Halvtreds Aar efter
Henrik Pontoppidan: Arv og Gæld. Gyldendals Forlag
ALTSAA: Den gamle Forfatter vedgaar Arv og Gæld fra sin døde Fortid. Paa sin ubønhørlige Maade har han krystet endnu et lillebitte Glas fuldt af Minder – det tredie –; samlet skal Bogen hedde "Undervejs til mig selv". Draaberne er baade bitre og søde, men begge disse Smagselementer ligger godt gemt i det kolde, som er det, man mærker umiddelbarest.
Denne Skribent paa over firs har bevaret sin Skrivemaades afvejede Gang. Kun paa tre enkelte Steder mærkes hans Aar paa Formen. Eksempel: Min Mor "kunde blive saa oprørt over den Ligegyldighed, hvormed mange Mennesker, endogsaa Folk, der kaldte sig kristne, kunde vise over for de Fattiges Nød". Pennen har smuttet.
Henrik Pontoppidan fortæller i dette Bind om de Aar, i hvilke han blev Forfatter. Som sin Broders Hjælper paa Højskolen i Stenløse lærer han at leve paa Landet og efter de grundtvigske folkelige Maader. De huer ham ikke rigtigt. Paa samme Tid indføres han ved den nidkære og virksomme Otto Borchsenius i Datidens førende litterære Kreds og oplever dens Renæssancesnit paa Leveformen. Det huer ham snarest endnu mindre. Han gifter sig med Bondepigen fra Hornsherred, Modellen for den alle læsende Danske dyrebare Hansine i Det forjættede Land. Her bliver han meget tyst. Arv og Gæld, hvisker det fra Bogens smukke, kræsne Blade, men kun mellem Linierne. Han huer næppe sig selv helt.
Den Digter-Figur, der fylder Bogen, bærer Lykke-Pers Træk. Pontoppidan erkender sig selv som en Lykkens Pamfilius, saa smerteløst glider han ind i den litterære Verden ved sin Forfatter-Fødsel. Ingen er alligevel mindre et ægte Lykkebarn. Som en vanskelig Mand, kontrær og besværlig, viser han sig for os. Kontrær er han endnu i sin høje Alder. Han kalder hin genoplevede Periodes Regeringsformer "et Enmandsvælde, opretholdt ved Hjælp af opfanatiserede og korrumperede Embedsmænd og Dommere, ved spidsfindigt Lovtrækkeri, brutal Knebling af Modstandere, Censur og andre uhyggelige Forhold". Hillemænd! Det maa vi nok sige. I Bunden var Firserne meget naive.
Ogsaa over for Mennesker, som han har truffet, kan den gamle Skribent være Catonisk barsk. Af Georg Brandes' Væsen giver han en uforsonlig Karikatur, kun sparsomt tempereret ved en halvforsonlig Efterskrift. Drachmann gaar det ubegribeligt meget bedre. For ham har Pontoppidan paa Trods af sin Strenghed altid næret en lille forelsket Faible.
Ved Siden af Borchsenius nævnes med Taknemlighed Forlæggeren Frederik Hegel (d. Æ.), son var Digterens velvillige Befordrer.
En mærkelig Dyd ved dette Mindeskrift er dets glimrende Korthed. Memoirer er som Regel langspundent Fabrikat. Henrik Pontoppidan har en Saks parat.
Hans Brix
