Efter at have været under Schaffs literære Paavirkning, vurderede jeg ogsaa Holger Drachmann og I.P. Jacobsen en Del anderledes end tidligere. Jeg saa i dem et Par romantiske Sildefødninger, i hvis Vers og kunstfærdige Prosa det stormfulde Menneskeliv og Skrigene fra de Skibbrudne gentonede fjernt og aandeagtigt svagt som Verdenshavets Brændingslarm i de Konkylier, vore Bedsteforældre havde staaende paa deres Chiffonierer." Det er ud fra dette Synspunkt, at Pontoppidan, da han begynder sin digteriske Virksomhed, lægger sig meget mere realistisk an end Jacobsen og Drachmann. Han mener ikke, at Livet genspejler sig hos disse store Digtere med sit sande, haarde Billede. Derfor bliver hans Skildringer saa meget brutalere i deres Virkelighedsopfattelse og saa hensynsløst oprigtige. Forskellen mellem det Forfatterskab, hvis Realisme kulminerede i Niels Lyhne, og det, hvis Realisme begynder i Landsbybilleder, har sin Rod i Samtalerne mellem en tyveaarig Dreng og en fanatisk, brystsyg Havareret i Halvfjerdsernes København. Og en af Aarsagerne til den kendte Pontoppidanske Foragt for "Stilbroderi" – en Foragt, der undertiden gør hans Stil stiv af Nøgternhed – er ogsaa disse Samtaler med den døende Ven: "Om de store Russere, som Schaff i sin sidste Tid altid havde talt til mig om, paastod han, at de alle som een forkastede Versformen, overhovedet alt Stilbroderi som Narreværk … det højeste Maal for en sand Digter var at skrive en mandig stærk og klar Prosa." De sidste Ord formulerer Pontoppidans Stilideal, som han har holdt fast ved i tres Aar – og som endnu i denne Bog faar ham til at skrive foragteligt om J.P. Jacobsen: "Feilberg skyede i Modsætning til Niels Lyhnes Digter den udpyntede Stil, det søgte Ordvalg, de prunkende Farver, al den Overlæsselse i det hele, der røber sit Ophav som en Kunstens Parvenu."
Henrik Pontoppidans Erindringer ligner, ved alt hvad der berører intellektuelt definerlige Momenter for hans Digtnings Udvikling, paa det allernøjeste det klare, rolige og sikre Forfatterskab, som han har skabt. Der er, som det i det ovenstaaende har kunnet fremhæves flere Gange, intet Brud mellem den erindrende Skildring af den unge Mand og det Billede af denne unge Mand, som kan læses ud af hans Bøger. Alt er saa aarsagsbestemt, saa næsten matematisk begrundet. Derfor virker det som en Aabenbaring, et Bud fra en helt anden Verden, at læse Pontoppidans Forklaring – ikke paa hvorfor hans Digtning nu fik det Indhold og den Stil – men hans Redegørelse for hvorfor netop han blev Digter, han – den nøgterne, matematisk interesserede Realist, som vilde bygge Broer og skabe et moderne Teknikkens Eldorado, han, den unge Student, som kom til Byen for at blive det, man senere fandt paa at kalde Funktionalist!
At Pontoppidan ikke var lykkelig ved sin Tilværelse, fremgaar klart af hans Erindringer, men hans Ulykkesfornemmelser skyldtes mere materielle end psykiske Aarsager. Han var aldrig blevet Digter, hvis Hadet til Biskop Martensen og Christian den Niende alene havde besat hans Sjæl. Det Stød, som kastede ham ud af Studierne, kom fra en helt anden Kant, eller rettere: fra to helt andre Kanter baade af Verden og i ham selv. En Dag blev der opslaaet en Plads ledig paa en Grønlandsekspedition. Pontoppidan søgte om Pladsen, men fik den ikke. Det nagede ham. Savnet aad i ham. Og for at trøste sig brugte han en lille bitte Arv til at rejse til Schweiz i en Ferie. Her oplevede han et romantisk Eventyr, skønt og flygtigt og poetisk som en Drøm. Han forelskede sig i en Schweizerpige, et melankolsk, bevægende Ansigt. Det blev aldrig til noget udtalt mellem dem. Et Haandtryk, et eneste Smil, saa drog han hjem. Men med et nyt Savn i Sjælen. Og paa Drømmen om Grønland og Længslen efter Suzann' fra de blaa Bjerge blev han Digter. Som saa mange andre maatte han skrive sig paa Afstand af det Tomrum i sig selv, som han maaske den Gang knap nok vidste var en Afgrund, hvori Teknokratiets haandfaste Dyrker forsvandt uden Redning. En Aften kort efter sin Hjemkomst fandt han sig selv midt i et stort Drama. Det blev ikke fuldført, og han lagde det hen. Men han maatte tage det frem igen, og med Studierne gik det slet ikke mere. Tanken om at gaa i Hundene som saa mange halvlitterære Stympere, han havde for Øje i Halvfjerdsernes København, foruroligede ham, men den slog ham ikke ned. Han havde skiftet Ham, og baade før og efter sit Hamskifte var han frem for alt modig. Og ogsaa i Modets Religion bestyrkedes han af Schaffalitzky. Han holdt ud, trods en ikke alt for overdreven Begejstring fra sine faa fortroliges Side. For: "overfor min Samvittigheds Anklager retfærdiggjorde jeg mig med et Ord af Schaff, som en Gang havde sagt, at der altid var flere, der forspildte Lykken og lagde Livet øde af Mangel paa Mod end ved Dumdristighed. Og heri maa jeg endnu den Dag i Dag give ham Ret."
Saadan blev altsaa den store Digter Henrik Pontoppidan til. Had og Savn og Mod skabte ham. Og er det ikke ogsaa de Egenskaber, han har rejst sin vældige Digtning over? Hadet luer i hans Værk og Modet blinker i det, men det Tvelys, som slører det trods al Klarhed og mildner det paa Trods af den villede Skarphed – faar det ikke sine dunkle, hede Farver fra en Kærlighed, som ikke blev mindre, fordi den var stum, og en Længsel, som kun brændte stærkere, fordi den aldrig blev tilfredsstillet?
Hakon Stangerup
