Arv og Gæld
Henrik Pontoppidans Erindringer
Henrik Pontoppidan: Arv og Gæld. Gyldendal. 116 Sider. Kr. 4,75.
Det tredie lille Bind af Henrik Pontoppidans Erindringer, som nu er udkommet under Titlen Arv og Gæld, begynder med at fortælle om et Sommerophold i den sjællandske Egn, hvor Chr. Winther skrev Hjortens Flugt (Landsbyen Hyllinge et Par Mil Nord for Roskilde), og slutter med, at Henrik Pontoppidan sidder ved sit første Barns Vugge og "begynder at forstaa og virkelig tro paa, at en Mands egentlige og afgørende Kald her i Livet er at blive Fader og gøre Fyldest som saadan".
I Mellemtiden har han været Lærer paa sin Broders lille Højskole i Hjørlunde, til frisindet Fest for den gamle Digter Hostrup i København; han har været Soldat ved Ingeniørerne, har trukket Frinummer, er begyndt at skrive Fortællinger; han har fundet Optagelse i Forfatter- og Kunstnerkredse, før han endnu har faaet en Bog udsendt; han er blevet købt af Etatsraad Hegel til det Gyldendalske Forlag; han har rejst fra Kalundborg til Aarhus – Peder Paars' Rute – i Selskab med Georg Brandes; har besøgt Skagen og sin Fødeby Randers; han har bekræftet sig selv som "Fritænker" – hvilket den Gang betød, at man sagde Nej til Kirken, dens Tro og Væsen, Bekendelse og Sakramenter. Og han er blevet gift med en usædvanlig rank Bondepige med egenartede Ansigtstræk, Datter af en af de ældste og mest ansete Bondeslægter i Hornsherred. Og han er som sagt blevet Fader for første Gang.
Henrik Pontoppidans Erindringer er præget af den udsøgte Beskedenhed og Fordringsløshed, som han hele Livet har forskanset sig bag. De er skrevet i det simple, klare, asketiske Sprog, der for ham som Forfatter betyder det samme og noget mere som den sorte Diplomatfrakke og det hvide Slips for J.C. Christensen som Politiker. Om det er en stor Mand, som har skrevet disse Erindringer, faar staa hen. Henrik Pontoppidan føler ikke Trang til at blive bragt sammen med de Mennesker, som Samtiden og Historien kalder store. Det er i alt Fald en Mand.
*
Disse Erindringer oplyser, hvad man i Forvejen havde gættet, at Henrik Pontoppidans Romaner er i høj Grad autobiografiske. Naturligvis følger Romanhandlingerne ikke i Enkeltheder Pontoppidans egen Livshistorie. Men Romanerne handler om de samme store Problemer, som han selv har været stillet over for. Hovedpersonerne er digtet over Træk og Muligheder, han har taget op hos sig selv. De Spørgsmaal, Romanerne stiller, er de samme Spørgsmaal, han har stillet sig selv. De Domme, de fælder, er Selvdomme.
Af tidlig og uudryddelig Tilbøjelighed er Henrik Pontoppidan idyllisk Romantiker og Dagdrømmer. Hans første elskede Digter var Chr. Winther. Det er kun Viljen i ham, som har peget en anden Vej ud af Drømmen, nærmere til Daaden. Resultatet er blevet et Kompromis: en Romanforfatter og en Spørger med en Profets Kald og to Sind.
Profeten med de to Sind gør sig meget stærkt gældende i Romanerne, men hvor dybt det psykologiske Anlæg naar ned, demonstreres hele Vejen i Erindringerne. I det nye Bind Arv og Gæld fortæller Henrik Pontoppidan om, hvorledes han i sin Ungdom snart blev draget af Idyllen, snart af Kampen. Han higer snart efter at omgaas de københavnske Litterater og Kunstnere og deltage i deres overmodige "Renæssance-Liv", men kun for at komme til det Resultat, at han dog i Grunden ikke er "Renæssancemenneske". At blive ved Jorden baader ham dog bedst. Han kan inderligt ikke med de Rige og Overmodige. Han er hjemløs, rodløs, trist og fortvivlet paa "Forfængelighedens Marked". Han priser sin Moder, fordi hun, som han skriver, "engang gav mig en alvorlig Kindhest, fordi jeg talte unænsomt om vor fattige Vaskekone og hendes lappede Skørt. Jeg huskede, hvor overrasket jeg var blevet, og at jeg længe ikke kunde tilgive Mor denne Tugtelse, fordi jeg syntes, Anledningen til den var saa urimelig. Nu, da jeg bedre forstod, hvor velment den havde været, mindedes jeg den næsten med Taknemlighed".
Han drages mod Byen, Hovedstaden, for han har den Følelse, at han har en eller anden Marskalstav i sin Begavelses eller Ærgerrigheds Tornyster, og helt kan han heller ikke unddrage sig Troen paa, at et Forsyn har noget særligt for med ham. Han er Fatalist som Cæsar og Napoleon og Aladdin. Hvad han i Grunden tror eller tvivler paa, ved han ganske vist ikke, men han tror paa sin Stjerne. Men der er noget, som siger ham, at han ikke vil naa sin rette Bestemmelse ved at følge den. Derfor følger han den kun en Tid og et Stykke Vej, saa bryder han af, fjerner sig stilfærdigt og uden Afsked fra det overmodige Selskab i Forfængelighedens Dagligstuer, flygter fra dem, der agerer Renæssancemennesker, og begiver sig ud paa Landet, opsøger Bønderne og Ensomheden og Naturen og hengiver sig til Grublerier og Drømme.
*
Frem og tilbage – mellem Byen og Naturen, Offentligheden og Ensomheden … saadan er hans Liv. som en Perpendikel svinger det, og Perpendikelen er ophængt i hans Sjæls Urværk.
Ogsaa af Kirken frastødes han. Efterkommeren i mange Led af pibekravede lutherske Præster. Men naar han mener, at der ikke er meget tilbage af Kristendommen i hans Sind – knap nok det svageste Genskær – saa tager han fejl af sig selv. Der er endogsaa saa meget tilbage, at det har været nok til at bestemme hans Forfatterskab helt ned i den største Rod og helt ud i de fineste Rodtrevler. Han kan aldrig frigøre sig for de Fattiges Paradisdrøm – den, de ejer i Kraft af, at de er fattige, og den, de Rige har vanskeligere ved at drømme end en Kamel ved at spadsere gennem et Naaleøje. Pontoppidan er kun antiklerikal – en personlig Revanche, som har noget at gøre med, at han er Præstesøn – han er ikke antikristen; han er Puritaner af moralsk Overbevisning, og han er Evangelist mellem Linierne. Han er typisk Kryptokristen.
*
Hans Tvesind lægger sig for Dagen i stort og smaat. Han giver et skarpt erindret, indtrængende følt Billede af Georg Brandes – og det er mildest talt ikke et sympatisk Billede. Han tilføjer: "Trods al min Beundring for ham som Skribent gik der adskillige Aar, før jeg helt forvandt mit Indtryk af ham". Sandheden er naturligvis, at han har aldrig forvundet det. Hans Erindringer vidner tilstrækkeligt i den Sag. Men ikke engang som Skribent lader han ham være hævet over al Tvivl. Han medgiver et andet Sted i Bogen, at Georg Brandes' Kritik vel nærmest var en Fare for dem, der læste ham, fordi den var saa indsmigrende og indbød Læserne til at tro om sig selv, at de havde slugt al Verdens Poesi og Klogskab. "Den bekvemme Tilegnelse … var en Fare. Mange unge Mennesker forledtes vistnok til en bedragerisk Forestilling om, at de selv havde baade læst og gennemtænkt det altsammen, og lod sig nøje med denne behagelige Indbildning." – Alligevel, skønt han er saa afvisende i sit Syn paa Georg Brandes baade som Privatperson og paa hans Indflydelse paa Ungdommen, paa Aandslivet, slutter han alligevel af med at bære ham ud af Skærsilden og anvise ham Plads i Himlen.
Sagen er vel, at han er gennemført Relativist i sine Domme. Han maaler f.eks. Georg Brandes imod Otto Borchsenius – saa kan han skrive saa nedsættende, han vil om Brandes og alligevel til sidst give ham Oprejsning. Metoden blev ogsaa anvendt af Sven Lange og netop paa disse to Mænd. Men Metoden er i Grunden umoralsk. Men hele Pontoppidans Forfatterskab er en Puritanismens Domkirke, opført paa Relativismens Kviksand.
*
Henrik Pontoppidans Erindringer er, som det meste han har skrevet, værd at læse og læse om igen. Man er maaske ikke altid enig med ham. Det modsatte vilde være mærkeligere, siden han fundamentalt er uenig med sig selv. Men man kan lære af ham – og man kan ogsaa lære at elske ham i hans Forfatterskab, fordi han saa hensynsløst og fanatisk giver sig selv for den Sags Skyld: at give sig selv.
Henning Kehler
